Graviditet, fødsel og barsel

“Husk brystsalve + numsecreme”: Om (mavesure) babyforberedelser

“Åååååh, jeg er så TRÆT af at være gravid”, klagede jeg surt til Jens.

Meget surt. Og hans muntre “En anden gang må du lige huske prævention, Karoline. If you can’t do the time, don’t do the crime” blev modtaget cirka sådan her:

Vi var på vej hjem fra hvad der ellers havde været en hyggelig morgenmadsdate efter aflevering af den treårige i børnehave. Den slags date, der kun kan lade sig gøre i et småbørnsfamilieliv, når den ene er gået fra til sommerferie og barselsorlov, og den anden arbejder skævt. Sådan et liv er vi velsignet med for tiden, men jeg havde helt glemt at nyde det, for jeg havde så travlt med at være så TRÆT af at være gravid.

Jeg klagestønnede som én, der var gået over tid. Men. Der er stadig to måneder før termin. To! Termin er ikke på nogen måde at ane i horisonten – faktisk ville det være ret kritisk, hvis knægten kom ud nu. Med helt ufærdige lunger og lanugohår over det hele and whatnot. Det er kun godt, at han lige fejrer i hvert fald sin tokilosdag inden for maveskindet.

Ja, det kan godt være, at det hele er lidt stramt spændt ud for tiden. Jeg bøvler med et knagende bækken, med kvalme og halsbrand og med en forbistret søvnløshed, og Jens passer det ene af sine to job i Århus og det andet i København og pendler sig okay træt over det. Og jo, det kunne da være sjovt, hvis jeg kunne berette om alt muligt spændende, jeg skal i sommerferien, når folk spørger – men jeg skal ingenting og har ingen oplevelser linet up, for min ferie, som går over i barselsorlov til august, er min selvkøbte, fredsommelige, kedsommelige ro. Med ro på. I mit hjem, i min lænestol.

Sådan er det i år, og det er surt, at selv tanken om en strandtur (og at blive frarøvet muligheden for at tisse behageligt en gang i kvarteret som er frekvensen lige nu), er udmattende. Men. Det bliver fandme to goddam lange måneder, hvis jeg skal gå og være så TRÆT af livet på den måde, som jeg har været de sidste dage.

Det indså jeg heldigvis, da jeg havde ligget i sengen efter morgenmaden og marineret i egen sursovs et stykke tid. For nedrullede mørklægningsgardiner og en mindfulness-meditationspodcast i ørerne (haha).

Jeg havde brugt meditationen på at brygge på to virkelig harske blogindlæg i tankerne.

Et om, hvor irriterende det er, når folk siger “Bare sig til, hvis jeg kan hjælpe med noget”. For, skulle pointen i blogindlægget være, sådan skal folk ikke tilbyde deres hjælp. De skal i stedet helst kunne læse mine tanker og af sig selv tilbyde at komme forbi og vaske gulve og lave mad til fryseren og hygge om mig og den treårige med deres vilde overskud. Altså, tilbyde deres konkrete assistance i stedet for at tilbyde, at jeg selv skal holde mig til. Jeg havde dog svært ved helt at forestille mig det punkt i teksten, hvor jeg forklarer, hvorfor jeg ikke bare selv vasker gulvene eller laver mad eller hygger, for det kan jeg trods alt godt selv endnu, hvis jeg skal være helt ærlig. Men det var lissom ikke pointen, vel! Pointen var, at hvis folk skal tilbyde deres hjælp til gravide græsenker, så skal de kunne læse tanker.

… godt, at dén tekst blev aflyst i sin vorden. For jeg indså, at nok er der noget let tankeløst over velmenende folks relativt gratis udslyngede “du siger bare til”-bud om hjælp, men irritationen og ønsket om at få læst tanker må være forbeholdt folk, der ægte er nede at bide i græsset. Ikke de almindeligt surt gravide, der bare ikke rigtigt gider svinge den moppe eller sætte den kødsovs over selv.

Et andet foruroligende surt blogindlæg skulle handle om, at jeg er bekymret for mig selv, fordi jeg går og glæder mig lidt til fødslen.

Seriøst. Ja. Det var jeg lige ved at skrive om. Jeg havde fået bildt mig ind, at jeg led af en eller anden form for fornægtelse, fordi jeg – uanset hvor hårdt jeg prøver – ikke kan mønstre samme panik ved tanken om fødslen, som jeg kunne for tre år siden, da jeg skulle føde mit første barn.

Dengang læste og researchede og panikkede jeg derudad. Denne gang tænker jeg også rigtig meget over fødslen, men det er med ro og mon-ikke-det-går-godt på. Sidst var jeg meget optaget af katastroferne, nu er jeg mere optaget af, hvor godt det gik sidst – trods panikken. At jeg måske endda kan optimere den gode oplevelse fra sidst ved at skrue på de parametre, der (måske) er til at påvirke med handling.

