Ud af mobilmisbruget, uge 2/40: 39% mindre skærmtid end sidste uge *rygklapemoji*

Min Mobilafhængighed er en serie i 40 løbende kapitler. Her går jeg uge for uge i flæsket på hvad fanden det er, der foregår mellem mig og den mobil – og dig og din mobil – for det har jo taget for vild overhånd. Her folder vi sammen aspekterne i afhængigheden ud, og intet er for småt til at blive gransket, afprøvet og debatteret. Vær med i kommentarfelterne!

Læs hele serien HER.

1) Status på ugens forsøg

Sidste uge besluttede jeg at afinstallere Instagram, Facebook, Pinterest, Goodreads og LinkedIn i syv dage.

Instagram har været det store problem. Instagram. Åh, Instagram. Jeg har hverken snydeinstalleret det eller haft uoverkommelige abstinenser, men jeg har luret lidt. Liiiidt fomo, da perifer veninde annoncerede graviditet, og jeg først opdagede det dage efter. Men sundt at prøve.

Det, der volder kvaler, er dette: Hvis det er så nemt at sige farvel til Instagram i en uge – hvorfor er det så, at jeg ikke siger helt farvel? Når nu jeg har erkendt, at den app tegner sig for en betragteligt mængde af min samlede mobilmisbrug?

Jeg har lyst. Men jeg har også meget lidt lyst. Man kan vel sammenligne det med, at vi legede, at jeg nu har erkendt, at jeg er i et destruktivt parforhold, og at det var skønt at tage på soloferie fra stodderen og se det hele lidt fra afstand – men at jeg ikke er klar til at pakke mine sager og flytte ud.

Handling tager tid.

Men det handler også om, at Instagram har nogle virkelig skønne kvaliteter, som jeg så nødigt vil være foruden. Jeg skal altså sent glemme, hvordan følgerne for nylig var på pletten med kærlige råd og hep og hjerter, da jeg i min story snakkede om ammebøvl og ammestop. Det var en regulær love storm.

Så hvordan bevarer man det gode (som er kontakten til jer derude, der er lige dér og gider deltage og lader mig deltage) og siger farvel til det dårlige (scrolleriet som sutteklud, når virkeligheden bliver for meget)? Med selvdisciplin? Duer ikke, næste! Hvis jeg ejede social media-selvdisciplin, så sad jeg ikke her og brægede om min mobilafhængighed de næste 38 uger.

Nå, det er således med blandede følelser, at jeg geninstallerer app’en, forstår man. Det er bestemt ikke ren gensynsglæde, men det er heller ikke det modsatte. Men ind i telefonen kommer den. Jeg skal jo lige blive helt klar over, hvad det er, den gør ved mig, når jeg har den, ikke? Kh junkien.

Pinterest, Goodreads og LinkedIn kommer ikke ind i min telefon igen. Jeg har ikke skænket dem en eneste tanke eller haft behov for at lure. De tre apps har alene været sutteklude med sutteklud på: Dét, jeg har grebet i, når Instagram var udtømt, men min tørst efter bedøvelse ikke var slukket endnu. Facebook har jeg kigget på fra mobilbrowser og computer, men det siger mig ikke nok til at jeg rigtigt kan junke det i timevis og tabe fornemmelse for tid og sted. Reklamemængden er et naturligt værn mod rigtig fortabelse, synes jeg.

Jer, der var med mig i forsøget, hvordan synes I, det gik?

2) Ugens dilemma

Må man overhovedet gå off the grid med slukket mobil i vor tid? En tid, hvor vi er vant til, at man altid kan nå andre? Ja, er det korte svar, selvfølgelig bestemmer man helt selv, om man slukker sin mobil i halve og hele timer eller dage. Men jeg er lidt mere uafklaret med, om jeg synes det altid er god stil.

Vi diskuterede det i sidste uge i kommentarfeltet, og lejrene syntes at dele sig i dem, der havde prøvet at mobilerne havde gjort en konkret krisesituation nemmere, og dem, der ikke havde.

