Graviditet, fødsel og barsel,  Klassisk Karoline

Hold op med at rose nybagte mødre for, at “det ikke kan ses” at de har født

For tre måneder siden skød jeg et barn ud af skødet. Og siden fødslen har den ypperste kompliment, man kan give mig, tilsyneladende været denne: “Man kan jo slet ikke se på dig, at du for nylig har født!”.

“Hun klarer det bare så flot”, blev en bekendt omtalt i en sammenhæng, hvor hun ikke var til stede. Hun har også født her i efteråret, og bemærkningen faldt efter en konstatering af, at man hverken havde kunnet se den gravide mave, da den var der, og at der ingen spor var efter den her nogle måneder senere. Og sådan indkasserede hun i sit fravær en medalje for, at hun klarer det rigtig flot.

Så … hvis en nybagt mors maveskind stadig buler, så … klarer hun det ikke nær så flot? Og hvad er egentlig det der “det”, man kan klare flot eller mindre flot?

Bemærkningen om hende skal selvfølgelig ikke fluekneppes, for den blev bare slynget ud i forbifarten, men den er blevet hængende i mit hoved. Fordi det alligevel kom til at føles som om hun var nået i mål i et ræs, jeg ikke bryder mig om, at nybagte mødres kroppe af omverdenen placeres i. Ræset om at klare moderskabet ubesværet.

Bemærkningen har fået mine øjne op for, hvor ofte jeg høster lignende komplimenter.

Ikke decideret falske komplimenter, bevares; det er fra folk, der virkelig ønsker at sige noget pænt til mig, noget, jeg rigtig gerne vil høre. Søde folk, bekendte som familiemedlemmer. Og folk som ham til julefrokosten, der lagde an på min kollega og ville vise hende hvor betænksom en nice guy, han var, da hun prøvede at forklare ham, at vi lige skulle catche up uden ham, fordi hun ikke så mig til hverdag pga. min barsel. Han gav mig et elevatorblik, trak et forsøg på en imponeret grimasse over fjæset, mens han hvinede ud over baren,: “What?! Er DU på barsel?! Men?! Man kan jo overhovedet ikke se, at du lige har født?!! WOW!”

Det var særdeles ydmygende at mærke min krop blive taget ud af de løse gevandter, jeg havde iklædt den, og blive stillet ind i midten, hvor hele selskabet pludselig fandt lejlighed til at stirre på den. Og her er, hvad de formentlig tænkte:

Man kan da sagtens se det på mig! Det, moderskabet, kvindelivet.

Og fred være med det: På to år har min krop været igennem en graviditet uden for livmoderen + efterfølgende operation, sorg, depression og sygemelding, graviditet og en fødsel, der kostede mig 3 liter blod og blev toppet med afbrudt søvn og ammesvamp.

Det underlige ville da være, hvis IKKE det havde sat sig nogle spor over hele kroppen.

Men hvorfor er det en kompliment at fortælle mig, at det ikke kan ses? Hvorfor er det så vigtigt for folk at lulle mig og andre nybagte mødre ind i den formodede forhåbning om, at nogen synes, at vores anstrengelser ikke kan ses? Fordi de gør os grimme? Er det helt ærligt derfor? Det er fandmer kedeligt overfladisk og devaluerende af, hvad det vil sige at bringe liv til verden.

Jeg vil gerne have en medalje, det er ikke det. Men ikke for at være dygtig til at skjule alt det, min krop har været igennem. Hvis jeg skal medaljeres, skal det straight up være direkte for det, min krop har været igennem.

Ikke at jeg bebrejder nogen enkeltpersoner, at disse tossede komplimenter i flæng gives til nybagte mødre. Mange mødre varmer sig måske ved dem (men hvorfor egentlig?), og ofte er der sikkert tale om en korrekt konstatering af, at kvinden utroligt nok ligner sig selv fra før graviditeten (men hvorfor levere det som en kompliment og ikke bare en uladet konstatering?).

Og helt ærligt puster jeg vel selv lidt til flad mormave-diskursen, når jeg her tre måneder efter min seneste fødsel sidder og ævler om min vægt som et tal, der føles for højt – på en blog, hvor man ikke kan regne med, at alle læsere har tid til at lade alle nuancer synke ind. Nogle læser jo også bare sådan en tekst hurtigt som “Nybagt mor vil gerne tabe sig”. Hvorfor lader jeg ikke selv stå til, hvis jeg ikke vil fortælles, at man klarer det flot, når man som nybagt mor ikke ligner en nybagt mor? Hvorfor ikke bare skide hul i det og nyde alle de kakaotoppe, jeg har lyst til, med god samvittighed?

Fordi min krop er MIN krop. Og hendes krop er HENDES krop. At jeg deler tanker om min krop, betyder ikke at andre skal dømme med. De kan dele erfaringer med egne kroppe, men det er i sagens natur noget ganske andet.

Om min krop er stor eller lille, slap eller fast, så giver den ikke andre ret til at bedømme min formåen – og slet ikke i mit fravær. Uanset hvor pæn, de selv synes snakken er.

*
*
*
>> Følg med på Instagram
***

7 Comments

  • Marie

    Kære Karoline.

    Jeg syntes det er en fantastisk tekst

    Ofte når jeg har PMS og min mand syntes jeg er lidt sur og stridslysten, syntes jeg selv at jeg er alt for venlig og tolerant til hverdag, men har klarsyn en gang om måneden

    Og jeg kender det så godt…. Jeg vil ikke vurderes på mit udseende, men gør mig jo alligevel umage langt de fleste dage for at tage mig pænt ud.

    Og den samme kompliment kan på en gang gøre mig glad og irriteret.

    Tak

    • Karoline

      Kære Marie. Jeg kender det. Vil ikke vurderes for det ydre, men sørger alligevel for, at det ydre er præsentabelt. Tak for de pæne ord!

  • Pernille

    Det som jeg synes nogle nybagte mødre “klarer flot” er at bevare en vis form for forfængelighed. En evne jeg beundrer fordi jeg selv jævnligt kæmper med den. Det er ikke så afgørende for mig om man har rundere kinder eller ej, mor-topmave, flad mave eller ammehår. Men det at man formår (bare en gang imellem) at tage rigtigt tøj på, tvære noget concealer i masken eller iklæde sig sit yndlingssmykke efter devisen: look good feel better, det vil jeg gerne tage hatten af for! Jeg mener det kan være en slags mental uniform der hjælper moderen på slagmarken (= en random tirsdag på barsel). Det kan hjælpe hende med at huske hvem hun er og skal ikke nødvendigvis ses som krampagtig blær til omverdenen. Synes jeg. Tak for altid god læsning!

  • Pia Trans

    Jeg tror desværre det bliver sagt fordi vi, som samfund betragtet, er blevet enige om, at det skønne er en uberørt pigekrop. Vi ser ikke de kroppe der bærer en historie om det største mirakel (skabelsen af liv) som smukke – derfor tænker vi, at det er pænt at lade som om man ikke kan læse kroppens historie.

    • Karoline

      Måske har du ret. Gad vide om det hører op med at være sådan en dag. Måske sker det samtidig med, at Hollywood-skuespillerinderne kan blive ved at få spændende, velbetalte roller livet ud, også selv om de lader håret gråne og rynkerne titter frem, i stedet for at høste “Gud, hvor har hun ødelagt sit kønne ansigt med Botox” i flæng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0