I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Det er 593 dage siden, jeg fik et sidste kram af min mor

Gad vide, hvornår jeg igen kan se på et foto af min mor uden at tænke “Hun eksisterer ikke længere – ikke bare er hun død, hendes krop findes ikke i verden længere, hun er blevet brændt” som det første.

Hvornår jeg kan passere Bispebjerg i S-tog eller bil uden at holde vejret, nej, febrilsk trække et par ekstra åndedrag ind, nej, hvor ulækkert, hellere holde vejret. Det evige, pludselige dilemma på den kant. Det var på Bispebjerg, det skete, måske hvirvler hun stadig lidt rundt i luften i området, det er på Bispebjerg, de brænder mødre.

Hvornår jeg går i spåner over, at min ufødte søn aldrig får et forhold til hende. Hun vil være bedstemoderen, der døde før han blev født, det vil blive de ord, han en sjælden gang skal bruge om hende. Som jeg selv talte om mine egne oldeforældre, der kiggede venligt, men fremmed på mig fra familiens hylder. De havde betydet alverden for dem, jeg holder af, men for mig var de bare nogle portrætter. Katastrofen i det, erkendelsen af, at min mor og min søn aldrig får hinanden, lurer lige om hjørnet. Og jeg ved ikke om jeg har kræfter til, at den synker ind.


«

© 2018 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.