53

Ud af mobilmisbruget, uge 1/40: “Shit. Fuck shit. Fuck”

First off. Tak for den store opbakning til mit eksperiment med at endevende, forstå og (forhåbentlig) forlade mit mobilmisbrug. Det forpligter. Jeg vil bestræbe mig på at være så ærlig og grundig i min udlevering af hvad fanden det er, der foregår mellem mig og det der lille apparat. I er yderst velkomne til det samme i eksperimentets kommentarfelter de kommende 40 uger.

(Gik man glip af, hvad jeg taler om, så læs op HER)

1) Ugens værste indsigt

Torsdag morgen begyndte sådan her:

Jens: Syg og sengeliggende.
Den treårige: Vågen 5.30 med ævleren på og tusind forslag til aktiviteter.
Babyen: Pjevset af træthed efter at have været vågen i lange perioder hele natten.
Mig: Plaget af søvnmangel og smertende, hårde Dolly Parton-size bryster pga. ammestop.

Min attitude var ekstremt harsk på grund af den tikkende deadline ned til afgang for den treåriges børnehavebus. Hvordan skulle alt – børn, morgenrutiner og bryster – dog blive klar til afgang, når jeg var træt helt ind i knoglerne?

Men i stedet for at mose på og bare få tingene gjort og brugt eventuelt overskud på at opretholde en rar stemning i hytten, fandt jeg mig selv stående og scrolle i alle ledige sekunder. Frem med mobilen, ind på Instagram, trække ned i feed’et, snusende stakåndet og abstinensagtigt efter nye billeder fra dem, jeg følger. Ind på WordPress-app’en efter nye kommentarer. Ind på Bloglovin’ efter nye blogindlæg. Refleksagtigt og behovstyret.

Mens vandet kogte til flaske: Frem med mobilen. Mens den treåriges morgenmad blev gjort klar: Frem med mobilen. Mens fjernsynet varmede op til en normalt meget forbudt omgang morgenramasjang (så jeg kunne få ro – til at junke noget mere mobil): Frem med mobilen. Mens jeg malkede ud: Frem med mobilen. Mens jeg sad på wc og kunne høre babyen brokke sig inde på aktivitetstæppet: Gæt.

Var der nyt inde i nogen af verdenerne inde i telefonen? Selvfølgelig ikke.

Pulsen pumpede derudad, bemærkede jeg (fordi eksperimentet her allerede har gjort mig mere woke med hvordan min mobil påvirker mig), og jeg forestiller mig, at mine øjne har set ud som mit bjæffende tonefald lød: Flakkende, hidsige.

Det er præcis den her pinlige form for mobilbrug, jeg gerne vil af med.

Det er uværdigt for mig at se i øjnene, at min default-indstilling er at flygte ind i tankebedøvelsen, når min tilværelse lige har lidt belastning på. Hvor er min evne til behovsudsættelse? Min lyst til bare at prøve at være lidt mere overskudsagtig og rummelig i de her situationer?

2) Ugens praktiske detox-udfordring

Ofte lyder rådet til mobilmisbrugere, at vi skal prøve at forlade telefonen. Gå en lang tur uden den, slukke den om natten og lægge den langt væk, lade være at tage den med på indkøb, visitter og lignende. Det er gode råd, bestemt, men de duer ikke i vores familie.

Fordi: Da min søster en eftermiddag i 2016 ringede med beskeden om, at vores mor uventet var død i sin seng, var mit første behov efter opkaldet at få fat på min kæreste. NU. Jens havde lige sat kursen mod en lang dag på arbejde, og jeg vidste, mens jeg chokeret ringede op til ham, at han muligvis først ville returnere mit opkald, når han var fremme på jobbet og havde ro omkring sig. Han vidste jo ikke, at det var krise. Det ville i så fald tage ham over en time at komme tilbage til mig. Men han tog den lige da jeg ringede, fordi jeg tilfældigvis fangede ham mellem cykel og metro, hvor han havde telefonen fremme – og han var hjemme hos mig igen på under et kvarter.

Oplevelsen har sat sig i os. Og tænk, hvis det var et af børnene, der var ude for en ulykke. Derfor har vi besluttet, at vi så vidt muligt altid har telefonerne inden for reaktionsrækkevidde. At de altid er ladet op, og at vi kan høre dem, hvis vi ikke kan se dem og omvendt. At vi giver besked via andre, hvis muligt, hvis vores telefoner går ud. Det giver os ro på, at vi ikke skal tænke på dét, hvis uheldet er ude.

Jep, det stiller os lige i skudlinjen, når ældre generationer gerne vil fyre klassikeren “Hvordan tror I, at vi klarede os i gamle dage før mobiltelefonerne?” af. Men deres muntre stikpille rører mig ikke. Det her er et af de tilfælde, mener jeg, der demonstrerer, at back to basics ikke altid er at foretrække. Ikke for os, i hvert fald. Jeg kan ikke få øje på fordelen i, at jeg skulle have ventet alene en time i stedet for et kvarter på at få selskab, da min mor døde.

Hvis nogen medmisbrugere derude kan genkende denne familieregel om tilgængelighed, så ved I sikkert også, at det som en mobiljunkie på rehab er vanskeligt at administrere, at telefonen altid er inden for rækkevidde. Jeg kan godt lægge den i en lomme i jakke ude i gangen, men ofte er det sådan, at jeg er meget orienteret mod den, hvis jeg ikke kan se den. Om lyden nu ER tændt. Om der mon indløber beskeder. You probably know the drill.

Det er frygteligt. Det giver mig virkelig følelsen af slaveri, at jeg ikke kan parkere tankerne om den, når jeg ikke har den inden for synsvidde.

3) Ugens spørgsmål

En ubetinget dejlig funktion for mig i min iPhone er skridttælleren. Den motiverer mig til at nå de 10.000 skridt om dagen, som er den motion, jeg får her i min barselsorlov. Men desværre kræver den jo, at telefonen er på mig hele tiden. Og jeg vil gerne have lidt afstand til den. Bare lidt.

