gravid-uden-for-livmoderen
Best of,  Familie,  Graviditet, fødsel og barsel,  Sorg

»Men så ved I vel, at I er klar til barn nummer 2?«

… synes en populær konklusion at være, når vi fortæller, at jeg var gravid uden for livmoderen i efteråret.

Lad os spole tilbage.

Kort efter min mors død i september opdagede vi – højst forbløffede – at jeg var gravid. En lille blødning uden for cyklus vakte mistanken. To streger. Forundring. Vantro fnis. »Ej. Ej ej. Ej?«

Men blødningen tog til. Det tydede ikke på, at det havde tænkt sig at blive siddende, kunne jeg godt se på gynækologens mine og høre på hendes forsigtige, hensynsfulde tonefald, da hun spurgte os om det var en »ønsket graviditet«. Mit hjerte sank, da jeg nikkede. Selv om intet havde været os fjernere end tanken om flere børn midt i planlægningen af begravelse og rydning af min mors hjem og forsøg på at være noget på arbejdsmarkedet. Det sank, hjertet. Længere og længere ned som dagene gik og blødningen fortsatte og ordet spontanabort pludselig åbenbart passede på mig. Og det for op i halsen, hjertet, hver gang en ny googling bekræftede, at blødninger i graviditeten sagtens kunne føre til velskabte døtre og sønner.

HCG-hormontallene fra de daglige blodprøver steg lidt, men ikke nok, og en sekretær fra en klinik bebudede, at det næppe ville blive til liv, det her. Væv og væske blev skrabet ud (aldrig glemmer jeg gynækologens aen på mit inderlår gennem plastikhandsken eller hendes »Er du okay?« umiddelbart efter vakuumsuget, okay var et sært ord at skulle påberåbe sig at være), og det burde have været punktum med både skrab og sug.

Men det var det langt fra.

Der var intet at se på de mange scanninger rundt i mit underliv, men tallene fra blodprøverne blev ved med at stige. Var det så levedygtigt, at det havde overlevet både skrab og sug, spurgte vi måbende hinanden, det her er et tegn, tænkte jeg for mig selv, det her barn vil os.

Lidt HCG-stigning. Så lidt større stigning. Så ganske lidt igen. Stigninger uden fald, men stigninger uden livskraft.

Det her må Rigshospitalet overtage, lød det fra klinikdamen. Og på vej til Riget tænkte jeg igen: Gid, at det her bliver til et barn; vi er ikke klar til en toer, ingen er mindre klar til endnu et barn end os, men hvis der kommer et liv og uventet lykke ud af det her efterårs død og øredøvende sorg, så beder jeg aldrig om mere.

Gravid uden for livmoderen

Heller ikke Rigshospitalets scanningsapparater kunne se det liv, der figurerede i blodprøverne. Kun i prøvesvarene kunne vi se, at noget var faret vild derinde og havde tabt sin fremtid.

Det »sad forkert«. Jeg var gravid uden for livmoderen, og det endda meget langt udenfor, det puttede sig i skjul på en æggeleder, hvor ingen nogensinde ville få det at se, og hvor hverken skrab eller sug kunne nå det. Haget fast det forkerte sted, det voksede og voksede, og med det voksede og voksede det irrationelle håb for, at det ville puffe sig selv ned i livmoderen, hvor det kunne blive til et rigtigt, levende barn.

Sygemelding fra jobbet. Ind og ud af Riget. Beskeder om, at jeg ikke måtte være alene. At jeg skulle hjælpes ind på hospitalet, hvis jeg faldt om. En træt, oppustet, dejet følelse. Præcis sådan som det føles at være ganske normalt gravid i uge 7.

Operation

Jeg nægtede at indtage de piller, der kunne sætte en endelig, giftig stopper for forløbet, vi nægtede at flere kitler skulle gribe ind med deres piller og deres skrab og deres sug. Jeg ville bare være i fred med mit underliv. Lade kroppen klare det selv, der skulle klares. Måske var et junibarn ikke aldeles udelukket endnu? Jeg gik og vred i hofterne, når jeg var alene. Et forsøg på et moderligt puf måske. Tissede på en test hver eneste dag. To streger. Dér var du. Du er her.

Til sidst skar fagkundskaben igennem.

Operation kunne ikke udskydes længere.

