charlot og charlotte
Best of,  Rodekassen

Jeg citerer ham fra Charlot og Charlotte nu: Heroppe indtrykker vi

Den mest vidunderlige, danske serie nogensinde er i mine øjne Charlot og Charlotte. Og den mest vidunderlige ordudveksling i den vidunderlige serie er denne – mellem Charlottes bror Niels og Charlot i  liggende i solen på stranden i Skagen:

Charlot: Folk udtrykker sig generelt i New York. Det er en fed energi.
Niels: Heroppe indtrykker vi.
Charlot: Indtrykker?
Niels: Det er som om alle skal udtrykke sig om hvad som helst. Alle skal have en mening om alting og helst have den ud så hurtigt som muligt. Til sidst larmer det så meget, at man alligevel ikke kan høre, hvad der bliver sagt. Jeg indtrykker mig.

Og måske er det, jeg laver for tiden. Indtrykker mig.

Ordene står i hvert fald ikke i kø for at blive udtrykt. Det kommer nok en dag.

Eksempelvis ordene om hvordan kostforløbet med LCHF (low carb – high fat) hos Jane Faerber tegner til at blive en kæmpe øjenåbner for hvordan jeg har tænkt om mad og kroppen som maskine i hele mit voksenliv. Kiloene ryger af lige så stille, knap 4 kilo 14 dage, men det er forholdvist udramatisk (fordi vi kursister aldrig er sultne længe, og så føles vægttab altså ret … uvirkeligt). Ikke at det var drama, jeg efterspurgte. Jeg efterspurgte ro og rolig kurs mod det, der har forekommet så rigtigt så længe, men som jeg ikke kunne knække koden til selv.

Ikke at det er lutter lagkage nu, det er faktisk et benhårdt samtaleforløb med mig selv næsten dagligt om hvorvidt jeg har fortjent chips eller ej. Men der er værktøjer at gribe i, logik at overbevise sine chipscravings med, et stabilt blodsukker at vedligeholde, fordi det føles som om kroppen for første gang nærmest nogensinde er i … vater. Det er ikke værd at gamble med for en pose chips. Faktisk.

Okay. Der er flere ord …

… om 1:

hvor uventet nemt, det er, det her med at spise rigtig, uforarbejdet, enkel mad. Ingen besværlige opskrifter eller specialfremstillede produkter. Bare helt enkle regler: En halv tallerken ovenjordsgrønsager (kort sagt kål), en håndflade-størrelse kød, 1-3 spsk fedt, måske i form af smør til stegning eller noget fedt mejeriprodukt som fløde, smør, mascarpone eller fed creme fraiche, så mætheden holder i mange, mange timer.

… og om 2:

hvor svært, det er at skulle lære sin indre sults stemme at kende, efter i årevis at have overdøvet dens lyd. Sult, den ægte slags, har sin helt egen lyd og fornemmelse. Og hvis man er i tvivl, så tager man torsketesten: Man forestiller sig dampet laks med kogt broccoli og smørsovs. Lyder det ulækkert? Så er man ikke sulten, og man kan med sindsro pisse væk fra køleskabet, som man har gloet længselsfuldt ind i lidt for længe. Lyder den der torskeret derimod fråderen? Så er man formentlig sulten. Ingen spiser jo torsk med mindre de er nødt til det. (Eller. Måske snacker nogen i torsk. I så fald duer torsketesten ikke på dem)

… om 3:

hvilken ulykkelighed, det også støver op. Der bor en lillebitte sorg inden i mig, en ynkelig, sammensunken, skamfuld sorg over at mit forhold til salt-and-vinegar-chips for evigt må være forandret, hvis jeg vil spise LCHF og have det godt. De to ting kan ikke forenes. Måske af og til, en sjælden fest hist og pist, men ikke sådan rigtigt i sofaen til film mere.

… og om 4:

hvor lidt jeg savner pasta, ris og brød. Jeg har ikke spist det i over 14 dage, og jeg kan garantere, at hvis jeg en dag vælter af LCHF-toget, så bliver det ikke for at stikke af med hverken spaghetti, sushi eller noget koldhævet brød. Højst overraskende rører det mig ikke det mindste at undvære. Eller at forberede det til hjemmets andre beboere, mens jeg river min spidskål. Heldigt, at jeg altid har været så vild med kål. (Jeg spiser som sagt virkelig meget kål nu. Som i. Virkelig meget.)

… og om 5:

hvor vildt det er at spise uden at blodsukkeret rutsjer op og ned. Jeg er mæt på en måde jeg aldrig har prøvet før. Før i tiden var jeg nødt til at få påbegyndt arbejdsdagens vigtige opgaver før frokostpausen, for jeg vidste, at jeg skulle bruge en god rum tid efter frokosten på at sidde og være inaktiv og restituere. Drømme om en lur. Være mæt. De dage er forbi. Min energi er stabil fra jeg får vasket den afbrudte søvn ud af kroppen med et morgenbrusebad, til jeg begynder at gabe et sted mellem 21.30 og 22. Stabil. Jeg har ikke ord for den fornemmelse (og opgradering af effektivitet, I might add).