Derfor har jeg besluttet at købe et af de der ure, der måler ens fysiske aktivitet. Jeg har kig på et Fitbit Alta, men har svært ved at få overblik over markedets hots and nots – så erfaringer med look og feel søges! Krav: Det skal udover skridttælleren have et digitalt ur, man kan se om natten, og gerne en alarmfunktion. For så kan telefonen sove i en oplader ude i garderoben.

Anyone?

4) Ugens tip:

Biblen, når vi taler digital afhængighed, er Imran Rashids “Sluk – kunsten at overleve i en digital verden”. Den ligger gratis tilgængelig i bibliotekernes app, Ereolen. Den findes som både e-bog og lydbog. Hop to it.

5) Ugens mobilfri zenøjeblik:

På vej til mødregruppe måtte jeg stoppe i en port og søge ly for et regnskyl. Jeg tænkte ikke engang over, at jeg tog mobilen frem for at tage Runden (Instagram, Bloglovin’, WordPress, skridttæller, mail, LinkedIn, Goodreads, Pinterest, KbhForældre (!), forfra). Men fordi jeg netop havde søsat eksperimentet her, blev bevidst om det. At jeg stod og udstoppede ventetiden med Ingenting. Erstattede en lille, gratis pause med tankebedøvelse.

Jeg lagde den straks i lommen. Og hørte faktisk et fuglefløjt, som jeg stod og kiggede op i luften. Jeg vinkede igen til et børnehavebarn på tur. Og nikkede til en ældre mand, der nikkede igen. Og sikke-et-vejr!-sludrede med en dame, der skulle ind i opgangen.

Da jeg gik videre, var det som om det var klaret op på flere måder (okay, skyd mig).

6) Ugens data:

Shit. Fuck shit. Fuck:

Over fire timer om dagen. Over 28 timer om ugen! Ikke at al aktivitet på min mobil er spildtid, men … det er jo en deltidsstilling!

Dog vil jeg sige, at jeg ikke skammer mig over tid brugt på noter, Messenger og Bloglovin’. De hører til i spark joy-kategorien. Det er Instagram, der er mit store ormehul. Hvad der bringer mig videre til næste punkt:

7) Næste uges forsøg:

Ofte leger mobilmisbrugere som mig med tanken om at afinstallere alle de farlige apps. Clean cut.

Jeg har dog aldrig haft succes med det. Jeg finder altid en måde at lure på dem alligevel. Til sidst virker det så latterligt at tjekke Instagram på den tidskrævende måde i computerens browser, at jeg installerer app’en igen. Og således sparker jeg mig selv hjem til start hver gang, jeg beslutter at udelukke mig selv fra mit drug.

Jeg tør dog godt i en uge! Jeg vil nemlig slet ikke helt ud af mine dejlige fællesskaber – men jeg vil gerne teste, hvordan det påvirker mig at sige farvel i en begrænset periode. Om jeg får fomo, jomo eller blot håndterbare abstinenser. Om jeg bare har computeren med mig under armen overalt og søger ind i dén for at få mine fix?

Derfor afinstallerer jeg om lidt Instagram, Facebook, Pinterest, Goodreads og LinkedIn fra mobilen i en uge.

Hvem er med? Lad os diskutere ugen uden sociale apps på søndag.

***

53 thoughts on “Ud af mobilmisbruget, uge 1/40: “Shit. Fuck shit. Fuck””

    • Fedt, at du er med! Og tak, fordi du lige gad kommentere: Scheisse, det er vildt at lægge sådan et usminket screenshot ud (og vide, at det i perioder er meget værre med min skærmtid. Forhåbentlig er de perioder et kapitel, der hører fortiden til. Fingers crossed.)

  1. Fitbit Alta HR bliver din bedste ven, tror jeg. Jeg har selv Flex 2, for jeg ville ikke have skærm/ur. Og nu trackes søvn og motion helt uden iPhone i lommen.
    Og nu skal du høre det allerbedste: Du kan indstille uret til at vibrere, når din telefon langt væk ringer/får en besked/giver en kalenderpåmindelse. Tadaaa… du kan med sindsro lægge telefonen i en skuffe – uret got you covered
    Så følger der godt nok en app med, som man jo ikke må blive afhængig af hele tiden at tjekke, men altså … det går

    • Tak for erfaringsudveksling! Det lyder som om jeg må have et Fitbit Alta. Jeg er dog spændt på det med at kunne lægge den i en skuffe med sindsro. Det er jo det, min junkiehjerne har svært ved, bliver jeg mere og mere bevidst om: Det er ikke de vigtige beskeder, jeg fixer med; det er alt det uvæsentlige i telefonen, jeg har et kæmpe, underligt behov for at udstoppe tid med, når jeg keder mig, føler modgang, er presset, [indsæt selv nederen følelse]. Så hvad finder jeg på, hvis telefonen er borte? Jeg er spændt på det.

  2. Jeg er frisk – kunne godt bruge en lille detox. Jeg arbejder også med sociale medier til daglig og har derfor i flere år haft den regel, at jeg sletter alle apps i sommerferien. Det er underligt tomt den første uge og derefter befriende! Og hvert år er jeg overrasket over intet at have misset, når jeg kommer tilbage på kanalerne.

    • Ja, det virker tomt, men ikke specielt vanskeligt lige nu. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg oplever en slags high over hele det rehab-eksperiment, jeg har sat i gang her. Det tror jeg hjælper mig lidt. Jeg er spændt på uge 3 og uge 33. Hvordan det går, når nyhedsværdien er falmet lidt, og det er blevet hverdag.

      • Jeg har I DAG modtaget mit fitness-ur, som jeg har anskaffet af følgende grunde:
        Jeg er træt af at hive telefonen frem for at se klokken. Det ser træls ud.
        Jeg er træt af at skulle have telefonen på mig for at få talt mine skridt.

