Er dog smigret over, at nogen troede, at jeg kom fra politiet

Han vendte og drejede mit kørekort.

– Ma’am, I’m sorry. I can’t accept this.
– My drivers license? What’s wrong? The date is right there. There. September 20th nineteen-eighty-four. Four.
– But it could be fake.
– Fake? What? The European Union flag is right there?
– The Europ-…? Ma’am, I really am sorry, I can tell that you’re not underage, but… don’t you have your passport with you?
– No, I didn’t bring my passport. I’m trying to buy two cans of Heineken, so I didn’t bring my passport. That would be stupid.
– Then I’m sorry. We’re just… we can’t. Because in theory you could be a cop.

Han hviskede de tre sidste ord. Som om de var farlige.

– A whut?
– A cop. Undercover. Trying to see how easy it is to buy alcohol with fake foreign id. Taking advantage of the fact that we don’t know how other id cards look.
– Oh. That’s… that makes sense. I guess. But… I’m not a cop. I can speak Danish for you. Nu taler jeg dansk. Sådan her taler man dansk. Det er der ikke mange politimænd herovre, der ville kunne, vel, lalala, dansk. See? I can even repeat that for you so you know I’m not faking?
– …?
– … sorry. For that.

Jeg rømmede mig. Og anede ikke, hvori hverken argumentationen med EU-flaget eller min danske tale havde hjemmel. Vidste heller ikke hvad mit næste træk var. Kun, at jeg ville vinde det her, hvad end det var. Så jeg indledte en længere stirrepause. Hvor jeg dels pustede mig op som en 25-årig voksen, dels prøvede at se casual nok ud til, at jeg ikke lignede nogen som helst ovre fra ordensmagten. Det virkede. Selv om der gik lang tid. Uhyggeligt lang tid, inden han sagde:

– Whatever. Alright. I’m feeling Christian today. You can have them.

Jeg skulle lige til at bemærke, at en sand kristen næppe ville sælge mig Heineken, men hvorfor udfordre mit held. I stedet betalte jeg, takkede den kristne og lod de medbragte amerikanere føre mig og de andre udvekslingsstuderende ud i en gyde, hvor vi bundede vores øl fra brune poser. Sked højt og flot på USAs politik om ‘ingen åbne alkoholiske drikke in public’ – og for sammen, når vi troede, vi så en politibil. Og på vej på bar tog jeg et langt drag af aftenluften og kunne mærke, at det var næsten som at være tilbage i 1999 i Beder eller Mårslet, på vej til klubfest og gemte øl i busken. Med Buffalo-støvlerne spændt, den hvide eyeliner penslet på og Dready-sweatshirten strøget. Ah ja. Hvilket sandt privilegium at være lige dér i fortiden.

***

0 Comments

Add Yours →

Skriv et svar