Best of,  Graviditet, fødsel og barsel

Fødselsberetning: En hjemmefødsel med en 3-årig som jordemoderassistance

Det er efterhånden tradition i blogsfæren, at bloggere beretter deres fødsler. Dét vil jeg ikke stå tilbage for. Dels fordi andres fødselsberetninger var en stor del af min fødselsforberedelse, dels fordi jeg tit har fortrudt, at jeg ikke fik skrevet fortællingen om min første fødsel ned, mens den var frisk i erindring.

Egentlig er historien om denne min anden fødsel delt i to. Et kapitel om selve fødslen, hvor ordene “efter bogen”, “hjemlig tryghed” og “råstyrke” er de bærende. Og et kapitel om efterspillet, hvor trælsere ord som “ambulance” og “liggende besvimelser” og “kæmpe blodtab” skal med.

Denne tekst handler om første kapitel. Andet kapitel kommer jeg ikke til at skrive, men I kan orientere jer om det nederst, hvis det har interesse. Selv vil jeg ikke lade det overskygge mindet om den hjemmefødsel, der i sandhed var en vidunderlig oplevelse.

(Ikke alle dele i den, I ved, det gør naller at føde, men sådan samlet set.)

***

Vi sad og så en film, Jens og mig. Det var lørdag aften den 15. september, og der var nogle små niv der hvor menstruationssmerterne normalt sidder.

Jeg kunne godt mærke, at de havde en lidt anden styrke end dem, jeg havde mærket næsten hver aften ugevis. Men jeg turde ikke tro på det. Her 41+1 havde jeg været i akut fødselsberedskab i næsten fire uger, og jeg var udmattet i hovedet af, at det ikke bare gik i gang. Esther var født 40+5 tre år tidligere, og inde i mit hoved var det ubegribeligt at være gravid længere end det.

De sidste dage havde handlet mere og mere om igangsættelse og håndteringen af det end om spændt fødeforventning. Vi havde diskuteret mulighederne frem og tilbage herhjemme, men inde bag alle argumenterne for og imod blev det mere og mere tydeligt, at jeg ikke ville nogen af delene. Akupunktur, måske, men ikke hospitalets tilbud.

Selv den mildeste pirken til fødslen, hindeløsning, virkede på mig som et indgreb; som noget, der gik imod naturen. På samme måde gjorde tanken om at de skulle tage vandet mig utryg, og igangsættelsespiller var udelukket. Jeg arbejdede som journalist på Berlingske, da sagen om Misoprostol rullede og havde derfor fulgt artiklerne tæt. Det var en sag om det aktive stof i den igangsættelsesmedicin, som danske hospitaler anvender, og som er mistænkt for i nogle fødsler at give så ukontrollerede forløb, at det ender tragisk. Dødfødsler, svære handikap på barnet og alvorlige konsekvenser for moderen. Læs om sagen HER.

Jeg siger ikke, at pilleigangsættelse er lig med fødsler med tragisk udgang. Jeg kender selv flere, der har født uproblematisk på dem, lige som flere af jer derude sikkert har det samme. Statistikken viser også, at det går fint i langt de fleste tilfælde. Jeg siger bare, at med min detaljerede viden om hvad der kan gå galt, når det går galt, var det den rigtige beslutning for mig ikke at tage imod dem. Jeg ville ikke have kunnet løbe det maraton, som en fødsel er, med den viden i baghovedet.

Derfor var vi nogenlunde på det rene med, at hvis ikke knægten af sig selv bad om at komme ud inden 42+0, så ville vi bede om det øverste stigetrin på skalaen for fødselsindgreb: Planlagt kejsersnit. Heller ikke et risikofrit indgreb, men for mig virkede det som det sikreste alternativ.

