Flaskepost fra et sommerhus på Langeland (i 1998)

Den korte historie er, at alt er godt.

Den lange historie er, at jeg i uge 1 af vores sommerhusferie ramte mit mobildataloft her i nulwifiland, jeg sugede det tør, simpelthen. Min udbyder (sexet ord, i øvrigt!) har derfor sendt min hastighed tilbage til 1998-niveauet juli og dermed sommerhusferien ud, og jeg kan næsten høre et bedaget modem kratte og bippe, når jeg sidder og venter 40 minutter på at få sendt et røgsignal til vejrs i min Instagram-story.

Det er voldsomt irriterende. Jeg ved godt, at vi som samfund hylder det mobilfri lyfe, ja, og indtil for nylig var jeg selv meget antimobil, vil faste læsere vide, men det er altså voldsomt irriterende at blive holdt udenfor uden selv at have valgt det. Sjovt nok holder de sociale medier hurtigt op med at fylde i bevidstheden på et tvungent afhold, selv om fingrene stadig skal tjekke dem pr. refleks. Men ikke at kunne google en opskrift, ikke at kunne hygge med en podcast til madlavningen, ikke at kunne hente de plantescanningsapps, der kan fortælle mig om det er humle eller brombær, der slynger sig ind i alle vores bed og kvæler alt på sin vej (og hvordan mine chancer er for at stille noget op, når jeg er en havenoob, der tilmed kun er i sit sommerhus 4-6 uger om året). Det mangler jeg. Til at supplere den pionerfølelse, der rammer mig, når jeg opdager, at vi er blevet husejere – og gerne vil vide ALT nu og helst i går.

Det er selvfølgelig også hyggeligt at undvære internettet.

At måtte spørge sin svigermor, om man egentlig kan lave blommekompot på samme måde som man laver rabarberkompot? For noget (nemt) skal vi altså gøre med alle de blommer, der falder ned om ørerne på os af bar modenhed, inden de forvandler plænen til blommesuppe og inviterer alle nabolagets vilde dyr til at komme og feste og skide det hele til.

At prøve sig frem med en balje algerens og knofedt, i stedet for at google løs og blive forvirret af gode som dårlige som decideret uduelige gørdetselvtips.

At spørge sig frem hos naboerne for en god, lokal plæneklippertype til de uger, vi ikke er her, og således få en varmt anbefalet person til det – ikke den fra internettet, der er bedst til søgemaskineoptimering.

Og selv om det ikke har betydet det helt store for vores ferie, at jeg har fået frataget adgang til internettet, for vi har i den grad dyrket byggeprojekterne, brætspillene (Klodsmajor kommer aldrig til at hedde andet end Klodsma-hjort, for det tror den fireårige, at det hedder, og jeg imploderer med hjerter i øjnene ved tanken), stranden og de lange aftener med Aftentour, Beck og papvin, så tror jeg ikke, at mine nærmeste er i tvivl om, at jeg trives bedst med en antenne ud til omverdenen *hjerne-i-hidsig-brand-emoji*.

Nu vil jeg folde dette brev sammen, stoppe det i flasken, trykke ‘send’ og ikke ane om ordene nogensinde når frem til levende mennesker. Ganske som en rigtig flaskepost.

***

2 Comments

Add Yours →

Det nåede frem! Heldigvis. Det lyder magisk på Langeland. Og Klodsmajor. Genialt spil jeg helt havde glemt, men klart skal genleve med min snart fireårige. Som sædvanligt: tak❤️

Rare Ida, tak for besked, og jeg håber virkelig, at I er kommet i gang med Klodsmajor – det er helt genialt for store og små. Det første spil, vi er helt ligeværdige i og lige engagerede i.

Skriv et svar