        Det er nu løst, og den første dag med uret har gjort mig helt høj! For det første har jeg gået mere end 20.000 skridt, fordi ALT blir talt med, når tælleren sidder på dit håndled.
        For det andet har jeg indstillet uret til at vise opkald til min telefon, men ikke SMS. Så kan jeg se, hvem der ringer og vurdere, om den skal tages. Også når tlf er på lydløs og ikke lige i nærheden.

        Den der snak om at lade tlf blive hjemme, når man går tur eller handler osv. Det fungerer kun for mig, når vores børn er hjemme. Så længe de er i skole, ja, eller bare ikke i vores varetægt, så er den telefon på mig MED lyd på. Færdig.

      • Jeg har også bestilt det ur nu, af præcis de grunde, du nævner – og nu glæder jeg mig endnu mere!

        Tjek. Til det med telefon og lyd og børn. Jeg er helt med dig der. Det er jo ikke fordi man virkelig går og tror at katastrofen ringer hvert sekund. Men det er nok lidt som at købe en forsikring – man håber og tror, at man aldrig får brug for den, men hvis man gør, er den godt nok uoverskuelig at mangle. Så derfor har jeg den. For ikke at tænke så meget på katastrofen.

  3. Virkelig interessant at læse. Du virker til at gribe udfordringen an på en god og saglig måde 🙂 hvilken app bruger du til at tracke dit skærmforbrug?

    Tak for en god blog.

  4. Jeg kan genkende det der med tilgængelighed på mobilen – har (desværre) haft en nogenlunde lignende oplevelse med et forfærdeligt opkald. Men, jeg har flere strategier til at komme udenom det. Min mand har et meget afslappet forhold til sin mobil, så når vi er sammen er min altid på lydløs og lagt væk. Hvis nogen (familie, institution osv) vil mig noget fer er så vigtigt, at det ikke kan vente, ved jeg at de vil ringe til ham, hvis de ikke får fat i mig. Alle har mit nummer til arbejdet, det vil sige at jeg ikke har mobilen fremme dér. Det er alt i alt mange af døgnets timer hvor den ikke er på lyd og indenfor rækkevidde. Den anden dag glemte jeg min mobil i min datters institution, og det var både dejligt og lidt foruroligende at mærke, hvor fint det var at undvære den i et døgn – faktisk en lettelse. Det giver stof til eftertanke..

    • Det lyder som om du har indrettet en hverdag, der understøtter et sund mobilbrug. Det er netop mit mål. Godt gået, godt at høre, at det kan lade sig gøre.

      De konkrete eksempler kan jeg dog ikke kopiere. På grund af skæve arbejdstider, er min kæreste og jeg ikke på samme sted i fritiden ofte nok til, at det ville fungere som “vi kan da altid få fat i hende hos ham” for nogen. Og mht. arbejdstelefoner, så har min arbejdsplads for nylig afskaffet fastnet til fordel for firmamobiler.

      Men måske kan andre lade sig inspirere af dit eksempel – og byd endelig ind med flere tanker, hvis de opstår!

  5. Jeg synes, punkt 7 er en rigtig god idé. For nylig var jeg til et oplæg om børn og sociale medier, hvor der var en forælder, der stolt fortalte, at hendes store søn var begyndt altid at have telefonen på flytilstand, fordi han ikke ville forstyrres af den ene og den anden app hele tiden. Jeg synes, det er en helt forkert tilgang, og at det er ret problematisk er telefonen nu er blevet noget, folk slukker eller lægger væk, fordi de er afhængige af de ting, de har puttet i den. Så selvom alle nu har deres egen telefon, som de har med sig alle vegne – i modsætning til dengang, man skulle ringe til et apparat, der stod hjemme hos folk, og håbe, man fik fat i dem – så bliver det sværere og sværere at få forbindelse. For mig ville det give mere mening at slå notifikationer fra apps fra … eller hvis man ved, at man ikke kan lade være med at kigge hele tiden, så kan man lade telefonen være en telefon og lægge underholdningen over på f.eks. en tablet.

    • Jeg er så enig med dig. Og helt vildt splittet. Jeg arbejder med unge (15-21 år) og min tilgang har egentlig været, at det var værdifuldt at lære at bruge telefonerne med omtanke – derfor var de ikke forbudte i mine timer. Jeg synes også mobilforbrug er dybt privat, og brød mig faktisk ikke om at skulle blande mig. Men må se mig slået og er netop gået i gang med at inddrage telefonerne i undervisningen. De står så i en kasse, så de er hverken slukkede eller uden for rækkevidde, hvis de skulle ringe. Så må vi se, hvordan det fungerer, men min konklusion er, at de stjæler for meget fokus, hvis de er i fri dressur. Desværre, for jeg tror ærligt talt mere på et bevidst forbrug og mindre forbud.

      • Kære Merete – lige det med mobiltelefoner i undervisningen synes jeg er vanvittigt spændende. Hvordan I griber det an. Jeg synes det virker mest logisk med sådan en kasse der. Tvungne pauser. Jeg selv ville i hvert fald næppe kunne modtage undervisning pt., så afhængig af og orienteret mod min mobil, som jeg er. Hvad mener forældrene? De andre undervisere? Eleverne selv?

    • Tusind tak for din kommentar, GISP – den satte virkelig tanker i gang!

      Jeg er også enig i at gode vaner må være målet her, ikke forbud og snyd – for mit eget vedkommende. Jeg drømmer om at få det med mobilen som jeg drømmer om at få det med chips. Som er denne utopi: At jeg sagtens kan have telefonen/chipsskålen på bordet, men jeg behøver ikke inhalere dens indhold, og mit fokus er ikke hele tiden rettet mod den, mens jeg tvangsagtigt prøver at messe “Du er en tænkende, begavet, grown ass independant woman, Karoline … du er IKKE styret af en pose chips/en mobiltelefon. Nu koncentrerer du dig om filmen, mens chipsene/apparatet bare er der på bordet. Du lader den være. Du kan sagtens abstrahere fra det. Du kan SAGTENS abstrahere fra det. DU KAN SAGT-… hm. Okay. Nevermind.”

