Evne efterlyses: Evnen til at kigge den anden vej

Hvornår lærer jeg det?

At lade være med at klikke ind på det der store bloggeres profiler, dem, der lever tilsyneladende meget federe liv end jeg gør?

Dem, der smiler mere. Er pænere og altid pænt friserede. Udviser mere rummelighed. Har flottere tøj. Står knivskarpt uden makeup. Har strammere efterfødselstaljer. Rejser meget pæne steder hen og har blik for de meget pæne detaljer også der. Har flottere holdninger til hverdagen. Som nok udviser små pletter af underskud, men i afmålte mængder, på hashtagniveau, der perfekt perspektiverer, hvor dejligt det hele er 99,9 procent af tiden. Uanede mængder overskud til krævende børn og den træthed i huden, der indtræffer, når man har brugt en hel dag på at brøle nej. Altså, rammer den træthed også dem? Siger de også nej hele dage? Og hader bærende søjler i egen personlighed så intenst i timevis, at det eneste der hjælper er at sige godnat og håbe, at underskud + underskud er blevet lig med brede smil og florlette skørter i blidt modlys, når solen igen står op?

Jeg ved godt, at det er nøje kuraterede uddrag af deres liv, højt belagt med gode filtre fra de bedste styling-apps, vi får at se. At det også roder ovre hos dem i deres kulisser. At deres moderevner også kan føles utilstrækkelige. At de også nogle gange glæder sig til dagen er slut.

Men de viser det nærmest aldrig frem (for image er deres business og deres meal ticket), så hvorfor besøge deres profiler, når de kun giver ondt i mindreværdet og det bedste for alle ville være, at jeg kiggede væk?

Hvorfor. Gør. Jeg. Det?

***

14 Comments

Add Yours →

Dunno men jeg gør det også. Øver mig dog i at unfollowe. Næste udfordring er at holde sig fra Udforsk-knappen…

Jeg følger slet ingen af dem, for jeg ved, at de flyver hjem til en anden planet i deres rumskibe hver aften mens de klasker sig på lårene af grin. Og så er det at der er en ting jeg ikke forstår: Den rigtige levevis, når de dybest set opfordrer alle deres følgere til samtidig at klikke på de affiliate-links og bruge de rabatkode, de kaster ud – altså ren og skær forbrug?… Vi har ikke brug for mere forbrug!! Så det kan jeg slet ikke forlige mig med, heller ikke selv om jeg godt ved, at det er det, de lever af. Men jeg kender også godt følelsen af at det er svært at se den anden vej. Men ved du hvad, jeg synes faktisk, at vi er smukkere, os uden rumfærger! Og hvis du er i tvivl, Karoline, så står du knivskarpt! ❤️

Hvorfor. Gør. Vi. Det? Åh, hvor jeg dog genkender det og længes efter, at kunne proppe bloggerlivet i samme kasse som romanfigurer, filmroller og lignende. Den slags, jeg godt ved, er meningsløse at sammenligne mig med. I går brød jeg min egen regel om at lægge mobilen fra mig og tog en tur gennem Instagram lige inden sengetid – med det resultat, at jeg gik i seng med en overvældende følelse af mindreværd. Tak for at dele. Jeg er vild med dit skarpe, ærlige blik på livet og ALT, hvad det indbefatter st leve det

Altså. Jeg synes lidt deres liv runger af tomhed? Tænk at ens faglighed og karriere handler om at sælge produkter? Tænk et arbejdsliv, der ikke handler om at gøre verden til et bedre sted? Men bare handler om at opretholde en følgerskare, så man kan blive ved med at tjene penge? Det står for mig som det allerkedeligste i hele verden. Måske er det derfor jeg ikke er misundelig. Jeg elsker mit arbejde og min faglighed og der hvor jeg sammenligner og bliver misundelig er inden for mit felt. Jeg bliver helt grøn af misundelse, hvis nogen jeg kender perifert (og som er yngre end mig – hallo, hvordan gør de det?!) får fede stillinger – eller fede rejselegater, efteruddannelse and what not. Øv. Det vil jeg også. Så lige dér prøver jeg at hvile i, at jeg jo så til gengæld har små børn og en dejlig mand og masser af fremtidige muligheder. Altså, mens jeg desperat prøver at fastholde roen og konsekvenser for min treårige, der flejner i fakta.