Jeg ved fortsat ikke, hvor jeg står. Men jeg ved, at hvis ikke min kæreste og jeg og vores to børn er samlet, så har jeg min mobil på mig – tændt og på lyd eller mobiltjekkende hvert femte minut – til hvis der skulle ske en af dem noget.

Det er ikke fordi jeg går og frygter katastrofen hvert sekund. Det er mere som at købe en forsikring – som man håber aldrig vil blive aktuel. Men står man og mangler den, er den uoverskuelig ikke at have.

3) Ugens mobilfri zen-øjeblik

At se fjernsyn og med begge hænder være optaget af at nusse begge børn samtidig. Ikke nusse på skift og have mobilen fast i højre hånd, som jeg med skam må melde er en model, jeg tidligere har brugt flittigt.

4) Ugens selvindsigt

Og hvad er det egentlig, jeg har haft så travlt med at scrolle igennem, mens jeg burde fokusere på det og dem omkring mig ude i den analoge virkelighed?

Artikler? I det mindste? Gennemresearchede stykker journalistik, der har gjort mig klogere – trods alt?

Nix. Overskrifter. Billedtekster. Kommentarfelter. Kortformater. Kondenserede etlinjes-pointer. Blogs er de længste formater, jeg kan fortære, og sådan har det været længe.

Af og til er jeg klikket ind på en artikel fra Facebook, men da de oftest er gemt bag betalingsmur, er jeg hoppet hurtigt ud igen. Tilbage til det brølende feed.

Som journalist bakker jeg 100 procent op om avisernes forsøg på at vænne forbrugerne til, at god journalistik koster penge at lave – og derfor må koste penge at læse. Men gider jeg selv betale? Nej da. Fordi, tror jeg, jeg ved godt, at jeg har blitzet min koncentrationsevne til at læse rigtige artikler væk for længst. Derfor ville det være en dårlig investering. Produktet er fint, ved jeg (jeg har endda selv været med til at lave det i en ikke så fjern fortid), men jeg er blevet for dum til at bruge det.

Det er ubehageligt at se i øjnene. Jeg burde have et eller to avisabonnementer. Men jeg evner ikke at læse god journalistik for min fornøjelses skyld længere.

Det vil jeg så gerne kunne igen.

5) Ugens inspirational quote

… kommer fra Rådet for Sikker Trafik. Deres kampagne “Kør bil, når du kører bil” har jeg tænkt på hyppigt i den forgangne uge. Den kan jo oversættes til snart sagt alle hverdagshandlinger, når man interesserer sig for mobilafhængighed og hvad mobilerne har gjort ved vores evne til nærvær og koncentration.

Læs bog, når du læser bog.

Am ud, når du ammer ud.

Lav mad, når du laver mad.

Køb ind, når du køber ind.

Gå på toilettet, når du går på toilettet.

Kig din kæreste i øjnene, når du kigger din kæreste i øjnene.

Det har været ganske muntert at sige den lille sætning til mig selv hver gang jeg har været ved at vække hjemmeskærmen for lige at tjekke gud ved hvad, mens jeg egentlig var i færd med noget andet. “Nej, Karoline, skold flasker, når du skolder flasker.” “Nå ja, det er også rigtigt.” “Neeeej, Karoline, tøm nu bare opvasker, når du tømmer opvasker!” “Gud! Gjorde jeg det igen? Undskyld!”

Kan anbefales.

6) Ugens data

Skærmtiden er gået betragteligt ned fra sidste uges rapport, ganske som forventet. De over 4 timers daglige gennemsnitsbrug er blevet til 2 og en halv time. De ugentlige over 28 timer (deltidsstillingen!) er blevet til knap 18 timer.

