Rodekassen

Hej. Jeg hedder Karoline, og jeg har fået ondt i Instagram-maven.

Jeg mindes ikke tidligere at have haft så ondt i maven over Instagram, som jeg har haft denne sommer. Rendyrket øvhed, når jeg har gloet på de andres amalfikyster, deres roséer-i-solnedgangene, deres poolkanter.

Og det er ikke så meget misundelse, der ligger bag.

Det er mere dette: Hvad mon disse fabulous mennesker med gode rejseplanlægningsevner og gode netværk med hytter på eksotiske, europæiske bjergsider tænker om mig og mit lille, kedelige liv?

JA, jeg tænker over det. NEJ, jeg er ikke ligeglad. Hvor må mit ikke-berejste frikadelleliv dog se gudsjammerligt begrænset ud fra distancen.

Ikke at det er det set indefra; jeg holder meget af det og dets tempo og især de mennesker, der holder min teltdug oppe. Jeg trives nok med noget mindre action på programmet end de fleste. Men det lyder da kedeligt på papiret, kan jeg godt se. “Næ. Jeg husker ikke hvornår jeg sidst var uden for Danmarks grænser”, for eksempel. “Næ, jeg har ikke badet i havet i år, jeg bryder mig ikke om stenbunden og al den tang”, for et andet eksempel. “Jeg glæder mig til mere danske temperaturer. Den her tørke gør min plæne så grim”, for et tredje.

Jeg kan godt selv høre det. Og kan godt komme til at tænke, om der er noget i vejen med det.

Og så tænker jeg bare. Hvis andre har det som mig. Og gør som mig. Det vil sige lægger glimtvise, lykkelige og stærkt opstillede idyllerier på de sociale medier, som slet ikke repræsenterer frikadellevirkeligheden, men bare er et enkelt splat af noget, man godt kan stå ved. Hvad er det så egentlig, vi kigger på? Når vi sidder og får øv på over hinanden? Glimt blæst op som hele sandheder, ikke? Hvis altså ikke vi aktivt minder os selv om, som de tænkende mennesker, vi er, at de sociale medier ikke viser hele sandheder.

Men jeg synes det er svært. At huske mig selv på at være upåvirkelig.

Og jeg bidrager i høj grad selv til det mærkværdige kredsløb.

I går lagde jeg en stribe billeder i min story af den gård, min datter og jeg passer i nogle dage for mine svigerforældre. Her er dødflot, og det er meget nemt at finde nogle idylliske hjørner at fotografere og blæse op som hele sandheden. Så det gjorde jeg da! Som så ofte før og uden at tænke over det, før det var gjort. Men jeg fik det så ledt med mig selv, at jeg slettede de fleste igen.

For sandheden var denne:

I to dage har jeg kravlet rundt nede omkring gulvpanelerne i en cocktail af jernmangel og hedeslag, og jeg har været en kæmpestor lort af en mor (og kæreste).

Vores storydokumenterede gåtur rundt i den lånte idyl var blot et lille afbræk fra Ramasjang-maratonet i den hedebølgemørklagte stue og småkævl og udmattelse, der ellers var den røde tråd gennem dén dag.

Nogle gange er man bare en lort, der har det lortet. Og det gælder ikke kun mig, har jeg hørt. Det gælder vist os alle.

Og (disclaimer: jeg er ikke den eneste, der prædiker det for tiden, jeg ved godt, at det er lidt banalt): Skulle vi ikke allesammen huske på, at hvis vi gerne vil vise det søde frem … så MÅ vi gøre plads til det sure også, hvis det findes?

Bare i en billedtekst, om ikke andet? En slags omskrivning af en gammel talemåde kunne lyde: Hvis ikke man også har noget upænt at sige, så kan man i stedet tie?

Bare af hensyn til alle dem, der kigger med?

***

9 Comments

  • Eva

    For mange år siden blev en bekendt valgt ud af tre mænd til at rejse med en kvinde, det var et tv-program. De kom på en rejse til Mexico. Han havde været rundt og set en masse spændende ting, hun havde brugt tiden på en natklub og slængt sig ved poolen om dagen. Da de er hjemme igen, skal de fortælle , om det er blevet til noget mellem dem. Det er det Ikke, hun synes, han er kedelig. Han siger ikke noget om hende.

    • Karoline

      Jeg tror ikke, at jeg er helt med på moralen? Ville de ikke bare forskellige ting? Natklubkys og dybe poolsamtaler kan da godt være spændende.