Kan jeg med knibeøvelser forberede mit skræv bedre, så det kommer sig hurtigere end sidst? Bør vi overveje hjemmefødsel, så vi slipper for køreturene frem og tilbage til hospitalet? Mon ikke jeg lige skulle studere fødebogskapitlet om pressefasen lidt ekstra denne gang, når nu det var den fase, der var det egentligt svære for mig sidst?

Den slags små tweaks af en god førstegangsfødsel, der måske kan resultere i en rigtig god andengangsfødsel.

Nok er jeg helt på det rene med, at man ikke er garanteret noget som helst i Fødeland; det hele kan gå helt skævt, selv om det gik godt sidst. Og det kan gå helt som sidst eller endnu bedre. Men uanset hvad nytter det vel næppe noget at gå og problematisere min egen ro her to måneder før termin?

Tilbage til det mørklagte soveværelse den juliformiddag klokken 10.40. Det var sådanne sunde tanker, jeg kom til at ligge og gøre mig. Om ikke jeg skulle se at arbejde lidt med min indstilling. For det her er formentlig sidste gang, jeg prøver at være gravid. Og det er sådan et lille komma i et kvindeliv, når man ser på tid og gener og ubehag, men sådan et kæmpe udråbstegn i kvindelivet, når man ser på mindets størrelse.

Jeg kan godt lægge mig en anelse mere i selen for at gøre det til et godt minde.

Så jeg rejste mig fra sengen. Trak gardinerne fra. Gik ind til Jens i stuen og erklærede, at jeg vil prøve at være lidt mindre sur, når jeg kan. Det fik en ret god modtagelse. Og så gik vi i gang med at planlægge alt det, vi er lidt bagud med, og som vi kan gå og bruge den søde ventetid på, indtil vi er forældre til to – lige om lidt jo!

(Okay … nok først om to måneder, suk)

***

9 Comments

  • Sofie

    Jeg havde samme slags ro omkring fødslen som du beskriver – så meget, at jeg ikke engang gad lave en lille bitte vejrtræknings-øvelse Men da det kom til Le Grand Finale kunne min krop heldigvis sagtens huske, hvordan den skulle trække vejret. Måske er det lidt ligesom at skulle til eksamen i kendt vs. Ukendt stof? Jeg bliver i al fald ofte en kende mere nervøs, når jeg ikke har nogen ide om, hvad jeg skal præstere…

    Håber du får nogle fine sidste måneder – selvom det ER hårdt at være meget, meget gravid.

    PS: jeg er VILD med dit valg af emojis til listen!

    • Karoline

      Hvor er det dejligt at høre fra dig på denne side af fødslen – og at det er lige netop dét, du skriver! Så fortsætter jeg med at tage det helt roligt.

      Kæmpe tillykke med den længe ventede lillesøster!

  • Mette

    Hjemmefødsel – do it!! Det er så meget federe, end at skulle køre frem og tilbage. Jeg havde en god fødsel på riget første gang, og en helt fantastisk fødsel i kar hjemme i stuen anden gang. Følelsen af at man ikke skal nogen steder hen men bare kan go ahead og føde gør bare en kæmpe forskel. Det barn fødte sgu nærmest sig selv, fordi jeg fik lov at være helt i kroppens og oxytocinens vold, hvor jeg første gang havde lidt svært ved at komme ordentligt i pressefasen. Og følelsen af at ligge i sin egen sofa kort tid efter med sit nyfødte barn og de mennesker man selv har valgt skulle være der (i mit tilfælde min kæreste, søster, veninde og den nybagte storesøster som vågnede selvom det var om natten (og i øvrigt lige kastede op i hele sin seng, men det var heldigvis ikke mit problem på det tidspunkt)), er bare helt fortrinlig. Og så er der noget empowering over på den måde at tage fødslen i egen hånd, en følelse som jeg synes er blevet med mig på en måde. Kan varmt anbefales!

    • Karoline

      Hvor dejligt, at du har haft to så gode oplevelser! De fordele, du nævner ved hjemmefødsel, er også noget af det,der trækker gevaldigt op for mig. At få lov at blive i sit fokus.

      Jeg bølger meget frem og tilbage med hvad jeg har lyst til. I det sidste lange stykke tid har jeg fundet en art ro i, at jeg ønsker begge dele, og at det bliver en skelsættende oplevelse uanset hvor vi er. At det mig, der skal føde ham uanset hvor vi er.

      Vi skal til en samtale hos min vidunderlige jordemoder i næste uge, hvor vi skal tale pros og cons for vores specifikke situation igennem. Der bliver vi sikkert begge klogere på hvad vi egentlig vil.