»Det kunne være eksploderet i maven på dig,« sagde en kittel og så meget træt og meget lettet ud, da jeg den morgen i november vågnede på Riget og blev aet på hånden af min stille kæreste. Hendes lettelse gjorde alvoren håndgribelig. Det havde været på et hængende hår. Jeg var en æggeleder fattigere, »den stod ikke til at redde«, en brat, konkret afslutning på et håb, og jeg prøvede blot at fokusere på informationen om hvor »fin og slank« den anden og nu eneste æggeleder åbenbart stadig var, selv om tanken om hvad jeg nogensinde skulle bruge den til var svært abstrakt. »Det var så godt, at vi opererede,« gentog hun henne fra døren med et nik, da hun forlod os.

Alvoren

For bare få årtier siden var jeg død af det her, tænkte jeg.

Det er jeg holdt op med at sige.

At jeg kunne have været død.

For det er omtrent her i historien, at folk vist synes, det næsten bliver så meget af det lede, at de bliver nødt til at byde ind. Og jeg forstår faktisk godt, hvorfor man finder det oplagt at lede efter det positive.

»Men så ved I vel, at I er klar til barn nummer 2?« siger flere, mens andre skubber forsøg på trøst i min retning med »Naturen vælger selv dem fra, der ikke ville kunne leve, det skal du bare vide«, og jeg tænker for mig selv, at sådan siger man, når man ikke forstår. Og gid jeg heller ikke forstod. Hvordan det er at have prøvet at teste positiv for en graviditet lige efter at være blevet moderløs.

Det var dét barn, jeg ønskede, jeg ville have lige præcis dét barn, der troppede op midt i den uhåndterbare sorg over min mor. Symbolikken i at død og sorg kunne have fået selskab af liv og forventning, ville have været så kvalm og overvældende, at alle andre end typer som min mor og jeg ville have syntes, at det var for meget.

Sin eget, lille parentes

Vi mistede noget, der var så småt, at det ikke rigtigt kan dvæles ved, når skyggen over det – tabet af min mor – er så meget mørkere og større. Der er ikke noget positivt i en historie om at være gravid uden for livmoderen, ikke i vores, i hvert fald. Den er en parentes i en anden historie om sorg. Vi behøver ikke lede efter en rar vinkel.

*
*
*

Har du eller nogen tæt på dig oplevet at være gravid uden for livmoderen? Fortæl mig gerne om det i kommentarfeltet. Jeg anede ikke noget om det før jeg selv prøvede det – og det hjælper sådan at føle sig ikke-alene.

*

***

37 Comments

  • Katrine

    Det gør mig virkelig ondt at læse om dine tab. Tak for dine ord. Al min medfølelse din vej.
    /Katrine

    • Karoline

      Tak for dine søde ord! Det hjælper rigtig meget på det hele at skrive om det. Faktisk. Kh Karoline.

  • Marina / cand.mor

    Kæreste Karoline, jeg har slet ikke ord for, hvor meget jeg føler med jeres turbulente efterår, og jeg gør mig ingen forsøg på at sætte mig i dit sted. Hvor ville det være rart med “en mening med det hele”, “et lyspunkt midt i sorgen”, men nej, det findes bare ikke her.

    Tanker til jer…

    • Karoline

      Tusind tak for din besked. Det har lettet at skrive det ned og se på det her. Før nedfældningen var det stadig lidt abstrakt, det flagrede rundt, og jeg vidste ikke rigtigt helt, hvad jeg tænkte om det. Her er hvad jeg tænkte om det. Tak, fordi du gad læse det.

      Kh Karoline.

  • jane

    Jeg hadede alle (velmente) kommentarer om naturens orden, handicap og “fejlbørn”. Jeg havde taget hvad som helst. For de der celler var allerede børn for mig. I mig.

      • Jane

        Havde :-). Men selv 10 år og tre levende børn senere, kan jeg stadig huske hvor overvældende ked af det jeg var. Helt udenfor min ellers pragmatiske tankegangs rækkevidde. Ren følelse. Havde ikke set den reaktion komme.

        Tak fordi du skriver igen!

  • Christel

    Tak. Nej, vi behøver ikke at lede efter en rar vinkel. Mennesker har det bare svært med at være sammen med sørgende medmennesker. De vil gerne trøste, opmuntre og tage det triste væk. Lede efter det rare og positive. Men i sorgen er det bedste man kan gøre, bare at være sammen med den sørgende i sorgen. Ikke trøste. Bare turde være der, hvor det er svært. Uden råd.
    Jeg er ked af dine tab. Jeg forstår din længsel efter at netop dét barn blev til noget.