      Men … jeg ved ikke om jeg er fan af at opstille regler for andre. En slags one size fits all. Hvis det fungerer for den omtalte søn og hans nære (som ville være involverede i det eksempel, jeg bruger, med en krise eller ulykke, hvor man SKAL nå hinanden straks), så er det vel en god ting? Så gør han vel det, der virker for ham – hælder chipsene tilbage i posen og stiller dem ind i skabet med elastik om?

      Eller. Jeg er faktisk splittet. Vi lever i en tid, hvor vi regner med, at vi kan nå hinanden på mobilerne. Derfor har vi afskaffet telefonbokse og fastnettelefoner. Men nu er folk så ved at bryde den “forståelse”. Selvfølgelig er det deres eget valg, hvornår de er til rådighed eller utilgængelige … men er det også okay med deres nære i den krise, hvor de ikke kan nåes før en time for sent? Jeg kan godt se pointen.

      Men igen. Skal man leve sit liv i skyggen af katastrofescenarier?

      Og ja, det ville være skønt, hvis vi alle bare lærte os sunde, mådeholdne forhold til de værste af de afhængighedsskabende drugs (mobiler, mad, alkohol, shopping etc.), men er det ikke lidt billigt at lade dét være konklusionen? Hvis svaret var så enkelt som at man bare skal dyrke sig gode vaner med mobilen, ville flere af os misbrugere så ikke “bare” have gjort det nu? Måske er der nogle impulser, der er så stærke, at det kun er snyd (som Flytilstand-funktionen, for eksempel), der virker?

      Spændende diskussion egentlig. Jeg kan se både for og imod.

  6. Vil bare lige sige, at jeg synes det er et genialt projekt du har gang i – og tusinde tak fordi du deler det, til inspiration. Jeg kan godt forstår, at du synes, det er grænseoverskridende at lægge de høje skærmtal frem til offentlig skue, men vi er SÅ mange, der er tilsvarende på mobilen, og scroller løs, bare for at scrolle (uanset hvor åndssvagt det er). Kan se mig selv i så mange af de situationer, som du beskriver. Og skyld-med-skyld-metoden hjælper ikke, så tænker denne nye tilgang måske er vejen frem. Så tak for denne føljeton. Fremragende blogemne. Hepper på dig alle 40 uger. Vh

    • Skøøøøøn kommentar – tak for hep! Og godt at vide, at jeg ikke er alene med mine data. Jeg håber, at andre, der kommer forbi, drister sig til at dele deres tal også 🙂 #showmeyoursillshowyoumine

  7. Jeg har i ugen talt med min ældste datter (11), som har mobiltelefon, og mand om, hvordan vi konstant griber mobilen, bare der er 10 sekunder uden et eller andet, der opholder os. Det. Er. Dumt. Jeg tror, vi er blevet lidt mere bevidste om det. Jeg kører næsten samme runde som dig i loop til tider, og det har jeg skåret ned på i ugen her pga dit indlæg. Jeg har tvunget mig til at lade mobilen blive i tasken, når jeg venter på og kører i bus, og det har været så rart. PS jeg synes, du er modig og sej at lægge mobilforbruget frem ❤

    • Sejt, at det er et emne hjemme hos jer. Og at I lader til at være enige. Det må være første skridt til at få bedre vaner i familien (hvor jeg tror de værste uvaner opstår).

      Jeg er særligt interesseret i, hvad den 11-årige sagde. Når man betragter den aldersgruppe udefra (og de lidt ældre), så er det nærmest som at se på en spøjs parodi på mødregrupper: En flok frivilligt sammenstimlede mennesker, men alle med et lille appendiks på kroppen, som gør, at ingen af dem kan fokusere fuldt på gruppen og det, der bliver sagt.

      Eller måske er det en fordom. Måske er det faktisk lige præcis min egen aldersgruppe, der har allerdårligst mobilpli.

  8. Ok noget der har virker for mig er at få et fysisk armbåndsur. Med børn og særligt små er jeg manisk optaget at tid, og nu er det bare på armen. Og gerne et med selvlysende viser, det har gjort at mobilen nu er ude af soveværelset om natten. Altså baby skal sgu nok sørge for vi kommer op til tiden. Ift det med at lægge telefonen væk, så kunne en løsning måske være at sætte den på lyd (dvs alle andre notifikationer af) og så kan du høre den, selvom den er i skuffen:tasken etc hvis der skulle ske noget alvorligt.

    • Jeg prøvede det med ur. Men jeg glemte at tage det på om morgenen – måske fordi jeg aldrig har gået med hverken ur eller smykker, så det var ikke noget, jeg huskede som en del af morgenrutinen. Derfor ønsker jeg mig der der Fitbit Alta. Det har også uret, men mest motiverende for at få det på er skridttælleren.

  9. Superinteressant blogserie, glæder mig til at følge med! For mig virker det kun at slukke, og det gør jeg så nogle gange i løbet af dagen, og næsten altid efter kl 20, hvor min stresstærskel nærmest er en grøft. Min kæreste betragter det som noget nær forældre- og samfundsborger-svigt, han har imodsætning til mig haft en oplevelse lignende din. Så … jeg ved ikke hvem der har ‘ret’, jeg må bare konstatere at jeg ikke har opbygget dén angst endnu. Med ønsket om en god søndag og snarligt formindskede bryster 🙂

    • Tak for din kommentar! Haha, forældre- og samfundsborgersvigt! Jeg har det jo også sådan som din kæreste med det med at slukke for mobilen, men det lyder så voldsomt (og dog præcist), når du giver det sådan et navn. Jeg får (næsten) lyst til at sige som pensionisterne: Hvad tror I man gjorde i gamle dage før mobil og internet!? Men i praksis kan jeg bare virkelig godt lide tanken om, at jeg kan nå mine nærmeste, hvis uheldet er ude for enten mig eller dem.

