Husligt

Det her boligslankeprojekt glæder jeg mig til at følge i 2018

Det kunne klæde mig at rydde mere op. For jeg har helt umanerligt mange ting.

Dem kan jeg godt finde ud af at arrangere pænt, så det ser ryddeligt op. Men det er kun sminke på det faktum, at jeg ikke har brug for eller nytte af rigtig mange af tingene.

Det gælder især tøj. Jeg muger af og til ud i det, men det er som om hylderne forbliver fyldt op af en masse ligegyldige klæder, mens de 10-12 stykker tøj, der står mit hjerte nært, er i rotation og som de eneste ude af skabet eller oppe fra snavsetøjskurven.

Jeg gad vildt godt rydde op efter Marie Kondo-metoden og se nøje på hver enkelt stykke tøj, mærke det og befamle det og nøje afkode de følelser, der klæber sig til det. Lugt eller duft? Lugt af pligt (den var dyr, så jeg beholder den), skam (jeg købte den for lille som motivation til at tabe mig, og jeg beholder den til den passer), savn (min mor synes den var nydelig, og hun er død, så), eller måske dårlig samvittighed (jeg burde gå i den her, selv om jeg ikke ved hvorfor jeg har det sådan med den – nok fordi det ville være meget overforbrugsklamt at kassere noget, der intet fejler). Eller en duft af sejr (den her havde jeg på, da jeg fik 12 til eksamen – den er min lykkebluse!) eller bare gode minder (jeg fik så mange komplimenter, da jeg gik i denne) og nostalgi (en dag bliver jeg typen, der går med min mormors matchende pelspandebånd og -muffe, og jeg glæder mig til den dag).

Lugt goes, duft stays.

Men i praksis har jeg aldrig tid til Kondo-modellen. Jeg kommer altid til at muge forhastet ud, fordi der er deadline på oprydningsprojektet. Som i denne uge, hvor min kæreste og jeg op til den forestående nytårsfest i vores hjem fik en akut trang til, at vores soveværelse (på aftenen ammestue for de to nybagte mødre i selskabet) ikke lignede et pulterkammer mere end et rum hvor to voksne tilbringer en tredjedel af deres døgn.

Det endte med en forjaget omgang kasten tøj ned i sorte sække, så det ene klædeskab kunne skilles ad og komme væk. Godt for det konkrete projekt, skidt min indre hoarder. Poserne endte hos velgørenhed, men det nager mig om jeg fik tosset det forkerte og beholdt det rigtige.

Det er derfor, tøj-, og boghoardere som mig skal have tid til downsizing. Og det er derfor jeg blev meget entusiastisk, da jeg så, at Joséphine, som jeg kender godt, havde åbnet en ny instagramprofil.

Fra den vil hun hver dag i 2018 bortskaffe en ny ting. Hun både forærer, sælger og udsmider, og jeg glæder mig meget til at følge med.

Et opslag delt af 365 to go (@365.to.go) den

***

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0