… synes en populær konklusion at være, når vi fortæller, at jeg var gravid uden for livmoderen i efteråret.

Lad os spole tilbage.

Kort efter min mors død i september opdagede vi – højst forbløffede – at jeg var gravid. En lille blødning uden for cyklus vakte mistanken. To streger. Forundring. Vantro fnis. »Ej. Ej ej. Ej?«

Men blødningen tog til. Det tydede ikke på, at det havde tænkt sig at blive siddende, kunne jeg godt se på gynækologens mine og høre på hendes forsigtige, hensynsfulde tonefald, da hun spurgte os om det var en »ønsket graviditet«. Mit hjerte sank, da jeg nikkede. Selv om intet havde været os fjernere end tanken om flere børn midt i planlægningen af begravelse og rydning af min mors hjem og forsøg på at være noget på arbejdsmarkedet. Det sank, hjertet. Længere og længere ned som dagene gik og blødningen fortsatte og ordet spontanabort pludselig åbenbart passede på mig. Og det for op i halsen, hjertet, hver gang en ny googling bekræftede, at blødninger i graviditeten sagtens kunne føre til velskabte døtre og sønner.

HCG-hormontallene fra de daglige blodprøver steg lidt, men ikke nok, og en sekretær fra en klinik bebudede, at det næppe ville blive til liv, det her. Væv og væske blev skrabet ud (aldrig glemmer jeg gynækologens aen på mit inderlår gennem plastikhandsken eller hendes »Er du okay?« umiddelbart efter vakuumsuget, okay var et sært ord at skulle påberåbe sig at være), og det burde have været punktum med både skrab og sug.

Men det var det langt fra.

Der var intet at se på de mange scanninger rundt i mit underliv, men tallene fra blodprøverne blev ved med at stige. Var det så levedygtigt, at det havde overlevet både skrab og sug, spurgte vi måbende hinanden, det her er et tegn, tænkte jeg for mig selv, det her barn vil os.

Lidt HCG-stigning. Så lidt større stigning. Så ganske lidt igen. Stigninger uden fald, men stigninger uden livskraft.

Det her må Rigshospitalet overtage, lød det fra klinikdamen. Og på vej til Riget tænkte jeg igen: Gid, at det her bliver til et barn; vi er ikke klar til en toer, ingen er mindre klar til endnu et barn end os, men hvis der kommer et liv og uventet lykke ud af det her efterårs død og øredøvende sorg, så beder jeg aldrig om mere.

Gravid uden for livmoderen

Heller ikke Rigshospitalets scanningsapparater kunne se det liv, der figurerede i blodprøverne. Kun i prøvesvarene kunne vi se, at noget var faret vild derinde og havde tabt sin fremtid.

Det »sad forkert«. Jeg var gravid uden for livmoderen, og det endda meget langt udenfor, det puttede sig i skjul på en æggeleder, hvor ingen nogensinde ville få det at se, og hvor hverken skrab eller sug kunne nå det. Haget fast det forkerte sted, det voksede og voksede, og med det voksede og voksede det irrationelle håb for, at det ville puffe sig selv ned i livmoderen, hvor det kunne blive til et rigtigt, levende barn.

Sygemelding fra jobbet. Ind og ud af Riget. Beskeder om, at jeg ikke måtte være alene. At jeg skulle hjælpes ind på hospitalet, hvis jeg faldt om. En træt, oppustet, dejet følelse. Præcis sådan som det føles at være ganske normalt gravid i uge 7.

Operation

Jeg nægtede at indtage de piller, der kunne sætte en endelig, giftig stopper for forløbet, vi nægtede at flere kitler skulle gribe ind med deres piller og deres skrab og deres sug. Jeg ville bare være i fred med mit underliv. Lade kroppen klare det selv, der skulle klares. Måske var et junibarn ikke aldeles udelukket endnu? Jeg gik og vred i hofterne, når jeg var alene. Et forsøg på et moderligt puf måske. Tissede på en test hver eneste dag. To streger. Dér var du. Du er her.

Til sidst skar fagkundskaben igennem.

Operation kunne ikke udskydes længere.

»Det kunne være eksploderet i maven på dig,« sagde en kittel og så meget træt og meget lettet ud, da jeg den morgen i november vågnede på Riget og blev aet på hånden af min stille kæreste. Hendes lettelse gjorde alvoren håndgribelig. Det havde været på et hængende hår. Jeg var en æggeleder fattigere, »den stod ikke til at redde«, en brat, konkret afslutning på et håb, og jeg prøvede blot at fokusere på informationen om hvor »fin og slank« den anden og nu eneste æggeleder åbenbart stadig var, selv om tanken om hvad jeg nogensinde skulle bruge den til var svært abstrakt. »Det var så godt, at vi opererede,« gentog hun henne fra døren med et nik, da hun forlod os.

Alvoren

For bare få årtier siden var jeg død af det her, tænkte jeg.

Det er jeg holdt op med at sige.

At jeg kunne have været død.

For det er omtrent her i historien, at folk vist synes, det næsten bliver så meget af det lede, at de bliver nødt til at byde ind. Og jeg forstår faktisk godt, hvorfor man finder det oplagt at lede efter det positive.

»Men så ved I vel, at I er klar til barn nummer 2?« siger flere, mens andre skubber forsøg på trøst i min retning med »Naturen vælger selv dem fra, der ikke ville kunne leve, det skal du bare vide«, og jeg tænker for mig selv, at sådan siger man, når man ikke forstår. Og gid jeg heller ikke forstod. Hvordan det er at have prøvet at teste positiv for en graviditet lige efter at være blevet moderløs.

Det var dét barn, jeg ønskede, jeg ville have lige præcis dét barn, der troppede op midt i den uhåndterbare sorg over min mor. Symbolikken i at død og sorg kunne have fået selskab af liv og forventning, ville have været så kvalm og overvældende, at alle andre end typer som min mor og jeg ville have syntes, at det var for meget.

Sin eget, lille parentes

Vi mistede noget, der var så småt, at det ikke rigtigt kan dvæles ved, når skyggen over det – tabet af min mor – er så meget mørkere og større. Der er ikke noget positivt i en historie om at være gravid uden for livmoderen, ikke i vores, i hvert fald. Den er en parentes i en anden historie om sorg. Vi behøver ikke lede efter en rar vinkel.

*
*
*

Har du eller nogen tæt på dig oplevet at være gravid uden for livmoderen? Fortæl mig gerne om det i kommentarfeltet. Jeg anede ikke noget om det før jeg selv prøvede det – og det hjælper sådan at føle sig ikke-alene.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’