Husker du den morgen i Aalborg, mor?

Bjørn, mor.

Du har ikke mødt ham. Du kommer ikke til at møde ham.

Folk spørger mig nænsomt, hvordan det går med at have fået et barn, som min mor ikke kommer til at møde.

Overraskende godt, har jeg lyst til at svare, hvis ikke det lød så muntert. Det er alt andet end muntert, men, ser du, der er sket noget, som jeg slet ikke kunne have forudset.

Hvis du havde været i live, da jeg var gravid med ham, ville du nok have været skeptisk over for vores valg af navn.

Bjørn var jo egentlig en helt anden i vores liv. Din sidste kæreste. Mærkeligt at kalde dit barn det samme som en mand, du ikke længere havde forbindelse til (… for sikke et brud, det var. Hold kæft, en larm, det gav).

Det var også min egen indvending mod det navn, som jeg ellers virkelig godt kunne lide. Jeg kunne altså ikke tænke på andre end din Bjørn de første gange, vi snakkede om det navn til babyen i maven. Men som ugerne gik og termin nærmede sig, og det var det eneste navn, både Jens og jeg syntes var rigtig godt til os og til familien, måtte jeg genoverveje. Og der fandt jeg en form for fred i, at din Bjørn og jeg havde været rigtig gode venner. Jeg har kun gode minder om ham, selv om I to brød som uvenner – han er jo faktisk en rigtig fin fyr. Det ved jeg, at du vil give mig ret i, der hvor du er nu og hvor perspektivet er lidt bredere (jeg har en fornemmelse af, at døden har gjort dig lidt mildere?).

Med den tankerække overgav jeg mig til navnet – og vidste, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før navnet Bjørn helt ville være overtaget af vores lille søn og ikke længere ekkoe af andre.

Sådan gik det også. Heldigvis.

Men forleden kom et minde til mig.

Kan du huske de uger, hvor du og jeg kørte i pendul mellem vores liv i Århus i hverdagene og din Bjørn og hans familie i weekenderne? Vi stod tidligt op om mandagene for at nå det hele. En morgen havde du alligevel lige tid til at skrible noget hemmeligt på en lille seddel og hastigt gemme den væk under noget service i køkkenet, så Bjørn ville se det, når han stod op. Jeg har altid været en snager, det ved du, og jeg kunne ikke dy mig for at se, hvad det var. Så mens du tissede af, lindede jeg på tallerkenen og fandt sedlen.

På siden, der vendte op, havde du skrevet hans navn, og resten af beskeden stod på den anden side af papiret. Jeg vendte det ikke, så uartig ville jeg dog ikke være, men mon ikke det var et godt gammeldags kærestebrev.

Jeg var lidt skuffet over ikke at få hele grisset med mig, men glemte det hurtigt igen.

Indtil for nylig. Hvor jeg genkaldte mig, hvad der havde stået på den opvendte side. Ordene.

“Min elskede Bjørn”.

Med din håndskrift, verdens fineste. Så tydeligt, lige der i min hukommelse.

Min mors håndskrift – her om mig og min første tid.

Jeg ved godt, at de ord var tiltænkt en anden. Med med det lysende minde er der opstået en streng mellem dig og det barn, som jeg ikke havde forudset. Det er kun mig, der kan se den, den lever kun i min erindring gennem et splitsekund i en sprække i fortiden, men den er der.

Din elskede Bjørn. Sådan ville du også skrevet til min Bjørn, før eller siden. Og nu ved jeg præcis hvordan det ville have set ud. Og fordi jeg ved det, kan jeg også genkalde mig lyden af dig, der udtaler navnet. Det lyder så trygt og varmt.

Mor, hvor ville du have elsket vores lille basse! Jeg bilder mig ind, at du ville have fået så meget med af ham, nu hvor du var flyttet tættere på os. At vi ville have set hinanden flere gange om ugen, gået ture om søen, shoppet babygear sammen, drukket kaffe i parken. Jeg glemmer, at du var blevet syg og gammel, en bustur udmattede dig, flytningen fra Århus til hovedstaden tog pippet helt fra dig; det er ikke til at sige, hvilken bedstemor, du ville have været.

Sådan har Andrea det også. Hendes yngste fik du heller ikke med. Vi føler os begge snydt for, at du ikke kunne deltage i vores sidste barsler, træde til, som du så gerne ville. Vi glemmer, hvor syg, du var. Du havde været kronisk syg hele dit liv, vi havde slet ikke øje for, at det var taget til.

Men du var blevet så syg, at du døde af det.

Vi bilder os ind, at vi ville have haft sorgens klogskab med os i dag, selv om du ikke var død i din seng den septembernat i 2016. Som om vi ikke hver eneste dag siden var blevet klogere på tab og minder og hvad der er vigtigt at huske på, mens vi er levende og har hinanden.

At vi ville have opsøgt dig oftere, set dig tydeligere, passet bedre på dig.

Så kloge ville vi nok ikke have været, hvis vi havde været så heldige stadig at have dig blandt os.

Men tanken er rar.

Mor, jeg ved godt, at du ikke får disse ord at læse. Men derfor skal du have dem alligevel.

***

Jeg tipper om nye blogindlæg her på Instagram og her på Facebook
***

21 Comments

Add Yours →

Du gør det igen og igen! Sætter gang i både tankerne om, hvor vigtigt og helt fantastisk det er, at jeg stadig har begge mine forældre og endda lige rundt om hjørnet. Jeg tar’ ofte mig selv i at blive lidt irriteret over deres uanmeldte besøg på en travl regnfuld mandag, jeg har lyst til at rette min mors små og ligegyldige stavefejl og også at sætte en prop i deres voldsomme lovprisninger om vores børn, fordi jeg har lyttet til den sang før. De forstår ikke at verden er af lave og der er vigtigere ting at tale om end deres søde børnebørn…

Men når du som nu skriver så meningsfuldt og kærlighedsindpakket om din mor og dit savn over ikke at have hende til at dele dit/jeres liv med, så hanker jeg op i mig selv, og husker at stavefejl skal man smile af og bruge til at stoppe op og læse mere indgående, og at deres mission med et besøg er at skabe solskin på en regnvejrsdag. Endelig skal jeg øve mig i at betragte lovprisningerne om deres børnebørn giver min morverden en lysere farve og nok faktisk er det allervigtigste at tale om.

Karoline, du rusker mig i min grumpy tilgang til forældre i hverdagen, og det sætter jeg stor pris på!

Det var mange ord, når jeg egentlig blot ville sige, at din mor har gjort det rigtig godt, og at Bjørn er et smukt og stærkt navn!

Tak <3

Åh hvor er det fint skrevet Har tårer i øjnene over hvor fint du skriver om et savn jeg alt for godt kender

Av det er fint og sårbart – tårene løber ned af mine kinder hver gang du skriver disse indlæg. Det er livsbekræftende og sårbart og det er netop her livet og nærværet er.

Skriv et svar