Ud af mobilmisbruget, uge 3/40: Mobilfri tidsrum indføres

Min Mobilafhængighed er en serie i 40 løbende kapitler. Her går jeg i flæsket på hvad fanden det er, der foregår mellem mig og den mobil – og dig og din mobil – for det har jo taget for vild overhånd. Sammen folder vi her aspekterne i afhængigheden ud, og intet er for småt til at blive gransket, afprøvet og debatteret. Vær med i kommentarfelterne!

Læs hele serien HER.

1) Status på ugens forsøg

I sidste uge besluttede jeg at færdiglæse tre bøger, jeg har forsømt, selv om jeg egentlig havde nydt dem so far. Læsning var blevet en lektie i mit liv, og jeg ville gerne finde tilbage til de mere analoge tider før mobilafhængigheden, hvor bøger var noget, jeg reelt nød.

Well. Jeg er dumpet med et plask. Nok har jeg faktisk læst en del i den forgangne uge, men jeg har ikke færdiggjort nogen af de tre.

Den ene bog, “Hvor lagde jeg babyen” af Julia Lahme, er fin nok, men lidt for lang. Og i sin essens – førstegangsmor trimler besværet rundt i sit nye liv-med-baby i 2011 – skruet lidt skævt på for denne andengangsmor i 2019. Tænk, at noget så relativt ungt kan føles gammeldags allerede, men det gjorde den altså på mig. Godt halvvejs lukkede jeg den permanent.

Den anden bog, “Everything I know about love” af Dolly Alderton, er glimrende – men på engelsk. Og det går bare ikke lige så hurtigt med fremmedsprogene som det gjorde, da jeg læste på uni i USA (hvad min selvforståelse som læser og globetrotter åbenbart stadig gør). Så jeg er stadig i gang.

Er således ikke nået til at genoptage bog 3 endnu, “Hungerhjerte” af Karen Fastrup.

Sååå … godt skuldret med dén udfordring, Karoline! Host.

2) Ugens lille vaneændring

Nu godkende jeg ikke længere alle jeres kommentarer her på sitet manuelt. Alle, der ikke er trolls eller ukrainske bots, slipper direkte igennem til kommentarfeltet.

Jeg har tidligere godt kunnet lide den kontrol i, at alt der kommer ud på sitet her, er igennem mine øjne – men jeg måtte også konstatere, at da jeg i sidste uge hoppede af Instagram, steg mit WordPress-appforbrug betragteligt. Jeg måtte hele tiden lige tjekke om I nu havde pippet noget herinde. Det skulle jo godkendes straks, tænkte min junkiehjerne – tænk, hvis kommentarskriveren nu sad derude og ventede på at blive godkendt og blev ked af det og sur på mig over ventetiden!

Sutteklud, jeg kender dig efterhånden, når jeg ser dig. Du er vævet af dårlige undskyldninger. Ingen sidder og venter. (Jeg ved det godt, men junkiehjernen har lidt storhedsvanvid).

Derfor prøver jeg nu af, om det kan have en forebyggende effekt på den del af min mobilafhængighed bare at lade jer tale frit. Logikken er, at jeg har ro på i forhold til, at I ikke hænger fast i cyberspace med noget hjerte. Frygten er, at jeg martres af tanker om, hvad I finder på at sige, når nu ordet er frit. Om I hænger mig ud som den banaliteternes dronning, jeg ofte føler mig som.

Faktisk gik det bedre end fint i fredags, hvor vi diskuterede deltidsansættelser og strukturelle kønsforskelle, helt uden at alt strandede i flaskehalsen hos mig med godkender-pinden.

3) Ugens store vaneændring

Mobilen er flyttet ud af soveværelset. Og du godeste, hvor er det rart ikke at scrolle mig selv i søvn længere. Men at mærke mørket, fordøje dagen, vente på søvnen.

Mit nye aktivitetsur er forresten ankommet, så jeg har ur og alarm i soveværelset, selv om mobilen er forvist. Jeg anmelder uret senere i serien, når jeg er blevet fortrolig med det, men en tidlig dom er: Jeg elsker elsker elsker (det meste ved) det.