      Jeg tror ikke, at vi kan lande på, at en af lejrene skulle have ret. Men det bliver diskussionen ikke mindre interessant af. Jeg troede indtil for nylig, at jeg var det hold, der godt ville “have lov” at tage fri fra al det stress og informationsload, når jeg selv havde behov for en pause. Ikke stå til rådighed altid. Men min kæreste og jeg tog snakken, fordi han syntes det var mindre behageligt at gå rundt med tanken om, at en ulykke kunne ramle sammen med en af mine selvvalgte off grid-perioder – og hvor længe mon dén så varede.

      Men som skrevet i en anden kommentar: Skal man leve sit hverdagsliv i skyggen af katastrofescenariet? Der er både for og imod, synes jeg. Spændende diskussion.

  10. Åh, hvor er det bare genkendeligt! Jeg har også besluttet mig for at skære ned for skærmtid – så jeg vil gerne være med de næste 40 uger. Men det er bare svært!

    Jeg har fjernet det hul som jeg plejer at falde i – facebook-appen – fra mine forsider på telefonen. Den er stadig installeret på min telefon, men jeg bliver opmærksom hver gang jeg hovedløst er på vej derind. Og det er en hjælp. At jeg så stadig tjekker den dagligt, er et mindre problem, fordi jeg gør det lidt mere bevist når jeg går derind (også med en tanke om, at jeg ikke skal blive derinde og scrolle og scrolle og scrolle…). Og så behøver jeg heller ikke at gå glip af de vigtige og relationelt funderede ting der foregår på facebook (og som tilføjer værdi til mit liv).

    Men hvordan tjekker du, hvor meget tid du bruger i hvilke apps? Det er ret smart til lige at danne et overblik over mis-/forbruget, tænker jeg!

    • Hej Line!

      Hvis du har iPhone, så er det telefonens indbyggede funktion til det, Skærmtid, hedder det bare. Min ligger, når jeg swiper mod venstre fra hjemmeskærmen. Ellers kan det sikkert googles, så kan man også lære mere om, hvad den kan. Den hedder nok Screentime på engelsk. Og der findes sikkert noget tilsvarende til Android.

      Jeg gjorde det også, altså pakkede Facebook væk, i den forstand, at jeg afinstallerede app’en og slettede genvejen til browserfunktionen. Men så opdagede jeg, at Safari gemte den som genvej, uden at jeg havde indflydelse på den fane, den var gemt i, fordi det var mit mest-besøgte indhold. Så blev det bare der, jeg bruge Facebook fra – og snart havde hjernen glemt, at det var mere besværligt end dengang, jeg havde app’en.

      Facebook er sygt svært at blive fri for som junkie, synes jeg. Men heldigvis er Facebook i mine øjne på grund af reklamer og dårlige algoritmer blevet det mindst interessante medie efterhånden. Så det er begrænset, hvad det æder af min tid. Kender du det?

  11. Er med. Eneste some på min telefon er dog Twitter. Alt andet har jeg ikke (fb bruger jeg flere gange dagligt via browser, og den er ikke så nem at slette). Vil i stedet forsøge at overholde “jeg læser kun blogs og twitter, når jeg rent faktisk beslutter mig for at sætte mig med en kop kaffe og gøre netop det”. Held og lykke til os alle

  12. Tak for sin store ærlighed og selvindsigt. Jeg vil glæde mig til at følge dine og egne refleksioner over de næste 40 uger.
    Jeg har lige fået en ny telefon, fordi den gamle døde. I den samme ting fik jeg slået alle notifikationer fra, og det har virkelig været godt for mig. Ingen små røde et-taller der lokker mig ind.
    Mht. overvejelser om altid at kunne nås på opkald/sms, så tænker jeg at et smart-watch måske ville være en rigtig god ide. På den får du sms’er og opkald, og den har også skridttælleren, så du kan med god ro lægge telefonen i en skuffe eller andet sted…
    De største hep til dig!

  13. En hurtig anbefaling til ur: jeg har et fitbit charge 2, som jeg har været glad for i snart to år. Jeg skiftede remmen, da den begyndte at gå op i limen efter et år, men ellers har der ikke været problemer. Det har skærm og en effektiv alarm, der ikke larmer, men vibrerer. Og det mærker man (jeg) altså når det sidder på armen.

  14. Jeg har al mulig forståelse for skismaet mellem at være tilgængelig for sine nærmeste og behovet for at få ro fra telefonen. For mig har det fungerer virkelig godt at installere appen offtime (der findes sikkert andre lignende), der låser adgangen til et antal (eller ALLE, hvis man er til dét) selvvalgte apps, men samtidigt lader telefonen fungere som netop det og ikke andet.
    Jeg kører et skema hvor adgangen til apps automatisk slår til om aftenen (det var der jeg oftest brugte den formålsløst) og jeg havde i den forbindelse en interessant oplevelse: Efter forholdsvis lang tid – en måned måske to – var impulsen til at scrolle Instagram igennem forsvundet. Så de dage hvor skemaet ikke lige kommet i gang eller jeg har brug for adgang til noget andet på telefonen, så er det blevet naturligt IKKE at tage scrolle runden.

    Held og lykke m projektet. Jeg hepper…

    • Hej Mia. Jeg har prøvet fire forskellige apps, der på hver sin måde kan låse en ude fra telefonen. Men de har alle metoder, der kan omgå det manuelt (beregnet til krisesituationer, sikkert) – og dem bruger jeg så bare, når jeg skal have mit fix. Min junkiehjerne er vist in deep, mere end gennemsnittet måske?

  15. Virkeligt interessant indlæg! Jeg føler ikke selv jeg har et problem med min telefon (og har for en sikkerheds skyld tjekket med mine mennesker, at de heller ikke oplever min telefonbrug som problematisk), men jeg bruger den en del. Jeg oplever bare sjældent, at den kommer i vejen for alt muligt andet (jeg har så heller ikke børn). Og når jeg er sammen med andre, ude at rejse, sidder i et s-tog eller lignende, så glemmer jeg alt om den og om sociale medier.

