Ud af mobilmisbruget, uge 6/40: Et langt brag af fiasko på fiasko

Min Mobilafhængighed er en serie i 40 løbende kapitler. Her går jeg i flæsket på hvad fanden det er, der foregår mellem mig og den mobil – og dig og din mobil – for det har jo taget for vild overhånd. Sammen folder vi her aspekterne i afhængigheden ud, og intet er for småt til at blive gransket, afprøvet og debatteret. Vær med i kommentarfelterne!

Læs hele serien HER.

Status på sidste uges forsøg

I sidste uge besluttede jeg at teste, hvordan min alenetid ville være helt uden tændte skærme.

Og: Ugen har været et langt brag af fiasko på fiasko. Hold op, hvor er det gået dårligt med at begrænse opmærksomheden mod mobilens verden. Men hvor har ugen også været lærerig.

Jeg skal spare jer for alle mellemregningerne, vi rykker direkte til konklusionen: Det har intet problem været at slukke fjernsyn og iPad. Men jeg kan ikke undvære mobil og computer samtidigt. Det var kort og godt umuligt. For:

Jeg kan ikke – og jeg vil ikke – undvære min adgang til et tastatur i min alenetid, som jeg jo i praksis bad mig selv om med denne uges forsøg.

Når jeg ikke bedøver mig selv med input fra feeds eller fjernsyn, føles det som mit indre forvandles til en sprudlende kilde af ord, beskeder, tekster og ideer. På en god måde. I nogle år har det været gemt lidt væk i mobiltågernes bedøvelse, men i hele mit voksenliv har mit hoved fungeret sådan, hvis alle distraktioner var væk. Under bruseren, for eksempel. Hvor har jeg plottet og udtænkt og kreeret nogle vilde ting og udspillet vigtige samtaler der bag badeforhænget. Kender I det?

Nå. Men så meget af tankevrimlen som muligt skal ned på skrift hurtigst muligt, ellers bliver jeg skør. Og ærgerlig over at se det forsvinde. Det er ikke fordi alt skal udgives, og det bliver det heller ikke, men mine tekster i telefonen og på computeren er først og fremmest små breve fra mit fortidige jeg til mit fremtidige jeg. Det ville være en gave, hvis jeg bare kunne bruge en notesbog, det ville også være mere romantisk, men jeg skriver for langsomt i hånden til at jeg kan følge med. Jeg skal have adgang til min rodebutik af unavngivne Google-docs og telefonnoter, ellers er det ikke rart at være mig, dét er den lærdom, jeg har fået med mig i denne uge.

Og det har jeg det så fint med. For tid med skrift er ren, positiv værdi for mig. Tid i mit eget selskab, hvor min hjerne kører på højtryk og fordøjer alle de indtryk og minder og halve sætninger, der flagrer rundt inde bag øjnene.

Kunsten bliver så, at docs og noter ikke må blive et gatewaydrug til hårdere stoffer som Instagram og Bloglovin’ … de ligger jo lige der, app’sene nærmest side om side. Men ugens kuldsejlede forbud, der også omfattede docs og noter i min alenetid, illustrerede for mig præcis hvor meget, jeg behøver dem. Rigtigt behøver dem. For at være glad.

Jeg har dog overholdt forbuddet så vidt, at jeg har taget en kold tyrker med feedscrollingen om aftenerne. Og slukket tv. I det store hele synes jeg derfor alligevel, at jeg har fået light-testet, hvad jeg gør af mig selv, når jeg skal slappe af, og det ikke må være med mon-ikke-der-er-et-eller-andet-spændende-i-et-tilfældigt-feed?-Jeg-åbner-og-refresher-lige-dem-allesammen-532-gange-i-træk.

Jeg (stærk arm-emoji):

  • lægger rent tøj sammen.
  • gør køleskab rent.
  • læser bøger.
  • bruger en time på med lim og pincet at reparere en knækket spilledåseballerina.
  • spadserer til og fra en middagsaftale i ro og mag uden at haste af sted for at ankomme tidligt for at få scrollet af (!) inden middagen går i gang.
  • nyder en smøg, sgu. Alene, mens jeg kiggede på trafik, smuglyttede til samtaler og ventede på en veninde. Jeg har ikke røget i månedsvis, men jeg fik sådan en lyst, og jeg gav efter, og det var himmelsk.
  • sludrer med to fremmede på kirkegården om hvad et smukt, men uskiltet monument mon betyder. Tidligere ville jeg nok bare have googlet og ikke spurgt nogen.
  • bemærker vinden gribe i en ophængt spilledåse på en barnegrav på samme kirkegård og får øjenkontakt med to andre og deler et fælles, tavst og meget intenst “Gulp. Børn må ikke dø fra deres forældre”-blik.
  • læser ekstralangt i vores godnatlæsningsbog, fordi skærmene ikke trækker i mig inde fra stuen og hvisker, at jo før jeg får afsluttet putteritualet, jo før kan bedøvelsen med fjernsyn og mobil begynde.
  • glemmer at få ladet min mobil op og opdager, at det nok går alligevel, nu hvor jeg ikke skal bruge et fuldt opladet batteri til noget heavy scrolling. Den har haft lige akkurat nok på til at holde sig tændt for opkald, og det har været så fint.
  • går tidligt i seng.

Men også (awkward teeth-emoji):

  • jeg lytter til radio, da Mikael Simpson breaker i en livesending på P6, at Master Fatman er død, før nogen medier har fået opsnappet nyheden, og jeg sniger mig uset ind på Facebook, mens babyen kigger væk. Ingen har skrevet noget. Jeg leder efter min Twitter-app og forbander, at jeg i mobildetoxens navn har afinstalleret den for længst, og jeg vil dog ikke geninstallere her og nu, jeg detoxer lissom stadig, så jeg braser ind på soveværelset midt i min kærestes tiltrængte formiddagslur og spørger om han ikke kan tjekke Twitter for hvad random typer skriver om, at Master Fatman er død. Min popularitet i parforholdet var til at overse lige der.
  • jeg triller en lang tur med barnevognen og kan nærmest ikke fokusere på hvor smukt det ser ud i det der helt særlige, sprøde martsvejr, hvor man både skal have vanter og solbriller på, da en lille, ivrig hund jerner ind i en flok måger og gæs, der rejser sig fra plænen for den som vandet for Moses … for jeg ville så gerne have haft telefonen ved hånden, ikke langt væk nederst i tasken, så jeg havde haft en video af det.
  • jeg læser Dolly Aldertons “Everything I know about love” færdig og får akut trang til at stalke alle hendes veninder fra bogen på de sociale medier. Men jeg må jo ikke. Så da jeg gør det alligevel, er det med en meget træls bismag af at være uartig. Som om jeg var et lille barn.

Junkielyfe, det er ikke nemt. Men det har virkelig været en lærerig uge.

Ugens brevkassespørgsmål

“Mit største problem pt. er diskussioner om min bedre halvdels forbrug, som ligger på en fuldtidsstilling om ugen – på trods af han går på arbejde. Jeg synes, at det er synd for både mig og børn, at han bruger så meget tid med snuden i telefonen, men man kan jo ikke styre andres (mis)brug?” skrev en detoxfælle i sidste uges kommentarspor.

Det synes jeg, at vi skal snakke om sammen!

Kan man bede sin bedre halvdel om at skrue ned for scrolleriet, fordi man selv har set lyset? Og kan man det i højere grad, hvis man har børn sammen?

Personligt mener jeg (oftest) nej. Ville jeg foretrække, at mit opgør med mobilen var et “Jens og Karolines fælles opgør med mobilerne”? Ja – fordi det ville gøre kampen lidt nemmere for mig, hvis jeg havde en medsammensvoren og medlidende derhjemme. Men sådan er det ikke. Jens har helt fred med sin mobilbrug – og han kan bedre skøjte ind og (især) ud af sine online fællesskaber og være til stede i hjemmet, selv om mobilen også er til stede. Han er god til at inddrage den (og dj’e, lege quiz, google skøre ting med børnene), ikke flygte med den.