Jeg var forberedt til tænderne på en naturlig hjemmefødsel, så det var ikke fordi kejsersnit på nogen måde virkede tillokkende. Så som dagene gik uden en ve i sigte, blev jeg mere og mere presset. 42+0 stod for mig som en kant, jeg ville ryge ud over uden at kunne gøre noget, og jeg sejlede bare tættere og tættere på den. Det har uden tvivl ikke gjort noget godt for min afslapning og velværet, der er key, hvis en fødsel skal gå i gang. Og ja, jeg var helt bevidst om, at SÅ langt var jeg heller ikke gået over tid. Det nyttede bare ikke at tale med rationaler til min fødestress.

Der i sofaen den lørdag aften var jeg derfor så udmattet af at gå og læse mulige fødesignaler fra min krop, at jeg lukkede ned. Jeg så filmen færdig og koncentrerede mig fuldt ud om den og min skål med bananchips – og gik derefter i seng. Da var klokken 22.00.

Åbningsfase

Ved 01-tiden vågnede jeg. Muligvis af en ve, muligvis af drømmen om en ve, men da først øjnene var åbne og tankerne huskede nivene i sofaen få timer tidligere, pumpede adrenalinen rundt, og jeg stod op. Vandrede lidt rundt, kiggede til en bolledej, drak lidt vand, stod længe og gloede ned på en øde Nørrebrogade, svajede lidt i bækkenet. Havde en indre, rolig fornemmelse af, at det var i gang – uden at det var det.

Der var vindstille.

Jeg satte mig i sofaen og tændte for Sex & the City. Og så kom de. Veerne. Små perler på en snor med både 6 minutter og 4 minutter og 12 minutter imellem sig. De gjorde ikke noget væsen af sig og krævede ikke, at jeg forholdt mig til dem, men de var der. Og jeg var lige dele lettet og skræmt og kunne pludselig sagtens forestille mig, hvordan en rigtig ve føltes.

For at sætte skub i sagerne, hentede jeg en yogabold og skiftevis sad på den og stod op, lænet mod vindueskarmen. Her begyndte jeg at få lidt brug for mine vejrtrækningsøvelser, laboroåndedrættet fra Smertefri Fødsel, og det hjalp mig fint. Veerne blev længere og længere, men kom stadig uregelmæssigt.

Klokken lidt over 03 var jeg så rastløs og uinteresseret i SATC, at jeg vækkede Jens og meddelte, at min bedste overbevisning sagde mig, at det var i gang. At det ikke var endnu en falsk fornemmelse. Vi blev enige om at ringe til fødegangen, officielt for at give dem et varsel om en forestående hjemmefødsel, uofficielt fordi vi begge vist lige havde brug for at tale med en voksen ogfå en vurdering.

Den voksne i røret på fødegangen var som voksne på fødegange tit er: Rolig og venlig og absolut uden villighed til at give en vurdering i telefonen. Hun rådede mig til at hvile, helst sove, for man kan ikke skubbe noget i gang, der ikke er i gang – men man kan derimod godt udmatte sig selv ved at frarøve sig selv sin nattesøvn for så at mærke det gå rigtigt i gang lidt senere. Når man har virkelig brug for de kræfter.

Sluk for din ve-app, rådede hun og forklarede, at her anden gang er det ikke vildt vigtigt, hvor ofte og hvor længe hver ve varer, men nærmere hvor intens, den er. Og sikke skønt det var at slukke for de tre (!) forskellige apps, jeg havde kørende, så fokusset kunne gå til noget andet.

… og ring tilbage, når de veer ikke er så sjove længere, smilede hun i røret. Og jeg vidste præcis, hvad hun mente. Hvis det var i gang nu, så var det næppe særlig langt, sådan som jeg kunne ævle og forholde mig analytisk til det hele. Alle detaljer om slimpropper og vehyppighed og tidligere fødselsoplevelse havde jeg fået liret af som var jeg til eksamen i det.

Vi ringede af, og jeg bad Jens sove videre. Jeg selv kunne ikke lukke et øje, dels fordi adrenalin, dels fordi veerne, når jeg lå ned, var så stærke, at de faktisk ikke var så sjove igen. Måske var fødslen alligevel tættere på end som så.

