Sorg

Det er 593 dage siden, jeg fik et sidste kram af min mor

Gad vide, hvornår jeg igen kan se på et foto af min mor uden at tænke “Hun eksisterer ikke længere – ikke bare er hun død, hendes krop findes ikke i verden længere, hun er blevet brændt” som det første.

Hvornår jeg kan passere Bispebjerg i S-tog eller bil uden at holde vejret, nej, febrilsk trække et par ekstra åndedrag ind, nej, hvor ulækkert, hellere holde vejret. Det evige, pludselige dilemma på den kant. Det var på Bispebjerg, det skete, måske hvirvler hun stadig lidt rundt i luften i området, det er på Bispebjerg, de brænder mødre.

Hvornår jeg går i spåner over, at min ufødte søn aldrig får et forhold til hende. Hun vil være bedstemoderen, der døde før han blev født, det vil blive de ord, han en sjælden gang skal bruge om hende. Som jeg selv talte om mine egne oldeforældre, der kiggede venligt, men fremmed på mig fra familiens hylder. De havde betydet alverden for dem, jeg holder af, men for mig var de bare nogle portrætter. Katastrofen i det, erkendelsen af, at min mor og min søn aldrig får hinanden, lurer lige om hjørnet. Og jeg ved ikke om jeg har kræfter til, at den synker ind.

***

8 Comments

  • Maja

    Kære Karoline
    Åh hvor kan jeg følge dig. Jeg mistede min mor, da jeg var 15 år og jeg er i dag 33 og har en søn på 3 måneder. Jeg synes det har været sorgfuldt selv at blive mor og ikke have sin egen mor og samtidig har jeg oplevet en form for healing ved selv at mærke mor-kærligheden strømme ud til min søn. Jeg har enkelte gang sagt højt, se mor du er blevet mormor, men det fører til gråd og bare at skrive det her får tårerne til at løbe ned af mine kinder. Jeg tænker meget over, hvordan jeg kan fortælle min søn, at han har en mormor, men at han aldrig vil komme til at møde hende.
    Tak fordi du skriver om sorgen. Det har hjulpet mig med at sætte ord på min egen sorg, der væltede frem igen, da jeg blev gravid og som stadig popper op. Jeg græder nogle gange, når jeg er alene med min søn og jeg har det skidt med at han skal se mig græde, men jeg fortæller ham samtidigt at det er fordi jeg savner og så gerne ville have, at ham og min mor havde fået lov at mødes og opleve hinanden. For midt i alt det her, så kan jeg se dem for mig sammen, hvordan min mor ville tage ham op og de ville pludre og grine med hinanden.
    Masser af tanker til dig og tak for dine skriblerier, dem sætter jeg pris på.
    Kh Maja

  • Nadia

    Det der med at tælle dage, det gjorde jeg også i det første to-tre år efter min fars død. Talte dagene hvornår jeg havde sidst havde set ham og mærket hans varme knus. Jeg længes stadig her 6 1/2 år efter.
    Og der giver mig et stik i hjertet, at min nevø aldrig får nogen personlige erindrer om hans farfar. Han var kun 9 uger gammel da min far døde. Så heg genkender mange ting i dir indlæg. Men også, at jeg igennem årene har oplevet, at kunne huske ting jeg forlængst havde glemt. Så fik jeg en lille stund med ham i tankerne. ❤

  • Kajsa

    ❤️ Livet er så fucking fucking uretfærdigt! Jeg kan blive så frustreret over, at døden er en del af dette ellers så smukke liv. Og det, der gør mig mest rasende er, at vi er så hjælpesløse som mennesker. At vi ikke kan gøre oprør mod livsbetingelserne.

    Det gør mig så ondt at høre, at din mor er død. Jeg har selv mistet en, jeg elskede. Elsker. Jeg hader, når andre siger, at “Hun ikke mere iblandt os”. Halooo som om! Hun vil altid være iblandt os, hun vil altid være en del af os – også dem, der kun kender hende gennem de fortællinger, vi andre videregiver ❤️
    Jeg forsøger at skrive minderne ned, så snart jeg kommer på flere. Jeg er så bange for, at jeg glemmer dem som årene går. Uanset hvad, så kommer jeg nok aldrig til at glemme den varme og rare følelse, som eksploderer i min krop, hver gang jeg tænker på hende. Jeg håber bare sådan, at den sørgmodige og hjælpesløse følelse, der kommer lige efter den vidunderlige følelse, på et eller andet tidspunkt vil forsvinde.

  • Cecil

    Jeg synes virkelig også det er hårdt at mine to yngste børn ikke har mødt min mor (og omvendt!), og at min far døde så tidligt at de heller ikke kommer til at kunne huske ham. Men jeg gør hvad jeg kan for at holde mindet om dem i live – jeg fortæller historier om dem og om hvad jeg har lavet sammen med dem. Børnene kommer aldrig til at føle at de har kendt dem, men de kommer til at forstå hvilke forældre de har været for mig, og hvordan min relation til dem har været. Det er ikke uden betydning, tænker jeg. Samtidig kan jeg godt lide at tænke på (selvom det gør ondt…) hvad mine forældre ville have lavet med mine børn, hvad de ville have tænkt om dem og sagt og gjort. Og den kærlighed sender jeg ind i mit hjerte, til det sted som inderligt længes efter forældrekærlighed!
    Tillykke med graviditeten – heldigvis er det svært at undgå at børn fylder een med glæde og varme på trods af sorg og savn <3

  • E

    Jeg har også mistet min mor. Dengang jeg selv var barn, og altså længe før hendes børnebørn var en realitet. Det var hårdt at blive mor, når man selv har mistet sin mor, men samtidig var det også en form trøst. Som om hun en lille smule genopstod, eller hvad man nu skal sige, i min moderrolle.
    Jeg har også været ked af hun ikke har kunne have et forhold til mine børn, at hun ikke kan give dem noget. Men jeg er kommet frem til en at det gør hun, med al den kærlighed hun i sin tid gav mig, det er den kærlighed jeg nu giver videre til dem. Den kærlighed og omsorg jeg er i stand til at give dem, fordi jeg selv har fået den.

    • Karoline

      Nu hyler jeg. Og er blevet mindet om, hvorfor jeg blogger. Fordi I er så mange derude, der kan finde ud af at få mig til at se de vinkler, jeg selv er blind for. TAK for din kommentar. Kærlig hilsen Karoline.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0