Best of,  Familie,  Sorg

Hvornår sørger man – og hvornår svælger man bare i det?

Er der nogen, der kan fortælle mig, hvor længe jeg kommer til at være så optaget af min mors død som jeg aldrig var det af hendes liv?

Og er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor jeg egentlig aldrig var så optaget af hendes liv, som jeg er af hendes død?

Hvornår ved man om svælger i det?

Kan den sidste tid gøres om?

Jeg vil så gerne gøre det om.

Være mere blid, være mindre rasende, snerre mindre, lede efter færre konflikter, huske at lade hende vide med ord, hvor elsket og skattet hun var, ikke bare tænke det-ved-hun-sgu-da-godt, være mere overbærende.

Jeg ved godt, at det ikke kan gøres om.

At huske at være mere blid. At være mindre rasende. At snerre mindre. Sjældnere at grave konflikterne frem. Huske at sige »jeg elsker dig«, også når dørene smækker og karmene flækker, huske at bære mere over.

Jeg ved også godt, at andre døtre af andre mødre ikke lytter, fordi denne datter har mistet sin mor og pludselig er blevet meget klog på, hvad der betyder noget.

Voksne døtre lader deres mødre sætte et aftryk i deres adfærd, som selv ikke døden forude får dem til at ændre på.

Mødre kan få voksne døtres blod i kog på en særligt sydende måde som ingen forstår.

Jeg ved det godt.

*
*
*
Facebook * Instagram

***

8 Comments

  • Louise

    Dine indlæg om din mor rører mig enormt meget. Jeg lytter og prøver at passe ekstra godt på min mor, der er kronisk lungesyg. Min værste frygt i livet er at miste min mor, selvom jeg ved det skal ske en dag.

    Mht. det med at være enormt optaget, døde min morfar i januar i år. Pludselig kunne jeg ikke høre nok om ham, ville vide alt – hvor havde han rejst, hvad havde han lavet, hvad har han tænkt. Og har aldrig gået op i det, da han levede. Tanken om at jeg ikke fik spurgt ham, mens han var levende, gør ondt. Tanken om at jeg ikke holdt lidt bedre fast, ikke viste ham nok at jeg værdsatte ham, mens tid var. Det må jeg leve med, og er en lektie jeg vil tage med mig hver dag. Man skal gøre tingene, mens man har modet til det. Og tiden.

    • Karoline

      Holde bedre fast. En fint og passende udtryk. Man må godt skændes og være selvoptaget imens. Men man ved godt, hvis man godt kan blive bedre til at holde fast, mens der er nogen at holde fast i.

  • Anne-Sofie Mortensen

    Kære karoline. Svælg, sørg, savn, mindes, fortryd alt det du har brug for. Og giv så dig selv et kæmpe kram, for du er en fantastisk mor og datter, du er nemlig autentisk, og mon ikke din mor har sat stor pris på at du var dig selv, også når det var en selvoptaget, snerrende og tarvelig udgave… jeg ved ihvertfald at jeg ALTID vil ønske, at Roza er lige præcis sådan overfor mig som hun føler indeni. Hvis hun tør det, så har jeg gjort et godt arbejde som mor og hun har gjort det godt som datter ❤️ Stort kram til dig og dine!

  • Malene

    Dine ord er så fine, Karoline. Jeg mistede min far for 8 år siden og dine ord giver minder – både tilbage til sorgen men også til glæden over alle de år vi havde sammen.

    Sorgen er landet i mig. Den dukker op med jævne mellemrum – heldigvis. Jeg kan nemt genfinde de tanker du har – jeg var umulig og nåede som voksen ikke helt at anerkende min fars betydning før det var for sent. Med tiden er jeg kommet frem til, at den ubetingede kærlighed man(jeg) inderst inde har til min familie lige meget hvad, gør at man tillader sig selv at være umulig, uinteresseret og utaknemmelig. Min mor har efterfølgende fortalt mig, at min far aldrig var i tvivl om min kærlighed til ham – det tror jeg heller ikke din mor var, selvom du kan tænke det nu.

    Og du dyrker ikke sorgen – så længe den gør ondt, er den der. Og det gør det altid – i forskellig grad.

  • Karoline Mathilde

    Jeg mistede min onkel og bedste ven for 8 år siden. I tiden op til hans død havde jeg gået og været sur og flov over ham, hvorfor han heller ikke var inviteret til min 18 års fødselsdag. Han døde en uge efter. I lang tid bebrejdede jeg mig selv for det (og gør det sommetider stadig) for jeg tænkte, at hvis jeg havde været der for ham, havde han stadig været i live. Måske havde han ikke, men i hvert fald ville jeg vide, at den sidste tid mellem os havde været god.
    Anyhow, jeg har fundet ud af to ting: tid hjælper. Meget tid hjælper mere. Og snak om det. Hele tiden.

  • Ditte

    Længe er det bedste svar jeg kan give dig. Alt for længe.

    Men det er okay at være optaget af hendes død og det er okay at fortryde man ikke var mere til stede, mindre vred – det hører med og det gør ikke en til en dårligere datter, kone, mor eller noget som helst andet.

    Sorg tager den tid det tager, der er ingen facitliste – siger min præst. Jeg tror hun har ret, vi sørger på den måde vi hver især har brug for og det er sådan det skal være.

    Kram og varme tanker fra en, der selv står midt i sorgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0