… og om 6:

hvor meget det føles som et jinx at sidde her og føle mig på rette spor. LCHF-forløbet var i 28 dage, så skal vi stå på egne ben. Jeg frygter det.

Suk.

Jeg tror, at jeg prøver det andet igen. Det, som Niels fra Charlot og Charlotte gør.

Det med at indtrykke mig. Lidt.

Det fungerede ret godt.

***

12 Comments

  • Johanne

    Det lyder vildt inspirerende. Jeg følger også Jane Faerber og kan også sagtens mærke en bedre stabilitet i mit blodsukker, når jeg spiser efter LCHF. Men indgroede vaner er svære at bryde!
    Jeg har forresten tænkt på dig i forbindelse med tandbørsteseancer med min 2-årlige datter. Har du ikke skrevet om, at det er en kamp hver aften? Sådan var det også her, men så introducerede vi hende for Karina og Baktus. Nu vil hun gerne have børstet dem væk hver dag, men hun tør ikke læse bogen med dem

    • Karoline

      Ja, jeg kunne ikke bryde de indgroede vaner selv. Derfor fungerer det forløb så godt for mig. Man bliver holdt i hånden af Jane og medkursisterne, især de første dage, hvor kulhydratdepoterne kommer i bund og kroppen fatter, at den ikke får slik længere. Den kan godt gøre lidt vrøvl der.

      Tidligere er det også kun lykkedes mig at spise LCHF … til frokost. Her er det alle måltider og hele hverdagen, der får et eftersyn.

      Ingen problemer med tandbørstning her længere, men hvis de opstår, så prøver vi Karius og Baktus!

  • Skalotteløg

    Jeg lykkedes også med LCHF i nogle måneder. Det var i 2014. Så blev keg gravid, og kunne ikke tåle tanken om hverken fuldfed creme fraiche eller æg. Og så blev det lidt umuliggjort for mig (gravid-cravings kan INGEN fornuftig strategi overdøve)

    Nå. Men. Vil bare sige, at mit forhold til salt’n’vinegar aldrig er blevet genoprettet 🙁
    Til gengæld faldt jeg ret hurtigt i lyst-brød-fælden. Ikke at jeg nyder det på samme måde længere (thi der har jeg læstvog oplevet for meget af det, rübigs beskriver) – jeg siger bare, at hvis man vil, så kan man saaagtens komme tilbage til kulhydrater. Så begræd det endelig ikke, bare nyd at kunne mærke din krop igen. Jeg håberhåberhåber, at jeg også snart kan føle det igen. Dine skriv inspirerer mig til at komme igang igen 🙂 Skal bare liiige være færdig med at amme lillebror. Amme-cravings er nemlig heller ikke nemme at overdøve

  • Pernille

    Jeg har lige spist en halv pose salt and vinegar chips for fem minutter siden. Det du der beskriver lyder så fedt, det vil jeg også! Skal bare lige spise den anden halvdel af posen først. Din familie spiser ikke LCHF? Kan det fungere med en mand, som ELSKER pasta og brød osv på sidelinien, tror du?

    • Karoline

      Herhjemme har jeg to pastafans! Det får de til, mens jeg får en form for grønt. Typisk kål. De fleste er almindelige retter, man normalt ville spise kartofler eller ris eller pasta til, så det er mig, der bytter ud, ikke dem. Den ekstra fedt får de ikke, hvis det kan undgås. Det fungerer helt fint, min kæreste er helt med på ideen. Hans støtte er mere vigtig end at han selv hopper med. Det er stort projekt (mentalt krævende) at omdanne sit maskineri til at køre på sukkerfri, kulhydratlav, fed kost, så det kræver den anden voksnes engagement og hep og minus drillerier (a la mmmmm, pastaen er god i dag!).

  • Laura

    Jeg bliver simpelthen nødt til at kommentere på det her. For som ernæringsuddannet bliver jeg lidt træt i det når jeg læser nogle af de ting du skriver ifth kulhydrater, insulin, fedt og vægttab. Og i stedet for at skrive verden længste kommentar linker jeg lige til den her: http://www.mortenelsoe.com/blog/lowcarblogne
    Morten Elsøe er genial til at videreformidle ernæringsvidenskab.

    Og det er, som Morten også skriver, helt fantastisk hvis det virker på dig at leve sådan og det forstår jeg godt du skriver om for det er da skønt. Men man kan sagtens spise kulhydrater og leve sundt og tabe sig 🙂

  • Signe

    Meget inspirerende indlæg! Jeg har taget lidt på hist og her de sidste par år, det vidste jeg godt, men i weekenden gik det op for mig, at det nærmer sig de 10 kilo. Dét dur ikke, og jeg savner energi! Men kan man spise LCHF uden kød hver eneste dag? Jeg er ikke vegetar, men forsøger for miljø og min kreativitet i køkkenet at skære det fra et par gange i ugen.

    • Karoline

      Ja, det kan du sagtens. Der er mange opskrifter på vegetaretter hos madbanditten.dk, ellers så googl løs. Jeg tror det hedder keto recipes eller ketogene, hvis du også googler udenlands – LCHF er vist mest brugt i Norden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0