Naturligvis (… jeg er blot et menneske) har jeg da af og til skottet misbilligende til ham og tænkt, at han da virrrrkelig burde unde sig selv at læse en papirbog i stedet for den online artikel, men jeg øver mig i at holde mig på egen banehalvdel. Jeg pejler efter at skelne mellem, om hans scrolling i en konkret situation generer mig, fordi den går ud over stemningen (og så sige fra i den enkelte situation) eller om det i situationen generer mig, fordi jeg er blevet lidt nyreligiøs i det.

To forskellige ting i min optik. Mit projekt, min detox; ikke hans.

Jeg ser ikke mobilafhængighed som anderledes end afhængighed af for eksempel rygning, når vi snakker kultur i parforholdet. Man kan opfordre og kvindeliste, men hvis den andens vaner seriøst skal brydes, er ønsket om det nødt til at komme indefra. Vi har ikke krav på, at andre ændrer sig – heller ikke selv om vi siger, at det handler om bekymring for deres helbred, børnenes tarv eller parforholdets intensitet.

Det, vi kan gøre, synes jeg, er at gå forrest – and be the change you wish to see (og droppe surmuleriet, når den anden ikke følger trop). Oplever vi – igen, fordi pludseligt klarsyn – stadig en nagende ængstelighed for, at børnene nok bliver psykopater af at vokse op i et hjem med fri skærmbrug, så kan vi jo varme os ved, at de små allerede er meget bedre stillet, nu hvor den ene voksen i familien har droslet ned.

Den her snak får mig til at tænke på et glimrende blogindlæg fra Kirstine ovre på plantesmilet.dk. Det hedder “Nødhjælp til minimalister, hvis bedre halvdele ikke har set lyset”, og det handler om oprydning og downsizing, ikke mobilafhængighed – men hvis man erstatter hendes mærkesager med egne vaneopbrud, synes jeg faktisk alle hendes råd kan overføres. Læs det HER.

Vil I ikke udbrede jer om tip, tanker og tricks til det her emne?

Ugens motivational quote

“Life is what you pay attention to,” she said. “If you want to spend it on video games or Twitter, that’s your business. But it should be a conscious choice.”

Ugens data

Næste uges forsøg

Ugens forsøg bliver at droppe forsøgene, som har fungeret som krykker, der holdt mig oppe, da nyhedsværdien i eksperimentet dalede. Jeg vil nu teste, hvad det gør for min skærmtid, at jeg ikke har et konkret benspænd at overholde, men blot nogle lidt skrøbelige konturer af nogle nye vaner at gribe i.

Kan jeg huske dem alle, de små ting, der hjælper mig til at nedbringe den samlede skærmmængde? Elastikken om telefonen, telefonen ud af soveværelset, skærmfri tid i morgenræset og ulvetimen, monotasking i stedet for secondscreening, når jeg handler, venter, skolder flasker, go about my life. Det glæder jeg mig til at finde ud af.

Hvordan går det med jeres mobil(mis)brug derude? Er der noget særligt, det fungerer – eller har I bare lidt svært ved at knække koden til vedvarende gode vaner som mig? Del løs!

***

4 Comments

Add Yours →

Jeg er tilbøjelig til at være helt enig med dig, hvad angår at blande sig i bedre halvdeles (u)vaner. Man er simpelthen nødt til at acceptere, at man er to forskellige mennesker med forskellige behov, og hvad man har af personlige projekter er sådan set kun ens eget “problem”. Men det er svært at vide, hvad der præcis ligger i sådan et spørgsmål, og jeg har på fornemmelsen, at du, Karoline, svarer ud fra et forhold, som grundlæggende er ret godt og solidt? Jeg har selv været i to seriøse forhold gennem tiderne, hvor vi har boet sammen og har skullet få en hverdag til at fungere. Og selvom jeg egentlig ikke tror, at der tidsmæssigt var den store forskel i Kæreste 1 og Kæreste 2s skærmtid, så var der en kæmpe forskel i, hvordan det påvirkede mig og forholdet. I det ene tilfælde følte jeg nærmest, at jeg skulle hoppe og danse for at blive set og hørt, og når så jeg endelig havde fået hans opmærksomhed, drev den hurtigt tilbage mod mobilen igen. Den anden kunne sagtens være opslugt af sin skærm og utilgængelig for samtaler i en periode, men det gjorde ikke så meget, fordi jeg vidste, at muligheden for at tale/fortælle om whatever opstod igen, så snart han kom op igen efter luft, hvad han jævnligt gjorde.

