I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Men tænk, hvis vi kunne planlægge, hvordan vores sorg ville arte sig

Det lød så fint oppe i mit hoved, og det gav så meget mening på skrift. Jeg havde helt overset, at jeg ikke er nogen ekspert i spørgsmålet “hvordan er sorg”; jeg kan ikke tilrettelægge min sorg.

I hvert fald tog jeg fejl i den indretning, jeg fik manet frem, hvor vores nye sommerhus skulle være et sted at mindes min mor og hendes liv og ikke hendes pludselige død. Fordi huset er købt for arven efter hende.

Det havde været så godt, hvis det var blevet sådan.

Men virkeligheden er mere nuanceret, må jeg sande efter knap to ugers sommerferie på vores nye plet.

Hvor er hun? Ikke her

Her er skønnere, end jeg havde troet, men med den sørgendes fedtede briller på må jeg sande, at her på ét punkt også er værre end forventet.

Hun er her ikke. Hendes minde er her ikke.

For hun har aldrig sat sine ben her, aldrig duftet til buskene, aldrig nydt fuglefløjtene eller hilst på naboerne eller fået historien om de tidligere ejere, aldrig noget af det, der gør nogen til en del af et sted; hun havde end ikke hørt os ytre planer om sommerhus – og slet ikke på Langeland. Og alle de aldrig’er viste sig at veje tungere end ideen om, at når nu huset er en “gave” fra hende, så havde hun en selvskreven plads her. Det føles konstrueret at skulle lade som om hendes minde fylder her.

Selv om jeg havde bestemt mig for, at det ville komme naturligt. Som om naturlighed er noget, der kan besluttes.

Hun er her ikke, men hendes fravær er

Hendes fravær er her bare. I de mange små ting.

Det ligger i det uskyldige spørgsmål, som alle gæster har stillet: Kigger din far herned i løbet af sommeren? Ingen spørger til, om min mor kommer. Naturligvis ikke. Det er bare så nyt, at hun ikke skal tælles med, at jeg stadig studser over det.

Og hendes fravær ligger i tjansen algefjerning, hvor jeg når at tænke, at det glatte, grønne møg skal skrubbes virkelig grundigt væk, så ikke der er en eneste millimeter terrasse, hvor min dårligt gående mor kan glide. Indtil det nånej-slår mig, at hun aldrig kommer på besøg.

Hendes fravær ligger i den tanke, der rammer mig under fødselsdagsfestens skålen, hvor jeg taknemmeligt glædes over høj sol og vellykkede kager og tænker, at dét skulle min mor alligevel have været med til. Indtil jeg indser, at hvis hun havde været i live, havde vi ikke siddet her. For så havde vi ikke arvet hendes penge.

Hun er her ikke. Men hendes fravær er. Selv om jeg havde planlagt det anderledes.

Sorg kan ikke tilrettelægges

Og det er måske også en meget vigtig lektie. At ikke alt kan planlægges eller forudsiges. Slet ikke følelser og slet, slet ikke sorg. I stedet for hendes minde har hendes fravær kilet sig ind for at slå søm i det benhårde faktum, at livet går videre uden de døde. Livet går nye veje, store beslutninger tages, og de døde kan ikke være med, ikke sådan rigtigt, hvor meget de end var velkomne.

Men på et særligt sted hernede, der findes hun alligevel lidt. I et nyere minde, jeg har skabt med hende, selv om jeg troede jeg var færdig med at lave minder med min mor. Når jeg står i strandkanten nede ved Ristinge og skuer ud over sundet, og bølgerne, vinden og himlen er præcis så bjergtagende vilde som den dag, vi stod her første gang, så er hun lige der i det hele:

Suset

Vi var hernede til fremvisning af huset på en blæsende og halvkold aprildag. Vejret var mildt sagt ikke var med os. Huset så i lys af kulingen og de snøftende regndråber også lidt forpjusket ud, og selv om vi sagtens kunne få øje på dets charme mellem dagens grå skyer, så var både min kæreste og jeg lidt tjaaa og tjoo over stedet. Hvor var den kildrende sitren i huden, som annoncen havde givet os, og som de utallige andre sommerhusannoncer ikke tilnærmelsesvis havde sat i gang? Vi åbnede døre og lukkede låger og bankede på træværk og slog ud med armene og talte smalltalk med mægleren og spurgte til tagrender og solceller og ejerskifteforsikring, og det så altsammen fint ud … men noget manglede.

Suset. Hvor var suset?

Men så tittede dagens eneste solstråler frem, og vi besluttede at spadsere ned til stranden. Komme lidt væk for at komme tilbage. Og lige dér i strandkanten, med bølgerne og himlen, der gik i ét for mine fødder, dér kunne jeg mærke meningen med os her. Suset. Jeg hørte hendes stemme inde i mit hoved. Ikke på en overnaturlig måde, men på den måde, man hører stemmer, når man er ved at tage en stor beslutning og søger en eller anden bekræftelse i, at man gør det rigtige. Jeg fik en stærk fornemmelse af, at hun ville have rådet os til at købe det hus, hvis hun kunne.

Jeg var blændet af tårer, da vi gik tilbage mod huset. Vores hus. Det var allerede vores. Selv om øen havde en dårlig hårdag. Jeg kunne mærke det, selv om jeg ikke kunne se det.

Et nyt minde med min mor

Og hvor fik hun ret i det råd, hun ikke kunne give. Vi kunne ikke have skræddersyet os et bedre hus. Her er vidunderligt.

Og det tegn, det mindes jeg, når vejret hernede en sjælden gang her i juli får det hele til at gå i ét, og jeg kan stå og stirre på det smukke syn, jeg stod og snøftede ud i den dag i april.

Et nyt minde med min mor. Der kan man bare se.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.