Blogging

Det er bare en fase, internet. Kh den tekstroverte

At dele sig selv i små bidder på internettet kan til tider føles som at stå midt i en skolegård.

Sådan en, hvor der måske ikke er nogen reel hvisketiskeri going on i krogene. Men hvor fornemmelsen af tiskeri er der. Den store, ensomme de-griner-alle-sammen-af-mig-mor-fornemmelse.

Når jeg ser i Instagrams statistikker, at mine billeder deles som private beskeder, så tænker jeg straks, at nogen synes jeg er så grinagtig, at jeg må deles i det skjulte. Har-har-harr, runger det.

Når jeg kommenterer hos andre bloggere, tænker jeg straks, at alle tænker, at jeg bare fisker følgere til mig selv.

Når jeg nærmer mig upload af et blogindlæg, saboterer tankerne “Spurgt! Nobody cares, Karoline!” mig til tavshed.

Når jeg uploader sådan en tekst her, føles det som om jeg fisker efter at få at vide, hvor dygtig og ikke-for-meget jeg er.

Hvordan det føles at være en, der fisker efter anerkendelse: Som om jeg ingen respekt har for virkelige problemer og burde tie stille.

De dage ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med mit evindelige behov for at savle ud i diverse kanaler. For følelsen, når jeg har gjort det – tømt mig – er så ubehagelig. Indbildt, men samtidig meget, meget virkelig.

Hvor ville det derfor være dejligt, hvis der af sig selv i disse faser indfandt sig en indadvendt ro til bare at tie stille, rette opmærksomheden mod det analoge. Holde fri. Hvile i at lade tiden gå uden at dokumentere den.

Men. Hvis jeg var skruet sådan sammen, at jeg havde den side i mig, så sad vi jo ikke her. Og mødte hinanden på disse linjer.

Engang hørte jeg, at verden ikke længere kun er inddelt i de introverte og de ekstroverte. Der findes også de tekstroverte, en slags digitaliseringens personlighedstype. De er umiddelbart introverte – med et stort, uforklarligt behov for at udtrykke og indtrykke sig i verden uden at åbne munden.

Det prædikat hjælper mig, når jeg skal retfærdiggøre over for mig selv, at jeg har det her behov for at dele ud af selv. Et behov, jeg både skammer mig over og ville ønske ikke fandtes. Men det gør det altså. Og jeg er jo bare tekstrovert!

Det er i teksterne og andres læsning, at jeg henter energi – som de introverte dyrker kræfter i aleneheden og de ekstroverte tanker op i andres selskab.

Men i de her dage … hvor internetskolegården føles særligt tiskende på mit paranoide væsen. Hvor det føles som om enhver læser, der slår vejen forbi, slår en latter op, inden de hovedrystende søger mod udgangen. Ville jeg betale mange penge for et indadvendt, ikke-brægende væsen. Eller et rendyrket ekstrovert, der holdt et middagsselskab og fik ventileret alle de tanker, der hober sig op, i dét regi.

Græsset, ikke? Altid grønnere der hvor andre vander det.

***

32 Comments

  • Sarah

    Dine tekster hjælper altså nogle af os andre (læs: mig) til bedre at kunne rumme os selv (igen… læs: mig)
    Så tak fra en som ikke kan få ordene ud som dig, hverken med stemmen eller på tasterne. Det er som om det løsner min indre ventil lidt, når jeg læser med, og ikke alt er under så meget tryk

  • Maude // skøreliv.dk

    Det er SÅ meget en skolegård, det her Blogland. Jeg har drøftet det med andre før, og det er altså vildt. Jeg mener, vi er jo voksne mennesker! Why do we care? Men den evindelige higen efter at være ‘rigtig’ dør nok aldrig, vi vil altid gerne være dem, der er i det rigtige selskab, og bliver inviteret med til de rigtige fester. Jeg tænker virkelig meget over det (ofte) – hvor sundt det er, det her Blogland, om det er det er det hele være i forhold til hvor U-sundt det også er. Listen med pros and cons er for mit vedkommende virkelig lang. Men ved du hvad: Jeg tror egentlig at din definition af tekstrovert gjorde det for mig – og sikkert også for en masse andre – det er da dét, vi er; det er derfor vi er her. Og så skal vi bare turde gå i baggybukser selv om andre går i skinny jeans.

