digital detox update
Best of,  Tanker

Digital detox: Sådan går det her 10 måneder senere. (Hint: Det er ret nedslående)

Da jeg i går spadserede en tur i bloggens arkiver, faldt jeg over en tekst, som er lidt misvisende.

Den hedder Digital detox – mig?! Dét har jeg ikke brug for. (Løgn. Så her er 5 små ting jeg gør for mindre spildtid ved skærmen). Og i dens fem punkter gennemgår jeg hvad jeg dengang for 10 måneder gjorde for at nedbringe min mængde skærmtid og forhåbentlig øge kvaliteten af tiden med dem omkring mig af kød og blod.

Og så står den lissom bare der. Teksten. Som et manifest over nogle gode vaner, jeg holder mig.

Og det er bare SÅ løgn.

Så godt som hver og en vane er fortid. Mit telefonforbrug er måske ikke det højeste, jeg kan komme i tanke om, men jeg tyer stadig til den på kritiske tidspunkter; der, hvor jeg burde være noget for nogen. Kigge dem i øjnene. Koncentrere mig om dem, ikke alle mulige ting ude på internettet.

Jeg løber dem lige igennem, de 5 punkter:

1)

Det Facebook-feed, som jeg dengang ryddede ret drastisk op i, har jeg lukket flere og flere bekendte tilbage i, som månederne er gået, selv om jeg ikke husker hvorfor. Fear of missing out, velsagtens. Jeg har netop renset det igen for kun at lade de profiler blive, jeg er i kontakt med mindst en gang om ugen, men det vil ikke være forløsende. For jeg ved, at problemet stikker dybere end til sammensætningen af mit newsfeedindhold. Det vender jeg tilbage til.

2)

Jeg bestemte mig dengang for, at der skulle gå mindst 6 dage mellem hvert Instagram-opslag. Det har jeg som sådan overholdt. Men … kun på min private profil. Jeg er også bestyrer af mit arbejdes Instagram-profil, og således blev mit reelle Instagram-forbrug ikke nedbragt; det flyttede blot adresse. Og flytningen illustrerer også den pointe, jeg vender tilbage til.

3)

Jeg købte et vækkeur og støvede min gamle skridttæller af. I håb om at pille nogle af telefonens gode funktioner – min daglige morgenalarm og trackingen af min fysiske bevægelse – ud af telefonen. Det holdt kun kortvarigt. Vi kan godt sige, at det handlede om at vækkeurets sekundviser støjede og at skridttælleren var grim som den sad der i bukselinningen og nagede … men det handlede jo helt ærligt ikke om det. Hvis jeg virkelig ville de to analoge apparater, så havde jeg jo købt et digitalt vækkeur til lidt flere dollars end den billigversion fra Tiger, jeg endte med, og jeg havde jo også investeret i et Fitbit-armbåndsur, som min kollega taler så varmt om, til blandt andet skridttælling.

4)

Det er også fortid med ikke at skrive mails uden for arbejdstiden. I tiden, der er gået mellem disse to tekster, har jeg fået ny leder på arbejdet. Og jeg er sådan indrettet, at når nogen, der bestemmer min løn (eller om jeg overhovedet har en indtægt), skal lære mig at kende, så vil jeg gerne gøre det bedst mulige indtryk. Og det har blandt andet betydet at besvare mails, når de tikkede ind. Også uden for normal kontortid. Det har jeg det som sådan fint nok med, selv om jeg for 10 måneder siden prædikede, at vi alle i denne stresstid har et ansvar for at vise hinanden, at vi ikke altid står til rådighed … måske fordi jeg skal på barselsorlov lige om lidt og er sygemeldt og i forvejen synes, at jeg ser lidt mat ud som arbejdskraft.

