»Se engang på alle jeres ænder. De er meget forskellige, iggås«, sagde jordemoderlederen på kurset for forældreforberedelse og nikkede indforstået, så man forstod, at ænder i dette lokale sjældent så andet end forskellige ud.

Vi så på vores legoænder, min kæreste og jeg. Så så vi på hinanden. Og prøvede at lade være at le alt for højt.

Det virkede ikke som det rette forum til jokes og hånlatter. I hvert fald ikke, hvis man kiggede rundt på de syv-otte andre vordende par i lokalet, der havde taget øvelsen med at bygge badeænder ud af små, identiske sæt gule og røde legoklodser, meget meget seriøst. En enkelt fyr havde ligefrem taget noter til den korte instruktion i Badeandsøvelsen ( …: man skulle bruge alle sine klodser og desuden blot gøre sit bedste og ikke kopiere de andres måder at lave ænder på; pointen ville kursuslederen komme til efter selve øvelsen).

De var ganske rigtigt forskellige, vores to bud på ænder. Min havde (med lidt god vilje) en flot halefjer og en vaks holdning. Min kærestes lignede en rigtig badeand, det måtte man give ham. Og bedst som vi sad og lavmælt diskuterede, hvem der så havde vundet – mig med den indiskutabelt flotteste and, eller min kæreste, der bedst havde løst den stillede opgave – sagde kursuslederen højt og belærende til alle i rummet:

»Man kan ikke vinde.«

Kunstpause. Mens hun med venlig alvor så kursist efter kursist i øjnene. Ikke én kan have set sig fri for at have antaget, at man kunne vinde på en eller anden led. Måske bilder jeg mig ind, at flere skyldigt bøjede hovedet.

»Pointen her er ikke at løse opgaven korrekt. Pointen er, at I kan se, hvor forskelligt man kan nå i mål, selv om man gerne vil samme sted hen.«

Ah. Nok en noget tyk morale, men dog en god morale til en flok kommende førstegangsforældre. Man er på samme hold som forældre. Altid.

Og således var Hvidovre Hospitals kursus i forældreforberedelse, Barn i Vente, skudt i gang. Fire moduler for gravide og deres partnere, hvor emner som kommunikation i parforholdet, smertelindring under fødslen og hvad der er værd at vide om en nyfødt i hjemmet, blev dækket.

Om alt indhold på kurset var lige så klægt og sødligt banalt som ovenstående sekvens? Ja, i store træk. Både samtaleøvelser, oplæg til forventningsafstemning og videoklippene med en dramatiseret parforholdskrise var temmeligt overpædagogiske, og der blev faktisk ikke undervist i noget faktuelt, man ikke kunne have læst sig til hjemme i sofaen ved at google lidt.

Om jeg alligevel anbefaler Barn i Vente-kurset? I DÉN GRAD.

For hør her.

Jeg skal da lige love for, at det var et one-woman-job, det der graviditet. Hormoncirkusset, trætheden, den evige mistanke om spontan abort, halsbrand, stakåndetheden, jerntabletopkast, forhøjet blodtryk, glucosebelastning og hvad jeg ellers blev udsat for i min i øvrigt meget barmhjertige graviditet. Det gik ud over min krop alene, og det var mig, ikke ham, der helst skulle holde mig fra tun, fuldskab, smøger, bløde oste, sushi og vistnok morskab i det hele taget.

Og den fordeling var der bare ikke ret meget at gøre ved.

De gode ting skete også for det meste kun for mig. Fornemmelsen indefra af de små spark og puf. Ud-af-det-blå-lykønskningerne fra fremmede på gaden. Gravidyogavelværet. Den struttende mave. Overhensyn i det offentlige rum. De indforståede smil højgravide imellem, en verden lukket for andre end dem, der kan nedkomme når som helst.

Som sagt. Et one-woman-job langt hen ad vejen.

Derfor var følelsen af at gå på kursus i forældreforberedelse vanvittigt givende for især mig. For vi gjorde det sammen – på totalt lige vilkår. Nok var den ene mere gravid end den anden, og nok skulle den ene føde mere end den anden, men den ene skulle ikke mere være forælder end den anden.

Så vi var to om at høre fagfolks instrukser i hvordan fødslen bedst bliver et samarbejde, i basal spædbarnspleje, i hvordan man passer på hinanden i den første tid som tre, og i hvordan vi kunne gribe det an, hvis kommunikationen kørte helt af sporet. Vi var to om at få det vigtigste med og to om at komme et mulehår tættere på at begribe, at forældreopgaven lurede lige om hjørnet.

Og vi var to om at have inderligt svært ved at komme til at bygge de fjollede badeænder for bare ironisk distance.

Men vi tog dem med hjem, ænderne. Og vi glor stadig på dem hver eneste dag.

 

*
*
*
Hvis du vil vide, når der er nyt på bloggen, så like dens Facebook-side her