    • Karoline

      Jeg er ked af, hvis jeg med teksten gav indtryk af, at omtalte skolegård befolkes af blogskrivere og kun blogskrivere. Og at min usikkerhed går på klikerne i Blogland (hvis der er sådanne) og hvem der er populære og størst og sådan. Det var det ikke. Det går jeg ikke så særligt op i.

      Andre med blogs, uanset størrelse, ved jeg hvor jeg har. For fælles for os er, at vi som regel ved, hvor sårbart og usikkert det kan føles at stille sig op på ølkassen.

      Det er mere dem uden blogs. Alle de andre læsere. Som jeg ikke ved hvorfor læser med. Det er rart at varme sig ved, at de nok besøger mig, fordi de får noget ud af det … men min indre usikkerhed kan ikke slappe paranoiaen om, at de kun lægger vejen forbi for at se, hvad de kan grine ad.

      Det er åndssvagt. Men jeg tror alle med en blog kender det. Angsten for at blive til grin, fordi man vover.

  • Skalotteløg

    Tekstrovert. Det ord har jeg aldrig nogensinde hørt før… Og lige nu har jeg det som om, jeg bliver aet på ryggen, mens alting falder på plads indeni.
    Tekstrovert! Det er jo bare derfor, jeg har det sådan! Så behøver jeg slet ikke at gå og skamme mig over trangen til at fylde andres feed med mine tanker, jo! For det er bare fordi, det giver mig energi…!
    Jeg kan et-hundrede-ti genkende samtlige af de følelser, du beskriver der!!! Og jeg ville ønske, jeg kunne tro på det her selv selv, men råd er nu engang nemmere at give til andre: You matter. Your words matter!
    Fx har du lige gjort mig lidt gladere for mig selv ved at skrive de her tanker ud. Hallo, tak!
    Bliv nu ved, søde Karoline. Vi er nogle, der elsker din hjerne, og som gerne vil date dens tanker. Uden undskyldninger for frekvensen eller hyppigheden.
    Jeg bliver bare så glad, når der er ord fra dig i mit feed

    • Karoline

      Hvor blev jeg glad for din besked, Skalotte!

      Og ja, jeg havde det også som om noget faldt på plads indeni, da jeg hørte ordet tekstrovert. Hvilket var spøjst i situationen, for det blev sagt temmelig nedladende. Som om tekstroverte er mindre formående, som om vi hellere hælder vores holdninger ned i tastaturet i stedet for at stå ved dem og til regnskab for dem over for andre. I familie med trolls, tror jeg. For mig er begrebet nu ganske neutralt.

  • Emma

    Jeg tjekker ind her hver dag for at se om der er noget nyt, fordi jeg virkelig føler mig beriget af dine indput. Også dette. Tak for det!

    • Karoline

      Dén melding er så nok på top 3 over bedste feedbacks, jeg nogensinde har fået. Tusind, tusind tak, fordi du fortalte mig det.

  • Karen

    Altså, jeg deler tit et af dine blogindlæg i en privat tråd til nogle veninder. Det er altid, når det er særligt rammende og jeg føler stor genkendelighed. Aldrig for at hviske-tiske (hvem gør egentlig det? Er der seriøst nogen, der bruger tid på det?) Jeg deler også tit artikler fra pol.dk, zetland mv. ofte der hvor der diskuteres moderskab, arbejdsliv og de sprækker der opstår i det felt. For mig er alle disse tanker sådan lidt ‘faglige’ udi moderskab, at blive rigtig voksen, være i sorg, finde ro, arbejdsliv og alle de andre ting du skriver om. Jeg betragter dem ikke som sådan som personlige eller private. Jeg tænker heller ikke, at jeg kender dig – og jeg kunne aldrig drømme om at hilse på dig irl (det kunne jeg heller ikke med andre bloggere/journalister/kendte inden for min faglighed osv.) Men jeg elsker at læse med. Og jeg synes dit bidrag til internettet er både godt og velovervejet. Håber din weekend bliver dejlig!