4) Ugens skræmmende observation

Alle cyklister, fodgængere og biler holder tilbage på Nørrebros Runddel – også dem, der har grønt. En ambulance tuder sig nærmere og nærmere, og det er som om alle holder vejret. I det den blæser ud i krydset, må den bremse hårdt op og vige, fordi en cyklist med kæmpe hørebøffer på og opmærksomheden rettet mod mobilskærmen i hånden slingrer distræt ud i det tomme kryds.

5) Ugens tankerække

“Digital dannelse” er et begreb, jeg har har tænkt meget over. Det lyder som noget fra en kommunal kampagne, der kun gælder folkeskoleelever, som skal lære ikke at snappe hinanden på skjult kamera i omklædningsrummet.

Men nu oplever jeg, at pilen også peger på mig. Og dig, du anden voksen, der ser dig selv som dannet. Men som alligevel ikke rigtigt kender alle reglerne for mobilbrug endnu.

Digital dannelse handler vel om, hvordan vi gebærder os med digitale apparater, når vi er sammen med andre. Og det gør mig virkelig ked af det, at alle er så orienterede indad, når vi færdes alene udenfor. At jeg ikke kan få øjenkontakt med nogen, når jeg triller med barnevognen, det føles som at være med i en postapokalyptisk thriller, hvor ingen har hinandens ryg. Hvis man stirrer sig blind nok på andres mobilvaner, i hvert fald, hvad jeg – medgivet – nok gør. But still.

Gad vide om det bare blive værre herfra, eller om det tipper på et tidspunkt, og vi får nogle fastere normer. På linje med at man da tager skoene af indenfor hos andre, med mindre man får andet at vide; at man holder sin plads i supermarkedskøen; at man holder sig for munden, når man hoster eller gaber.

Jeg håber det sådan. At private samtaler ikke for evigt er noget, vi bare bræger ud i hovedet på alle andre på fortovet, og at det bliver sådan at cykel + høretelefoner + heftig trafik = det gør man sgu bare ikke.

6) Ugens data

Billedet er ikke stort ændret fra sidste uge, bortset fra at Instagram er tilbage og har indtaget sin velkendte førsteplads over tidsrøvere. Dog under ugentlige 3 timer – og ikke skræmmende 7 timer som i eksperimentets første uge.

Og selv om jeg efterhånden synes det er vigtigere hvad jeg laver på mobilen end hvor meget jeg laver noget på den, så vil jeg alligevel gerne ned på under 2 timer samlet dagligt. Og det skyldes, at jeg stadig er for slem til at gribe mobilen i de lidt tilspidsede situationer, hvor børnene kravler på væggene og søvnunderskuddet står malet i hver en rynke på mig … hvor det er som om jeg har brug for at zappe ud af det hele.

Jeg skal ikke zappe ud. Jeg skal checke in.

7) Næste uges udfordring

I tidsrummene 06-08.30 og 16-19.30 på hverdage: Nul mobil.

Ingen billeder, ingen Chromecast til fjernsynet, ingen radio-app; bare nul telefon ind over den tid herhjemme, der er (eller burde være) helliget familie. Den må ligge tændt og åben for opkald i en jakkelomme eller en oplader, men jeg må ikke se på den én eneste gang i de låste tidsrum.

Yes, we can! Vi kan i hvert fald give det et skud og se, hvad det gør ved os. Jeg håber, at I vil være med derude.

***

Jeg tipper om nye blogindlæg her på Instagram og her på Facebook
***

11 Comments

Add Yours →

Apropos digital dannelse, så har de ‘yngre ældre’ stadig meget at lære. Tænk dig, min 69-årige mor er i dag på gymnastikstævne med en masse andre damer – og sendte en snap fra OMKLÆDNINGSRUMMET! Med masser af intetanende damer med ryggen til, der afklæder sig store trusser og bh’er. Det er jo for fanden det, vi prøver at lære BØRNENE ikke at gøre . Suk.

Jeg har haft mit ur to uger nu, og det er GE-NI-ALT ift min mobil. Jeg behøver slet ikke kigge på den, mens jeg er sammen med mine børn. Det er mit bedste tiltag længe.

Yikes! Sagde du noget til hende!? God bekræftelse af min rant om, at vi der hovedryster mest over de unge og deres mobiler er blandt dem, der også har meget at lære.