Jens rådede mig til at sidde i lænestolen, hvad der var den perfekte middelvej mellem at ligge og stå. Her pakkede jeg mig ind i dyner og tog et par store hørebøffer på for at komme rigtigt i hulestemning. Jeg satte min fødselsplayliste (hey, man ved aldrig, om man får brug for sådan noget, når man er højgravid og rastløs #bettersafethansorry!) på, og her lykkedes det mig at sidde med tankerne på afstand i knap to timer. Fri for at frygte, om jeg stadig kun var under 1 cm åben og at det her blot var toppen af isbjerget, fri for at frygte om forløbet ville ende i dramatisk ambulanceoverførsel til Riget midt i pressefasen og akut kejsersnit … og alle de andre katastrofescenarier, der havde holdt fest i mit hoved siden klokken 01.

En for en tog jeg dem siddende med høj musik bragende ind i hovedet. Når de rullede ind, gik jeg i gang med min fortolkning af Anja Bays laborovejrtrækning, som egentlig bare går ud på at holde vejrtrækningen over nøglebenet og aktivt tænke at skuldre, håndflader og især musklerne ved bækkenet er totalt afslappet – så veen kan gøre det, den skal. Udvide. Al tankevirksomhed gik til at fokusere på at slappe af og spænde af. Ingen rynkede bryn, ingen forknytte næver, ingen vrid i nogen kropsdele. Bare total ro.

Ved 05-tiden bed hver enkelt ve så meget, at jeg besluttede, at lidt smertelindring ikke ville skræmme dem bort. Så jeg gik i bad. Og oooh – lykke – at stå i badet med en brandvarm bruser ind mod det nederste af maveskindet. Jeg havde i min fødselsforberedelse ikke rigtigt turdet tro på, at vand i andet end kar kunne hjælpe noget som helst, men det gjorde det virkelig.

Ved 06-tiden stod jeg ud. Og satte boller over. Det var en overtro, der var opstået nogle dage tidligere, der havde fået mig til at sætte en dej til koldhævning. Hvis jeg bagte fødselsdagsboller til knægten, så kom han nok ud til dem. Samme overtro måtte jeg følge til dørs her. Så jeg satte bollerne i ovnen. Det tog lidt tid, for veerne var gode og hårde nu, og jeg måtte læne mig ind over køkkenbordet og give dem min fulde koncentration, nu hvor det varme vand ikke lindrede længere.

Omkring her holdt jeg op med at have gavn af laboroteknikken. Det kom ikke bag på mig, at virkningen forsvandt, for under fødselsforberedelsen havde jeg haft enormt svært ved at øve det og forstå hvad fanden det gik ud på. En stor kilde til frustration, indtil jeg besluttede at slutte fred med det. Og hvile i, at jeg under min første fødsel tre år tidligere havde haft god gavn af et helt simpelt åndedræt: hårdt ind gennem næsen, hårdt ud igen, tempofyldt og rytmisk. Det gik jeg over til her.

I Smertefri Fødsel arbejder man også en del med fokusvisualisering. Altså at danne sig et indre billede på veen, der arbejder. Nogle forestiller sig, at de løber og løber op ad et bjerg og når toppen, når veen topper, hvorefter de kurrer ned. Andre er måske ude på åbent hav og forestiller sig, at hver ve er en bølge, der skyller dem lidt længere ind mod kysten – målet.

For tre år siden kom min fokusvisualisering til mig under veerne. Jeg så for mig, hvordan jeg blev til min vejrtrækning som en slags hvid damp, der steg ned og lige tjekkede til bækkenet inde i kroppen og så, at veen arbejdede helt som den skulle. Ganske syret, men det virkede. Adspredelse, når det var allerhårdest.

Denne gang havde jeg tænkt at bruge samme billede, men det fungerede slet ikke i praksis. I stedet kom et andet og noget mere enkelt billede til mig: En sort, lodret bjælke lige foran mine øjne, når jeg lukkede dem. Noget at læne mig op ad, klamre mig til. På de værste veer havde jeg både fat i en bordkant, min vejrtrækning og så altså denne sorte bjælke. Det fungerede bare.

