Conchita Wurst + 5 år: En helt almindelig og samtidig helt særlig majaften

Her til aften er det præcis 5 år siden.

Jeg var til Melodi Grand Prix-fest hos min veninde, og Jens var til fødselsdagsfest. Vi havde set hinanden et par måneder, jeg var nyforelsket på den stadig koldsvedende og fnisesitrende måde.

I minutterne efter Conchita Wurst havde sunget sig til finalesejr med Rise like a Phoenix på Refshaleøen i København, sms’edes vi ved om, at dén bedrift skulle vi da fejre sammen – ikke adskilt. Vi strøg begge mod min lejlighed på Frederiksberg, han med et håndtag øl til fejringen, jeg med ekstra cigaretter i tasken.

Og mens vi sad der og røg smøger og drak bajere i min sofa og nynnede den skæggede dames ballade, sneg Jens sig til det i en bisætning. Spørgsmålet, som jeg selv havde øvet mig i at være den, der stillede.

Om ikke vi skulle “danne par, sådan rigtigt”.

Mit ja den aften blev til mange jaer mellem os på ingen tid; ja til at bo sammen, få børn sammen, at opleve glæderne og sorgerne og forældreskab og kontroltab og opturene og lykken og de megatåbelige skænderier og de svært uncool, matchende Birkenstock-efterligninger og bolognese-hverdag sammen. Alt det, vi har mast ind på så kort tid, jeg kan godt blive meget ør ved tanken. Og meget, meget taknemmelig.

I aften er vi adskilt af hans skæve arbejdstider, og sådan er vi sammen mange aftener: Med en chat, der gløder af jokes og praktisk sludder mellem os, og i morgen starter det hele forfra.

Den vidunderlige rutine, der er vores hverdag sammen.

***

12 Comments

Add Yours →

Tillykke med kærligheden! Jeg øver mig sådan på at være ligeså cool som dig, når det kommer til min mands skæve arbejdstider. Du virker til at tage dem med knusende ro og fokusere på de muligheder, de giver jeres familie, frem for de irritationsmomenter, der sikkert også er. Desværre falder jeg ofte selv i bitterhedsfælden og kommer til at bebrejde ham – hvilket jo ca. aldrig fører noget godt med sig. Tak for at skrive i positive vendinger om det omskiftelige liv!

Kære Louise – tak!

Roen over de skæve arbejdstider er ægte og dybfølt. De har bragt så meget fred med sig, og de få knaster er rigeligt opvejet. Vi har a l d r i g stressede morgener. Aldrig. Og i begge barsler har det været som om vi har holdt orlov sammen – fordi han så er trisset af sted på arbejde ud på eftermiddagen, efter vi har holdt sløv kæresteformiddag med gåture, kaffer i spandevis, musik og oprydning eller en romantisk tur i Silvan <3

Jeg er ingen helgen og kan sagtens brænde sammen i ulvetimen af raseri over at stå alene med to småbørn, som jeg relativt tit gør, og hvor jeg bilder mig ind, at alt ville være løst, hvis bare vi var to ... men jeg vil vove at påstå, at de raserianfald rammer alle, og at de ikke har noget med nogens skæve arbejdstider at gøre. Frustrationen rammer alle.

Nøglen her er nok, hvis du vil låne anskuelsen, at de skæve arbejdstider skaber en så stor variation i hverdagen, at den aldrig føles som det hamsterhjul, andre beskriver. Vi har masser af tid og ro i hverdagen. Og jeg kunne unde alle netop det. Det kræver, at jeg er med på, at vi så heller ikke har så mange af de aftener i sofaen sammen, som andre voksne par har efter puttetid, men jeg må indrømme, at jeg nyder min alenetid der i fulde drag.

Måske er vi bare heldige at være et godt match, hvor vi begge trives med denne indretning. Jeg tror faktisk nok ikke, at der er en "rigtig" og "forkert" måde at tackle det på. Hvis man ikke trives i det, så trives man jo ikke. Men hvis det overhovedet er muligt, så skriv alle fordelene ned. Der er sikkert flere, end du tror!

Hvad tænker du? Hvordan ser det ud hos jer?

Du har så ret. Tak for perspektivet om det manglende hamsterhjul – den måde havde jeg ikke lige tænkt på det før. Det vil jeg helt klart hive frem, næste gang bitterheden rammer.

Hos os er der mange lange vagter for min mands vedkommende – 11 timer er standard. Det betyder, at han oftest er væk fra morgen til aften tre-fire dage om ugen, så han kun ser vores søn om morgenen, og jeg er tvunget til at tilrettelægge mit arbejde, så jeg kan hente, lave mad og putte. Det kan jeg, fordi jeg stadig er studerende og arbejder deltid ved siden af. Men det betyder i praksis, at langt størstedelen af mine “arbejdsdage” kommer til at føles som 11-12-13 timer, fordi jeg er alene på forældrepinden efter mit rigtige arbejde. Og det er jo skrækkeligt at indrømme, at det at hente og putte sit barn føles som en forlængelse af arbejdsdagen, og hvad med alle de enlige mødre osv. osv. Men det er som regel det, der afstedkommer utilfredsheden hos mig. Og gevinsten ved de lange arbejdsdage er så en hverdagsfridag om ugen for ham, men der er jeg jo selv på arbejde og skal indhente alle de dage, jeg er gået tidligt for at hente, så på den måde føler jeg sjældent, at jeg for alvor høster frugten. Det værste er dog, at hans arbejde kører efter en skiftende vagtplan, som vi først får et par uger inden, den træder i kraft. Det er virkelig frusterende at hele ens hverdag (og weekender for den sags skyld) afhænger af Vagtplanens Nåde. MEN (for der er selvfølgelig et men, selv om ovenstående rant får det til at lyde, som om jeg er en bundulykkelig gammel kone) til gengæld gør hans job ham glad det meste af tiden. Og han har heldigvis også en stor vilje til at prioritere vores søn, så han overvejer muligheden for at gå ned i tid, når jeg (forhåbentlig!) får et fuldtidsjob inden for det næste års tid, og det kan lade sig gøre økonomisk. For det hører selvfølgelig også med til historien, at det store stygge job jo samtidig er grunden til, at vi kan betale af på vores lejlighed og stadig have råd til at gå i Emmerys. Konklusion på romanen: jeg husker lige det med hamsterhjulet (og alle mine goddamn privilegier i øvrigt) og stikker piben ind. Hej fra i-lands-mor.

Jeg synes ikke du er en utaknemmelig i-lands-mor. Jeg ville også synes, at det var hårdt at skulle være så meget ene om det praktiske – når du så skal bruge din eneste “aflastningsdag” om ugen på at indhente på jobbet. Det gode er, at du har udsigt til bedre tider. Hold ud! Det bliver godt.

Tak for opbakning! Jeg synes heldigvis også det bliver bedre og bedre, efterhånden som han bliver ældre.

Smukt og fint og vigtigt og rørende. Så dejligt at huske kærligheden midt i al praktikken. Det gjorde mig glad. Tak!

Skriv et svar