I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Heroppe indtrykker vi

Den mest vidunderlige, danske serie nogensinde er i mine øjne Charlot og Charlotte. Og den mest vidunderlige ordudveksling i den vidunderlige serie er denne – mellem Charlottes bror Niels og Charlot i  liggende i solen på stranden i Skagen:

Charlot: Folk udtrykker sig generelt i New York. Det er en fed energi.
Niels: Heroppe indtrykker vi.
Charlot: Indtrykker?
Niels: Det er som om alle skal udtrykke sig om hvad som helst. Alle skal have en mening om alting og helst have den ud så hurtigt som muligt. Til sidst larmer det så meget, at man alligevel ikke kan høre, hvad der bliver sagt. Jeg indtrykker mig.

Og måske er det, jeg laver for tiden. Indtrykker mig.

Ordene står i hvert fald ikke i kø for at blive udtrykt. Det kommer nok en dag.

Eksempelvis ordene om hvordan kostforløbet med LCHF (low carb – high fat) hos Jane Faerber tegner til at blive en kæmpe øjenåbner for hvordan jeg har tænkt om mad og kroppen som maskine i hele mit voksenliv. Kiloene ryger af lige så stille, knap 4 kilo 14 dage, men det er forholdvist udramatisk (fordi vi kursister aldrig er sultne længe, og så føles vægttab altså ret … uvirkeligt). Ikke at det var drama, jeg efterspurgte. Jeg efterspurgte ro og rolig kurs mod det, der har forekommet så rigtigt så længe, men som jeg ikke kunne knække koden til selv.

Ikke at det er lutter lagkage nu, det er faktisk et benhårdt samtaleforløb med mig selv næsten dagligt om hvorvidt jeg har fortjent chips eller ej. Men der er værktøjer at gribe i, logik at overbevise sine chipscravings med, et stabilt blodsukker at vedligeholde, fordi det føles som om kroppen for første gang nærmest nogensinde er i … vater. Det er ikke værd at gamble med for en pose chips. Faktisk.

Okay. Der er flere ord …

… om hvor uventet nemt, det er, det her med at spise rigtig, uforarbejdet, enkel mad. Ingen besværlige opskrifter eller specialfremstillede produkter. Bare helt enkle regler: En halv tallerken ovenjordsgrønsager (kort sagt kål), en håndflade-størrelse kød, 1-3 spsk fedt, måske i form af smør til stegning eller noget fedt mejeriprodukt som fløde, smør, mascarpone eller fed creme fraiche, så mætheden holder i mange, mange timer.

… og om hvor svært, det er at skulle lære sin indre sults stemme at kende, efter i årevis at have overdøvet dens lyd. Sult, den ægte slags, har sin helt egen lyd og fornemmelse. Og hvis man er i tvivl, så tager man torsketesten: Man forestiller sig dampet laks med kogt broccoli og smørsovs. Lyder det ulækkert? Så er man ikke sulten, og man kan med sindsro pisse væk fra køleskabet, som man har gloet længselsfuldt ind i lidt for længe. Lyder den der torskeret derimod fråderen? Så er man formentlig sulten. Ingen spiser jo torsk med mindre de er nødt til det. (Eller. Måske snacker nogen i torsk. I så fald duer torsketesten ikke på dem)

… om hvilken ulykkelighed, det også støver op. Der bor en lillebitte sorg inden i mig, en ynkelig, sammensunken, skamfuld sorg over at mit forhold til salt-and-vinegar-chips for evigt må være forandret, hvis jeg vil spise LCHF og have det godt. De to ting kan ikke forenes. Måske af og til, en sjælden fest hist og pist, men ikke sådan rigtigt i sofaen til film mere.

… og om hvor lidt jeg savner pasta, ris og brød. Jeg har ikke spist det i over 14 dage, og jeg kan garantere, at hvis jeg en dag vælter af LCHF-toget, så bliver det ikke for at stikke af med hverken spaghetti, sushi eller noget koldhævet brød. Højst overraskende rører det mig ikke det mindste at undvære. Eller at forberede det til hjemmets andre beboere, mens jeg river min spidskål. Heldigt, at jeg altid har været så vild med kål. (Jeg spiser som sagt virkelig meget kål nu. Som i. Virkelig meget.)

… og om hvor vildt det er at spise uden at blodsukkeret rutsjer op og ned. Jeg er mæt på en måde jeg aldrig har prøvet før. Før i tiden var jeg nødt til at få påbegyndt arbejdsdagens vigtige opgaver før frokostpausen, for jeg vidste, at jeg skulle bruge en god rum tid efter frokosten på at sidde og være inaktiv og restituere. Drømme om en lur. Være mæt. De dage er forbi. Min energi er stabil fra jeg får vasket den afbrudte søvn ud af kroppen med et morgenbrusebad, til jeg begynder at gabe et sted mellem 21.30 og 22. Stabil. Jeg har ikke ord for den fornemmelse (og opgradering af effektivitet, I might add).

… og om hvor meget det føles som et jinx at sidde her og føle mig på rette spor. LCHF-forløbet var i 28 dage, så skal vi stå på egne ben. Jeg frygter det.

Suk.

Jeg tror, at jeg prøver det andet igen.

Det med at indtrykke mig. Lidt.

Det fungerede ret godt.


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.