Lidt fortørnet var jeg altså over, at vores lokale Emmery’s på Nørrebro ville have 54 kroner for et blødkogt æg og en kop filterkaffe – hej bypriser. Men det varede kun indtil det bestilte dukkede op: En kæmpe balje kaffe plus varmet mælk inklusiv gratis refill i det uendelige, et lille stykke kage, et blødkogt æg plus franskbrød og rugbrød, ost og smør og et stort glas isvand. “Jeg er i sommerhumør,” grinede den venlige, unge servitrice og trak sødt skuldrene, da jeg spurgte om det var standard.

Det scorer højt hos mig at få afkræftet, at i dag fatter ingen unge i servicefagene i København, at det er den lille, spontane service, man ikke beder om – typisk den, der ikke koster butikken noget af betydning – der gør, at man elsker at komme igen.

Jeg blev jublende glad på samme måde som dagen forinden, da vi lige var kommet ind med toget fra Langeland. Vi havde båret taskerne op og skulle til at lande i vores hjem igen efter 14 dage væk fra Nørrebro. Som det første styrtede jeg ud i brusekabinen, ikke for at bade, men for at bese om mit eksperiment med et hjemmedrivhus til potteplanterne havde virket. Det havde det! Ikke bare havde vores grønne venner overlevet de to ugers ensomhed, de havde tilmed sat nye, friske skud.

Hvis I ikke kender indendørsdrivhustricket, der erstatter det der med at have venner rendende for at vande ens planter (en tjans, der står næstøverst på venners hadepligtliste under pizzabetalt flyttemandshjælp), så er det her: Giv planterne rigeligt vand i underkoppen, eller sæt potter i større baljer. Stil dem i brusekabinen. Træk forhænget for. Luk døren til badeværelset og skrid. I indelukket bliver der holdt på dampene. Da vi kom hjem, var jorden dejligt fugtig endnu, de lysegrønne skud lyste op, og min sejrsjubel var måske en anelse overgearet, men hey, jeg er normalt en e-len-dig amatørplanteentusiast.

Nærmest overgearet var vuggestuepædagogen også, da jeg i morges afleverede datteren. “Vi har sådan glædet os til, at du endelig kom tilbage fra ferie,” sagde hun til den toårige. Mig hilste hun tilbage med “Du ser godt ud, har du tabt dig lidt, og fin kulør har du fået, ferie, dét gør altså godt!” Og måske mener hun ikke 1:1 at hun ligefrem har ventet i spænding på min datters hjemkomst. Eller at jeg har tabt mig. Måske får alle forældre samme plade venlighed i synet … men det vigtige er, at de derhenne altid og uden undtagelse sikrer en god, rolig, veltilpas stemning. Alle imellem.

Og det er det eneste, jeg beder om. For det er i det gode humør, at trygheden ligger. Ikke i økokøkkenet, sukkerpolitikken, udflugtsprogrammet, den pædagogiske vision eller hvad man nu kigger efter, når man caster institution.

Alt i alt et godt gensyn med vores Nørrebro. Dens værtshuslarm at falde i søvn til, bilosen at indsnuse og alle turisternes mange sprog. I hvert fald en fin sminke over den episode på gåturen hjem fra togstationen, hvor en forhutlet udseende mand spyttede efter mig.

To gange.

Og fik mig til at tænke på, hvor sølle man må have det indeni, når man gør sådan noget. Jeg klarer nok at vaske mine bukser. Gad vide, hvad han laver lige nu. Han er næppe på ferie.

 

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’