I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Der er noget helt galt med det her billede

Forleden trillede jeg og barnevognen forbi en børnehaveflok på tur med deres to pædagoger. De var i færd med at tage et gruppebillede. Højt humør prægede de fleste i flokken, og jeg forstod så rigeligt, hvorfor de to voksne gerne ville forevige dem lige her i deres sindsstemninger.

Den ene pædagog var linet op sammen med miniputterne langs en mur, mens den anden stod og fumlede med sin og kollegaens smartphones’ kamerafunktioner.

Jeg standsede øsen og spurgte den fotografudnævnte pædagog, om ikke jeg skulle tage billedet, så hun kunne være med på det.

Glæden, hun diskede op med, mens hun hvinede “Ih! Gider du! Tak!” og småhoppede hen for enden af opstillingen, var så umanerligt oprigtig. Fem knips, tre ommere og et par “Smil nu pænt, Ofelia, så damen kan tage et godt billede” senere var en lille, men åbenbart kæmpestor tjeneste fuldført. De billeder skulle straks i orbit til forældrekredsen, lod de voksne mig forstå.

Det fik mig til at tænke. For. Kære omgangskreds.

Der er lige noget, vi skal tale om.

Det her:

… og jeg skal spare jer for flere, selv om jeg har rigeligt, for de er jo ikke til at holde ud at kigge på i sammenhæng.

Hver for sig er jeg så glad for de billeder. Både den gravide mave og håret og smilet sidder rigtigt, og jeg virker ikke så hvalet eller oppustet eller dårligt klædt, som jeg til tider følte mig.

Men hvor ville jeg ønske, at ikke alle de gode billeder var skæmmet af en dum telefon midt i det hele og mit eget hjem og vores toiletfliser i baggrunden.

Det ser ikke bare kikset ud, det ser selvsmagende og klichetidstypisk ud at dyrke sig selv på den måde, men egentlig ville jeg bare gerne løbende fotodokumentere min graviditet og min datter lige før hun var min datter. Det var en ganske særlig periode i livet.

Sådan tror jeg mange gravide har det, hvorfor mange af os forfalder til selfies i et væk i hjemlige spejle, når ingen kigger. Selv om det havde været rart at have en amatørfotograf på til at forevige maven sammen med noget hverdag. Skovtur, polterabend, cafékaffe.

Så. Næste gang I tilbringer tid med en gravid, så spørg da lige, om ikke I skal tage et billede af dem!

De siger sikkert nej, for sådan hører det sig til i vores generation (men heldigvis ikke i den efterfølgende, X Factor-folket) – man skal ikke synes om at være på. Eller også skal man påtale sin dobbelthage eller at man har noget grimt tøj på. Tilbyd at tage nogle stykker, så kan hun altid slette dem.

Eller måske glemmer hun alt om dem og finder dem frem en dag, hun ikke længere har vand i ankler og fingerled og har tid til at lade sig bombe tilbage til en tid med boblende forventning, strutmave og pjusket hår:


« »

© 2018 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.