    • Karoline

      Karen. Hvor pænt at dig at skrive, hvordan det hænger sammen, når du deler. Det er så dejligt, og jeg er meget beæret. Jeg VED jo godt, at langt de fleste læsere vil mig det godt – og at hvis man kigger forbi her, så er det nok ford man får noget ud af det, ikke fordi man synes jeg er åndssvag. Der er sikkert mange, der synes jeg er åndssvag, men de holder jo nok op med at læse med. Og fred være med det. Jeg vil øve mig i at stole på, at folk vil mig det godt indtil andet er bevist.

      (Men ja. Folk bruger tid på at dele blogindlæg og billeder, man synes er grinagtige. Jeg ved det, for jeg har selv gjort det. Og får det umanerligt skidt med mig selv over at måtte erkende, at jeg selv er skyldig i det, jeg er bange for at blive offer for. Jeg skammer mig og vil aldrig gøre det igen).

  • Jeanette

    Jeg ved godt, du ikke leder efter ros. Men jeg vil gerne give den, selvom jeg jo tænker, at alle har den holdning, at dine tekster er noget af det ypperste i blogverden, så jeg helt glemmer, at du også bare er er menneske med helt almindelige følelser. Jeg kender alt til den følelse. Jeg er gymnasielærer og står ofte med den følelse, og hvor er det bare irriterende, når usikkerheden pludselig overskygger selvværdet. Når jeg så får evalueringer, viser det sig jo, at alle er overordentligt tilfredse og positive, og min tvivl og slåen mig selv i hovedet har været forgæves.

    • Karoline

      Åh, du kan relatere. Det er jo helt det samme – og jeg genkender det også fra mit jobliv.

      “Det ypperste i blogverdenen” – orv, den gemmer jeg lige til en rainy day, kan du tro!

  • Nanna

    Når du skriver sådan får jeg det helt dårligt over at være en af de der tavse læsere, der meget sjældent kommer med ros og kommentarer. Jeg må være ægte introvert, siden jeg ikke har det behov, for det har i hvert fald ikke noget med kvaliteten af dine tekster at gøre. Åh, jeg nyder sådan dine velskrevede, gennemtænkte indlæg. Både dem om sorg, moderskab og de mere “lette”. Jeg sluger det hele med stor fornøjelse, men glemmer at efterlade den heppen, du ellers fortjener. Og som jeg selv ville sætte stor pris på, var jeg mere tekstrovert anlagt. For jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det store internet må virke ubehageligt hvisketiskende, hvis ikke man får det helt modsatte bekræftet, når man giver så meget af sig selv til det. Jeg får sikkert ikke husket det fremover, så derfor får du al min heppen her, på een gang: jeg elsker alt hvad du skriver her. Og på Instagram. Det er altid velskrevet og næsten altid enten befriende genkendeligt eller interessant øjenåbnende. Tak for det! Mega hep!

    • Karoline

      Det er helt, helt okay aldrig at kommentere. Sådan er blogs indrettet. Men hvor ER jeg glad for, at du lige lagde den der kommentar. Hold op, hvor er jeg glad for den.

  • Ida

    Åh, et godt indlæg! Og sindssygt dejlige kommentarer❤️ Jeg er, efter ca 400 år, begyndt at læse bøger igen og for tiden læser jeg en brevveksling mellem Astrid Lindgren og hendes tyske veninde. Og da jeg læste forordet fik jeg en åbenbaring omkring brevskrivning som genre. At mange store forfattere også har efterladt sig et kæmpe arkiv med breve. Breve om dagligdagstanker, aktuelle emner, smårefleksioner, kærlighed, irritation og rygklapning af deres penneven. Som enkelte breve, er de måske ikke særlig dybe, men det samlede brevarkiv bliver til et værk som er både dybt og bredt! Måske er en blog lidt det samme: En lille digital flaskepost man sender ud i verden og håber på nogle vil finde og måske sende et svar retur. Behovet for at række ud, blive hørt og høre på hinanden, er vel både gammelt og fundamentalt. Og jeg melder mig gerne i koret af tekstroverte, som føler at en lille lem åbner sig til verden – både i tastaturet på min telefon og når jeg læser med på din blog.