5)

Den der Moment-app, der kan tracke ens daglige skærmforbrug, gjorde mig i så sygt dårlig humør. Fordi den aldrig kunne vise mig noget positivt. Selv hvis tallet var nogenlunde lavt, var det jo ikke 0 timer, jeg brugte på telefonen om dagen. Så var det måske en time eller to. Eller to og en halv. Og det syntes min logik slet ikke var lavt – selv om det var det i forhold til andre dages skyhøje forbrug. Det var umuligt at vinde med den. Så den app røg sig en tur. Og nu sejler det igen.

Men.

Og nu nærmer vi os pointen med denne update.

Det her stikker jo dybere end en enkelt kvindes beslutning om med 5 trin at gøre et lille indhug i sit daglige mobilforbrug.

Det er et langt, langt større problem, det her. Det er der vel egentlig ikke nogen tvivl om. Vi har brug for at zone ud og koble fra, uanset med hvad, bare med et eller anden – men hvorfor?

Fordi det er nemt? Er det svaret? Vi har alle distraktionerne der i vores lille private stillekupé, og de kræver ikke noget af os – hvis de gør og vi ikke orker dem, kan vi bare scrolle videre.

Jeg kender ikke nogen, der ikke synes, at de selv og de fleste andre under 60 stirrer alt for meget ned i deres telefon. Jeg kender ikke nogen småbørnsforældre, der ikke har bekymrede holdninger til, at telefoner fylder for meget i familielivet, fylder for meget for både de små og de store.

Hvad fanden sker der med os?

Jeg er holdt op med at køre i bus, fordi ingen rejste sig for mig og min tunge, gravide mave. Over flere busture troede jeg, at folk var uhøflige og bare håbede, at nogen andre ville rejse sig … men efterhånden som jeg fik stirret fra person til person (for at få øjenkontakt og måske et tilbud om et sæde) tegnede sig et mønster. De så mig ikke. Ingen kiggede op og rundt på hinanden. Alle sad enten og gloede ned i telefonerne eller også stirrede de med uendelighedsblikket ud i ingenting, dybt optaget af hvad end lyd deres telefonerne afspillede ind i ørerne på dem. Ikke én gang i mine første 25 uger af graviditeten har jeg prøvet, at nogen i den pendlerfyldte 5C har rejst sig for mig. Ikke én gang.

Fordi ingen så mig, var min klare fornemmelse.

Så nu cykler jeg, selv om jeg frygter for livet i en eller anden velbegrundet grad på hver eneste tur.

Det er ikke fordi buseksemplet er særlig eksakt videnskab – det er blot en fornemmelse. Måske er folk bare uhøflige, eller måske ved de ikke at lige præcis buskørsel er besværlig for gravide, der ingen fungerende mavemuskler har og derfor ikke oprejst har noget at tage fra med, når bussen drejer eller bremser. Eller måske synes de bare, at gravide må spørge efter et sæde, hvis de så gerne vil have et – uden at tænke på, hvordan det kan føles at påkalde sig opmærksomhed og kræve hjælp fra fremmede, der ikke just fremstår imødekommende.

Men det var en aha-oplevelse for mig at opdage, at folk meget, meget sjældent kiggede op og rundt på nogen af de medrejsende. For hvordan skal man opdage verden omkring sig, når man ikke kigger på den? Man opdager den verden, man har kurateret til sig selv inde i sin lille telefon, fyldt med velkendte venner, velkendte medier, velkendte holdninger, velkendt underholdning.

De lignede sjovt nok mig selv. Set udefra. Når jeg har brug for at trække mig fra verden i de mest ubelejlige situationer. I ulvetimen, når barnet og jeg ikke har set hinanden en hel dag og er overtrætte af alt det, vi har lavet, mens vi har været sammen med andre. I arbejdstiden, når jeg skal i krig med en opgave, jeg virkelig ikke gider. På caféen i de 5 minutter, der går, fra jeg ankommer til min veninde er fremme – hvor jeg ikke kan holde ud at ligne en, der måske er blevet brændt af og sidder og kigger formålsløst ud i luften.

