Amning for mig var et meget følelsesladet kapløb med mig selv om ikke at oute, at jeg slet ikke var som ammere åbenbart skal være.

Jeg var nemlig sådan en, der havde det lidt underligt med det. Og sådan én er der slet ikke plads til.

For nu skulle vi kvinder jo vise hinanden og patriarkatet, at bryster er naturlige og godt må blive set i fri dressur alle steder i offentligheden, ikke kun på stranden. Vise dem i samlet flot, at ammebryster bare er mad, og mad er meganaturligt, og babyer må da gerne spise i det fri lige så vel som de voksne, og man kunne bare vove at mene noget modsat en ammende kvinde.

Gid der havde været rum til at rejse en lillebitte hånd, bede om ordet og spagt indrømme, at man nu altså alligevel tillod sig at have det lidt underligt med at blotte sit bryst offentligt. På caféen med de barnløse, brysttildækkede veninder; til middagsselskab hos kærestens venner; til fødselsdag hos familien. Selv om man hverken var undertrykt eller anti-feministisk. Man var bare en kvinde, der pludselig var langt mere krop end nogensinde før.

Mine bryster var godt nok en anden persons mad, men de var også en del af min krop, som jeg altid har haft det fint med at dække til. Det har faktisk været totalt uproblematisk for mig i 31 år at beholde tøjet på, også på overkroppen. Hele livet igennem. Indtil jeg fik et barn. Så var det pludselig et offentligt anliggende, at jeg ikke bare hev ned i blusen uden at skænke det en hæmmet, blufærdig tanke.

Jeg ammede for sidste gang i januar 2016. Jeg ved ikke om noget har ændret sig på scenen siden; amning fylder ikke ret meget for ikke-ammere, har jeg indset.

Men netop som jeg trådte ud af det omdiskuterede minefelt og kunne afmelde mig alle de barselsgrupper på Facebook, jeg havde hvirvlet mig selv ind i, overtog den offentlige debat et nyt felt i min kvindelighed.

Menstruation.

Vi lo alle og sagde ad til friblødning og blodsex, med nedenunder lå der alligevel et seriøst, feministisk budskab om, at man ikke må have det underligt med sin menstruation. For den er naturlig. Og hvis man er en rigtig kvinde, så er man ikke sådan en, der skjuler bindet i ærmet, inden man spankulerer gennem kontorlandskabet på vej til toilettet. Man er nærmere sådan en, som organiserer fællesindsamling på kontoret, så der kan blive indkøbt et hygiejneartikelskab til unisextoilettet. Og tør sende remindere ud på fællesmailen om, at nu er der lavvande i beholdningen, så hvis alle lige overholder indkøbsturnussen, tak.

Man skal claime sin menstruation. Være stolt af den.

Ikke være sådan en som mig, der blødte lidt igennem i sidste uge, fordi jeg havde ærmeløst, lommeløst tøj på, og simpelthen ikke gad gå på toilettet iført stor taske, som alle godt ville kunne regne ud måtte indeholde et hygiejnelager af en anden verden – så hellere tage chance og vente. Slet ikke være sådan en, som står ved, at naturen på punktet menstruation har fejlet så vanvittigt groft, at man ville have taget produktet Menstruation af markedet, hvis man udsatte det for en rask gang udbud og efterspørgsel.

Og mens menstruationsdebatten dør ud, kan jeg se et andet emne tage form på de sociale medier og i damebladene.

Pligtsex.

Det må man så sandelig ikke have. Det er nemlig parforholdets visse død.

Lidenskabelig, eksperimenterende sex. Det er sådan noget, vi alle sammen bliver nødt til at have, og som vi allesammen åbenbart bliver nødt til at have et naturligt forhold til og snakke meget højt med hinanden om, at man har rigtig meget lyst til. Man bliver nødt til at skabe tid og plads til den gode sex, rumme det, ellers er man bare hinanden utro og så bliver man en del af skilsmissestatistikkerne, og det kan bare takke sig selv for, fordi man ikke hankede op i sig selv og fik luget ud i al den pligtsex.

Må jeg godt snart få min krop tilbage fra folkestemningens pløre, tak?