    Tak fordi du skriver!

    Kh Ida

    Ps. Bogen hedder forøvrigt “Jeg har også levet!” – den fineste titel: to seje kvinder, der lige trandencerer tid og rum og pipper fra fortiden: Vi var her også! Ja I var! Og en dag kommer fremtidens forvirrede møde forhåbentlig til at læse dit blogværk og finde trøst og inspiration til alle de tanker, vi jo dybest set er fælles om.

    • Karoline

      Jeg er så glad for, at du siger det. Behovet for at række ud, blive hørt og høre på hinanden er både gammelt og fundamentalt. Blogs er et udtryk for det ældgamle behov – selv om min indre kritiker og sikkert også mange mennesker derude bag skærmene har brug for at se ned på det.

      Oh, tænk at blive læst i fremtiden! *får straks trang til forårsrengøring i gamle tekster, der IKKE skal læses om 200 år*

  • Maja

    Jeg er også en af de tavse læsere, der holder meget af din kloge, fine og sårbare blog.
    Jeg genkender mig selv i det meste, du skriver. Og jeg værdsætter den store søstre/mødre/menneskelige solidaritet som generelt oser ud af dine tekster. Jeg læser både skønlitteratur og (gode) blogs for at føle mig genkendt i verden, det er da en stor og værdig ting.

  • Sara

    Jeg har en blog som ingen læser. Det må næsten være indbegrebet af tekstrovert – tilfredsstillelsen ved at udtrykke sig på skrift, helt uafhængigt af et publikum
    Ikke desto mindre genkender jeg din frygt for at en læser skulle falde over den og dø af grin over hvorfor i alverden jeg tænker at nogen skulle interessere sig for mine tanker. Men altså, jeg interesserer mig for at læse nogles tanker, blandt andet dine, mens andres ikke siger mig noget, så det er vel lidt det samme som venskaber og bøger og meget andet – nogle mennesker har man et bedre match med end andre?

    • Karoline

      Så sandt, så sandt. Og jeg har intet problem med ikke at falde i alles smag. Det, paranoiastemmen frygter, er at folk, der egentlig ikke får noget ud af at være her, alligevel kommer forbi for at få sig et godt grin.

      Ja ja. Totalt usikkert. Ikke desto mindre en del af gamet, som jeg helst var fri for.

    • Karoline

      Sejt, i øvrigt, med en blog ingen læser! Jeg husker den tid. Den var sjov nok og fungerede rigtig godt – men det var også sjovt, da der begyndte at komme trafik.

  • Louise S

    Det er sjovt, hvordan nogle ting vitterlig bare aldrig ændrer sig. Det var også altid de sejeste i skolegården, som egentlig var mest usikre indeni. Og alle os andre fattede ikke en skid. For mig vil du altid være en af de seje! Har så dyb respekt for dig, både som menneske og skribent. Og det, synes jeg egentlig er ok imponerende opbygget gennem en skærm <3

  • Mette

    Mon ikke det er ret normalt at have det lidt paranoidt som blogger over om man er helt off? Det er jo primært et envejsmedie, og selvom man har mange læsere, kan de jo godt følge med pga et billigt grin. Det ved I ikke, men det tror jeg nu næppe er tilfældet.

    Jeg deler privat når en blogger sætter tekst på en følelse eller situation, jeg selv eller en veninde har stået i, hvor bloggerens ord er lige på kornet, gør det mere alment, har et twist eller gør det sjovt. Tit når det glæder svære følelser, er I tekstroverte typer gode til at beskrive det.

    Hvor imod hvis bloggeren er for selvsmart, kedelig eller banal, så deler jeg ikke privat, tværtimod, så tager jeg bare en pause fra bloggen eller takker helt af.

  • Macu

    Jeg har læst med så længe, at jeg næsten føler,at du er en jeg kender rigtig godt. Det gør jeg selvfølgelig ikke , men jeg kan rigtig godt lide dig og det du sender ud på skrift. Så jeg håber ikke, din usikkerhed får dig til at stoppe. Det er genkendeligt, klogt og interesant

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0