Det er efterhånden kun badet, der er aldeles mobilfri zone for mig. Ikke engang en tur på toilettet forrettes uden at have mobilen med (og jeg ved, at du gør det samme).

Jeg har nærmest mistænkt mig selv for … ikke at kunne holde mine egne tanker ud? Ikke at kunne holde ud at fordybe mig ind i en tankerække i mit eget hoved?

Hvad fanden er det for en kultur, vi har accepteret at være medudviklere på? Hvad er det i det evige scrolleri, der er så vigtigt? I bussen – i familiestunden – i dobbeltsengen som det første og det sidste på dagen?

Jeg tror ikke de 5 skridt fra mit tidligere blogindlæg slår til som noget andet end en skrædder gør i helvede. Det her er langt mere omfattende. Det er et kultur- og værdispørgsmål.

Og langsomt æder det al kvalitetstid med vores børn, med vores venner og med os selv.

Indtil vi gør noget ved det. Hvad skal vi gøre ved det?


13 kommentarer

  • Ann Mølgaard

    Ja. Av. Alt det, du skriver, er jeg nærmest skyldig i, på en eller anden måde.
    Og jeg prøver også at gøre noget. Og primært også noget, der er reaslistisk (for ellers bliver det som din app: pisse nedslående. Det magter jeg ikke).
    Jeg prøver at skrue ned for visuel støj (når jeg er presset, har jeg nogle gange gang i både tablet, computer OG telefon. På samme tid). Det prøver jeg at stoppe med. Så … podcasts. De er mit nikotinplaster.
    Jeg øver mig i at læse igen. Og det er svært, at jeg genlæser yndlingsbøgerne (hej bøger uden pralværdi. Undskyld. Nu må I gerne komme med mig ud i verden igen).
    Jeg øver mig i, at gå over og handle uden min telefon.
    Jeg øver mig i, ikke at tage telefonen op, når jeg venter på bussen. Så må jeg se op i stedet. Bygninger er pæne.

    … og jeg øver mig kun. Og jeg har ikke børn eller mand i min hverdag, der også skal have noget overskud fra mig. Mindre “støj” er håbet. It seems a long way.

    • Karoline

      Det er selvfølgelig der, vi hver især skal begynde: Med erkendelsen af, at det er et bjerg, der skal bestiges.

      Det næste bliver vel at skille nødvendighederne fra telefonen. Skrive huskeseddel på en lap papir. Anskaffe sig et kamera, der kan erstatte telefonens. Få ordentlige vækkeure, skridttællere, menstruationskalendre (!) og andre spændende ting, vi har puttet ind i den. Så det til sidst blot er det, det var engang: En telefon.

  • Anne

    Rigtig godt indspark – vil lige starte med at takke for en dejlig blog – har læst med i mange år. Og jeg synes det er svært – for mig handler mit forbrug også om overskud. Jeg er på barsel med nr. to datter som er otte måneder og storesøsteren er tre år. Og det har for mig været meget hårdere at gå fra et barn til to end da vi fik den første (og det var bestemt også en omvæltning). Og så bliver mobilen flugten, når jeg bl.a. føler mig helt drænet af at have to små børn – og det ironiske er så, at jeg ofte ender med at føle mig som en andenrangsforælder, fordi mit filter åbenbart ryger på fx Instagram, hvor jeg pludselig tænker, at jeg da bør gå hjemme, hjemmeskole osv. selvom det i virkeligheden ikke er for mig. Så jeg øver mig også – aftaler fx med min mand, at hvis vi laver noget sammen, så lægger vi telefonerne i køkkenet og sætter dem på lydløs. Men jeg kunne godt blive bedre til at lægge den fra mig i fx ulvetimen.

    • Karoline

      Det er så vigtigt at udvikle sådan et værdisæt som familie. For, hvordan det skal være i ens hjem. Familien er samfundet i miniformat.

