affektionsværdi
Best of,  Sorg

💔 … efter sådan en aften er der ikke andet for end at gå direkte i seng.

Der er stadig aftener som i aften, hvor jeg midt i et grineanfald til Tig Notaro over en joke om et spædbarn slår over i ukontrollabel, altomsluttende krampegråd over min mor. Et anfald fra ud af det blå, et ikke-tænkt, ikke-forceret, ikke-intellektualiseret, ikke-yndigt grådanfald.

Som holdt inde lige så hurtigt som det var kommet.

Følelse: Noget har lige grædt mig. Noget udefra.

Jeg havde på fornemmelsen, at det ville komme, tidligere, da jeg stod på arbejdet og pakkede nogle kontorting ned til sommerferie og barselsorlov.

Først måtte jeg bortskaffe denne fastnettelefon, klenodiet, som det lykkedes mig at gemme i et skab indtil i dag. Nu gik den ikke længere. Jeg lukkede øjnene, bar den væk, lod være at tænke, gjorde bare, gik, bar, gik, bar, prøvede at glemme, at det var dét rør, der som det sidste rør i verden forbandt min mors stemme med min.

Jeg gik tilbage til min plads. Turen var kommet til opslagstavlen. Der hang en del personlige ejendele, mest billeder af dem, jeg holder af, mange af min mor. Og for hvert billede af hende, jeg pillede ned og lagde i min taske, tænkte jeg, at det her er den eneste måde, min mor eksisterer i verden nu. Alt, der fysisk er tilbage af hende, er de billeder, vi kan kigge på, ae, indprente os.

Hun er ikke mere. Hun er her ikke mere. Jeg kan skrive, skrige, savne, kramme, slutte fred, tude, mørkne, det hele, alt det jeg vil, alt det, man gør med sorg; hun kommer ikke tilbage i nogen form af noget af det. Hun er ikke mere.

… skyllede det ind over mig. At hun er brændt, brændt væk. Jeg har her halvandet år efter hendes død stadig lysvågne mareridtstanker om hende i de flammer i den kiste. Og den eneste flig af trøst i den forbindelse er, at jeg ville have endnu flere mareridt, hvis hun ikke var blevet kremeret. Hvis hun lå nede i jorden. I en eller anden form. Som man i et frygteligt sindssygt øjeblik kunne komme til at grave sig ned til. For at se en sidste gang, for at holde i hånden. For at indse, at den hånd, der har strøget sine døtre over håret så mange gange, på en måde som vi døtre nu forsøger at stryge vores døtre over håret, ikke er her mere, den er væk.

Og hvis ikke den var brændt, var den rådnet, der er ikke nogen vej ud af det her, intet scenarie, der efterlader min mor hos os i live, ikke engang et tænkt et.

Og sådan spinner tankerne om flammerne og jorden og endegyldigheden, når gnisten først er tændt. Af noget så hverdagsagtigt som en oprydning på et hævesænkebord. Hvornår fanden holder det op?

Jeg vidste godt, at det ville blive sådan en aften.

Et opslag delt af Karoline (@kammaline) den

***

8 Comments

  • Slinkypiinky

    Jeg er jo helt ny her på domænet. Men er meget draget af dine fortællinger. Sorg skal ud, så det ikke brænder sig fast som en permanent betændt tilstand.
    Græd og skriv.
    Det gjorde jeg hele sidste sommer, da min verden krakelerede, og alle mine indlæg (undskyld, det ord bryder du dig ikle om har jeg dig nået at opdage) omhandlede skilsmisse.
    Klems til dig.

  • Fie

    Det stopper ikke. Men det stilner. På fars dag overvældede sorgen mig, jeg cyklede ned til hans træ på kirkegården og skrev alt det jeg savnede. Og nederst: kan det virkelig passe at jeg først skal se ham igen når jeg selv dør?
    Sorg er jo hjemløs kærlighed.

  • Kristina

    Det bliver bedre. Men det tager lang tid. Det er 14 år siden min far døde, og jeg ved præcis hvilke mareridt du taler om.

    Her 14 år senere tænker jeg stadig på ham hver dag, men det er på en helt anden måde. Det er ikke en sorg på den måde mere, det er minder, og det er meget mere fredfyldt end de første år hvor det var sådan noget kaotisk noget med 7845 forskellige følelser hver dag.

    Jeg får stadig sådan en dag ind imellem, men der bliver længere og længere mellem dem, men jeg tror det er vigtigt at være i dem når de er der.

    Min far og jeg var uvenner da han pludselig døde og derfor følte jeg tit dengang at jeg ikke havde ret til at være ked af det, og 90% af min (daværende) omgangskreds undgik fuldstændig emnet, hvilket bare forstærkede følelsen af at sorgen var uberettiget. Først meget senere gav jeg mig selv lov til at tage (virkelig mange) af de der dage du taler om og gav mig selv lov til at være i det, i stedet for bare at skubbe det væk, og ligepludselig en dag var den overvældende sorg og vrede væk. Det er 5-6 år siden nu og jeg husker helt tydeligt følelsen af at have givet slip. Ikke at jeg er glad for at han er væk, overhovedet. Måske bare en accept af at det er sådan det er.

    Og noget helt andet. For jeg sad også en aften og så det Tig Nataro show og jeg har aldrig grint SÅ voldsomt som da hun fortalte om hvordan det ene barn havde råbt ting i sætninger (“Bob, I forgot”). Jeg ved godt man tit siger, at man aldrig har grint så meget, men det er første gang i mit liv tror jeg, at jeg grinte sådan nærmest med hele kroppen, og tårerne virkelig nærmest sprøjtede ud af øjnene i stedet for at trille ned at kinderne.

    • Karoline

      Jeg er ked af at høre, at I var uvenner, da han døde. Hvis det hjælper noget, så kender jeg det. Vi var ikke uvenner, men forholdet til min mor var ikke uproblematisk. Jeg tror, at det er en af grundene til, at jeg synes, at jeg hænger fast. Vi fik ikke ryddet op.

      Og ja, det var PRÆCIS den sætning til “Bob, I forgot”, der triggede det hele. En voldsomt kropslig oplevelse, det grineanfald, også her. Åbenbart lidt for meget for kroppen her.

      • Kristina

        Jeg tror slet ikke du skal tænke det som at ‘hænge fast’ – det er jo ikke særligt lang tid siden. Men jeg tror du har ret i at det der med der er så meget uforløst gør det svært at komme gennem de første, værste år man er jo både skidesur og skide ked af det, og det kan godt være en stram cocktail at være i længe af gangen.

        Jeg tror nok at (i hvert fald måske én af grundene) til at du havde et problematisk forhold til din mor er den samme grund til at jeg havde et problematisk forhold til min far, og at jeg de sidste to år han levede var nødt til at vælge ham helt fra. Jeg er så ‘heldig’ (i mangel på bedre ord) at min kæreste har mistet sin mor på grund af det samme, og det var først da jeg mødte ham og ligepludselig havde én der forstod ens til tider lidt knudrede reaktioner, osv. at jeg egentlig fik talt helt ud om det og fik sluppet det. Har du overvejet måske noget sorg/støtte-gruppe-agtigt noget? Det overvejede jeg længe fordi jeg kunne mærke at jeg ikke kunne slippe det.

        Hvor vildt at det var den samme sætning!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0