Ud af mobilmisbruget, uge 4/40: Jeg revner af stolthed!

Min Mobilafhængighed er en serie i 40 løbende kapitler. Her går jeg i flæsket på hvad fanden det er, der foregår mellem mig og den mobil – og dig og din mobil – for det har jo taget for vild overhånd. Sammen folder vi her aspekterne i afhængigheden ud, og intet er for småt til at blive gransket, afprøvet og debatteret. Vær med i kommentarfelterne!

Læs hele serien HER.

Status på sidste uges forsøg

Jeg er simpelthen SÅ tilfreds med mig selv og den måde, jeg har overholdt sidste uges aftale på! Ikke alene har jeg overholdt mobilforbuddet i tidsrummene 6-8.30 og 16-19 hver dag (aka familietid). Jeg har afholdt mig fra at binge mobil, så snart tidsrummene var forbi.

Jeg har dog haft en kattelem i form af min computer, som jeg gerne har måttet bruge. Og det har jeg gjort lidt, selv om fokus har været på at være sammen med børnene og ikke alle mulige andre gennem diverse skærme. Men jeg har det anderledes med at bruge min computer foran de små. Den føles kilometer mere inkluderende end en mobil. Mobilen er en soloskærm – en computer kan alle se hvad der foregår på, og jeg forsvinder ikke ind i dens univers på samme måde, som man kan fortabe sig for omverdenen i mobilen. Synes jeg ikke selv.

Men jeg ved dog ikke, om computeren bare er same shit, different toilet; en ladeport, der langsomt mases åben ind til helt det samme scrolleri som før.

Ugens åbenbaring

Der sker noget forunderligt, når man holder pause fra mobilen. Jo længere pausen er, jo mindre fylder mobilen i tankerne.

Det havde jeg godt hørt andre mobilafhoppere prædike. Men jeg havde ikke troet, at det også gjaldt almindeligt dødelige som mig selv. Jeg havde faktisk troet og været indforstået med, at denne uges forsøg med mobilforbud i visse timer ville betyde masser af afsavn og endnu mere fokus på mobilen, nu hvor jeg ikke måtte.

Det var ikke tilfældet.

Allerede onsdag var jeg så afgiftet, at jeg ikke tænkte på mobilen og forbuddet som det første, når jeg stod op og altså ikke måtte begynde dagen med den sædvanlige runde på de sociale medier.

Om aftenen må jeg dog indrømme, at jeg har talt ned til putning og følelsen af “NU skal jeg rigtigt hygge mig i sofaen alene med telefonen”. Helt lyserødt er det ikke. Men Rom blev selvfølgelig heller ikke bygget på én dag.

Ugens læsertip

Man behøver ikke en særlig app til at holde styr på sin Instagram-aktivitet. Det kan indstilles i selve Instagram-appen.

Find Aktivitet under Indstillinger i profilen. Der kan der sættes et loft og indstilles en påmindelse, som prompter, når din tid er gået.

Ugens analoge opdagelse

Jeg har ikke brugt nogen “lås-dig-ude-af-mobilen”-apps til at overholde mobilforbuddet i denne uge. Jeg har sat en elastik over min iPhone, som har skygget for hjemmeknappen i bunden. Den sad, så elastikken aktivt skulle fjernes, hvis jeg skulle omgå min aftale.

Det har virket godt. Både at jeg bevidst skulle fjerne en fysisk ting, men også synet af en mobil med en elastik over ovre i hjørnet. Til hvis jeg nu fik fikse ideer i forbudstidsrummene. Hjernen fik nix pille-beskeden på afstand – ikke fra en app-påmindelse, når jeg først havde taget den op. Det gjorde forskellen, tror jeg.

Når jeg glemte at få den viklet om apparatet i forbudstidsrummet, kom jeg flere gange til at vække mobilen på hjemmeknappen, når jeg lige var i nærheden af dens plads i vindueskarmen. Det skete uden at jeg som sådan tænkte over det eller var bevidst om, at jeg ville se hvilke beskeder, der var rendt ind – hjernen var bare vant til at gøre netop det, når den så mobilen. Vildt nok.