Overgangsfase

Cirka 6.30 søndag morgen ringede jeg efter en jordemoder, som ville komme en time senere, når der havde været vagtskifte. Det passede fint, tænkte jeg, men nåede alligevel lige at sige, at de ikke måtte skælde ud, hvis jeg kun var 2 cm åben og havde tilkaldt dem for tidligt. Det høstede jeg en fin, lille latter på. Ingen ville skælde ud, forsikrede hun.

Her sendte jeg en særligt taknemmelig tanke til, at vi havde valgt hjemmefødsel over hospitalsfødsel. At jeg ikke skulle tænke på, hvornår det var tid til at flytte mig, få tøj på og komme ud i en taxa og ind på en neonoplyst stue med fremmede under en kilometer borte. At jeg, nu hvor jordemoderen var på vej til mig – ikke omvendt – blot havde én ting at fokusere på. At være i veerne og lade alle andre passe alt andet.

Jens gik og ryddede op, serverede isvand og tog boller ud og trykkede mig hårdt på lænden, når veerne ramte. De kom ret tæt og bed godt til, og så fik jeg et ret solidt tegn på, hvor langt i fødsel, jeg alligevel var. Døren til Esthers værelse gik op, det var morgen, hun var vågen og bad om yoghurt. Jeg ænsede det ud af øjenkrogen, og jeg sagde godmorgen til hende, men hvordan og hvornår vi skulle få hende overbragt godt til dem, der skulle passe hende, det strejfede mig ikke – hvad der ellers havde optaget mig meget i ugerne op til. Jeg lagde al praktisk tænkning fra mig.

Knap havde hun færdiggjort sin yoghurt og sin bolle i køkkenet, før jordemoderenglene ankom. Connie og en studerende, Julie. Esther kom i tøjet, mens jeg blev undersøgt, og her var det, at jeg alligevel måtte skænke praktikken med Esther en tanke.

For jeg var 9 cm åben.

Connie leverede budskabet med pokerfjæs og grinede derefter “Så vi har slet ingen grund til at skælde ud! Det hørte vi, at du var lidt bange for, at vi ville.”

Den besked om 9 cm havde jeg haft hede drømme om, men da ikke på nogen måde turdet håbe på. Så slemt havde det jo slet ikke været indtil nu, tænkte jeg frejdigt, og jinxede det hele ved at foreslå, at så blev pressefasen det måske heller ikke, #tropådet #hahaha

Og så måtte vi tage en beslutning. Jens sagde, at hvis Esther skulle over til vores venner, så skulle det være nu – og at det ville tage ham lidt tid at få det i stand og få hende godt overleveret, hvis det ikke skulle føles utrygt for hende. Jeg tænkte ikke længe over det, men sagde hurtigt, at det ikke ville genere mig, hvis hun blev hjemme (tværtimod – hun tegner til at blive lige så fødenørdet som jeg selv er; hun var så nysgerrig og sødt spørgende til alt, jordemødrene foretog sig – og de lod til godt at kunne overskue hende også), men at hvis han vurderede, at jeg generede hende med mit arbejde, så måtte han gå væk med hende. Ud i stuen eller helt ud af lejligheden om nødvendigt. For jeg kunne ikke tone mig selv ned, og det kunne jo blive lidt mere skal-vi-sige dyrisk herfra.

Den var han med på. Og sådan besluttede vi at lade vores 3-årige være med til sin lillebrors fødsel. Uplanlagt, men det føltes helt, helt rigtigt. Hvis det blev for meget for hende, ville Jens gå ud med hende. Jeg tog mig af lillebror, han tog sig af Esther.

Og herfra gik det for alvor løs.