  • Mette

    Jeg skulle lige til st skrive at folk ér uhøflige og fortælle om dengang jeg, som højgravid, måtte være den, der rejste mig og gav en plads til manden med krykker.
    Men… så var det jeg så mig selv udefra. Ligenu. Hvor jeg sidder i metroen og læser dit indlæg og ikke har den fjerneste idé om, hvem der sidder omkring mig. Fordi jeg har næsen godt og grundigt begravet i min egen lille verden.

    Mht skærmforbrug derhjemme har jeg opdaget at det kan sættes i relation til hvor jeg er på overskudskontoen. De dage, hvor både den 3-årige og jeg har sovet for lidt og for dårligt, er gerne de dage, hvor jeg kommer til at kigge en ekstra gang på skærmen (eller 100) og hvor hun egentlig har mest brug for at jeg er nærværende.
    Det var en lidt svær erkendelse – allermest fordi jeg faktisk har skidesvært ved at ændre det til trods for at jeg er klar over at det er skidt. Øv.

  • Anne-Cathrine Jensen

    Jeg har en veninde, der har taget den store tur og købt sig en gammeldags mobiltelefon. Dem der kan ringe og sms’e. Smartphonen har hun stadig, men den lader hun ligge hjemme, når hun skal ud med venner. For så er de jo sammen, og så vil hun ikke bruge tiden på at sidde og glo på, hvad hendes andre venner mon laver. Jeg beundrer hende, men kan ikke se mig gøre det samme.
    Selv læser jeg flere bøger. Nogle dage lykkes det ikke at vælge bogen den sidste halve time, før lyset slukkes i sengen. Men tit lykkes det.
    Så overvejer jeg at lære at strikke. Fordi det er så svært for mig ikke at two-screene, når vi ser film herhjemme om aftenen. Jeg håber, at optagede fingre kan hjælpe mig med at zone mindre ud.
    Den der med at mødes og smide telefonerne i en bunke og så skal den der tjekker først give maden, roastes af alle på tur eller bare erkende, at deres behov er størst, den virker ret godt. Hvis alle er med på den.
    Men i det store hele er jeg stadig skidebange for de telefoner. Og de computerspil. Og fjernsynet der aldrig er rigtig kedeligt, for du kan selv vælge, hvad det viser. Jeg er så bange for det, at jeg ikke tænker frygten til ende. Men jeg postede på Instagram for mindre end 20 minutter siden.

    We’re not in Kansas anymore.

    • Karoline

      Jeg vil så gerne have en mindre smart telefon. Faktisk. Men forbeholdene står i kø. Lige nu fylder: Hvad så med at kameraet ikke er lige ved hånden? Det betyder meget for mig at have det. Og lige om lidt skal jeg på barsel og vil gerne have podcasts i ørerne, når jeg triller lange ture … hvad så med det?

      I virkeligheden ville jeg bare gerne udstyres med selvdisciplin. Lidt som når man skal lære at være mådeholden, selv om man har chips og slik i huset. Simpelthen at kunne lade det være, selv om det er helt tilgængeligt og inden for rækkevidde – men bare beregnet til et senere tidspunkt. Er det virkelig for meget at forlange af det menneskelige sind, at vi selv kan administrere hvor meget vi ligger under for denne her underlige fristelse!?

  • gravidgrahvad

    Har du læst “Sluk” af Imran Rashid? Den er ikke super velskrevet, men den giver en forståelse for, hvad det er, der sker i hjernen, når man forsøger at skrue ned for sin mobilafhængighed.

    Det er nemlig ikke spor let – som du og jeg og sikkert hundrede andre har erfaret, og det handler netop om, at det er en afhængighed på fuldstændig lige fod med andre afhængigheder, i hvert fald i forhold til hvad der sker i hjernen.

    Det er noget med, at forventningen om, hvad man muligvis kommer til at se på Instagram eller Facebook udløser et eller andet stof i hjernen, som vi bliver afhængige af.
    Det er den samme mekanisme som gør sig gældende ved clickbait overskrifter – forventningen om at få svaret på, HVAD det er, jeg aldrig troede ville ske, da hun åbnede døren til soveværelset efter hendes skænderi med manden.

