En ammestatus (og et forsøg på at forstå det virvar af følelser, amning hvirvler op)

Det er en spøjs tid at amme sit barn i.

Ingen i den normale verden interesserer sig for dette lille felt. Men alle i det lille felt interesserer sig abnormt meget for det. Meget offentligt. Overalt på internettet, hvis bare man opsøger det.

Status på vores knap 6 måneder gamle Bjørns mad er (og tak fordi I er så elskværdige at kommentere og stille konstruktive spørgsmål, når jeg ytrer mig om det her; det gør, at jeg oplever godt at kunne tale om det, selv om jeg godt ved, at så få normale mennesker forstår, hvorfor det fylder så meget), at han får mest modermælkserstatning, en del grød og mos og så min mælk på flaske eller rørt ud i grød.

Den amning, der ellers havde kørt sådan okay-ish (dog med smertefulde indkøringsproblemer og umiddelbart efter lige en ordentlig omgang svamp – lækkert), blev det pludselig alvorligt problematisk, da Bjørn var 4 måneder og udviklede tidlige tænder i undermunden. Han bed mig under de fleste måltider – og ikke som sin storesøster på den måde, hvor de lige tester hvad disse nye pløkker kan og reagerer på moderens irettesættelse i den forbindelse med at holde op med at bide. Han blev ved. Ikke ved alle måltider, men ved de fleste satte han lige tandsættet i. Med tiden mere og mere frustreret, fordi jeg blev så angst for biddene og spændte op, hvad der forsinkede nedløbsrefleksen yderligere.

Jer, der ikke har prøvet det: Jeg kan slet ikke beskrive den jagende smerte i den ømme situation, hvor nogen har dit bryst i munden.

En måned gik på den måned, og så besluttede jeg, at amning på den måde med enten bid eller frygt for bid og altid garanti for gråd hos én af os, dét kunne jeg ikke stå model til mere. De flasker med modermælkserstatning, vi allerede havde introduceret i det små, måtte på banen oftere nu. I hvert fald bare lige indtil han lærte at lade være at bide …

Jeg trappede mælkeproduktionen ned ved at lade tiden mellem pumpningerne (jamen, hvad hedder det – stik mig et ord, der ikke emmer af hverken kostald – udmalkning – eller alkoholforgiftning – udpumpning) vare længere og længere. I den periode vekslede jeg konstant mellem til tider at se målet med nedtrapning som et hard ammeexit og til andre tider som at modermælk skulle være hans primære indtag fra flaske og erstatning blot et supplement til min mælk og skemad.

Og Bjørn? Han spiste ivrigt fra både ske og flaske. Og bed løs i det hele, hvorfor jeg tøvede med at genoptage amningen.

Ret hurtigt stod det klart, at alt det pumperi er pissehårdt arbejde. Ikke bare praktisk omstændeligt med rengøring af alle de små dele, en pumpe består af, men også tidsmæssigt. Hvor fodring før var én ting, var det nu delt i fire: Samling af pumpe, udmalkning, rengøring, spisetid.

Derfor trappede jeg yderligere ned. Og det er der, vi er nu. 1 flaske á max 80 ml i døgnet er hvad jeg producerer. En mikroskopisk dråbe i det hav af mælk og grød, han kører ind. Mere gør jeg det ikke. For vigtigst af alt er, at vi hygger os og nyder tiden. Og hygge er der sgu ikke meget af, når moderen sidder og tuder ned på sine slappe bryster og ydmygende maskiner.

Ærligt talt ved jeg ikke helt hvorfor jeg bliver ved med at lave de flasker. Jeg har for længst opgivet drømmen om at komme til at amme igen, og jeg har sluttet (næsten) helt fred med, at modermælkserstatning er glimrende føde og at det er ærgerlige penge at bruge, når nu amning er gratis, og at amning mig en gratis slags workout, i hvert fald set med kaloriebrillen på.

Men noget stopper mig. Selv om jeg flere gange dagligt kigger mig selv i spejlet og siger, at nu bliver jeg nødt til at stoppe, så vi kan slukke for det cirkus (hvis bedst beklappede nummer er det, hvor jeg sidder med apparatet spændt på, mens jeg fodrer babyen, der ligger på ryggen på legetæppet ved siden af med en flaske i kæften).

Og jeg tror godt, jeg efterhånden ved, hvad det er i mælkestoppet, jeg ikke er klar til.

Den følelse, der ramte mig, da jeg holdt op med at amme Bjørns storesøster, Esther. Hun trappede selv ud af det, og det var et uproblematisk ammestop ved timånedersalderen. Men selv om amningen havde kørt på skinner, skete der noget spøjst inde i mig, da det var slut.

Nogle tåger lettede. Jeg havde ikke set amningen som et fængsel, da jeg var i det, men alligevel mærkede jeg tydeligt den befriende lethed fra lænkernes løsnen, da amningen stoppede. Jeg var mere mit gamle jeg end jeg længe havde været, og jeg blev klar til at generobre verden og, ikke mindst, jobbet, som jeg skulle begynde på ugen efter og havde set frem til med gru og ulyst i det meste af barslen.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var hormoner. Eller noget andet biologisk. Noget, der i ammeperioden havde fået min hjerne til at fokusere skarpt på babyens overlevelse. Og som nu sendte farvel-og-tak-signal med et skud tiltro, at barnet godt kunne overleve uden min mælk nu.

Og det er dén følelse jeg slet ikke er klar til nu! Det er for tidligt. Min baby er kun knap seks måneder. Jeg vil gerne være lænket til ham på alle de måder, der mulige. Og hyggebrokke mig over mit lille fængsel. Jeg vil det så gerne.