Ugens anskaffelse

Det her fortjener næsten et blogindlæg for sig. Mit nye aktivitetsur. Jeg er så glad for det! Jeg har købt et Fitbit Alta HR, men nu skal det her ikke blive en produktanmeldelse, så jeg holder mig til tre gode ting og to mindre gode ting ved aktivitetsure generelt:

Godt: Friheden fra mobilen til at tracke min aktivitet! Tidligere var jeg slave af at måtte have mobilen på mig i en lomme eller i hånden, for at den kunne tælle skridt. Nu kan mobilen ligge i en taske på farten eller i en skuffe derhjemme, for uret tracker al aktivitet – endda mere smart og med flottere datavisualisering, der fungerer som motivator for at få bevæget mig mere. Jeg er over 10.000 skridt de fleste dage nu.

Mindre godt: Look’et. Det er simpelthen noget nerd wear. Jeg har vænnet mig til det i det daglige, men hvis jeg skal ud en aften og være pæn, kommer det til at blive hjemme. Det betyder ikke så meget her på min barselsorlov, hvor grimhed er et grundvilkår, men jeg frygter, at det kommer til at clashe med, at jeg gerne vil look good to feel great, når jeg skal tilbage og præstere på arbejdsmarkedet. Men den tid, den sorg.

Godt: Søvndata! Jeg har fået åbnet en helt ny verden af viden om min søvns faser, fordi uret tracker mit sovemønster gennem natten via min puls og mine bevægelser (tror jeg nok). Det er seriøst fascinerende.

Mindre godt: Også søvndata! For folk med småbørn er det ikke kun godt at kunne nørde så detaljeret ned i sin søvn, for vi har jo ikke sådan riiigtigt nogen mulighed for at ændre på det, der forstyrrer vores søvn: Børnenes søvnsabotage. Jeg bliver vækket 2-4 gange om natten, hvor jeg skal op og blande og give flasker i stedet for at bevæge mig ned i de gode faser med dyb søvn og REM-søvn, og det er jeg nu – takket være den flotte datavisualisering – uhyggeligt bevidst om.

Man kan selvfølgelig slå det fra eller tage uret af om natten. Det gør jeg nok, når jeg er færdig med at fascineres.

Godt: Roen. Mit ur er koblet sammen med telefonen og vibrerer og viser et navn på mit håndled, når der indløber sms’er eller opkald til telefonen. Den service gør, at jeg ikke længere frygter, at verden går under uden mit vidende, mens jeg holder mobilfri. Uret viser ikke andre beskeder end de to, så det er ikke en ny dopaminudbyder for mig, hvor jeg hele tiden tapper på skærmen for at se, hvad der er løbet ind.

Således er mobilen nu aldeles forbudt i soveværelset, og jeg elsker det.

Ugens data

En hel time er barberet af det daglige, gennemsnitlige forbrug i forhold til sidste uge! *klapper mig selv på skulderen*

Dog glor jeg fortsat ind i Instagram over i næsten 3 hele timer om ugen, og … altså, jeg forstår det faktisk ikke. Jeg har virkelig været dygtig til at sige til mig selv, at jeg kun må gå derind med målrettede ærinder, og at jeg altid skal skride, når jeg møder den der “Du er nu ajour”-service.

Og alligevel er det stadig et ormehul, der æder mit liv.

Næste uges forsøg

Jeg napper en uge mere med et mobiltotalforbud i morgentimerne og ulvetimerne, som skal stå i familiens tegn. Ikke bare nul social media, men også nul googling, nul chromecasting, nul fotografering.

Forhåbentlig bærer det hen mod en vane, hvor det bare er sådan jeg gør, uden at måtte formulere et forbud for mig selv og vikle elastikker om apparater. Men jeg er ikke klar til at erklære det for indført endnu. Det fylder mig med en underlig slags sorg – lidt på samme måde som tanken om bare at slette min Instagram-profil for at slippe for min IG-afhængighed gør. Derfor tager jeg en uge ad gangen.

At skøjte hen over mine følelser her ville ende i fiasko, og jeg ser for mig, hvordan jeg om under en uge lystigt scroller løs i familietiden, hvis jeg lige nu kommer til at tage for let på, hvad der føles svært.

Jeg synes dog, at jeg har brugt computeren liiiidt for meget i familietiden, så det udvider jeg forbuddet med i de nævnte tidsrum. Derfor: Nul mobil og nul computer i familietidsrummene, som er hverdage ca. 6-8.30 og 16-19.

***

6 Comments

Add Yours →

Det er virkeligt godt gået, det dér. Jeg er imponeret 🙂 Har du noget defineret mål med projektet? For jeg synes ikke, at knap 2,5 time på Instagram om ugen lyder specielt voldsomt. Det er ca 20 minutter om dagen? Har du noget bestemt tal, du gerne vil ned på? Eller er det mere noget med, hvordan dine dage føles?