En del er erstattet med computerbrug, så det er ikke fordi jeg har byttet de mange timer borte fra mobilen ud med det rene pileflet og rundstrik. Men computeren er en god overgang her i afgiftningsfasen frem til at jeg kommer til bunds i hvad mobilafhængigheden skyldes. Jeg laver mange af de samme ting på den, som jeg gjorde på mobilen (blog, mail, sociale medier), men det gode ved den er, at den ikke altid er i lommen. Jeg er nødt til at afsætte tid til at sætte mig foran den, for den lader sig jo ikke lige hive frem, mens der trilles barnevogn eller der ventes på, at kaffevandet koger. Det gør, at tiden med den bliver mere fokuseret. Kontoragtig. Jeg-har-mit-nemID-klar-agtig. Og således har jeg i den forgangne uge fået ordnet alle fire trælse, praktiske ting, jeg har skubbet foran mig siden før jul. Sejr!

Men jeg frygter næste uge. Allerede her som uge 2 går på hæld, kan jeg mærke at den nyhedsværdi, jeg red på som en bølge i begyndelsen af eksperimentet, er ved at tage af. Jeg bliver uopmærksom og spacer væk i telefonen, når livet har lidt belastning på – for eksempel blev fredag sådan en dag med over 3 timers skærmtid, fordi vaskemaskinen satte ud midt i putningen og fik hovedafbryderen til at slå fra, og jeg måtte vaske sjask op og rode rundt i sikringsskabet og lave sutteflaske og synge (en noget stakåndet version af) Pjerrot sagde til månen gennem lejligheden til børneværelset på samme tid.

Og naturligvis junke mobil imens. Bloglovin’, Facebook fra browseren og gamle Messenger-samtaler fik sig lige en ordentlig tur, så snart bare én hånd var fri. Det var helt skørt.

Det er dér, vortens kerne er. Dér frysningen skal sættes ind i det her eksperiment. Hvad er det, der foregår? Jeg har selv valgt mit liv. Hvorfor har jeg sådan et behov for at zappe ud af det?

7) Næste uges forsøg

Som nævnt har mobilafhængigheden ødelagt eller kraftigt beskadiget min evne til at læse længere tekster for min fornøjelses skyld. I hvert fald er min måde at læse bøger på blevet en, hvor jeg læser de første to tredjedele og derefter vist synes, at nu har jeg været dygtig nok. Og så når jeg ikke længere i den.

Bøger er blevet sådan en lektieagtig ting i mit liv. Og det går ikke. Jeg opgiver i hvert fald ikke så let ideen om, at de igen kan blive mit frirum, noget, jeg slapper af med.

Derfor vil jeg inden næste søndag læse de tre bøger færdig, som samler støv på mit natbord. “Everything I know about love” af Dolly Alderton, “Hungerhjerte” af Karen Fastrup og “Hvor lagde jeg babyen?” af Julia Lahme. Bøger, som jeg egentlig synes var gode, men som min ristede hjerne ikke desto mindre drev bort fra.

Derudover ankommer mit bestilte aktivitetsur formentlig i næste uge, eksperimentets uge 3. Med dets ur og alarm i er der ingen undskyldning for at lade mobilen være i soveværelset – og det håber jeg kan booste min boglæsning gevaldigt.

Håbet er lysegrønt!

Hvem er med – og hvad skal I læse?

***

***

21 Comments

Add Yours →

Jeg har nu slettet facebook og LinkedIn – er ikke klar til Insta :O Og det går af helvede til 🙁 Men nu prøver jeg lige en uge uden de to – og så må jeg lige ta’ mig sammen med Insta!

Jeg er spændt på at høre om din uge!

Og ved du hvad, angående Instagram. Jeg kender følelsen. Den minder om sorg. Den ramte mig, da idabida.dk sprang ud i en Instagram-exit – og begyndte at rose det til skyerne. Jeg var misundelig, men jeg havde slet ikke lyst. Som en del af dette eksperiment, hvor jeg måtte se i øjnene, HVOR meget tid jeg bruger på reelt ingenting i den app, lukkede jeg øjnene og sprang ud i det. Og jeg fandt ud af, at dét var den egentlige kraftanstrengelse. Springet. Det bliver ikke véd med at være en kamp. Og dét overraskede mig. Den fylder forbavsende lidt i tankerne, når først den ikke er der.