Jeg oplever også, at bedsteforældre-generationen skal mobil-opdrages. Det sker primært i forbindelse med måltider og selskaber, hvor de kommer til at finde den frem i utide. Jeg vil give dem, at de straks lægger den væk, når det bliver påpeget, og de er flove over det (i hvert fald når der er børnebørn til stede).
Til gengæld oplever jeg ofte smil, anerkendende nik og venlige kommentarer, når jeg går tur med barnevognen. Om ikke andet når jeg passerer folk, der i sagens natur er nødt til at kigge op for ikke at gå ind i barnevognen 🙂 Måske fordi jeg også selv gør mig umage for at kigge op og smile.
Jeg vil gerne være med til at lægge mobilen væk, om end det ikke bliver helt så radikalt som dig. Jeg bruger den til så mange praktiske ting (fx tænde lyset), så helt væk kommer den ikke. Men ingen facebook, Instagram, (unødvendig) SMS og andet brug. Håndslag!

Jeg gør mig også umage med at se op fra barnevognen og bare gå og kigge uden at kigge på noget bestemt. Det er faktisk rart af og til at møde andre, der gør det. Fordi det sker så sjældent. Mere af det.

De der 6 timer dagligt, Mobilen er bandlyst i denne uge… hvorfor mon det i aller første sekund, da jeg læste det, syntes, det lød skræmmende?
Jeg må hellere være med!
Men jeg kan godt frygte, at det kan blive svært at huske, fordi jeg er så vant til lige at kigge…
Måske skal jeg indstille en påmindelse, hvor der bare står “NEJ!” (Med inspiration i dit “knib” den anden dag ).

Haha, din junkie – du skal ikke have en påmindelse på mobilen om at du ikke må kigge på den, hvis det var det, du mente! Lavpraktisk finder jeg hjælp i en håndskreven hilsen på håndryggen og i to elastikker hen over mobilen, den ene rammer home-knappen i bunden. Dem skal jeg så manuelt fjerne, hvis jeg alligevel skal kigge. Der er vist ikke fare for, at jeg glemmer mit ugeløfte, tror jeg ikke. Det er mere et spørgsmål om om jeg kan overholde det trods mine hjælpeforanstaltninger. Min frygt er, at computeren bare bliver det nye mobilscroll.

Er meget inspireret af din mobil-afvænning. Jeg er selv modvillig slave af SoMe-apps og det går mig virkelig meget på. Jeg føler, jeg er blevet dement! Kan vitterligt ikke koncentrere mig særlig længe af gangen og at læse bøger er en by i Rusland efterhånden. Min hjerne kan ganske enkelt ikke samle sig om det mere, som om den synes, det går alt for langsomt og der ikke er nok billeder, lys og lyde. Suk! Og jeg savner virkelig at læse. Jeg læste enormt mange bøger som barn og ung og nød det. Jeg har en datter på knap 3 år og en mere på vej, og det ligger mig meget på sinde, at lære mine børn at eksistere i virkeligheden fremfor online. Men hvordan gør man det, når man ikke engang selv kan finde ud af det? Tanken om at slette det hele føles på én gang meget tillokkende og angstprovokerende. Jeg slettede faktisk for nyligt det hele i 14 dage og det var overraskende rart, selvom min forbrug af LinkedIn pludselig steg voldsomt (så dumt…), men afvænningen holdt ikke. Måske virker det især angstprovokerende fordi det 100% ville være et soloprojekt for mit vedkommende. Min kæreste er endnu mere en mobiljunkie, end jeg er, men ser intet problem i det.

Burde man egentlig ikke lave en støttegruppe sammen et sted? Eller er det bare endnu et junkiesymptom, at ønske sig et nyt onlinested, man kan gå hen, når man har abstinenser?

Jeg er din støttegruppe! Hop med på mine ugevise udfordringer – så slipper vi ud af fængslet sammen. Én ting har jeg i hvert fald allerede lært: Man kan ikke redde sig selv ud af mobilafhængigheden med en engangsforestilling af NU-GØR-JEG-FANDME-NOGET-VED-DET! Derfor disse 40 uger. Så vi kommer gennem og forhåbentlig over de svære pas sammen. Om ikke andet får vi en bedre forståelse for, hvad der foregår – det er vel aldrig skidt givet ud.

Skriv et svar