    Jeg kan virkelig godt forstå, at man får et lidt specielt forhold til sin telefon, når man har haft sådan en oplevelse, som du har, Karoline. Det lyder decideret traumatisk. Omvendt kan jeg tænke, at om ikke det at have en familiepolitik om aldrig at have sin telefon uden for rækkevidde, er med til at styrke følelsen af, at den næste katastrofe lurer lige rundt om hjørnet? Det ved I helt sikkert bedst selv. Men jeg kan mærke det løbe mig koldt ned ad ryggen ved tanken om, at det skulle blive socialt uacceptabel ikke altid at være til at få fat i. Jeg kan forstå det, når det gælder ens børn. Men i de fleste andre sammenhæng får jeg klaustrofobi ved tanken. Måske det kommer fra folk, der ikke har ældre familiemedlemmer, der snildt kan finde på at ringe 7 gange, lægge tre beskeder på telefonsvaren og skrive en sms med “Ringer du lige?” i løbet af et par timer, og så viser det sig, at det er fordi de lige var i gang med at se et program på DR2, som mindede dem om der samtale vi havde haft engang for tre år siden, og som de tænkte, man måske ville finde interessant? Jeg duer simpelthen ikke til at stå til rådighed på den måde, og hvis folk så ovenikøbet føler de har en berettiget forventning om at man altid har sin telefon tændt og på sig, så afføder det naturligt endnu mere konflikt, fordi de jo ved, at jeg HAR set det, så hvorfor svarer jeg ikke, er det fordi de ikke er vigtige for mig mere, elsker jeg dem ikke, etc etc. Det bliver et kæmpe nej tak herfra.

    • Hej Hazel, tak for din kommentar!

      Du er inde på det, og jeg har også skrevet det et andet sted i tråden:: Skal man virkelig leve sit hverdagsliv i skyggen af katastrofen? Er det ikke en højere pris at betale end den, hvor man er ukontaktbar i nogle timer, mens nogen prøver at komme igennem til en med en kritisk besked. Måske. Men som du selv nævner, har du ikke børn – og det 100 procent katastrofescenarierne med vores to børn, som min kæreste og jeg ikke kan overskue at være uvidende om. Vores regel om evig tilgængelighed går ikke på alle, der vil sludre om et eller andet, som sagtens kan vente (eller aftales på skrift).

      Andres opkald end dem fra min kæreste og dem fra institutionen “overser” jeg gerne. Det er jeg ret kølig med. Hvis ikke jeg har tid eller lyst, så svarer jeg ikke – men jeg ringer tilbage, hvis de sms’er et alarmerende “Ring lige”. Det ville de jo gøre, hvis der var sket nogen i den udvidede familie noget.

      Det her er ikke for mig et dilemma om, at man altid skal stå til rådighed for andres sludrebehov, det er udelukkende katastrofen, som man jo gerne vil vide om asap, jeg snakker om. Faktisk sludrer jeg ikke længere i telefon, med mindre det er aftalt på forhånd. Og mine nærmeste og jeg har opdraget hinanden godt til altid at smse efter et misset opkald med “Jeg ville bare sludre! Vi kan bare tales ved en anden gang”.

      Så tilbage til den med katastrofen. Jeg kan godt se, at man ikke nødvendigvis skal leve i skyggen af katastrofen og være styret af det scenario, hvis man allermest har lyst til at være off the grid i nogle timer. Men jeg KAN ikke slippe tanken om, at min datter kommer til skade i børnehaven og er blevet kørt på hospitalet uden at man kan få fat i mig. Uanset om de så kan få fat i hendes far. Jeg vil da hen til det hospital.

      Jeg synes den er for nuanceret til at blive komprimeret til et “kæmpe nejtak” eller et “kæmpe jatak”.

      PS – dejlig linksamling, du senest har postet, især tak for tippet om ethicalunicorn.com. Jeg har fået nyt perspektiv på oprydning og udsmidning efter det blogindlæg, du linkede til.

      • Mit nej tak var nu også udelukkende på egne vegne i min nuværende situation, ikke på alle mulige andres vegne i alle mulige andre situationer 🙂 Og også lidt et udtryk for overraskelse over, at det kunne ses som problematisk, for det havde jeg sket ikke overvejet. Ligesom jeg er lidt overrasket over åbenbart at være alene om at have (i øvrigt søde og rare) folk i min omgangskreds, der ikke så nemt lader sig opdrage.

        Ej, hvor godt at høre! Jeg er glad for, at du kunne bruge det til noget!

    • Jamen hun kan godt se, at det er fjollet at gribe mobilen konstant, men det er ikke nemt at bryde vanen, så jeg bruger meget tid på at sige: “hvad med at læse, tegne, lege…”. Vi taler også om, hvad hun laver med mobilen. Noget er ligesom mere ‘værd’ end andet.
      Jeg tror egentlig, de dårlige mobilvaner florerer i alle aldersgrupper, men det er bare så tydeligt, at der er sket noget lettere usundt hos den yngre del af befolkningen, fordi det er en gruppe, der burde fjolle rundt og lege og grine. Sammen! I denne weekend var jeg hård med at kræve mindre skærmtid, og søndag kunne hele familien se tilbage på en weekend, hvor vi havde været mere sammen og lavet en masse andre ting end ellers. Det var så dejligt!

      • Hvor godt at høre! Sådan nogle dage har jeg også lige haft. Og hvor er der meget mere overskud på kontoen, når man aktivt vælger mobilen fra og noget andet til. Hvor helligt det end lyder. Det bliver der mere af i fremtiden.

        Ja, de unge skal fjolle rundt og lege og grine. Men det skal vi andre også. Måske ikke barnligt, men så på vores egne, voksne måder. Uden de skærme. Tidligere mente jeg vist, at de unge havde et største problem af alle. Men vi voksne er jo lige så slemme. Vi er lige så in deep som dem. Vores eneste fordel er bare, at vi kan se tilbage på en ungdom og barndom, hvor det her slet ikke var på tapetet.

