I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Far under fødslen: 6 konkrete opgaver, der faktisk hjælper mor

Min kæreste beskrev det sådan her, da vores vennepar, der venter barn, spurgte os om, hvilken rolle faderen egentlig har under en fødsel:

“Det er lidt som at være statist i en sygt vigtig film,” sagde han og vævede sig ud i noget med, at det jo er kvinden, der gør alt arbejdet, mens man som mand er temmelig overflødig.

Her brød jeg ind. For det var ikke min opfattelse, at Jens hverken gjorde fra eller til. Jeg er klar over, at jeg var stjernen på holdet, som helst skulle ende helskindet på skamlen. Men ingen tourvinder uden en sej vandbærer. Jens lettede arbejdet enormt for mig under den 9 timer lange (korte?) og meget store oplevelse, det var at bringe vores datter til verden. Først derhjemme med det strenge vearbejde, siden på hospitalet, hvor pressefasen nær havde taget pippet fra mig.

Her er 6 ting, der får en fødselspartner M/K til at shine flot.

1) Hold styr på veerne – there’s an app for that

Når man er midt i at have veer, er det rart, at nogen kan drive noget data ud på dem. Måske få øje på mønsteret i dem, hvis det er der. De kan variere meget i længde og interval, rigtig meget i begyndelsen, og det er nemt som fødende at miste overblik over forløbet, mens det står på.

Søg på “contraction” der hvor du henter apps. Find den, du swinger bedst med – og lær den at kende inden fødslen.

2) Vær praktisk gris

Er der ryddet op, så I kan være væk i måske mange dage? Er der et par plastikposer i hospitalstasken, hun kan sidde på i bilen/taxaen, hvis vandet går hjemme? Har du nummeret til fødegangen, så du kan ringe op for hende – måske føre samtalen? Har du pakket til dig selv? Hvordan kommer I hurtigst til hospitalet?

(Og er jeres vante afkørsel spærret af vejarbejde, så I kan ende med at køre rundt i timevis på Vestegnen og have alvorlige snakke om at føde i vejkanten? Desværre ikke et tænkt eksempel. Og i ren panik over muligvis ikke at få mig frem i tide, kom vores chauffør til at køre spøgelsesbilisme. Men det gode var: Jo mere, der gik galt, jo mere ro på indeni fik jeg. Jeg tænkte faktisk “Her kan jeg godt føde. Fødebriks eller forsæde i en Berlingo – det er jo mig og ingen andre, der skal få hende ud”. Heldigvis nåede vi frem og klarede det hele i relativ ro og mag på Hvidovre Hospital).

Kort sagt: Tag alle de beslutninger, hun ikke er nødt til at være inde over.

Og gør hvad der bliver kommanderet – uden indvendinger! Jens kunne sagtens have sagt “øh, hvorfor, har du det ikke fint i dobbeltsengen?”, da jeg bad ham pumpe en 160×200 luftmadras op i stuen. Men i stedet gjorde han det bare. Jeg lå ikke ét sekund på den, selv om jeg havde haft sådan et romantisk billede af, at vi skulle ligge der i stuen med våde pandeklude og trykpunktsmassage og være sådan et par, der inderligt følte den fødsel i fælles koncentration. Sådan blev det ikke. Da jeg så luftmadrassen oppustet, vendte jeg om og fortrak igen til det mørklagte soveværelse, min yndlingssang på repeat og absolut solokoncentration.

Af og til kiggede han ind til mig, men i hele den del af åbningsfasen, vi tilbragte hjemme, holdt han egentlig bare øje med hvad jeg havde brug for – mad, bad, snak, fred – og sørgede ellers for ikke at gå i vejen. Han sad heller ikke og gloede nervøst og prøvede at deltage, når jeg ikke havde brug for det, og han var heller ikke dramatisk påvirket af situationen. Han var spændt, kunne jeg godt mærke, men først og fremmest var han sit helt rolige jeg.

3) Blodsukkeransvarlig – det er dig

Søde drikke og kulhydrater er sagen. Jeg fik serveret tranebærjuice i en lind strøm og en Halifax-menu. Uhm! Burgeren var mit livs første, jeg ikke rørte, men fritterne var on point.

Det er forresten ikke sikkert, at hun selv husker at få noget i sig, selv om det hele står lige ved siden af hende. Og måske skal hun også overtales lidt. Nogle kvinder kaster op af smerte, hvorfor sult og tørst ikke er øverst på programmet.

4) Påtag dig rollen som ambassadør*

Op til og under fødslen fyldte det her rigtig meget i mit hoved: Hvad gør vi, hvis noget går galt? Her mener jeg ikke “rigtig galt” som i liv-og-død, for der tager lægerne forhåbentlig over – men hvad nu hvis jeg for eksempel fik en jordemoder, jeg havde dårlig kemi med? Eller hvis jeg reagerede helt godnat på kontroltab og forvandlede mig til et monster? Eller hvis jeg bare ikke kunne finde ud af at føde? Eller, eller, eller? Skrækscenarierne var mange i mit gravide hoved.

Min kæreste skulle være kommunikationsled mellem mig og dem, hvis det kom til krise. Det blev ikke aktuelt, for jeg var ved mine fulde fem under hele vores datters fødsel, men det gav mig god ro – især op til fødslen – at vide, at han ville tale min sag, hvis jeg ikke selv kunne. At han ville få eksekveret beslutninger, som jeg ville have dem, hvis jeg selv skulle være forhindret.

*) Ambassadøren har forinden sat sig ind i fødslens forskellige faser, kender damens ønsker til smertelindring og ved hvad hun ellers har gjort sig af forestillinger om barnets fødsel.

5) Hold humøret højt – for jer begge

Måske er det banalt at minde om, at det er en god idé at sige “Hvor er du bare sej”, når hun netop er blevet flækket midtover af en ve og ligner en, der trænger til et kram. Og måske kan du også tænke sig til, at det er en god idé at bevare roen, når hun panikker.

Banalt eller ej: Opmuntring betyder en del. Og at kunne møde ro og yes-we-can i blikket på den anden, mens man selv befinder sig i sit livs mest vanvittige situation, er det nøk, der kan gøre, at man lige orker lidt mere.

Jens havde sørget for at få sin gode højttaler med i hospitalstasken og kunne derfor sætte musik på. Så vores datter er født til tonerne af noget så uforgængeligt som Bruce Springsteen. Jeg kan ikke prale af ligefrem at nyde musikken under fødslen, men det gjorde han og de to jordemødre, og der var simpelthen så god stemning til den fødsel. Siden har jeg fået et meget ømt forhold til Bruces stemme.

6) Tag billeder

Som Kristina og Katrine skriver her: Vær dagens fotograf. De billeder kan være dyrebare at se på, når oplevelsen ikke står knivskarpt længere og hverdagen er vendt tilbage. Ikke spørg inden hvert eneste foto, ikke lad det gå ud over andre ting, ikke bed hende posere (!). Men bare tag dem, så I har lidt. I kan altid slette, hvis I bagefter skulle ønske ikke at have dem liggende. Men de kan jo altså ikke tages igen, når det hele er overstået. Inspiration her og her.

Du kender nok jeres gemytter bedre end mig til at vide, hvor grafiske, de skal være. Smiley!

Hvad tænker du? Om fødsel, far og forberedelse? Kommentarsporet er åbent for do-s and don’t-s
*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.