Jeg siger: Vov. Tag springet. Begynd eventuelt med tre dage, når dit eksperiment med FB og LI er forbi? Bare for at se, hvad det gør ved dig.

Ok. Jeg er med nu. Jeg er helt og aldeles af Facebook og Messenger (jeg fik hjertebanken af at være på dér) … jeg trykkede ‘slet’ i december og modtog så en mail, hvor der stod, at de ville begynde at slette min konto en måned senere. En! Måned! Senere! Begynde at slette!? Men jeg er stadig af Facebook, so that serves them right.
Jeg kan godt glemme min telefon, når jeg er på arbejdet, og jeg hiver den ikke frem, når jeg er sammen med venner … men når jeg bare er mig, og er hjemme, så kommer telefonen alt alt alt for tit ind i min hånd. Og selvom jeg elsker Instagram, så er jeg for meget på den app. Virkelig alt for meget. Det er usundt. Der er sikkert en eller anden fornuftig forklaring på det, a la: Jeg har ikke en kæreste og ingen børn, og det er angstprovokerende at være alenealene. Det er meget nemmere at have en følelse af at være lidt en del af et fællesskab – også selvom det bare er et digitalt fællesskab. Damn.
Så efter jeg læste dette indlæg har jeg installeret en app, der viser mig hvor meget, jeg er på min telefon. Næste skridt er at finde en gratis app til android, der kan begrænse min tid på Instagram til et maks antal minutter om dagen. Så: Næste uge skal jeg se min skærmtid i øjnene, og have fikset den dér app.
Bum.

@Ann – der er allerede sådan en funktion indbygget i Instagram. Under din profil findes et punkt, der hedder ‘din aktivitet’. Her kan du indstille minutter (timer?), hvor du så får en påmindelse når den daglige tid er gået. Kh. Birgitte

Jeg havde hørt om det, men jeg sidst jeg tjekkede (for – granted – en del måneder siden) var det ikke kommet på android-versionen endnu. Måske jeg skal bruge det feature, når jeg engang har fået mit forbrug under kontrol. Tak for tip 🙂
Lige pt har jeg akut brug for en app, der slet ikke tillader mig, at komme på instagram, når min daglige kvote er opbrugt.
Jeg endte med at downloade appen “Stay Focused”, som jeg har indstillet til at blokere efter ½ times brug af instagram pr. dag.
Der er mange indstillinger, og den virker ok. Eneste fejl er, at jeg kan slå den fra, og snyde og liiige gå ind på instagram og tjekke. Det kan man komme om, ved at betale for appen …
Men ellers virker den fint. Jeg er blevet afbrudt i min endeløse tjekken løs, og jeg har skåret mit forbrug ned. Også selvom jeg nogle gange går skammens vej, og tjekker insta, om der er sket noget (det er der jo som regel overhovedet ikke).

Mega(som i psykomegamonstermeget)godt inspirational quote. Det gælder jo (som du selv skriver) mange ting. Besvar mail, når du besvarer mail (og ikke lige droppe forbi fb, fordi det er lidt svært at formulere sig). læg tøj sammen, når du lægger tøj sammen. Singletasking er åh så svært, men jeg øver mig.

(Næste uges udfordring: færre parenteser ;))