    Men ja, jeg tænker også meget på, hvad smartphonen betyder for udviklingen af vores samfund og for kommende generationer. Det er i hvert fald helt klart, at selvom vi har adgang til al verdens viden og kan kommunikere med mennesker ud over hele kloden, så bliver vi mere og mere indskrænkede og tåler mindre og mindre, at nogen kan mene noget andet end os og have andre værdier end os.

    Det er nok noget med, som du så fint formulerer det, at vi har vores egen lille velkendte og tilpassede verden i vores lomme, hvor vi primært spejler os i folk, der ligner os selv.

    Jeg har ikke løsningen. Desværre. Og med en datter på 9 år begynder spørgsmålet om, hvornår hun skal have lov til at få sin egen telefon, at blive meget presserende.

    • Karoline

      Tak for reminderen! Den bog havde jeg inde på radaren, men glemte lidt igen.

      PS – hvornår skal børn egentlig have telefoner? Hvad er pros og cons?

      • gravidgrahvad

        Jeg ved det ikke!
        For mig er det meget noget med, hvad behovet er – og jeg kan faktisk ikke se at min datter har behov, der ikke kan løses med al den anden teknik, vi omgiver os med.
        Jo, HUN har jo et behov for at have en telefon med begrundelsen “Det har alle de andre”, men det argument preller helt af på mig, streng og ufølsom, som jeg er.

        Pros må være:
        – hun vil selv kunne koordinerer legeaftaler (men come on, hun går i 2. klasse – jeg vil faktisk meget gerne være med til at lave aftaler om leg eller ikke leg og være med til at hjælpe hende til ikke at få for meget program på, da hun godt kan være lidt sensitiv)
        – hun kan nemt ringe til os, skulle der ske noget på vej til eller fra skole (men vi bor 600 meter fra skolen. Hvad er det, der kan ske, hvor hun ikke kan nå hen på skolen og låne en telefon der?)
        – hun har sit eget device at spille på (men hun har adgang til en gammel iPad som i praksis er hendes, samt to gange skærmtid om dagen af fleksibel varighed)
        – hun kan endelig få snapchat, youtube, musicaly, instagram og alt det andet hun drømmer om (men de fleste af de sociale medier har rent faktisk en aldersgrænse, der hedder 13 år, og løgn, ikke engang på sociale medier, står ikke lige på listen over ting, jeg gerne vil lære hende)

        Men ønsket fra hendes side er stort, samt frygten for at være udenfor, og det har jeg også respekt for + at jeg rigtig gerne vil give hende en telefon mens hun stadig er ung nok til, at jeg kan lære hende om rigtig og forkert brug. Hvis jeg venter for længe, tænker jeg, bliver det hendes kammerater, der lærer hende det.

        Men hvornår? Jeg mangler en manual. Eller en lovbestemt aldersgrænse. Eller bare at nogen andre/klogere end mig kan tage noget ansvar på det her område.

      • Birgitte

        Mine unger fik mobil omkring 10 års alderen. Deres far og jeg er skilt, så det gjorde noget kommunikation nemmere (læs direkte) for os og dem. Plus de begyndte at tage skolevej alene (med det offentlige) og det var også rart.
        De fik ikke automatisk sociale medier på den. Min yngste er nu 13 åg har SnapChat og Instagram. Mest bruger han tid på underlige videoer på Youtube og film trailers.
        Min erfaring siger mig, at hvis man holder for meget igen med den mobil så finder de bare en anden vej udenom. Noget med at være hos kammerater, som har devices og derefter lære vaner af dem (og ikke os forældre, som jeg synes skal tage de første snakke).
        Med vores ældste havde vi hans password til Facebook og satte indstillingerne meget stramt. Kh. Birgitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *