2

Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

Kære småbørnsforældre, der haler jeres børn med på kunstmuseum og gør en indsats for, at de også skal forstå kunsten: Denne post er ikke henvendt til jer.

Kære småbørnsforældre, der haler jeres børn med på kunstmuseum og slipper dem fri uden at fortælle dem, at disse lokaler ikke er beregnet til fri leg: Til jer vil gerne sige følgende.

Nok var Hundertwassers værker om økoarkitektur bevægende – men intet rørte mig mere den lørdag på Arken, end den gruppe på tre voksne, der havde tre børn med, og som med et barn ved hånden hver gik rundt fra værk til værk og i øjenhøjde med børnene talte om de farvestrålende konstruktioner, om behovet for grønne åndehuller i byen, om nutidens byindretning og om, hvilken slags by de børn godt kunne tænke sig at vokse op i. Som lyttede til de små versioner af hvad byrum er og som søgte at sætte barnets lille hverdag ind i noget større end dem selv og deres nærmeste. Det lignede fandme regulær samfundsfremtidssikring, det, I havde gang i. Bravo.

Hvad der rørte mig på en mindre imponeret måde var de to grupper voksne, der havde et hav af børn med, som blot løste billet til udstillingen og derpå defilerede rundt mellem værkerne uden på nogen måde at tale med børnene om kunsten – endsige holde styr på i hvor høj grad de legede tagfat og gemmeleg mellem montrerne og os andre. I talte heller ikke med hinanden om kunsten, i hvert fald ikke under de samtaler om jeres job og jeres svigerfamiliers bugt med kommunale forhold, som jeg nåede at overhøre – når I altså ikke blev overdøvet af hvad der lød som dåseskjul ved Rud og Asta.

Jeg ved godt, at I har et forsvar parat: At jeg fandme ikke skal bestemme, hvordan andre oplever og bruger kunst, og at der altså ikke behøver være tavs mausoleum-stemning på moderne museer, og at hvis jeg ikke evner at se forbi andres tilstedeværelse i det offentlige rum, så bør jeg kraftedeme blive hjemme … Og til jer vil jeg gerne gå kontra på lige så barnlig facon:

Er I sikre på, at I ikke mest slæber børnene med, så I kan lægge de iPhone-fotos, som I ivrigt knipsede her og der, på de sociale medier for at bilde jeres netværk ind, at I er ægte kultiverede i jeres familier?

»Så så man lige os være på Arken.«

Ja. Men I burde være på Bakken.

***

2 thoughts on “Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *