Familie,  Motherhood,  Sorg

Men at dømme efter billedet havde jeg dog nok visse spilopper

Og vi ser Gurli Gris, min datter på mit skød, mig i sofaen, vi børster hendes små pløkker, mens bedstemor Gris fortæller Gurli og Gustav, hvordan mor Gris var som barn, fuld af spilopper, lige som de selv er, og Gurli og Gustav bryder ud i begejstrede næææ’er og iiih’er, for de kan næsten ikke forstå, at deres meget voksne mor, som ved alt om alting i verden, engang var et barn som dem, fuld af spilopper – måske kan de også en dag blive noget voksent, fornemmer man, at moralen er.

Og jeg spuletuder, pludseligt og grimt, mens min datter sidder der på mit skød med vidtåbent gab og sit univers fuld af familien Gris, for hvor er den bedstemor, der skal fortælle min lille datter, der er så fuld af spilopper, hvordan hendes mor var som barn. Om jeg også var fuld af dem. Spilopper.

Alle de vigtige historier. Som døde med min mor.

Måske er det derfor, jeg skriver så mange noter og småtekster og knipser så mange mobilbilleder. Og uploader og deler og findes. Måske sætter jeg aftryk.

Så jeg er her, også når jeg ikke er her længere.

***

4 Comments

  • VenterPaaVinBlog

    Åh altså – sender tusinde imaginærer mor-knus. Det er bare ting, som jeg også synes min mor må vide bedst. At det en dag skal være mig, og måske uden min mor er der imens, er næsten ubærlig, ved tanken. Puh. Voksenliv er hårdt. Også i selskab med Gurli Gris <3

    – A

  • Ditte

    Det rammer bare så vildt, det du skriver.

    Det er netop der jeg er, hvem skal fortælle dem historierne om deres far og hans ungdom, hvem skal formidle den viden om ham som jeg ikke har?

    Jeg bliver gang på gang ramt af hjælpeløsheden og håbløsheden over alt det mine børn går glip af, fordi han ikke er her mere…

    Det er bare ikke fair….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0