Er der nogen, der kan fortælle mig, hvor længe jeg kommer til at være så optaget af min mors død som jeg aldrig var det af hendes liv?

Og er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor jeg egentlig aldrig var så optaget af hendes liv, som jeg er af hendes død?

Hvornår ved man om svælger i det?

Kan den sidste tid gøres om?

Jeg vil så gerne gøre det om.

Være mere blid, være mindre rasende, snerre mindre, lede efter færre konflikter, huske at lade hende vide med ord, hvor elsket og skattet hun var, ikke bare tænke det-ved-hun-sgu-da-godt, være mere overbærende.

Jeg ved godt, at det ikke kan gøres om.

At huske at være mere blid. At være mindre rasende. At snerre mindre. Sjældnere at grave konflikterne frem. Huske at sige »jeg elsker dig«, også når dørene smækker og karmene flækker, huske at bære mere over.

Jeg ved også godt, at andre døtre af andre mødre ikke lytter, fordi denne datter har mistet sin mor og pludselig er blevet meget klog på, hvad der betyder noget.

Voksne døtre lader deres mødre sætte et aftryk i deres adfærd, som selv ikke døden forude får dem til at ændre på.

Mødre kan få voksne døtres blod i kog på en særligt sydende måde som ingen forstår.

Jeg ved det godt.

*
*
*
Facebook * Instagram