Pressefase

Veerne føltes som en slags liggende donkraft inde i mit bækken, og jeg var kommet op i sengen, hvor jeg kæmpede mig igennem dem bøjet ind over en sofahynde og to af vores “fødedyner”. Sengen havde vi afdækket med to vådliggerlagner, to almindelige lagner og gammelt sengetøj på gamle dyner. Altsammen noget, der godt måtte kasseres, hvis det blev en smattet affære. Her lå jeg på tværs og følte mig som halvt stenalderkvinde, halvt kælvende ko. Med hovedet vendt mod Jens, der sad på en skammel ved den ene side, hvor vi pande mod pande og mig flående i hans arme tog veerne sammen – og så bar røv mod den anden side af sengen, hvor jordemødrene stod.

Det holdt op med at være sjovt her. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at disse overgangsveer fra åbnings- til pressefase og fødslen ud var nemme nok, for jeg havde jo min vejrtrækning … men så ville jeg lyve. Det var frygteligt. Jeg tvivlede alvorligt på, om jeg var i stand til at skubbe ham ud i de smerter, for der var noget med tyngden, jeg ikke syntes jeg havde mærket tre år tidligere. Følelsen af umulighed. At bækkenet havde udvidet sig så meget det kunne, men at huden ikke kunne give sig nok. Følelsen af umulighed blev forstærket af, at han syntes at bevæge sig uendeligt langsomt det sidste stykke ned – hvor jeg tre år tidligere var blevet overrasket over, at barnet pludselig svuppede sig selv ud.

Jeg var faktisk ved at give op. Men det er jo ikke en mulighed, vel. Der var kun den intense vejrtrækning at prøve at gribe i.

Det var med andre ord nogenlunde som sidste gang, jeg fødte. Åbningsfase – nemt nok. Pressefase – slå mig bevidstløs og flå barnet ud. Der var ingen lindring i nogen stillinger, men jeg kom ned at ligge på venstre side, så jeg selv kunne holde mit højre ben. For presses skulle der jo, selv om min krop var ét stort spørgsmålstegn, når Connie og Julie opfordrede “og du presser bare med, hvis du har lyst”.

Lyst. Jeg havde lyst til mange ting, men at føde færdig var ikke en af dem.

Esther blev min redning. Hun gik til og fra sin fars favn og en tegnefilm, og der var noget med hendes tilstedeværelse i hjemmet, der holdt mig samlet. Jeg havde lyst til at skrige og brøle og hulke og nægte. Men trods det, at jeg havde sagt til Jens, at jeg ikke kunne lægge bånd på mig selv, så kunne jeg det godt lidt alligevel.

Og det er jeg glad for.

Ikke fordi man ikke må whine over smerten eller fordi man først er sej, når man fravælger smertelindring og kan håndtere det som en urkvinde og alt det der bavl, som min generations fødedygtige kvinder er lige lovlig inficerede med. Slet ikke. Man skal da føde lige som man bedst kan. Med eller uden brøl, med eller uden epi, med eller uden panik. Men jeg tror ikke det havde gavnet mig at gå i panik. Derimod gavnede det mig nok noget mellem hver ve at kunne se min datter i øjnene og forsikre hende om, at alt var i sin skønneste orden, og at vi jo havde talt om, at mor ville få ondt i maven, når lillebror skulle ud, og at det var derfor jordemødrene var der – for at hjælpe og sørge for, at alt gik godt.

For det var som om jeg sagde det til mig selv.

Da jeg tvivlede allermest, lyttede jeg selv til de voksne i rummet. Jordemødrene og Jens. Og her var der ro og spændt forventning og en stemning af, at jeg klarede det godt, og at alt var i orden. Når de lyttede på vores søns hjertelyd var der decideret imponade – “det er nærmest som om han ikke opdager, at han er ved at blive født”. Så alt var i sandhed i orden. Sådan føltes det ikke, skulle jeg hilse og sige, men de måtte jo vide det.

Klokken 9.31 søndag morgen 16. september 2018 efter en halv times presseri i blinde og vildelse (jeg er så misundelig på alle, der oplever pressetrang og at kroppen tydeligt fortæller, hvad man skal – det har jeg aldrig prøvet), trak jeg ham ud til os og op på mit bryst, og med ét var vi en familie på fire.

