I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Fra en fellow dovenlars: 3 tricks, der hjælper mig ud på løbeturene

Så længe jeg kan huske, har jeg været vred på løbere. Over at de gjorde det. Kunne det, gad det. Fik det til at se så ubesværet ud, for det ER jo fucking ikke ubesværet.

Så vred, at jeg i min højskoletid var med til at stifte antiløbeklubben Anti-Loperne. Lige efter frokostannonceringen fra løbeklubben om at dem, der ville med ud at løbe, skulle mødes der og der, stillede vi os op og annoncerede, at hvis man IKKE ville løbe, kunne man mødes med os der og der og lade være med at løbe.

If you can’t beat them, bully them.

Meget modent.

Og det var sikkert ikke svært at gennemskue, at det handlede om misundelse.

Well. Som 32-årig er jeg endelig kommet i gang. Jeg troede aldrig, det skulle ske, men det er det. Og egentlig troede jeg også, at NÅR jeg en dag kom i gang, ville det være en transformation af min personlighed. Jeg ville forsage chips og kage og hvidt brød, jeg ville crave grøntsager og motion, og jeg ville være sådan et inspirerende energibundt hele dagen, sprængfyldt af initiativ og kreativitet.

Haha.

Øhm, det skete ikke. Overhovedet. Her to-tre måneder efter den første løbetur kan jeg afsløre, at der ikke er tale om nogen gennemgribende personlighedsændring. Men fra den mindre skala kan jeg berette, at jeg har det temmelig vildt over, at mit sløve legeme sagtens kan, selv om jeg havde opgivet tanken.

Her er 3 råd, som andre anti-loper, der også er på nippet til at komme ud, måske kan bruge til noget.

Find et løbeprogram – og begynd under niveau

Det har gjort hele forskellen, at jeg ikke bare spurter blindt så hårdt og længe, jeg kan, indtil min lunger ligger ude på stien, og jeg må kravle hjem med et dødeligt anfald af sidestik messende, at sådan føles god samvittighed. Sådan har det været alle øvrige gange, jeg er gået i gang med “at blive en rigtig løber”. I stedet greb jeg det an med det blideste begynderprogram, jeg kunne finde. 5 minutters gang, 1 minutters løb, gentag tre gange, 2-3 ture den første uge. I små nøk øges løbestrækkene, indtil man (det har jeg endnu til gode) løber hele vejen hjem. Og fordi jeg begyndte under niveau, prøvede jeg for første gang at føle mig … god. Det har jeg aldrig prøvet med nogen form for motion før, aldrig, jeg var hende, der blev valgt sidst i idrætstimerne og prøvede at være cool med det. Men her var jeg hele tiden fristet til at snyde – snyde på en for mig ny måde. Stræbersnyd: Løbe længere, gå kortere, tage flere intervaller, selv om jeg ikke måtte. Oftest gjorde jeg det dog ikke, for programmet fraråder snyd, mens kroppen lærer at løbe.

Jeg er simpelthen så stolt over, at *min* krop lærte det og at den gjorde det på meget kortere tid end ventet. Nu render den derudad, når jeg først kommer i gang. 4-5-6 minutter ad gangen, før jeg må ned og gå lidt, det lyder ikke af meget for veltrænede læsere, men for fellow dovenslarser lyder det utopisk at skulle kunne løbe 5 minutter uden at stoppe for at gå. Men det kan jeg nu (stolt-emoji) – og strækkene bliver lidt længere for hver tur. Spurt er der også overskud til. Og jeg kan ikke få armene ned.

Hav et andet incitament end vægttab
Selv om det var min datters kommentar om mine “maver”, der kickstartede min løbetræning, var det egentlig begyndende rygsmerter, der havde gødet jorden for mere bevægelse i min hverdag. I foråret prøvede jeg for første gang i mit liv at have lidt småondt i ryggen hele tiden, særligt lænden, og når jeg kom til at løfte barnet forkert, kunne smerten bide sig lammende fast i dagevis. Jeg overvejede massage og strækøvelser fra Youtube og ringede sågar til en kiropraktor, men jeg vidste godt, at det ville være meget mere effektivt, hvis jeg selv gjorde noget. Hvis jeg forebyggende begyndte at bevæge mig mere. Så det prøvede jeg, hvad kunne det skade.

Og dét, at jeg ikke løber med det for øje at slanke den krop, jeg skammer mig lidt over (med et således negativt mindset om, at det først bliver rigtig godt, når jeg høster resultatet af korrekt træning), men at jeg løber for at blive stærkere i kroppen, har gjort hele forskellen. Det har givet mig fri fra at løbe såkaldt korrekt og få pulsen mest effektivt op og løbe langt nok til at det batter noget. Alt batter. Jeg skal jo bare ud og røre mig lidt og få løsnet det hele lidt op efter de lange dage på kontoret. Og jeg har ikke haft ondt i ryggen et eneste sekund siden.

Divide and conquer
Jeg reagerer skidt på stort anlagte præstationer, fx på om morgenen at planlægge en større løbetur om aftenen. Eller søndag at planlægge den kommende uges 2-3 løbeture. Så det er jeg holdt op med. Nu er løbeture noget, jeg gør, når jeg gider og kan og ikke står i vejen for noget andet, og det skal være okay. Løb trumfer Netflix, men en spontan venindedate eller lignende trumfer løb. Jeg kommer alligevel ud 1-3 gange om ugen, oftest 2. Men det er ikke sådan, at jeg proklamerer til min kæreste “Så! Jeg løber en tur nu!” og så er jeg skredet. Fra jeg siger “Jeg skal ud at løbe” går der et sted mellem en halv time og halvanden, før jeg ligner en, der er på vej. I det space skal jeg forhandle med mig selv om jeg overhovedet skal alligevel. Og måden jeg får overtalt mig selv er ved at “divide and conquer”, det vil sige bryde det hele op i småbitte, overkommelige bidder.

Sådan her lyder det i mit hoved: “Ej, jeg gider virkelig ikke ud, hvorfor sagde jeg det!? Men … jeg kan jo altid lige tage mit arbejdstøj af. Det skal jeg alligevel. Det er jo ikke lige så behageligt som joggingtøj … eller træningstøj. Okay, træningstøj, jeg tager det på. Og løbeskoene, dem kan jeg også lige tage på, det betyder jo ikke nødvendigvis, at jeg så skal ud, jeg kan jo tage dem af igen. Men når nu de er på … okay, det ER faktisk ret fint vejr udenfor, og nu står jeg jo op. Okay, jeg går lige ned til kirkegården. Jeg behøver jo ikke løbe, jeg kan bare gå rundt i udkanten af den og høre noget god musik. Det er det, jeg gør.”

Og så er jeg af sted. Nogle gange fortsætter forhandlingen den halve kirkegård rundt i rask gang, andre gange sætter jeg i gang med det samme, jeg er inde på stien.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.