      Men jeg håber, at det her bliver hos mig: At det bliver godt uanset hvor vi er.

  • Rikke

    Jeg er slet ikke igang med at gro en baby nr to endnu. Men jeg vil gerne snart og tænker derfor også en del over fødsel. Og jeg kan mærke jeg glæder mig til at prøve det igen. Nu er jeg mere forberedt og ved nogenlunde hvad der skal ske, så uvisheden og utrygheden i det ukendte er ikke med næste gang, håber jeg.
    Jeg håber du får en god fødsel og at humøret er til at vende for dig ☺️

    • Karoline

      Ej, hvor er jeg lettet over at høre, at det ikke er helt unormalt og in denial-agtigt at være mere rolig denne gang, selv om forberedelsen – i hvert fald for mit vedkommende, og Sofies ovenfor – glimrer ved sit totale fravær.

      Jeg åbner dog nok min fødebog en af dagene. Mest fordi jeg nok ikke helt tør lade være.

  • Astrid

    Jeg fødte mit tredje barn for næsten seks måneder siden (shit. Det er eddermaneme gået stærkt). Jeg formåede ikke at blive zen-agtig omkring graviditeten, det satte en slem bækkenløsning med sygemelding i uge 25 en ret effektiv stoppet for. Fødslen fik jeg overhovedet ikke panikket over før de ringede og tilbød igangsættelse et halvt døgn før det var planlagt. I mit hoved lød det bare ‘føde? Mig? Nej tak, det springer vi over denne gang.’ Det går jo ikke rigtig, så afsted med os til fødsel. Måske er det bare mig, men jeg kan ikke se noget som helst nydelsesfuldt ved at presse tre kg baby ud af mig selv. Det er helt vildt fantastisk og magisk når de ér ude, men jeg er ikke vild med selve processen (bortset fra når jeg er på arbejde på fødegangen, men der står jeg jo så at sige også på den rigtige side).

    Jeg har det lidt med det der ‘husk nu at nyde det’ råd, at der er nogle ting, der er så hårde, at det ikke ér noget at nyde og det er altså også ok. Selvfølgelig skal man ikke forpeste sine omgivelser unødigt og man har selv bragt sig i graviditetshelvede (with a little help from a friend), men derfor kan det godt være virkelig træls. Og jeg kommer bare til at føle mig forkert og utaknemmelig hvis jeg ikke kan leve op til kravene om at stråle og være lykkelig over at skulle tisse hvert 15. minut, ikke kunne bevæge mig uden at det gør motherfucking ondt og virkelig have svært ved at få en hverdag til at fungere. Belønningen er virkelig stor efter selv en hård graviditet og det er 100% det værd. Men jeg gør det aldrig igen.

    En lille opmuntring her fra fødselslægen: anden fødsel er næsten altid hurtigere og nemmere og mindre smertefuld end første gang. Du vil opleve, at du har meget nemmere ved at presse og også, at du ikke skal presse så længe. Rigtig meget held og lykke med fødslen om to måneder!

    • Karoline

      Hej Astrid.

      Hvis man ligger der med bækkenløsning og er helt slået hjem fra uge 25, så kan jeg godt se, at en opfordring til at finde sin jahat frem og nyde processen lidt mere er en rød klud at få tværet rundt i ansigtet. Men det var heller ikke sådan, det skulle læses. Det var kun en opfordring til mig selv.

      Jeg er lidt heldigere end dig. For mig kan termin og fødsel ikke blive overstået hurtigt nok (mest fordi jeg er dødspændt på hvem der gemmer sig derinde), men ubehaget indtil vi når derhen er – netop – blot ubehag. Og jeg kan selv gøre rigtig meget for at holde det i ave. Huske at gå tidligt i seng, huske mit jerntilskud uden hvilket jeg knap kan holde øjnene åbne, huske kun at spise små måltider for at holde halsbranden stangen.

      Der er intet krav om at stråle og være lykkelig på kommando herfra. Blot en opfordring til mig selv om at finde en grimasse, der kan passe lidt bedre til lige min situation.

      Stort tillykke med din efterhånden halvstore bebs!

      Kh Karoline

  • Louise S

    Der er da intet galt eller unormalt i at glæde sig til fødslen! Du har jo prøvet det før, så du ved, hvordan man gør. Selvfølgelig er der, som du selv siger, ingen garantier – hverken for det ene eller det andet. Men netop derfor er det da bare med at nyde, at panikken so far er udeblevet. Jeg hepper på dig, når tiden kommer, og håber, du får det ok indtil da. Og hey, jeg glæder mig altså også til at føde igen engang. Det gør pis’ ondt, men det er jo også pis’ fedt på sin egen måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0