Og derfor holder jeg gang i den lille produktion, der er tilbage. Rører lidt i gryden af og til, så det ikke bliver ødelagt.

Og her er det, at jeg bliver så sygt bevidst om, at jeg er mor til en baby i en internettid.

Uanset hvor jeg googler mig hen, finder jeg udtalelser, der giver mig en følelse. Hele tiden disse følelser! Det er umuligt at beskæftige mig med amningen og bearbejde informationen som neutral data, uden at det oppe i mit hoved kommer til at handle om mine følelser.

Amning i den bog, jeg læser. Det Beverly Hills-afsnit, jeg genser. Den blog, jeg følger. Det Instagram-kommentarspor, jeg fortaber mig i. Alt vedrørende amning er potentielle pile skudt af sted efter mig. Erfaringer med bidende brystbørn læser jeg som indirekte ordrer til, at jeg bare skal holde biddene ud. Velmenende råd givet til andre læser jeg som stikpiller til mig selv. Personlige beretninger om at vælge langtidsamning til, læser jeg som en ubetænksom kommentar til alle os, der ikke havde noget valg.

Det er voldsomt udmattende! At være så fokuseret på egen vorte navle.

Jeg er blevet sådan en mor med et aldeles absurd forhold til sine bryster – en kvinde, jeg ikke selv har kunnet holde ud! En som ser ammemafiaer overalt og har travlt med at finde beviser på, at resten af verden er meget hård og fordømmende over for både langtidsammere og flaskemødre (selv om det meste af resten af verden formentlig couldn’t care less). Min eneste undskyldning er, at det her er en kraft, der føles større end mig selv. Jeg kan godt skubbe tankerne fra mig og beskæftige mig med de andre sindsoprivende ting, som mit hjemmegående barselsliv byder på (kartoffelmosning, pletfjerning, vaccinationsbooking, dikning), men jo længere pause fra mælketankerne oppe i hovedet, jo mere kommer de ti-, tyve-, ja, tredivefold tilbage.

Hvor har jeg lagt mig selv?


***

Jeg tipper om nye blogindlæg her på Instagram og her på Facebook
***

5 Comments

Add Yours →

Jeg har også skrevet på insta, men altså oh Lord I hear you!!! Det er virkeligt så fint beskrevet, det her medansatte for at miste fokus og hormoner og shit – og de crazy hellige dråber. Jeg endte med et brat ammestop med min nr to ved 11 mdr og det var faktisk min mor der spurgte om jeg overhovedet ikke nød tætheden. Og der måtte jeg bare sige pas. Det havde udviklet sig til et smertehelvede og ugentlig brystbetændelse og det var så fucked og det havde det cirka været i 6 mdr. Jeg ville ønske jeg havde stoppet før og skånet mig selv og min familie for det der limbo. Da jeg stoppede , så begyndte jeg at nyde ham så meget på alle mulige andre måder, som jeg næsten havde glemt fordi det der amning bare havde taget over. Så altså ja, man skal amme så længe man vil og orker og kan magte. Det kan jo være en uge og det kan være fem år.

Jeg har skrevet før på dit sidste ammeindlæg. Og må bare dige at jeg kun kan nikke genkendende til alt du skriver. En sød ammekonsulent sagde til mig i går, at den der ammesorg er ren instinkt. Vi vil amme vores babyer med vores mælk, for det er sådan vi mennesker overlever. Det er et voldsomt instinkt og derfor gir det voldsomme følelser. Jeg har ikke kunnet få min pige på. Hun er ret mundmotorisk udfordret. Så tænkte jeg, hvis bare jeg havde brystbetændelse og ødelagte nipples, så ville beslutningen om at stoppe ikke være lige så svær for DET GØR JO ONDT. Well guess what, kan jeg sige til mig selv, nu er er det begyndt at gøre ondt, med smertefuldt nedløb oven i, vi har pt brugt 3500 på ammehjælp og kropsbehandling og alle siger at oddsene ikke er de bedste. Men er bare ikke klar. Fordi. Det er ikke logisk det jeg føler og oplever. Og et ufrivilligt ammestop gør ondt uanset grunden. Men jeg tror godt jeg kan love dig, at de fleste andre mennesker har din ryg i ammecirkusset, og forstår dig så godt. Selvom jeg godt kender det med at blive stødt over folks ufølsomhed (min indbildning) over at lægge ammebilleder på insta osv. Heldigvis er der et dejligt hashtag der hedder flaskebørn. Så føler man sig ikke alene i ammesorgen.

Åh, udmalkning hader, hader det ord. Især den der hverdagsagtige måde som sygeplejersker slyngede det ud på (fordi det jo er hverdag, ligesom alt muligt andet krop på hospitaler). Og så lige krydret med at svigerfar tager ordet i sin mund da han vil undskylde for at han uforvarende kommer til at gå ind på vores stue mens jeg sidder koblet på … nej, nej.
Jeg insisterede på at min mand sagde udpumpning – det var først da jeg læste dit indlæg at jeg kom til at sætte det sammen med ‘udpumpning’ – som i for meget druk.
Undskyld, baby vågner.
Jeg vil bare konkludere: udpumpning er nederen. Kvinder er seje.

Hold da op, hvor lyder det hårdt! Min sidste (nr 3, og der kommer ikke flere!) Er 5 mdr nu og jeg ville blive såååå ked af det hvis vores amninger sluttede nu. Jeg vil have tid til at sige farvel til dette kapitel af mit liv i mit tempo. Jeg er kun blevet bidt med tænder en gang, men hold da op hvor gjore det ondt! Hvis det skete for mig flere gange er jeg sikker på at jeg også havde opgivet amningen. Jeg håber at du finder “fred” med det.

Skriv et svar