Døden er for de efterladte. Og de religiøse.

I nogle af mine tanker tænker jeg, at min mor nu befinder sig inde i et parallelunivers. Et sløret, hvidt, kæmpeakvarieagtigt intet-sted.

Jeg betragter hende, mens hun kommer til sig selv derinde. Præcis som jeg i barndommen betragtede hende, mens glucagonsprøjten virkede, og hun langsomt vendte tilbage fra bevidstløshed til et normalt blodsukker. Hun kigger sig lidt omkring, virrer med hovedet, hvor fanden er hun henne. Det er det samme og slet ikke det samme.

Jeg tapper Andrea på skulderen, mor er vågnet derinde, vi holder vejret herude.

Hun får øje på os gennem ruden. Fatter øjeblikkeligt og alligevel slet ikke, hvad der er sket.

Med hånden kalder hun os helt hen til den rude, der adskiller os.

Undskyld, piger, siger hun. Stemmen er svag og kommer langt borte fra, ruden er tyk, måske er den mest noget vi hører i ekko fra et sted inde i os selv.

Det er okay, siger vi. For sådan siger børn med diabetesmødre, før de siger noget andet; det er okay. Det var ikke din skyld. Hjertet gav bare op. Det var træt. 51 år med sukkersyge, mor, du fik din fred, før alderdommen satte ind, du klarede livet så flot. Du mærkede ikke noget, du slap for plejehjem, for flere følgesygdomme, for flere Falck-besøg, for mere forfald. Det var bedst sådan her, mor.

Hun ryster på hovedet. Siger, at hun gerne ville have nået at mærke det, hvad end det var, så hun kunne have sagt farvel.

Alt for et farvel.

Alt for et sidste klem.

Alt havde været det værd, siger hun. Plejehjem, synstab, amputationer, alt for at nu ikke allerede var nu.

Vi er stille. Kigger ned. Ved ikke, om vi er enige i, at alt det grusomme, hun i levende live stirrede ned i løbet på, havde været det dyrebare farvel værd.

Pludselig død er frygteligst for de efterladte og mindre frygteligt for den, der kommer herfra. Derfor er det bedst sådan her. Vi er stærkere end hende. Raskere, yngre. Vi kan klare tabet og sorgen og chokket bedre end hun ville kunne klare plejehjem, synstab og amputationer. Det er bedst sådan her.

Der står vi lidt. Vi læner hovedet mod ruden alle tre. Græder og nikker, vi nikker rigtig meget, for nu er det okay, rigtigt okay, ikke bare okay som børn af diabetikere siger, at det altid er. Det er okay. Nu fik vi vores farvel.

Der står vi lidt. Parallelt, lige nu. I en evighed for tre.

Ovre i virkeligheden er der mere goldt. Der står vi, min storesøster og jeg, med hinanden i hånden, for enden af et urnegravsted, vores mor ligger i en terracottaurne dernede i mørket i millioner af partikler, og vi står heroppe på jordens overflade og forsøger at begribe, at vi ikke længere deler elementer eller fysiologisk sammensætning med kvinden, der skabte os.

Gid jeg troede på Himmeriget eller åndelige paralleluniverser og metafysisk liv og folk, der siger, at min mor er stolt af mig »der hvor hun er nu« og at »når hun kigger ned på os og vores familier, bliver hun så glad« og hvad de troende ellers siger i allerbedste mening.

Men jeg kan ikke. Selv ikke med min mors minde så tæt på i de fleste af de vågne timers øjeblikke tror jeg på efterlivet. Hun sidder ikke i en evighed derude eller -oppe og sender mig en tanke; det vilkår, at min mor sad et sted i verden og elskede mig, det er væk.

Men tænk. Tænk hvis. Alene den teoretiske mulighed for, at jeg ikke har ret, at der alligevel findes et sted hinsides til hende, kan mindske den følelse af fortabthed, der omslutter mig hele dagen.

Tænk, hvis hun lever videre. Et sted, der ikke alene er i vores hjerter og vores minder og vores døtres ansigtstræk.

Et rigtigt, ikke-rigtigt sted.

Tænk.

*
*
*
Facebook * Instagram

***

30 Comments

Add Yours →

Det er umuligt at putte alle de følelser man får, når man læser dine indlæg om din mor ned i et kommentarfelt. Men jeg må alligevel prøve. Når man ikke har prøvet at miste en helt tæt på, virker alt man skriver/siger/tænker så åndssvagt banalt. Fordi man aldrig vil kunne forstå. Men dine ord, gør at selvom jeg ikke kan forstå det, så kan jeg føle det. Og når jeg spejler mig selv i dine ord, og ser min egen mor stå der, i sløret hvidt på den anden side, begynder jeg at græde. Over din mor. Og min mor. Og alles mødre som en dag skal derover og stå og kigge tilbage på deres børn.

Det er så fint, fint, fint og rørende beskrevet. Tak.

PS. Håber virkelig (med tryk på virkelig) ikke det her lyder missionerende. Men hvis man nu en dag har lyst til at snakke om de der ikke-steder med en der også er god til ord, så kan jeg anbefale at skrive en mail til Niels Grønkjær. Han er præst henne i Vartov Kirke og jeg fik engang en kop the hos ham, da jeg var i tvivl om alt det med tro og død og liv. Han skriver også gode bøger. Og han er ikke en freak. Bare hvis det en dag er.

(Og nu kom det til at lyde som om jeg tror at alle de døde kigger ned på os fra det hinsides, og det var jo slet ikke det jeg mente! Åh. Ordene er i vejen. Undskyld.)

Åh, tårerne triller…

Jeg tror ikke selv på et hinsides, men for mine børns skyld håber jeg du kan have ret, at der er et sted, som det du beskriver. Det ville være så meget bedre for mine piger.

Jeg gør meget brug af den lokale præst, jeg er ikke troende overhovedet, men hun gør en verden til forskel for mig…

Har fulgt med på din blog et godt stykke tid – og vender gang på gang tilbage til dette skriv, der rører mig lige dybt hver gang. Det er så smukt og hjertegribende, og passer desværre alt for godt på mit eget liv. Mistede min far for ikke så længe siden – og prøver med min fornuft at bilde mig selv ind, at det var godt, han ikke nåede at blive rigtig syg og mærket af sin sygdom. Det lykkes (heller) ikke helt. Måske tiden arbejder lidt for os i den henseende også.. Tak for din meget fine blog!
/Birgitte

Jeg er lige blevet henvist til din blog fra den kære Miriam. Jeg blev lokket herind med løfter om gode og fine – og dem kan jeg li’, også dine. Men jeg vidste ikke, at jeg også blev lullet ind i én, som er samme sted som jeg – nærmest. Sorg er individuelt – og den er hel, oprigtig og aldrig halv eller uberettiget.
Jeg mistede min far i 2014, og min mor i… September 2016. Dine ord rammer mig. Jeg er i sorg hver evig eneste dag – og jeg savner dem, hende, ham – evigt. Dine ord hjælper. Det er min pointe.
Mange af de fastere kram til dig fra mig.

Åh, Ea. September 2016. Jeg får det lidt som når man møder en med samme fødselsdag som en selv. Øjeblikkelig samhørighed.

Hvor er jeg ked af at høre, at du har mistet dem begge to.

Skriv et svar