  • Konen

    Her var den mest populære bemærkning efter en nakkefoldsscanning der ikke viste det mindste tegn på liv; “I er jo unge endnu” Som om min alder havde noget at gøre med størrelsen på sorgen. Og som om en ny graviditet med et andet barn nogensinde kunne erstatte præcis dét barn, man havde forestillet sig så snart de to streger dukkede op.

    • Karoline

      Åh. Intet liv ved NF. Ubarmhjertigt med alt det håb, der bare kan veksles til ingenting. Det eneste, jeg kan forestille mig, er at man ikke kommer uforandret ud af lokalet efter sådan en oplevelse.

    • Karoline

      Det var hårdt og barsk, men man kan bære det, man skal. Og nu er vi på lidt afstand af den altoverskyggende følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet af Den Store Timing-knap. Det har virkelig hjulpet at skrive det ned, kan jeg mærke.

  • Anette

    Åh altså, hvor jeg føler for dig, for jer. Det er næsten ikke til at bære, oveni tabet af din mor, også at miste et barn, I slet ikke vidste, I ønskede jer.
    Nogle gange skal vi mennesker lære at være Triste lidt mere end Glæde. Nogle gange finder Glæde ud af, at det eneste der hjælper lige nu, er Triste.

    • Karoline

      Du får et kram for at hentyde til en tegnefilm, jeg i dén grad har hylet til det sidste halve år.

  • Aprikots

    Sidste år i marts fik jeg voldsomt ondt i brysterne og jeg spiste ca en liter is hver dag. Jeg troede ikke jeg kunne blive gravid for jeg har forsøgt i næsten 15 år uden held. Derfor lagde jeg ikke to og to sammen. Jeg fik min menstruation, og den blev værre og værre, og den ene nat sad jeg på toilettet hvor blodet bare blev ved med at løbe ud af mig. Da jeg efter noget tid tørrede mig var der noget helt forkert på papiret. En lille klar ballon. Der var en lille hvid klump indeni. Jeg tænkte bare at det var mærkeligt og skyllede det ud, for jeg kunne jo ikke blive gravid. Jeg lagde stadig ikke to og to sammen. Morgenen efter læste jeg lidt om det på netdoktor og forskellige andre sider, og jeg tog en graviditetstest. To streger! Indtil da troede jeg det var en myte. Jeg kom på sygehuset hvor jeg fik at vide jeg var 4 uger henne da aborten skete. Ingen i familien ved det er sket og de få andre jeg har fortalt det til, har sagt “jamn du kan jo alligevel ikke holde til at have et barn når du er syg og hjerneskadet så det er jo godt nok” – de forstår slet ikke kampen! Det lille lyspunkt i en alt for lortet hverdag. Jeg kunne skabe et lille liv! Et der kunne overleve i 4 uger! Jeg skal snart steriliseres. Ikke fordi jeg vil, men fordi det er nødvendigt! Siden jeg var barn har jeg selv ønsket at blive mor og jeg kan ikke. Fuck! Og det hjælper bare ikke med “opmuntrende” kommentarer… Ikke en skid!

  • Louise S

    Du kan virkelig noget med at forvandle den dybeste sorg til de smukkeste ord – lidt ligesom den gode Maria Gerhardt kunne det. Hvis du en dag skriver en bog, vil jeg stå i kø i boghandleren. Indtil da vil jeg bare være ekstra taknemmelig for, at mine to streger i efteråret blev til en sund lille møfler, der gerne skulle komme til verden om to måneder. Og så håber jeg, at du en dag får lov at bruge den der ekstra, slanke æggeleder.

  • Mette

    Du skriver, så man kan mærke hvert et ord. Tak fordi du deler ud af alt det svære. Bare tak.

  • Stine

    For mange er det at man mister sit foster eller barn og at graviditet kan slå en ihjel, simpelthen for meget at forstå og håndtere på en gang. Det kan være så svært at forklare at det er ens barn uanset hvornår man mister det.

    Da vi mistede en søn til en moderkageløsning der nær også havde kostet mig livet var den dummeste kommentar jeg fik: der kommer flere babyer..

    Jeg tror simpelthen ikke hun kunne rumme at overskue det der var sket og derfor forsøgte at gøre det til en mindre sorg end det var.. Mest for hendes egen skyld.

