I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

En, du kender, er i sorg efter et tab. Hvad skal du sige? Det her.

Da min mor pludselig døde i efteråret, blev min og vores sorg mødt alle steder fra af en kærlighed og omsorg. Fra kolleger og gamle venner, over fjern familie i Norge til tidligere naboer, der havde set dødsannoncen og lige ville kondolere. Det var overvældende varmt med alle de hilsner midt i sorgen. Hver en henvendelse pakkede jeg ind og gemte indeni.

Bare det at vide, at folk tænkte på mig. Bare det, at de lagde sig i selen for at tage så meget hensyn som muligt og sige det rigtige. Et lyspunkt midt i det hele.

Så var det ligemeget, at folk af og til trådte lidt skævt ned i såret. Fortalte mig om deres egne døde forældre (og ville indlemme mig i en klub, hvor vi passer på hinanden og forstår hinanden af den grund, og jeg kunne reelt ikke være noget for nogen eller rumme andres tab i den første tid) eller sagde noget underligt og undskyldte for, hvor underligt det var. Eller forsikrede mig om, at sorgen ville blive mindre (som var det værst tænkelige at få at vide – sorgen var jo mit sidste rum at være sammen med min mor i). De kunne ikke vide hvad lige præcis jeg havde brug for at høre og ikke høre – den slags er forskelligt fra sørgende til sørgende. Hvad den ene finder trøst i, får en anden til at se rødt.

For de prøvede. Og hver især var de afgørende for, at jeg forstod, at der var en normal verden med gode mennesker og lyse relationer at vende tilbage til, når jeg en dag var klar til at bevæge mig uden for den lille, sikre boble: Den helt nære familie, som vadede rundt i tabet og alle dets konsekvenser sammen med mig.

Mange uden for boblen har dog delt siden, at det var virkelig vanskeligt at finde på det rigtige at sige.

Når jeg forsøger at sætte mig i deres sted og googler, hvilke fif, der mon ligger derude, serveres der meget få konkrete råd og en masse abstrakte råd (»bare vær der«) og svært mange ting, man endelig ikke må gøre (man må ikke møde tabet med tavshed, man må ikke forvente noget fra den sørgende, man må ikke glemme sit nutids-r, hvis man endelig skal skrive »kondolerer«).

Så her er de, konkreterne. Nogle af de bedste sætninger, jeg modtog fra uden for boblen, da min mor en dag ikke vågnede op.

Hvis en du kender perifert er i sorg efter et tab, kan du sige:
»Jeg har ingen ord, der kan lindre eller gøre en forskel. Jeg tænker på dig«

Ordene faldt fra en bekendt midt i at hilsnerne strømmede ind fra folk, der prøvede at lindre og lette tabet med ord. Sætningen var så rigtig. Der var intet, der lindrede. Men hun forstod. Og jeg forstod, at hun forstod.

Hvis din kollega er i sorg efter et tab, kan du sige:
»Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige. Hvad siger man?«
En kollega hilste mig sådan, da hun så mig tilbage på arbejdet første dag efter fridagene efter død og begravelse (og operation). Det var umiddelbart, og der var ikke taget tilløb, mens det samtidig ikke gjorde mit tab mindre end det var – hvad henkastetheder godt kan komme til. Mit svar var i øvrigt et let-om-hjertet: »Det der. Man siger det der. Der er ikke så meget andet at sige end det der«. Videre til arbejdsopgavernes barmhjertige distraktion.

Hvis en tæt på dig er i sorg efter et tab, kan du sige:
»Jeg kan slet ikke fatte, at hun er væk. Jeg glemmer aldrig dengang … [indsæt stort eller lille minde med den døde]«
Da folk fandt på at fortælle mig om noget, de havde oplevet med min mor (og måske mig) eller beskrev hende, som de vil huske hende, var det som om jeg fik lov til at være sammen med hende igen. Jeg blev voldsomt ked af det hver eneste gang … men der var forløsning blandet i sorgen. For en stund var det nemt at tænke på alt det indtryk, hun havde gjort, i stedet for alt det, hun aldrig vil komme til at opleve.

*
*
*
Har du flere gode sætninger? Læg dem i tråden her på Facebook


Måske vil du også læse:

« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.

Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On Twitter