  • Eva

    Det sete afhænger af øjnene., der ser. Han fandt det spændende at opleve Mexico, hun kunne have været hvor som helst med en pool og en natklub.
    Vi ser på skønne feriebilleder, der ser skønt ud, men min erfaring er,at jeg keder mig ved både strand og pool, og det er tit for varmt til at gå rundt. Pt. er det slemt nok i DK. Men indrømmet det glemmer jeg, når jeg hører ordet appesinlund.

  • Trine

    Jeg har vist bare accepteret, at mit liv aldrig bliver særlig glamourøst – hverken på Instagram eller in real life. Som 15-årig var min foretrukne lørdag aften at se Barnaby sammen med min far, mens jeg strikker og han læser avis med et halvt øje. Da jeg blev ældre og flyttede hjemmefra, skiftede jeg far ud med et lille glas Bailey (så voksent!), og det har egentlig ikke ændret sig meget siden… Jeg er helt sikker på, at jeg blev født med en gammel sjæl, som generelt ikke orker at lade som om, og desuden heller ikke gider bruge særlig meget tid på at (lære at) lægge make-up, finde smukt tøj, der matcher, og tage flotte billeder til Instagram… Ikke at der er noget i vejen med det (for hold nu ooooop, hvor brugte jeg mange år på at være misundelig på dem, som gad, fordi jeg virkelig godt selv gad, at jeg var sådan en, som gad det – og misundelsen popper stadig op fra tid til anden). Men sådan er jeg bare ikke skruet sammen, og det er også okay.

    Er i øvrigt selv gravid i 34. uge – det her vejr skal stoppe snart. Jeg ORKER ikke mere. Jeg er den eneste, jeg kender, der græder, når jeg ser vejrudsigten, og som seriøst overvejer at ofre en halv grillkylling til vejrguderne i bytte for en regnvåd, kølig august måned. Folk skal gå væk med deres hyggelige strandture, fine solkjoler (“nej, det er ikke et telt, jeg har taget på, HØ HØ (DØ) HØ!”) og lækre udflugter i solbeskinnede, naturskønne områder med Asti-bobler og picnickurve. Jeg satser fuldt ud på at blive et rimeligt menneske igen, når temperaturen falder (der er forhåbentligt et kort interval, inden baby kommer, og urimeligheden med sikkerhed indtræffer igen), men indtil da er det bare svært at unde andre folk en god sommer…

    Hvis jeg kan overskue det til den tid, lægger jeg gerne billeder op af den uglamourøse sandhed – for det mangler jeg også at kunne spejle mig i. For indrømmet – jeg lægger heller ikke særligt tit billeder op på Insta, medmindre kompositionen er rigtig god, eller jeg lige finder det perfekte “subject” (også selvom det er garn-relateret), eller jeg synes, jeg har noget relevant/interessant at sige (hvilket ikke er så tit). Det er måske også en god øvelse i at komme ud af sin comfort zone… Anyway, det her blev UFATTELIGT langt, for kortfattethed er også en af de mange evner, jeg ikke besidder, så runder bare lige af med – I feel ya, og jeg nyder at følge din blog! Frikadelleliv und alles. 🙂

  • Marie

    Jeg kan sagtens følge dig og nyder at følge “ægte” profiler som linejensen_illu og ida_kys, men samtidig syntes jeg faktisk også at der er noget fint ved at lade det “fine” fylde i hverdagen.

    At du fx prøver at bide mere mærke i en halv times idyllisk gåtur end 6 timers ramasjang.

    Børn ved stranden og flotte solnedgange koster ikke alverden, og kræver ikke nødvendigvis meget af en.

    Og når/hvis lykken kigger kort frem på en lang dag, tror jeg det er vigtigt at omfavne det moment.

    • Karoline

      Det bliver jeg glad for, at du siger. Men ingen af delene er måske nok fyldestgørende. Og det er det, jeg gerne vil. Komme nærmere sandheden om helheden i de glimt, jeg viser frem på de sociale medier.

  • Topsi

    Nej, det er absolut ikke kedeligt at følge med i – jeg er en slags kaosmenneske, der bruger det meste af min frie tid (og min studietid egentlig også) på at rejse. Jeg vil gerne vise billeder, skrive tekster og forhåbentlig inspirere andre, men jeg har brug for nogen der kan og viser noget andet. Du og et par andre bloggere jeg læser fast holder mig nede på jorden på den gode måde og inspirerer mig meget mere end de mange rejsebloggere og instagrammere jeg ellers følger. Så tak fordi jeg må følge med i dit liv, så jeg selv kan få ro på. Det er vigtigt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0