Så hvis ens problem bare består i, at man gerne vil have ens kæreste til at være præcis samme sted og være optaget af/interesseret i de samme ting som én selv, men man generelt har en kærlig og rimeligt nærværende kæreste, synes jeg man skal lade det ligge. Hvis man derimod føler sig direkte forladt i sit forhold, synes jeg afgjort, at det er noget, man bør tale om. Selvfølgelig kan man ikke ændre på andre, men hvis man ikke længere trives i forholdet, er man jo nødt til at tale om det, ligesom man gør i alle mulige andre sammenhænge.

Jeg har i denne uge opdaget at 1½ times musik giver 4 minutters skærmtid. Det er de gange, hvor jeg skifter playliste eller nummer. Så jeg lander på 1 timer og 17 minutter i denne uge.
Jeg ville ønske, at min mand også ville drosle lidt ned (han er på små 4 timer), men jeg har simpelthen valgt at holde mig på egen banehalvdel. Også når han et par gange har stukket til mig, om at jeg sidder for meget med mobilen. Hvilket er meget ironisk i mine øjne. Han ved ikke, at jeg prøver at drosle ned for forbruget. Har besluttet, at det må være hans sag. Det går mig dog noget på til tider, at han ikke kan se problemet. Kh. Birgitte
Kh.

Det var mig med kommentaren
Jeg har et dejligt og velfungerende forhold og en sød og kærlig mand (heldigvis for det❤️). Jeg er simpelthen ikke sikker på, at jeg er enig i, at man ikke skal blande mig.
Hvis mit mobilbrug gik ud over familiesamværet, så ville jeg gerne vide det.
Vi har to store drenge på 9 og 12 (bonus for mig) og en lille baby på tre måneder. Vi har regler om skærmtid for de store drenge samt regler om ingen skærme på toilet, ved bordet og foran fjernsynet (når vi ser noget alle sammen). Regler som min kæreste og jeg har formuleret sammen. Men hvis de voksne ikke overholder dem, hvorfor skulle børnene så? Og så “forsvinder” han så meget ned i sin mobil ift. os andre, at han ikke hører, hvad der bliver sagt. Og det, kan man argumentere for, er ok ift. mig (altså, at jeg ikke kan forvente, han er på lige når, det passer mig), men jeg synes faktisk ikke, det er ok ift. børn, og der synes jeg, at man skal fortælle hinanden, hvis man gør noget uhensigtsmæssigt. Det forventer jeg da også at få at vide, hvis jeg gør? Selvfølgelig skal det ikke blive påduttende eller bestemmende, men være et oplæg til dialog, men altså… Nå, virkelig spændende tanker i både indlæg og kommentarer – glæder mig til at høre fleres meninger.

Som udgangspunkt er jeg jo enig i hele den der jazz om at man er to selvstændige mennesker med selvstændige livsvalg. Som jeg selv skriver i det link, du er så sød at linke til! Men den er stadig svær. Jeg kan blive en sur mokke over min kærestes mobilforbrug af mange grunde der involverer misundelse (han har et mere aktivt socialt liv i dise år), ensomhed lige der i stuen, mistanke om at han bedrager sig selv (mobilen er med ved bordet så vi kan tjekke tiden og holde barnets sengetid. Right!), besvær med at overholde egne idealer hvilket var lettere hvis han gjorde det for mig osv.

Skriv et svar