Insta er helt klart også mun akilleshæl ifht. Det skamfulde mobilmisbrug… Inspireret af dig, har jeg gennem den seneste uge trykket “unfollow” hver gang jeg er kommet forbi et billede, hvis jeg ikke med det samme kunne huske nogenlunde hvad den pågældende profil står for og samtidig taget stilling til, om jeg fortsat vil følge med.
Hvis jeg har været i tvivl om, om det var en person jeg fortsat finder insprerende/interessant/spændende har jeg besøgt profilen og dannet mig et hurtigt overblik over feedet, for at se om jeg har lyst til fortsat at følge med.
Jeg vil tro, at jeg har skåret ml. 30-40% ned på dem jeg følger, og det kan klart mærkes i tidsforbruget.
Man får simpelthen hurtigere scrollet færdig… (aka opnår den pinlige “du er nu 100% opdateret på de seneste 2 dages opslag”…)
Måske det kunne være en “ugens udfordring ” i en af de kommende uger?
Og jeg springer iøvrigt også med på ugens udfordring, dog med det lille twist, at jeg skal få læst en bog, da jeg ikke har nogle halv-læste liggende

Jeg har støvet Tove Ditlevsens “Barndommens gade” af … jeg glæder mig faktisk til nu at være en af de tjekkede damer med en bog i tasken, når barnet svømmer imorgen.

Jeg har Dea Trier Mørchs Kastaniealleen liggende, som fortjener en ordentlig chance.
(Min telefons “Skærmtid” virker af en eller anden grund ikke rigtigt, så kan jo nyde ikke af skulle forholde mig til den – til gengæld fortalte den mig, at jeg gennemsnitligt får 58 notifikationer om dagen primært fordelt på SMS, Twitter og Snapchat. Det er alligevel pænt mange gange at blive forstyrret!).

Jeg har weekendabonnement på Politiken, og det er næsten ugens højdepunkt at sidde der med raslende papiraviser og kaffe og høre Mads og Monopolet. Jeg har gjort det også mens mine pseudotvillinger var små, og mens andre småbørnsmødre spørger “hvordan får du tid og ro til det”, så er det let for mig. Fordi jeg elsker det så meget, at jeg insisterer på det! Børnene går til og fra og indimellem skal der hjælpes med noget, men så tilbage til avisen. Som du skrev om bøger, synes jeg også det sender et godt signal til børnene at læse avis. Det andet der følger med er login til Politiken.dk, og det er altså fedt at være forbi den betalingsmur. Til gengæld er det lidt mit drug, som jeg tjekker 3-4 gange om dagen…

Det er slet ikke dumt, det der. At have to-tre timer hver lørdag, hvor avisen læses – uanset hvad der sker. Altså som en slags aktivitet, man går til.

Hvis det her eksperiment leder mig frem til, at jeg har fokus nok i hovedet til at turde investere i sådan noget, så skal jeg have avis igen. Papiravis! Og læsning skal på weekendprogrammet.

Vi kører samme model med søndagspolitiken. Den læser vi til morgenmaden, og så må vores datter lege/tegne/“være med” til at løse krydsord imens. Hun er 4 og har været vant til det altid. Og egentlig slapper vi alle tre godt af i det ret rolige set jo.

Jeg vil ikke betegne mig selv som mobilafhængig, er lidt ældre end dig, så måske betyder det noget, at jeg fik min første smartphone som 36-årig og den således ikke er en integreret del af min ungdom. MEN den tager alligevel en del tid, og for at dæmme op, har jeg gjort bl.a. følgende:

Anskaffet mig et analogt armbåndsur, så jeg aldrig skal tage den frem for at se hvad klokken er.
Anskaffet et vækkeur, så den aldrig kommer ind i soveværelset.
Købt abonnement på Weekendavisen, og den ligger så spredt rundt omkring i lejligheden og er altid tilgængelig, hvis man lige vil underholdes i 10 min. Apropos din avistanke vil jeg sige: køb abonnementet først i stedet for at vente på at du har frigjort tid..! Måske kan det hjælpe dig til at frigøre tid, og det er SÅ fedt at sige til børnene, at de skal vente, til jeg er færdig med siden, i stedet for til jeg er færdig med at kigge ned i en telefon…
Indført at transporttid er tænketid. Jeg lægger simpelthen telefonen langt væk i tasken, inden jeg stiger ind i bus/bil/tog/metro/flyver. Det er vidunderligt bare at kigge ud ad vinduet…
Lægger den væk på en hylde, når jeg er hjemme med barn. Med mindre jeg venter på svar på noget, slukker jeg den også ofte. Jeg kan sagtens forstå din præmis om, at du altid vil være tilgængelig, hvis din familie er væk – samtidig er jeg nysgerrig på, om det kommer til at ændre sig det næste år. For hvis der nu sker et nødstilfælde hver…. skal vi sige 20. år…(??) er det så det værd, at man har været konstant ‘på’ i timevis hver dag i alle 20 år..??

