I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Digital detox – mig?! Dét har jeg ikke brug for. (Løgn. Så her er 5 små ting jeg gør for mindre spildtid ved skærmen)

Jeg gik og sagde til mig selv, at jeg ikke havde brug for det der digital detox, der er så populært.

Jeg troede også på det. For jeg har flere seje mennesker i mit nære netværk, som problemfrit jonglerer sociale medier og nærvær, og jeg troede (fejlagtigt), at jeg var en del af det slæng.

Men så hørte jeg en dag mig selv opfordre min toårige datter til at se noget Ramasjang. Hun skulle ellers til at vise mig et eller andet. Og det var ikke fordi jeg ikke gad se det. Jeg gad bare hellere sidde stille sammen med hende og stirre ned i min telefon … selv om jeg ikke havde noget uopsætteligt ærinde på den. Jeg kunne godt se her, at den var gal (for det var jo ikke første gang, det skete). Jeg var hverken udkørt eller presset eller i besiddelse af andre undskyldninger for en pause. Jeg straight up savnede min telefons verden.

Den havde været gal længe. Med mit dopaminafhængige mobiloverforbrug. Gik det op for mig. Og jeg er ikke den eneste.

Jeg ELSKER  internettet højt. Især de så udskældte blogs og sociale medier. For jeg elsker at glo ind i andres verdener og spejle min egen i dem. Internettet og sociale medier er et slaraffenland for tekstroverte typer som mig, der ikke bare helst kommunikerer med hele verden på skrift fremfor i tale, men også har et job, der 75 % af tiden drejer sig om sociale medier (nej, ikke sige SoMe).

Men altså. Intet er vigtigere for mig end at være en god mor for min datter. Intet.

Det er desværre gratis bare at sige sådan, og i et stykke tid har mine handlinger ikke helt afspejlet den prioritering. Jeg har for ofte haft telefonen i hånden i situationer, hvor hun egentlig havde krav på hele min opmærksomhed, og jeg har for ofte bildt mig selv ind, at det var meget vigtigt at fotografere hende (for at instagramme det. Og lige gemme det i bloggens mediearkiv. Og bagefter liiige tjekke, hvilke likes, der tikkede ind på billedet. Og liiiige tjekke igen 30 sekunder senere. Og nu jeg havde telefonen fremme, kunne jeg jo også liiiige tjekke Facebook og Bloglovin’, og … hvad sagde du, stump?).

I virkeligheden har mobilen været min flugt væk fra noget, jeg ikke vil se i øjnene. At jeg ikke er en særlig fantasifuld legekammerat. Jeg måber misundeligt på andre forældre, der leger med deres børn, som om de virkelig selv går op i legen, og jeg ville bare gerne være sådan.

Men det går jo ikke. At slukke for misundelsen med telefonen, bare lukke ned for selverkendelsen. Jeg gider ikke være en mobilmor (så hellere lære at lege – der må findes nogle blogs, der kan hjælpe!). Omvendt har jeg ikke lyst til bare at slette alt, slukke for apparaterne og være helt offline i perioder. Det harmonerer ikke med mit arbejde eller gemyt. Jeg vil blot gerne have delt mit mobilforbrug op i konstruktivt forbrug og flugtforbrug – og få skåret den sidste luns ned til et minimum.

Så jeg konsulterede internettet (ironisk nok …). Jeg fandt mange, mange råd, for vi lever midt i en digital detox-hype, og mange af dem var banale og ukonkrete og vader primært rundt i det sår, der væsker. Selvhad over, hvor dårlig den her afhængighed er. At man er et svagt menneske, hvis man ikke tager sig sammen og bare slukker og er i det verpülte “nu” med et brætspil og grøn te på kanden.

Men nogle af dem var også noget ved. Her er 5 af dem, jeg har levet efter en uges tid og som ser ud til at virke godt for mig. Andre, der også gerne vil skrue ned, kan måske også bruge dem?

Digital detox, punkt 1) Jeg har unfollowet 95% af mine Facebook-venner

Det forekom lidt drastisk, men da jeg først fik formuleret reglen “Sluk for alle, du ikke ser eller taler med i løbet af ugen”, gik det helt af sig selv. Jeg mindede mig selv om undervejs, at jeg stadig kan gå ind på alles profiler, hvis jeg skulle få lyst (også kaldet hyggestalking), for vi er jo stadig venner. Men at en amerikansk udvekslingsbuddy er blevet tagget i et foto eller at en fra gymnasiet har liket et Ekstra Bladet-link, den slags lander ikke længere automatisk i mit synsfelt.

Det er ret nemt at sætte op: Stå på Facebook-forsidens øverste, højre hjørnedropdownmenu, klik på News feed preferences (som hedder noget tilsvarende på dansk). Vælg Unfollow people to hide their posts. Klik for klik kan nåheder fra både profiler og sider afmeldes. Umiddelbart nedenunder findes et menupunkt, hvor du kan klikke de unfollowede tilbage i dit feed, hvis du skulle fortryde.

Resultat: Et roligt newsfeed med opslag fra to-tre nyhedskilder, samme antal blogs samt de venner, familiemedlemmer og kolleger, der udgør min dagligdag. Der er blevet langt mellem nye opdateringer. Trangen til at åbne Facebook, når jeg ikke skal tjekke noget konkret, har visket sig selv temmelig meget ud.

Digital detox, punkt 2) Jeg har sat loft over mine “likeable” opslag

Jeg bliver stygt påvirket af likes. Værst er det på Instagram. Mit behov for at tjekke likes, når jeg har smidt et billede op, er forstyrrende styrende; jeg har faktisk svært ved at koncentrere mig om andet, hvis ikke nogen derude straks reagerer positivt på opslaget. Det er temmelig skamfuldt for mig at have det sådan, for jeg opfatter mig selv som et tænkende menneske, der vel nok kan sætte sig ud over de allerdummeste impulser … men det kan jeg så godt stryge fra identitetsopfattelsen. Jeg er primitiv ind til benet. Det har Instagram sat spot på. Og det tør jeg faktisk kun skrive offentligt, fordi jeg ved, at mange kan genkende det.

Så: Der skal være mindst en uge mellem hvert Instagram-opslag. Til gengæld må der frit spammes på Insta-stories og Snapchat. Men sjovt nok har de muligheder slet ikke samme appel, fordi der ingen likes tikker ind.

Resultat: Det er som om jeg har været igennem en afgiftning. I begyndelsen var det svært ikke at lægge et foto op, hvis jeg syntes det var flot (seriøst, jeg har svært ved at taste disse ord, fordi jeg lyder så blæst). Men jo længere på afstand af den evige mulighed for at poste løs, jeg er kommet, jo mindre er trangen blevet.

Digital detox, punkt 3) Jeg har erstattet apps med apparater

Podcasts. Jeg bilder mig ind, at det er på grund af dem, at telefonen skal med ind i soveværelset. Men det er løgn. Mit newsfeed aer mig i søvn, ofte inden jeg overhovedet får tændt en podcast. Og jeg griber søvndrukkent ud efter telefonen, når jeg vågner om natten. For at tjekke klokken, siger jeg til mig selv. Men hvis der er poppet nogle notifikationer op, skal jeg da lige se, hvad det er. Gad vide hvad alt det skærmlys egentlig gør ved hjernen midt i søvnen. Jeg har ikke turdet læse noget af forskningen om det.

Derfor: Den skal ud af soveværelset. Så jeg har købt et vækkeur.

Jeg fandt også min gamle, billige skridttæller frem, nu jeg var i gang. Den indbyggede skridttæller i iPhonen bidrog væsentligt til det evige telefontjekkeri og til, at jeg altid skulle have telefonen på mig. Med en gammeldags skridttæller i lommen eller bukselinningen kan jeg fint lægge telefonen fra mig og gøre som Ida foreslår i sit digitale manifest: Parkere telefonen fast i køkkenskuffen. “Så må jeg stå der og fixe”.

Resultat: Vækkeur, skridttæller og et gammelt armbåndsur har reduceret ganske mange af mine tvangstjek (hvad er klokken? Hvor mange skridt er jeg oppe på? Hvornår skal jeg op i morgen?). Det føles seriøst godt ikke fysisk at være lænket til den lille telefon.

Digital detox, punkt 4) Skriv kun arbejdsmails i kontortiden

I et tidligere eksperiment med digital detox besluttede jeg at droppe mailtjekkeri uden for arbejdstiden. Den regel endte dog (sammen med intentionen om slet ikke at kigge på telefonen mellem 15 og 19) her: I vasken. Jeg reagerer ikke ret godt på forbud og afholdenhed. Hvis jeg VED, at jeg ikke må tjekke min arbejdsmail efter fyraften, så er det her det eneste, jeg har lyst til efter fyraften: AT VOLDTJEKKE MIN ARBEJDSMAIL. HELE AFTENEN. OG NATTEN MED, HVIS JEG ER I ET RIGTIG UARTIGT HUMØR.

Sååå … i stedet mailer jeg nu efter en ny devise. Jeg læser mails uden for arbejdstiden, men jeg reagerer ikke på dem. Mails, der ikke kræver svar eller handling, arkiveres med et enkelt swipe. Vigtige mails flagges med rødt, så de ligger klar, når jeg møder på arbejde.

Resultat: I månedsvis har jeg klonket selv oven i hovedet med, at jeg altid var lidt på arbejde i fritiden. Så mellemvejsløsningen her var velkommen. Den fungerer rigtig godt. Nogle gange påbegynder jeg svaret, fordi jeg har en god formulering på tungen, men jeg sender det sjældent med det samme. Jeg gemmer i stedet svaret som en kladde. Så er det klar til at blive sendt næste gang, jeg er på arbejde. Jeg synes af princip, at vi har et fælles ansvar i denne stresstid til at opdrage hinanden. Vise, at vi ikke altid er lidt på arbejde og klar med et svar i alle vågne timer.

Digital detox, punkt 5) Bekæmp apps med … en app

Lidt som en badevægt kan en screen time tracker-app give dig fakta sort på hvidt. Og som i tilfældet badevægt kan det give mening ikke at opsøge værktøjer at slå dig selv oven i samvittigheden med. Men hvis man er til selvpineri (eller finder motivation i tal), så er der for eksempel Moment. En sådan app kan en hel del. Sammenregne dit skærmforbrug. Give besked, når et givent tidsmaksimum er overskredet. Tvinge dig af, når maksimum er overskredet. Moment er en ok storebror at tage i hånden, hvis man har svært ved at klare det selv. Selv om han er ret skrap.

Resultat: Det var ikke fordi, at det var specielt rart at se tallet ramme 6,5 timer på en enkelt dag. Men jeg tror, at det var vigtigt.

*
*
*

Tanker om skærmtid? Deponer dem gerne i kommentarfeltet!

 


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.