    Mange kram til dig og tak for dine velformulerede og smukke ord ❤

  • Signe Hanson

    Kære Karoline. Efterhånden som jeg får læst mig ind på din blog, falder jeg over så mange fine ord og indlæg, som jeg får lyst til at kommentere. Men jeg ved ikke altid, hvad jeg skal skrive – og dette indlæg er et af dem, som efterlader så stort en intryk, men også et tab af ord. Jeg kender jo desværre kun alt for godt til både aborter og graviditeter, som sætter sig de helt forkerte steder. Det gør mig ondt hver gang, jeg hører om andre, som skal stifte bekendtskab med det tab. Der er intet godt at sige om det, det er så møg-uretfærdigt. Tanker herfra!

  • Camilla

    Det gjorde indtryk på mig at læse.
    Jeg sidder lidt midt i samme situation. Vi er i fertilitetsbehandling og har prøvet længe på egen hånd. Første gang vi forsøger os med fertilitetsbehandling og vi får en positiv graviditetstegn! Lykken vil ingen ende tage! Men efter et par uger får jeg en dårlig fornemmelse for at noget ikke er som det skal. Jeg bliver skannet- de kan ikke finde noget i livmoderen.
    Mit hcg stiger, der er ikke tegn på graviditet indeni livmoderen og hcg niveauet er for lavt til at håbe på at en graviditet bare gemmer sig et rigtigt sted. Man ligger der sårbar med benene i stigbøjlerne gang på gang, lægerne er tavse og søgende når de skanner. En følelse af ubehag og opkast-fornemmelse breder sig i en og tårerne presser på.
    Ingen kan fortælle hvad der foregår. Jeg har ingen tegn på spontan abort efter noget som måske engang var skyggen af et lille foster. Ingen blødning ingen smerter – ikke udover de psykiske, af at føle sig overladt til uvisheden.
    Man skal både takle sorgen over at man i hvertfald ikke skal være mor, men samtidig forholde sig til at hvis jeg er gravid udenfor livmoderen, så kan det være farligt og måske mister fjerner de æggelederen. Tanken om at ens chancer for en næste graviditet ligger endnu længere væk – måske aldrig, gør sorger så meget værre.
    Jeg kan ikke gøre andet end at vente og blive tjekket løbende. Men jeg kan ingenting gøre. Udover at græde hele tiden.
    Jeg forstår din sorg. Jeg håber du har fået det bedre og at du kommer ordentlig igennem dine sorger – også over tabet af din mor. Det gør mig ondt.

    • Karoline

      Kære du. Hvor er jeg ked af at høre, at I er på det sted. De evindelige ture op i stigbøjlerne er så strenge. Masser af tanker til jer – jeg ville ønske, jeg kunne sige noget, der reelt hjalp jer (dog kan du undersøge chancerne for servere graviditet efter en fjernelse af æggeleder i dit konkrete tilfælde – for sjælefredens skyld. Da jeg blev udskrevet sagde lægen en passant, at mine chancer for at blive gravid igen jo på ingen måder er halveret. Nå da! Kunne I have nævnt det, FØR jeg kom under kniven! Det var en lille lettelse midt i alt det mørke – for mig i hvert fald).

      Kh Karoline.

  • Astrid Karoline

    Kære Karoline
    Jeg kan virkelig nikke genkendende til meget i dit indlæg. Og det gør mig ondt, at du måtte igennem det. Jeg har selv haft tre missed abortions (hvor man først sent opdager, at fosteret for længst er gået til grunde, og kroppen ikke selv kan komme af med det). Det er så hårdt at bruge ugevis på at forelske sig i de to streger, man så på testen, for så at få det revet væk ved en scanning eller frisk blod i toilettet.
    Og første gang det skete, begyndte jeg at bløde samme weekend som vi fik at vide, at min svigerfar havde kræft i bugspytkirtlen, og kun havde en måned eller to tilbage at leve i. Det var så trist. Og det værste ved aborten var næsten at skuffe min svigerfar og hans kone, som følte, de, midt i mørket, kunne glæde sig over, at der var et barnebarn på vej. Så jeg kan virkelig godt sætte mig ind i følelsen af, at DETTE lille liv bare SKAL overleve. Og skuffelsen og sorgen, når det ikke går.
    I dag har jeg heldigvis to sunde og raske drenge, og priser mig lykkelig for det.
    Tak for at du deler din historie. Det er så vigtigt at vide, at man ikke er alene med sin oplevelse, og at vi får brudt tabuet omkring aborter.
    Kh Astrid Karoline

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0