Mit problem med telefonen er, at jeg tjekker nyheder mere end én gang om dagen, hvilket virker som absurd spild af tid, plus at jeg er på hhv facebook og instagram i arbejds medfør, men alligevel skal scrolle forbi ligegyldigheder for at komme frem til det relevante. Dét glæder jeg mig til at finde en god løsning på.
Held og lykke med fortsat projekt!

Gode tommelfingerregler, du præsenterer i begyndelsen. Alene de ting gør jo mobilbrugen fornuftig. Jeg har desværre bare sværere ved det. Regler er åbenbart til for at blive omgået, synes min hjerne. I hvert fald hjalp det intet at indkøbe armbåndsur og vækkeur. Men jeg håber på, at denne rejse kan detoxe mig nok til at jeg kan overholde simple aftaler, jeg laver med mig selv!

Det ER interessant det med at være konstant tilgængelig, hvis ikke jeg er sammen med mine børn og min kæreste. For jeg enig med dig i regnestykket: Er det dét værd at have været konstant ufokuseret mod at vente en time eller to, NÅR katastrofen så indtræffer. Men den logik hjælper bare ikke, når jeg er på vej ud på trilletur og har lyst til at lægge mobilen derhjemme, når den treårige er i skovbørnehave 45 km væk og min kæreste er på arbejde.

Men nu har jeg modtaget mit aktivitetsur, som buzzer ind i mit håndled, når der kommer opkald eller beskeder. Det gør der sjældent, men der er en ro i at vide, at jeg bliver underrettet hvis. Det skaber lidt afstand til den.

Jeg ville sådan ønske, at jeg havde rygrad nok til ikke at behøve dimser for at skabe afstand til mit apparat. Suk.

Hej Karoline
Hvilket aktivitetsur endte du med at købe? Jeg har på min barsel gjort det til en vane at lægge mobilen i stuen, når jeg går i seng – baby er alligevel mit vækkeur. Men nu er jeg tilbage fra barsel, og mobilen er tilbage i soveværelset, så jeg er sikker på at komme op til tiden. Jeg har et aktivitetsur, men det er uden alarmfunktion. Jeg tænkte nemlig også, at det var løsningen (allerhelst bare en vibrerende alarm, så jeg ikke vækker mand og baby (vi sover alle stadig i sammen værelse)). Men jeg synes, at markedet er uoverskueligt, og jeg er helst fri for de der varianter, hvor der bipper facebooknotifikationer og opkald ind på uret. Det går jo stik imod pointen med, at uret skal fjerne mig fra mobilen.
Så – hvilket endte du på, og vil du i serien her opdatere på, om det fungerer for dig?

Hej Gitte!

Jeg endte på et Fitbit Alta HR. Jeg kommer tilbage til det i et senere kapitel, når jeg kender uret bedre, men her er en foreløbig anmeldelse: Jeg er vild med det. Især er jeg hypnotiseret af det, det kan fortælle mig om min søvn. Og hvor meget det motiverer mig til at få gået mere og i højere tempo, nu hvor den tracker meget mere detaljeret end telefonen plejede at gøre.

Jeg ved dog ikke om det er bedre eller dårligere end andre. Det har dog en fin, vibrerende alarm. Og så bipper der kun opkald og sms’er ind – men man kan jo ikke læse dem. Kun se om det er noget, man skal reagere på. For mig er det en frihed, fordi jeg ikke sidder og brænder op af tanker om, at alle mine nære er døde og ingen har underrettet mig.

Skriv et svar