I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Døden er for de efterladte. Og de religiøse.

I nogle af mine tanker tænker jeg, at min mor nu befinder sig inde i et parallelunivers. Et sløret, hvidt, kæmpeakvarieagtigt intet-sted.

Jeg betragter hende, mens hun kommer til sig selv derinde. Præcis som jeg i barndommen betragtede hende, mens glucagonsprøjten virkede, og hun langsomt vendte tilbage fra bevidstløshed til et normalt blodsukker. Hun kigger sig lidt omkring, virrer med hovedet, hvor fanden er hun henne. Det er det samme og slet ikke det samme.

Jeg tapper Andrea på skulderen, mor er vågnet derinde, vi holder vejret herude.

Hun får øje på os gennem ruden. Fatter øjeblikkeligt og alligevel slet ikke, hvad der er sket.

Med hånden kalder hun os helt hen til den rude, der adskiller os.

Undskyld, piger, siger hun. Stemmen er svag og kommer langt borte fra, ruden er tyk, måske er den mest noget vi hører i ekko fra et sted inde i os selv.

Det er okay, siger vi. For sådan siger børn med diabetesmødre, før de siger noget andet; det er okay. Det var ikke din skyld. Hjertet gav bare op. Det var træt. 51 år med sukkersyge, mor, du fik din fred, før alderdommen satte ind, du klarede livet så flot. Du mærkede ikke noget, du slap for plejehjem, for flere følgesygdomme, for flere Falck-besøg, for mere forfald. Det var bedst sådan her, mor.

Hun ryster på hovedet. Siger, at hun gerne ville have nået at mærke det, hvad end det var, så hun kunne have sagt farvel.

Alt for et farvel.

Alt for et sidste klem.

Alt havde været det værd, siger hun. Plejehjem, synstab, amputationer, alt for at nu ikke allerede var nu.

Vi er stille. Kigger ned. Ved ikke, om vi er enige i, at alt det grusomme, hun i levende live stirrede ned i løbet på, havde været det dyrebare farvel værd.

Pludselig død er frygteligst for de efterladte og mindre frygteligt for den, der kommer herfra. Derfor er det bedst sådan her. Vi er stærkere end hende. Raskere, yngre. Vi kan klare tabet og sorgen og chokket bedre end hun ville kunne klare plejehjem, synstab og amputationer. Det er bedst sådan her.

Der står vi lidt. Vi læner hovedet mod ruden alle tre. Græder og nikker, vi nikker rigtig meget, for nu er det okay, rigtigt okay, ikke bare okay som børn af diabetikere siger, at det altid er. Det er okay. Nu fik vi vores farvel.

Der står vi lidt. Parallelt, lige nu. I en evighed for tre.

Ovre i virkeligheden er der mere goldt. Der står vi, min storesøster og jeg, med hinanden i hånden, for enden af et urnegravsted, vores mor ligger i en terracottaurne dernede i mørket i millioner af partikler, og vi står heroppe på jordens overflade og forsøger at begribe, at vi ikke længere deler elementer eller fysiologisk sammensætning med kvinden, der skabte os.

Gid jeg troede på Himmeriget eller åndelige paralleluniverser og metafysisk liv og folk, der siger, at min mor er stolt af mig »der hvor hun er nu« og at »når hun kigger ned på os og vores familier, bliver hun så glad« og hvad de troende ellers siger i allerbedste mening.

Men jeg kan ikke. Selv ikke med min mors minde så tæt på i de fleste af de vågne timers øjeblikke tror jeg på efterlivet. Hun sidder ikke i en evighed derude eller -oppe og sender mig en tanke; det vilkår, at min mor sad et sted i verden og elskede mig, det er væk.

Men tænk. Tænk hvis. Alene den teoretiske mulighed for, at jeg ikke har ret, at der alligevel findes et sted hinsides til hende, kan mindske den følelse af fortabthed, der omslutter mig hele dagen.

Tænk, hvis hun lever videre. Et sted, der ikke alene er i vores hjerter og vores minder og vores døtres ansigtstræk.

Et rigtigt, ikke-rigtigt sted.

Tænk.

*
*
*
Facebook * Instagram


Måske vil du også læse:

« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.