Det sker af og til, at jeg måske får læst en af de “store” bloggere, fordi de bliver promoveret i især TV 2, men jeg ryger hurtigt ud igen. De har manglet kant. Og lange skrevne indlæg uden indhold keder mig.
Men jeg ved ikke, om jeg har været forbi.
Og så hørte jeg Hella Loof på bogmessen sige om midsundelse, at du skal tage hele pakken, ikke kun den flade mave.

Jeg hader også nogen gange bærende søjler i min personlighed. Det tror jeg alle gør, nogen kan bare ikke overskue at forholde sig til det, og så bliver deres liv derefter. Måske lidt mere overfladisk, måske lettere? Det tror jeg egentlig ikke, men det er jo ikke til at vide.

Dit sprog er så spot on. Sidder og griner i skægget her i heden på job. Det er så rammende, det du skriver, om alt fra selvbilleder, kvindeliv og savn i glimt over syltetøjsmadder.

Jeg kan genkende så meget i dine tekster og fokus lige nu fra da jeg selv var i slutningen af min anden barsel sidste sommer. Fuck, hvor jeg skamred internettet og hatede på dem, der kun viste at det hele kørte, mens jeg jokkede rundt i legetøjsbunkerne derhjemme (og hyggede ja ja, men også kedede mig lidt) og nok bare mest trængte til at bruge min hjerne på job. Så ville min hjerne opsøge mærkelige ting, f.eks. kedelige underholdningsblogs, der giver kraftigt kuraterede billeder af virkeligheden. Det gik heldigvis ok meget over, da jeg startede på job igen.

Tak for en god blog og for at du deler dine tanker. God sommer!

Jeg tænker også tit, om de slet ikke ejer noget som helst nusset tøj fra Føtex? Og ind i mellem handler ind i nattøj med tandpasta i mundvigen? Kæft altså, de er velklædte, de damer der. De skinner jo ligefrem!
Men jeg véd jo også godt, at jeg selv vælger at klippe mit hår, ikke ejer noget sminke udover en ældgammel puder og en tør mascara, bruge mine penge på at spise på café 5 gange om ugen og har huller i strømperne – jeg kunné jo garanteret godt oppe mig og få en ‘skønhedsrutine’ og et massivt tøjforbrug, hvis jeg gad. Og jeg når altid frem til, at det gider jeg jo faktisk ikke.

– A

Jeg ved godt at det er kontraproduktivt, men er der ikke nogen der vil linke til et par eksempler på disse Store Bloggere? Jeg ved simpelthen ikke hvem der refereres til!

Hej Sara, jeg forstår totalt godt dit spørgsmål. Men jeg tror jeg må skuffe. Jeg tror nemlig ikke, at vi her taler om de samme. Det varierer vist, hvilke typer, der stryger en mod hårene. For mig er det særligt to-tre bloggere, der rammer en nerve i mindreværdet, for andre er der helt sikkert tale om nogle andre.

Det er ikke relevant at droppe links, synes jeg, for det er ikke dem, der gør noget galt. Så det skal ikke blive en kritik af dem. Det er mig, der burde kigge væk. Lige som ingen helst må begynde at diktere hvordan jeg gør tingene her på adressen – man kan jo bare kigge væk, hvis ikke man kan lide lugten.

Spørgsmålet er så bare, hvorfor det er så vanskeligt at kigge væk, når man godt kan blive decideret ked af at se med.

Jeg var så dum at gå ind og nærstudere Alice Brunsøs instagram for et par dage siden. Hun er sikkert skide sød og alt muligt, men hun er også 4. gangs(høj)gravid og ligner en million, smiler overskudsagtigt på alle billeder, passer sine tre børn og har bare den pæneste gravide krop, man kan forestille sig. Jeg er 2. gangs(høj)gravid. Jeg har taget 20+ kg. på og ligner mest noget, der er blevet slæbt ind af katten. Jeg er træt som ind i helvede og kan kun akkurat oppe mig til, (for det meste) at være sød overfor min datter. Der findes ikke et eneste pænt, overskudsagtigt billede af mig fra denne graviditet. Det var så dumt at sidde og glo på Alice, jeg blev både ked af det og sur på hende og mig selv. Så dumt altså.

Det er sjovt du har det sådan, for jeg har det lige modsat. Jeg gider ikke læse med på flere af de store blogs. Jeg syntes det hele bliver for pænt og derfor – om ikke direkte uærligt, så i hvert fald – utroværdigt.

Eneste fuldtidsblogger jeg følger er Miriams blok, hun bliver ved med at virke “ægte” på mig.

Skriv et svar