Hej Hazel! Tusind tak, jeg er også ret glad for at være nået SÅ langt ned under de daglige 2 timer, som var et (halvkonkret) mål. Jeg er spændt på, om det var en naturlig konsekvens af mine tiltag, eller om det er pint unaturligt derned. For hvis det er pinsel, så bobber det jo bare op igen. Som vægten efter en sultekur.

Jeg har ikke haft et erklæret mål med Instagram, men jeg har svært ved at forstå, hvad det er der kræver over 20 minutter om dagen. Jeg har ikke lange, dejlige samtaler som på Messenger. Jeg læser ikke lange, dejlige blogindlæg som på Bloglovin’. Jeg bliver ikke klogere af spændende artikler som på Zetland. Jeg læser og ser nyt fra dem, jeg følger + deler mine blogindlæg i min story til bloggens læsere, men hvad tager det sammenlagt dagligt? 5 minutter? 10? Uanset præcise tal, så tror jeg, at der stadig forekommer en del ubevidst bedøvelse, og det vil jeg gerne helt til livs.

Hvordan og hvor meget bruger du Instagram?

Det er et godt spørgsmål, og jeg er ikke sikker på, at jeg har noget godt svar. Jeg har en fornemmelse af, at min brug af Instagram hele tiden forandrer sig, og jeg har endnu ikke fundet en model, jeg er 100% tilpas med.

Min Instagram er nok hovedsagligt fyldt med katte, bøger, kunst, ballet, kronisk sygdom af forskellig slags og en lille smule bæredygtighed, ville jeg sige. Ting, der gør mig glad. Sygdom er en lidt mærkelig kategori i den sammenhæng, men jeg tror at det er noget med en form for fællesskabsfølelse samtidig med at det også er en subtil påmindelse om alle de måder min krop kunne være gået i stykker på, men ikke er det. Men det jeg nok egentlig bedst kan lide er at finde en ny profil, dykke helt ned i dybden med den, scrollet flere år tilbage og ligesom få det hele med. Jeg synes almindeligt levet liv er så smukt, og jeg elsker den der unikke stemning hver (gengivelse af) et liv har. Eller folk, der giver interessante vinkler på aktuelle, politiske emner, om det så er racisme, sundhed, klima eller noget fjerde. Så det er nok der, jeg adskiller mig lidt fra dig, for jeg synes faktisk jævnligt, at jeg finder noget med reel, intellektuel værdi. Men den følelse af sammenhæng synes jeg samtidig fuldstændigt går tabt når jeg bare scroller ned gennem mit eget feed og får alting serveret i små, fragmenterede portioner. Helt grundlæggende kan jeg være i tvivl, om det helt fungerer for mig at få smidt så meget forskelligt i hovedet, hver gang jeg åbner appen. Men uden appen har jeg omvendt ikke muligheden for at finde profiler eller emner at dykke ned i, så jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal løse det.

Til gengæld har jeg for nylig besluttet sket ikke at følge profesionelle bloggere på Instagram, selv om jeg ofte godt gider følge med på deres blogs. Men når man går ind på professionelle, kommercialiserede blogs er man som regel med på præmisserne. På Instagram kan jeg godt tage mig selv i at antage, at de poster med samme umiddelbarhed som de helt almindelige hverdagsprofiler. Og så er det svært ikke at blive bare en lille smule negativt påvirket af det, synes jeg, i hvert fald hvis man i forvejen er inde i en lidt hård periode.

Der er helt klart også perioder, hvor jeg synes, at jeg bruger mere tid på appen end jeg får noget rigtigt ud af, men det er som regel perioder, hvor jeg er meget stresset eller hvor mit helbred ikke samarbejder, dvs perioder hvor jeg alligevel ikke havde gjort noget andet fornuftigt med min tid, og hvor jeg ikke kan samle mig om en bog f.eks. Så det har jeg helt enkelt bare besluttet mig for at acceptere.

Sådan et ur er helt fantastisk til at blive mere uafhængig af telefonen, selvom det kan føles paradoksalt at anskaffe sig en ny dims for at blive fri af den gamle. Men altså, det virker jo!

Uh mega god idé med elastikken!! Og forbuddet – det vil jeg til!
Da jeg ikke har børn og er alene om morgenen, skal det i stedet forbydes når jeg er på arbejde og ikke skal bruge den (ja, I KNOW) .. Må nøjes med at kigge på den i mine 3 pauser i løbet af dagen 🙂

Skriv et svar