  16. Sikke et spændende projekt! Det vil jeg glæde mig meget til at følge, for åh, hvor jeg dog kender alle de følelser og reaktioner, du beskriver: Overforbruge apps (med dårlig samvittighed) – slette apps (lidt god samvittighed) – kigge på apps i browser (med semidårlig samvittighed) – geninstallere apps (med dårlig samvittighed).

    Min løsning for nu har været at sætte en timer på mit appforbrug. Min telefon har sådan en “Digital balance”-indstilling, og derinde kan jeg beslutte, hvor meget tid jeg vil bruge på mine apps hver dag. Nogle har jeg valgt at lade være ubegrænsede, fx messenger, men instagram har jeg sat 30 minutter af til hver dag. Twitter ligeså. Denne begrænsning har gjort, at mit scrolleri er blevet meget mere bevidst (hvis instascrolling kan være det), for nu er min tid i app’en sparsom. Nu tjekker jeg, om dem, jeg følger, har lagt nyt op, og måske tager jeg et hurtigt kig på udforsk. Og så lukker jeg app’en. For jeg vil jo ikke misbruge min dyrebare insta-tid. Det er stadig lidt fjollet og meget fix-agtigt, men det virker for mig. Det udelukker ikke mine yndlingsapps helt fra mit liv, men jeg har taget et bevidst valg om, hvor meget de skal fylde. Derfor har jeg heller ikke lige så meget et behov for at tjekke i browseren, når den halve time er gået, idet jeg ved, at jeg faktisk har fået mine 30 minutters fix, og det har JEG besluttet er nok. Mmmhm, følelsen af kontrol.
    I weekenderne sker det så, at jeg er inde og ændre i indstillingerne, så jeg kan scrolle, stalke og like lidt mere, men det er jo i weekenden, og det er noget andet. Am I right? Right…

    Al held og lykke, og tak for at dele.

    • Hmm … dét der har jeg faktisk ikke prøvet. Selv om jeg har prøvet meget andet. Måske skulle jeg give det et forsøg. Jeg frygter dog, at det ender som med alle de andre udelukkelses-apps – at jeg misbruger de indbyggede kattelemme til at junke alligevel. Jeg tror det skyldes, at der ingen konsekvens er. Der er ikke engang nogen vidner. Jeg kan frit bare gå gennem kattelemmen i stedet for at åbne døren. Og jeg forSTÅR ikke, hvorfor I andre kan overholde jeres aftaler med jer selv, når det er så nemt at snyde.

  17. Hej Karoline.

    Jeg har læst med et lille stykke tid, og jeg tror at jeg har skrevet det til dig før.
    Men du kan prøve at skaffe dig en “gammeldags” mobiltlf, altså ikke en smart phone, og så proppe dit simkort deri. Så kan du kontaktes – men den er sindssygt kedelig at kigge på, så den forstyrrer ikke.

    Jeg har for et par år siden skiftet min smartphone ud med sådan en model, og jeg er faktisk rigtig glad for det. Mega-upraktisk at mangle mobile pay, ikke at kunne sende billeder og skrive lange sms’er, men fordelene opvejer så langt ulemperne.
    Jeg skal bare ikke have adgang. Jeg skal heller ikke have et slikskab, for så tømmer jeg det…
    Held og lykke. PS: jeg er gymnasielærer, og jeg konfiskerer mobiler benhårdt. Man kan ikke fordybe sig i noget, når mobilen er i nærheden. Bum slut.

    • Hej Birgitte, tak for dit råd. Da jeg arbejder med sociale medier og digitale trends, tror jeg ikke, at usmartphone-modellen er noget for mig. Jeg drømmer om at lære mig selv at leve i fordragelighed med teknologien. Men måske kan jeg gøre som dig, hvis jeg må se i øjnene, at jeg ikke kan administrere sådan et apparat i mit liv.

      Hvad siger elever, forældre og andre lærere til at du konfiskerer mobilerne? For mig er det indlysende, at de skal ud af klasselokalet, men jeg tænker, at ikke alle har det sådan, når nu de stadig findes i så mange.

      • Når den arbejdsmæssigt er så vigtig, så kan jeg godt forstå at du ømmer dig ved et farvel. Jeg synes dog virkelig, at det er skræmmende så meget smartphones har ændret vores adfærd og samfund og meget andet. Det er så vildt! Kampen er så ulige, tænk hvor mange ressourcer og kræfter vi skal bruge på at disciplinere os ud af det. Og vi har endda bunker af ressourcer. Hvad med alle de forældre, der bare giver los, fordi de ikke kan andet?

        Min mand synes, at jeg skal købe mig en smart phone, måske er han træt af at agere min private bankmand og overfører via mobile pay. Det er nok dér, jeg mangler den allermest! Men nu er det et princip for mig.
        Mht. mobiler i undervisningen, så blæser vindene derhen, hvor alle lærere véd, at det er totalt åndssvagt IKKE at gøre noget. Klasseledelse er i høj grad at sætte rammer om PC og mobiler. Det er fælles politik på skolen og vi har holdere til mobilerne på lærerens bord.
        Jeg ville aldrig sætte mine børn i en skole, hvor der ikke bliver taget stilling til den slags.

        Det var mine tanker om dette. Tak fordi du tager dig tid til at kommentere, det er en meget spændende debat du rejser – og du gør dig gode tanker om det. Tak for det.