Bjørn.

Alle 4800 gram Bjørn.

***

 

 

Vis dette opslag på Instagram

 

En vidunderlig hjemmefødsel. Sammen tog vi alle tre – Esther, Jens og jeg – imod lille, store Bjørn på 4,8 kilo hjemme i soveværelset. Men efter moderkagen kom balladen. 3,2 liters blodtab, en krops hele blodvolumen, siger de. Ambulance, lappen sammen, nyt blod fra poser på stativer, liggende besvimelser, spinalbedøvelse. Læger med blod op til albuerne, mit, en ukontrollabel rysten på operationsbordet, jordemødrenes rolige hvisken til mig på en måde, som virkede professionel; som brugte de alle tillærte redskaber på at få mig til ikke at gå i panik. Og så, en masse aen og skråtlagte, medlidende ansigter alle steder fra, for folk har ondt af os og fokuserer på dén del, blodtabet og indlæggelsen, ikke det at Bjørn kom så godt til verden hjemme i det trygge soveværelse ved urkraft, og ved I hvad. I skal ikke have ondt! Vi har det godt! Bjørn er en sulten kleppert, og snart ligner jeg ikke en vampyr mere. Og hellere mig end ham. Og vi bor i et land, hvor ildsjælene i et pjaltet hospitalsvæsen står op for os så godt de kan, med ekspertise, ja, men endnu vigtigere, med trøstende ord og varm omsorg i stride strømme. Og nu ligger vi her på Rigets barselsafsnit, mig og Bjørn, selv om planen var at ligge hjemme på sofaen efter den der #hjemmefødsel, jeg havde visualiseret ned til mindste detalje. Så gik det anderledes, pyt. Vi ligger midt i en scene fra Dea Trier Mørchs #Vinterbørn, og kan man ønske sig det bedre, når det nu skal være? End at være indlagt i et ømt kvindefællesskab? Vi ens hvidklædte kvinder her aner ikke hvad hinanden hedder eller lever af, men jeg ved det om hende den gravide på stuen længere nede, at hun prøver at holde sine tvillinger, en af hver, inde trods svangerskabsforgiftning. Og så er der hende, der vandrer op og ned ad gangene for at starte fødslen, for hendes toer var dødfødt, og hun får tårer i øjnene af at tænke på om det samme overgår treeren her, men hun stirrer så intenst og taknemmeligt på Bjørn og på mig, Den Ligblege, og når hun gør det, med livets helt store meninger penslet ud i ansigtet, er det som om verden står helt stille. For kvinder. Og for hvad de går igennem hver evig eneste dag. Life, eh. #ammerant

Et opslag delt af Karoline Amalie Markholst 🍉 (@kammaline) den

***

33 Comments

  • Josefine F

    Hyyyyl… Sikke en fin og meget rørende fødselsberetning! Stort tillykke med jeres familieforøgelse!

  • Marina

    Hold.da.op.altså! Sidder her med kuldegysninger over hele kroppen. Han kom, ham Bjørn. Til fødselsdagsboller og det hele.

  • Trine

    Fantastisk beretning, som jeg SLUGTE. Kæmpe tillykke med ham fine Bjørn!
    Mon du – hvis du overhovedet har over skud altså – kan henvise til god læsning om igangsættelse? Er selv imod på mavefornemmelse, men vil gerne træffe mit valg på et oplyst grundlag.

    • Karoline

      Kære Trine! Rigtig god idé at ville tage beslutningen på oplyst grundlag.

      Jeg kender desværre ikke til noget samlet, neutral information om al slags igangsættelse (men hvis nogen derude gør, så help a sister out!), så i dit sted ville jeg tage en velforberedt snak med en jordemoder og fordele og ulemper ved alle typer igangsættelser, dit fødested tilbyder.

      Hvis du har mod på det, kan du jo også læse alle Misoprostol-artiklerne på b.dk/misoprostol … men måske er der også vits i at lade den sag være, hvis fødslen er oppe over for dig. Det er altså ikke specielt opmuntrende læsning. I hvert fald skal man huske på, at der er tale om et fåtal af alle fødsler på de piller, der ender galt.

      Derudover kan du jo overveje at lave aftaler med jordemoderen/fødestedet. Hvis du får igangsættelsespiller, vil det så være trygt for dig at blive indlagt i stedet for at blive sendt hjem med dem? Og i den dur. Et skræddersyet samarbejde med dit fødested. Min oplevelse er, at jordemødre vil strække sig meget langt for at få en fødende kvinde til at føle sig tryg.

    • Julie

      Et overset aspekt i medie-historien om igangsættelse (som også er overset i udlægningen her) er, at det i de tilfælde, hvor det er gået galt, skyldes manglende compliance. Altså at den fødende ikke har taget pillerne efter fagkundskabens anvisninger. Min tredje fødsel blev sat i gang, og jeg var selv meget bekymret fordi jeg havde læst at igangsætning var farligt,men det beroligede mig, at jordemoderen nuancerede mit perspektiv med (non) compliance-aspektet.

  • Ditte

    Fantastisk fortælling. Det giver mig bestemt ikke mindre lyst til at give mig i kast med en hjemmefødsel næste gang. Stort tillykke med det hele <3

  • Trix

    … Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg vil sige. Men jeg vil ikke ikke sige noget. Det er lige før jeg bliver besat af fødsler af at læse om din og sammenligne med mine venners beretninger. Intet af det lyder rart, men din tilgang til det hele er så… æggende. Ja den er.

  • Kristina

    Hvor er det smukt. Stærkt og vildt og sejt. Tillykke med lillebror. Bjørn er et vidunderligt navn til en fyr der lander i verden med en så god størrelse <3

  • Heidi

    Tillykke Karoline og familie
    Tak fordi du deler, jeg læser eksklusivt din blog, så jeg har ingen anelse om, om din fødselsfortælling er anderledes eller mere personlig end hvad der kan forventes, men for satan det er den bedste jeg har læst (ok, det siger jo intet, men også den bedste jeg har hørt og dem har jeg et helt arsenal af).

    Det er dejligt at fornemme dig så tydeligt i den og så har jeg tænkt på et stykke tid, at rose dig for, at du aldrig for sådan en som mig, til at føle mig forkert i, at jeg aldrig i mit liv kunne tænke mig at føde hjemme.
    Du er så respektfuld overfor hver kvindes ret til eget valg og viden om eget sind, hvilket jeg respekterer dig meget for. Alt for ofte møder man – måske især i de kredse jeg bevæger mig i – at hjemmefødselsbrigaden får mig til at føle mig forkert og talt ned til, det er dejligt at du ikke hopper med på den vogn.

    Tillykke igen – jeg håber bollerne smagte godt.

    Heidi

    • Karoline

      Kære Heidi. Tusind tak for din kommentar, den blev jeg fandme rørt over.

      Kvinder, der er kvinder værst, fortjener højst medlidenhed. Det må være svært at være den, der får andre til at føle sig forkerte. Man må antage, at det ikke er deres mening. Men jeg kender godt typen.

      Den enkelte ved bedst selv, hvor den enkelte bedst kan føde. Mit inderlige bøn er blot, at vi husker at tale om alle aspekter i det at føde, så alle er klar over hvilke muligheder, der er, og hvad der føles rigtig og forkert til lige netop deres fødsel.

      Fødsler er jo vanvittige. Lad os ikke gøre dem værre ved at gøre dem til konkurrenceræs, hvor nogen føler, at de har født “dygtigere” eller “mindre dygtigt” end andre. ALLE kvinder, der har bragt børn til verden, uanset hvordan, er med i den vildeste særklub af tough ass bitches.

  • Karen

    Sikke en fantastisk beretning! Sad lige og gennemlevede min egen hjemmefødsel i din – selvom de slet ikke kan sammenlignes.
    Stort tillykke med Bjørn! (Min hjemmefødte datter hedder Bjørk… lidt sjovt, synes jeg)

  • Louise S

    Tillykke med Bjørn! Og sikke en smuk fortælling <3 Den bragte en hel del minder frem, der både fik mig til at glæde mig til min næste fødsel (engang. Om laaaang tid …) og huske på, hvilket vanvidsprojekt det jo for pokker er, man begiver sig ud i som kvinde. Det går over min forstand, at det virkelig er meningen, det skal fungere sådan. Du er pissesej, Karoline!!

    • Karoline

      Præcis mine tanker i pressefasen: Det KAN ikke være rigtigt, det her.

      Da jeg senere fandt ud af, at han vejede 4800g, næsten et kilo mere end sin søster, da hun kom ud … så forstod jeg pludselig bedre, hvorfor det knagede og bragede lidt ekstra her anden gang.

      Av, for fanden, av. Jeg tænker, at det var de højere magter, der havde det lol over at give mig så stort et barn, efter jeg i månedsvis havde gået og sagt “Hellere et stort barn end et meget lille et – de store hjælper jo til med at føde sig selv, og så er de så dejligt sultne, når de kommer ud!”. Jo tak. Jeg kan stadig mærke hovedets omkreds på 38 centimeter dernede – og så har jeg ammet cirka nonstop i en uge.

  • Lise

    En høj, slank, krølhåret Connie i halvtredserne var min fantastiske jordmoder på Riget for 6 år siden da jeg fødte min ældste søn. Jeg håber det er den samme Connie som stadig bringer god, professionel, hjertevarm nærhed ind i mangle flere fødsler 🙂
    Stort tillykke med den dejlige dreng!

    • Karoline

      Høj og slank, hjertevarm og professionel, ja, men jeg tror ikke hun var i halvtredserne. Lad os håbe, at der er flere af dem!

      Og tak!

  • Signe Op.

    Stort, stort tillykke! Hvor er det dog en smuk og rørende fortælling. Og hvor er det dog dejligt, at I alle har det godt (nu). Du er da så pisse sej!
    Tillykke! Igen, for pokker. 🙂

  • Astrid

    Sidder med en tåre i øjenkrogen. Du skriver så fint og indlevende!
    Min mor blødte lige så meget efter jeg kom til verden ved en ellers uproblematisk fødsel (som barn nr 3) og det er ikke en rædselsfortælling i vores familie, men derimod blot noget som skete og blev håndteret som det skulle. Lige som i dit tilfælde – en hændelig komplikation som ikke kan overskygge at din Bjørn kom til verden lige som han skulle. Tillykke med ham.

  • Astrid

    Hvor er jeg glad for at læse din beskrivelse af pressefasen. Sådan havde jeg det også med den første. Havde slet ikke lyst til at presse og den der følelse af at slet ikke at kunne lade være med at presse havde ikke. Nej tak! Jeg var virkelig nødt til at arbejde hårdt. Det tog også over en time.

    Er glad for at have din beretning i baghovedet her lige inden termin. Det skal nok gå, også selv om jeg nok heller ikke får voldsomt lyst til at presse her anden gang.

    • Karoline

      Åh, en der kender det!

      Jeg har faktisk her bagefter tænkt, om det var et spørgsmål om, at pressetrangen ville være dukket op, hvis vi havde givet det lidt tid. Jeg ville ønske, vi havde givet det lidt – jeg kunne godt vente, og Bjørns hjertelyd var også fin, så hvorfor ikke. Det kan du jo overveje.

  • Mette

    Er det mærkeligt, når jeg sidder her og bliver helt misundelig over, at jeg aldrig har prøvet at have veer eller at have været urkvinde på den måde du beskriver, fordi der i mit tilfælde ikke var noget alternativ til kejsersnit? Fantastisk beretning Karoline. Synes godt nok du er sej. Stort tillykke med Bjørn og også tillykke med din egen fødselsdag forleden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0