Eggxellent. Eggciting. Eggstrameget tristesse.

Påske.

Den har så længe mit voksenliv går tilbage, og jeg selv var ansvarlig for min tid, fyldt mig med en hvinende tristesse.

Måske er det fordi det er sådan en halvgjort højtid i forhold til julen. Forstået sådan, at alle har planer juleaften, mens det er mere som vinden blæser, hvem der har påskeplaner skærtorsdag og langfredag eller bare storbyferierer hele miniferien væk. Og så den der underlige mandag efter det hele, som også er ledig og planløs og lukket, hvad sker der for den.

Der er ikke tradition for påskefrokoster i hverken min familie eller Jens’, og hvert år på denne tid slår det mig, at vi da bare kunne begynde traditionen. Med æg og lam. Her hos os på Nørrebro – eller i vores skønne sommerhus?

Men det er som om de gode intentioner fordamper på den der underlige anden påskedag. For hvor højt jeg end elsker sammenkomsttraditioner, lige så ringe er jeg til at være værtinden, der får dem til at ske.

Og derfor ved jeg, at næste år sikkert også kommer til at være en stor sovs af påske-FOMO, hvor jeg misunder alle, der skal lede efter gemte æg i provinsen. Hvor jeg synes byen er træls tom og butikkerne godt kunne tage at åbne igen.

Det er ikke fordi vi slet ikke har planer i år. Gudskelov. Vi har gode planer. Vores ældste rolling fylder år, så familien kommer forbi. Og hun har fået et nyt børneværelse i gave, som hun skal holde indflytterfest i anden påskedag. (Eller. Indeholderfest, som hun kalder den.) Og så har vi planer om ingen planer at have og lave lige hvad dagene egner sig til – sammen.

Men påskeplaner har vi ingen af.

Og jo, jeg kan godt høre det selv, der er ikke noget reelt problem her. Alt er fint i vores lille rede. Men det kradser alligevel i et lille sår om, at jeg burde stifte en tradition med årlig påskefrokost, når nu der står sådan en ledig højtid og gør sig til. Være den samlende mater.

Jeg ville blive så glad for det.

Visheden om, at jeg ikke kommer til det, står og larmer sådan i mit hoved på denne skærtorsdag med de tomme gader og det fine vejr, hvor en enlig cyklist i ro og mag arbejder sig hen til den sikkert virkelig hyggelige getaway, der skal være hendes påske 2019.

Burde.

***

8 Comments

Add Yours →

Med fare for at lyde som om, at jeg primært svælger i skyggesiderne af dit liv, så elsker jeg netop dine eksistentielt eftertænksomme skriverier, hvor dit sprog svinger og folder sig på en måde, der får mig til at tjekke ind på sitet her uge efter uge. Sproget har bestemt ikke forladt dig.

Som til jul har vi ingen planer, vores familier holder ikke noget og alle venner er total booket op med den ene, anden, tredje og fjerde familie. Selv når vi har inviteret til venne påskefrokost i god tid, kan folk ikke da det forstyrrer de faste traditioner.
Man føler sig lidt forkert.

Min søn var så venlig at lufte sine forventninger på forhånd: “Mon påskeharen kan finde nogle gode gemmesteder til æg i vores have?” Hov øh ja det får vi se.

Jeg er heller ikke glad for påske, eller andre højtider, desværre har jeg ingen familie mere og venner og veninder har faste familietraditioner, i de forskelige højtider. Så nej, det er ikke alle der har planer juleaften, eller på andre højtidsdage, og det er ret trist.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med denne besked, men du er i hvert fald ikke den eneste, der lider af påsketristesse.

Jeg har aldrig helt forstået påsken. Eller, chokoladen har jeg altid forstået, men jeg er elendig til at huske at huske mine børn på at klippe gækkebreve i tide til at posten kan nå at bringe dem ud inden påske. De får på en eller anden måde altid tiltusket sig en masse påskeæg alligevel. Men resten af påskekonceptet forstår jeg mig ikke rigtig på. Jesus-fejringen siger mig ikke noget, lam og andre firbenede spiser jeg ikke, sild og snaps synes jeg smager rædsomt og som selvstændig kan en masse tvang-fridage i træk godt være lidt ærgerlige. Jeg bliver nok aldrig typen der pynter op til påske selv om mine børn synes vi skal. Jeg synes ikke det giver mening. Julepynt giver mening fordi stearinlys og glitter indenfor hjælper på humøret når det er mørkt og koldt udenfor, men at pynte op med kyllinger og harer indenfor på en årstid hvor jeg kun har lyst til at smide ud og rydde op, virker klaustrofobisk på mig. Der er påskefrokost hvert år i min familie og extended family, og det er hyggeligt altsammen, men ferien går bare så hurtigt med alle de aftaler, og jeg gad også godt have dage med spontane planer. Men selv om jeg ikke helt forstår mig på påsken som koncept, kan sådan nogle tvangs/bonus – fridage i høj sol alligevel noget, synes jeg.

Åh, det er mig, du beskriver! Coulda-shoulda-woulda-påskesammenkomsten, jeg hvert år planlægger at holde næste år, og alle de der forærede fridage, man bare burde … ja, hvad, egentlig?

Nu er de forbi, Mie. Og de var dejlige, omend lidt … bortklattede. Lad os ikke genbesøge dem før midt i næste påske, hvor det nok også er for sent at planlægge noget. Eller også har vi større problemer end i år og ser tilbage på den tid, hvor vi gik op i ikke at udnytte nogle helligdage to the maxx.

Skriv et svar