  18. Gad vide om du får læst helt herned i kommentarsporet:) Men, vil bare lige sige at d. 16. i denne måned har jeg kraftstejlemig været (nogenlunde) Insta-fri i et halvt motherfucking år. Ja, jeg har logget på fra browser og kigget. Og jeg har også været nok i igs random søgefelt til at jeg er stolt af det. Men appen har ikke ejet mig. Og jeg har ikke haft den på min tlf. Jeg har ikke postet så meget som een lille bitte story. Og det er altså vildt, for jeg var eddermanme flittig på ig før (2+ timer dagligt og daglige opdateringer og konstante idéer til “sjove/tilfældige” posts) Derfor føler jeg mig rutineret nok til at tillade mig at komme med et par ting der virkede for mig. Brug dem eller lad være:)

    – unfollow alle de mennesker du ikke kender (eller som seriØST sparks joy i dit feed). Vær kræsen! Jeg gik fra at følge 1300 til 45. Det gør at jeg har set alle nye billedet i mit feed efter ca. 5-6 billeder (hvis jeg tjekker 4-7 gange om ugen).
    – Lav et offentligt farvel derinde. Jeg ved ikke med dig, men jeg følte mig overraskende forpligtet overfor mine følgere (totalt storhedsvanvid. Jeg er ikke særlig stolt af det). HvorDAN skulle de dog klare sig uden MIG? Så jeg meldte ud, at jeg var blevet for afhængig og at det simpelthen gik for meget ud over mit (familie)liv på en måde der ikke gav nok igen (i modsætning til – som dig – Bloglovin, skrivning og kommentarspor hos mine yndlingsbloggere;)). Det var rart for mig at få sat et ordentligt punktum derinde.
    – vær ok med at Rom hverken blev bygget eller brudt ned på een dag. Vaner er så psyko(!)svære at ændre, så det er vel helt igennem ok, at tage tage det i et par skridt.
    – Nyd alle de ting du slipper for! Det letter seriøst mit hjerte at slippe for mode-profiler, annoncer, æstetik/livsstils-influencere med livsopdateringer som kun gør mig ked af det. Det letter og giver så meget tid tilgengæld!

    Inspireret af dig og dit eksperiment er jeg nu klar til at tage næste skridt i min lange, lange løsrivelsesproces: HELT farvel. Shit. Også til browserversionen af Instagram. For ikke at komme til at snyde tror jeg dog at jeg, til at starte med, laver en tilbagevendende Instagram-dag i min kalender. Hver d. 1. i måneden må jeg gå på Instagram-frenzy fra min browser. Jeg tror sgu jeg er klar til det.

    Tak for læsningen og inspirationen nok engang, søde, seje du.

    • Kære Ida. Ejmen, jeg har så stor respekt for dit Instagram-farvel. Du er vitterligt savnet i mit feed, men jeg tænker ofte: Good for you. Jeg ved, at du er et bedre sted nu!

      Jeg er ikke helt klar til samme. Jeg har dog efter din eksempel skåret meget ned på, hvem jeg følger. Det er ikke perfekt endnu, men jeg tager nedbarberingen i etaper. Er fx plaget af ikke at kunne “tillade” mig at unfollowe visse. Folk, hvis billeder jeg sådan set ikke nyder, men som jeg har en relation til irl og derfor ikke vil have dårlig stil overfor. Jeg kan jo godt lide DEM. Bare ikke deres instagame! Kender du det?

      Det er inspirerende, men jeg ved ikke, om jeg også er klar til et farvel. Det er godt nok ikke det store problem her i denne uge, hvor jeg har afinstalleret det (forbavsende uproblematisk at undvære den meningsløse scrollen, der har ædt så meget tid!), fordi jeg har den der lille kattelem med browseren. Der titter jeg lige ind af og til, men er hurtigt ude igen. Men jeg ville komme til at savne at lægge billeder op. Det er noget enestående og bevægende, der foregår i disse år på grund af sociale medier, synes jeg. At mennesker – kvinder! – mødes på tværs af geografi, aldre og sprog og kigger ind hos og ud til hinanden. Det foregår også på andre medier, Facebook og Twitter fx, men jeg synes Instagrams stemning er unik. Venlig og heppende. Måske er det alle de pastel- og jordfarver, der beroliger os … Ikke at tonen ikke kan være harsk, men det hører til undtagelserne. Nå, men det jeg vil frem til: Jeg elsker det. Jeg er afhængig af det, men det er ikke mediets skyld. Jeg vil ikke være det helt foruden.

      … og dog. Slår det mig. Instagram er jo ikke anderledes end det, der foregår lige her. På min blog og din blog og de andre blogs. Det er samme hep, interesse, konstruktive input og (kvinde)fællesskab. Hm. Måske kunne jeg godt blive klar til et instafarvel alligevel. Hælde de opslag, jeg MÅ ud med, herover.

      Tankerne kører på højtryk. Måske kan jeg virkelig blive fri. Tusind tak for det.

  19. Mine tanker kører også og jeg forstår fandme godt hvis dit IG fællesskab ikke er værd at sige farvel til (endnu). Jeg havde ‘internetveninder’ på ig som jeg vitterligt så/ser op til men som jeg helt har mistet kontakten med. Det er trist. Men jeg er sikker på at du har ret i at fællesskabet er det samme her på vores blogs som derovre. Og i fht til at savne at lægge billeder op – der kan en blog altså også være godt afløb, tænker jeg:) Selfie-raten på mit domæne er i hvert fald steget med ca 100% siden jeg slettede min insta-app. Hjerterne må man undvære, men det var også dem jeg ikke kunne administrere. Var simpelthen så likesliderlig (ja, undskyld. Der er ikke et andet ord) at jeg slet ikke kunne styre mit behov for at åbne appen i timerne efter en post. Virkelig overdrevet (og FATTER ikke hvordan de rigtige influencere administrerer det)! Couldn’t do it.

    Åh, nej det blev ufatteligt frelst, det her. Undskyld.

    • Det er da ikke frelst. Det er ærligt og løsningsorienteret, som man siger på arbejdsmarkedet. Og likeliderlighed findes virkelig. Og jo flere likes, man bliver vant til at få, jo frygteligere bliver det, for pludselig er “sølle” 79 hjerter lig med, at du hader dig selv og det store flop, du er, og det er jo SINDSSYGT. 79 tomler-op er jo 79 klap på skulderen. 79! Sådan føles det bare ikke på Instagram, vel.

      Lige nu er jeg så klar til at skride. Må lige sove noget mere på det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *