Der var engang en blog

Nå, venner.

Nu har jeg skrevet tekster mange steder på internettet i 11 år. Nogle af dem meget personlige, nogle i professionelt ærinde, nogle decideret private, andre tilstræbt morsomme.

Og skrive, det kommer jeg altid til. Jeg tror ikke, at jeg kan eksistere i verden uden at lave noter – mentale som digitale som fysiske – med sætninger, der indkapsler følelser. “Sådan her var det”. “Det her må jeg huske”.

For mig er det at skrive det samme som at stikke en nål i et øjeblik og nagle det fast i tiden.

Det er vigtigt for mig at gøre, for der er én ting, jeg er mere hunderæd for end alle de andre ting, jeg også ræd for: At glemme. At gå tabt, at blive visket ud.

Jeg kan ikke slippe tanken om, at alt, der sker inden i og uden for min knold i mit liv skal ophøre med at eksistere. Det er frygteligt selvoptaget, jeg ved det, men faktisk er jeg også bange for det på dine vegne; at dine tanker og følelser og minder bare arkiveres lodret i glemslen, hvis ingen dokumenterer dem … så på en måde er det eksistentiel angst mere end navlepilleri. Og min angst var der en modgift mod: Nedskrivning.

At skrive på internettet har for mig ikke ret ofte handlet om hits, trafik eller antal unikke besøgende. Jeg har lyst til at ytre, at den slags aldrig har betydet noget særligt, men jeg gider heller ikke lyve. Selvfølgelig masserer høje tal lysten til at gøre mere af det, andre lader til at kunne lide.

Men nummer 1 brændsel for mit projekt med at skrive i vinklet kortform på internettet har været én ting: Følelsen af genkendelse.

Forbindelse.

Kloge folk siger, at det faktisk er et basalt behov for mennesker – følelsen af at være forbundet med andre. Og det er det, jeg har oplevet her, når jeg har formuleret mine tanker og følelser og minder, mit hele syn på verden i brudstykker. Sendt det ud og ladet det leve. Og set det komme tilbage i kommentarsporet, gransket og tygget igennem af jer.

Forbindelse.

Jeg har følt mig set, hørt, forstået – og heldigvis også udfordret.

Men.

For der er selvfølgelig et men, og I ved godt, hvor det men bærer hen.

Nu er det slut. (Og jeg indser at klokken er fem minutter i 1. april, og jeg understreger derfor, at det her ikke er en kikset aprilsnar det år, alle har aflyst aprilsnarrene. Kunne min timing have været bedre? Ja. Ja, det kunne den. Bær over.)

Det har nemlig ikke kun været fryd, gammen og smuk samhørighed gennem bloggede ord. Det har også været noget andet.

Jeg har, er jeg nået til en erkendelse af, aldrig evnet at forene mit digitale liv særligt smukt med mit … ja, hvad kalder man det? Mit rigtige liv? Mit IRL-liv? Mit virkelige liv ude i virkeligheden.

Sagt på en anden måde:

Jeg har aldrig evnet at inkludere mine allernærmeste, altså min familie og mine venner, i det, som jeg oplever, at vi med interesse for blogs og det, blogs kan, her har sammen.

Bloggen har været offentligt tilgængelig, jovist, og alle har kunnet læse med. Men jeg tror ikke én af dem, der står mig nær, vil være uenig i, at jeg også har opført mig lidt sært, når snakken faldt på den blog. Og jeg skulle til at forholde mig til den. Gøre rede for det. Lytte til ros, svare på spørgsmål.

Så de fleste har været tavse. Lige som jeg helst ville have det. “Læs med – men lad være at stille spørgsmål”.

Men nu er noget ændret. Måske er det coronakrisen og al dens manen til eftertanke, måske er det de rundede 35 år, måske er det blot det faktum at mine børn bliver større og jeg oplever mig selv forklare dem verden som en anden type, der har grejet den. Jeg ved det ikke. Men jeg kan konstatere, at den splittelse, der har været mellem mine to værender, den digitale og den virkelige, den har ikke været god for mig.

Og selv om jeg holder uendeligt meget af at have det her sted på internettet at lukke mine tanker ud, så har bloggen også været lidt af en sutteklud. En sovepude? En trøst for noget andet. En kusine til følelsen af vovemod, som slet ikke er så modig selv. Bloggen her har været mellemvejen. Den har været stoltheden over at kunne formulere en spand følelser og forstå dem og sige dem højt … men den har også været en ubehagelig skam. Fordi de for mig så vigtige ord har været bragt her og ikke altid i tilstrækkelig grad til dem, der virkelig havde brug for at blive inddraget i dem.

Giver det mening?

Det gør det for mig, og fordi jeg holder så forbandet meget af min kæreste, vores børn, min familie og vores venner, så lukker jeg nu det her forum i med et løfte til mig selv: Jeg vil turde være mere af hende, jeg har været over for jer læsere, ude i virkeligheden, hvor hun hører hjemme. Med alle de ord, følelser og besværligheder, hun rummer.

Det bliver svært. Men jeg vil gerne øve mig. For jeg sikker på, at der venter mig (endnu mere) genkendelse og forbindelse der også. Hvis det får min fulde opmærksomhed.

Til vi ses igen: Skål, venner! Hvor har det været en vild tur! Men nu skal jeg simpelthen hjem <3

*

De praktiske ting: Jeg lader bloggen stå som I kender den. Og jeg er ikke typen, der bilder mig ind at kende fremtiden, så jeg garanterer ikke, at jeg aldrig vender tilbage. Men i tilfælde af, at jeg ikke blot er på pause som blogger, så følg med på Instagram (@karolinemarkholst), for dér er jeg stadig. Hvis du har lyst.

Og det håber jeg du har – for jeg er ikke klar til at sige farvel til gode mennesker.

Kun splittelsen. Mellem mig og den anden mig.

***

43 Comments

Add Yours →

Hej Karoline.

Som jeg skrev til dig, da jeg opdagede du havde lukket din blog. “Den vil være savnet, for den er noget af det fineste”

Men jeg forstår dig og vil ønske dig alt det bedste.

… Og dykke lidt ned i dine ældre tekster så længe der er adgang til dem.

God vind til dig og dine.

Kh

Øv… det har været SÅ herligt at snuse med i dit liv her og reflektere over alle dine modige og kloge refleksioner over livet. Men også rigtig god fornøjelse med at få samlet dine to værender. Jeg er sikker på at det nok skal lykkes helt fint. Håber vores veje krydses, som den jo heldigvis har gjort nogle gange siden gym., derude i virkeligheden når den altså åbner igen… stort kram fra Ø

Kære Karoline

Jeg vil virkelig savne dine fine skriverier og dine stærke ord. Håber du en dag måske skriver en bog – så køber jeg den med det samme!

Tusind tak fordi du “delte” så fint som du gjorde og held og lykke fremadrettet.

Kh
Line

Jeg forstår det godt – du beskriver det så fint – men HOLD nu op, hvor jeg kommer til at savne at læse dine ord. Elsker alt du skriver. Skriv en bog, ikke?

Snøft! En kombi af coronavirus og graviditet i 29. uge gør mig super sentimental for tiden, men det gør det her også. Jeg forstår fuldt ud din beslutning, og sjovt nok også dine overvejelser – jeg har fulgt dig virkelig længe og dengang gik jeg i gymnasiet og synes, at du var noget nær det sejeste, der skete på nettet. For mig dengang, sådan lidt en kombi af Carrie Bradshaw og Nynne, og vigtigst af alt, noget jeg havde helt for mig selv. For jeg havde og har det fandme også mærkeligt over blogmediet og blogs, god knows why, også selv ‘bare’ som læser. Det er mærkeligt, hvor tæt man kan føle sig på skrevne, virtuelle stemmer, uden man aldrig rigtig har engageret sig ‘offentligt’ i dem. Jeg har sjældent kommenteret, og ellers været sådan en træls ghosting-fan, for wow hvor har jeg kigget meget med i smug fra sidelinjen (Giver det mening at blogskribenter har svært ved at vedkende sig mediet, hvis deres største fans ikke tilkendegiver sig før det er slut??).
Og jeg er blevet voksen undervejs, og finder nu en stor trøst i, at du vil lade teksterne her på bloggen ligge, så jeg kan genlæse dem med mine nye “snart-forælder” briller, hvor jeg har så voldsomt brug for rollemodeller at spejle mig i, især dem der indrømmer at det hele bare er kaos noget af tiden (og at knibeøvelser er fucking vigtige, tak for det og din Instagram!)

Anyhoodles, det blev lidt ramblende, men jeg har kun snakket med min kat og min kæreste i nu snart tre uger…. Såeh, long story short: TAK(!) for nu, for dine skriverier og dine refleksioner, for at dele det med nettet og altså også mig <3

KH Cathrine.

Ligesom Catrine har jeg også altid læst med, men aldrig kommenteret. Også selvom jeg næsten føler vi er blevet voksne sammen (jeg har læst med helt tilbage fra de gamle Typing in Tennessee dage) og har kunnet spejle mig i så mange af dine tekster.
Jeg ønsker dig alt det bedste og tak for dine ord <3

Øv! Dine tekster har været det spejl jeg tit har manglet. Men jeg forstår dig virkelig godt! Held og lykke med det hele – jeg følger med på instagram så længe jeg får lov ❤️

Du vil blive savnet her. Held og lykke fremover med at være den du er uden den fragmenterede følelse. Det øver jeg mig også på. Kh Louise

Øv, mand. Det er jeg ked af at høre! Dit sted var et, jeg virkelig nød at komme. Jeg forstår selvfølgelig dine grunde, og selvfølgelig skal du hjem. Men for fanden hvor kommer vi til at savne dig her! <3

Karoline, TUSINDE tak for alle dine ord, og de grin og tårer, de har ført med sig! Du vil blive savnet her <3 Hav det rigtig godt! Klem

Tak.
Jeg var mest aktiv medspiller på din (og min) forrige blog. Jeg har og aldrig været i tvivl om at dine ord, tanker og sætninger var velvalgte og ordentlige.

Bleib gesund.

Av, Karoline. Jeg synes det lyder som en smuk og sej ambition, du lukker bloggen ned med. Tak for al den energi og tid og mod og visdom og sårbarhed, du har hældt ud herinde.

Tusind tak for mange fine ord fra din pen. Jeg har sat pris på alle og elsket rigtigt mange. Jeg bliver absolut på instagram.

Øv! Og sejt! Heldige alle de du møder i din virkelige verden – det bedste i verden er at møde kende der øver sig i at stå ved sig selv på godt og ondt

Tak for dine ord, og tak for at vi måtte læse med. <3
Dejligt at du bliver på insta med dine ord og skønne unger!

Tak for alt det du hat delt. Håber at du engang skriver en bog. For jeg elsker din måde at skrive på ❤️

Tusind tak for dine altid smukke ord, som du generøst har delt ud af. Jeg er blevet meget klogere på andre mennesker og mig selv ved hjælp af dine tekster.

Jeg kan godt forstå, hvad det er du siger, og jeg forstår dig godt, men gisp, hvor er det trist ikke at skulle læse med hos dig mere.
Du vil mangle.
Tak for mange gode anledninger til at stoppe lidt op, og til at tænke lidt over tingene, med dine så velformulerede skriverier.
Rigtig god vind til dig og dine <3.

Tak for alle de fine ord. De vil blive savnet. Og tak for Dines, stadig noget af det bedste jeg har læst her i blogland.

Alt Lykke til dig og din familie.

Åh altså øv, du var ellers min yndlings ❤️ Men pøjpøj med den virkelige verden, det giver så meget mening! ❤️

Øj jeg kommer til at savne din blog. Føles næsten lidt som et break up☺️. Alt det bedste til dig og dine fremover.

Jeg læste dine ord. Og blev lidt trist på egne vegne, over at skulle savne dine svungne sætninger og alle de billeder, de de har malet for mig gennem så mange år. Så der gik et par dage, og fordi min egen virkelighed trængte sig på, før jeg fik skrevet dig tak. Tak for alle dine ord i alle disse år! Av min arm. Jeg forstår din seje ambition til fulde! Knæk og bræk i din virkelige verden og alt godt til dig <3

Der gik et par dage, fordi min egen virkelighed trængte sig på, før jeg fik skrevet dig tak. Så det gør jeg nu. Hvor har jeg elsket, hvordan du har svunget din pen og kærligt taget dig af det danske sprog, malet historier og delt af dit hjertets kamre. Tak for alle dine ord, alle årene igennem. Jeg vil savne dem og din tilstedeværelse her på great ol’interwebz! Men for katten. Hvor er din virkelige verden heldig at have dig. Knæk og bræk med det hele og kirsebær på toppen og trutterut! Virtuel krammer herfra<3

… hov. Interwebzen drillede. Så nu har du fået hele tre tårevædede beskeder. Beklager, haha…

Som det er skrevet 40 gange ovenfor, så vil du blive meget savnet. Også af mig. Det tog mig lige nogle dage at kommer mig over den første bitterhed og ærgelse. For jeg har virkelig nydt at læse med, og jeg tror, at jeg må starte fra begyndelsen, nu hvor jeg har læst dine følgere, som har været med fra starten af.
Jeg krydser fingre for, at du vender tilbage en dag og du kan forene de to Karoliner.
Du ved, hvad der er det rigtige for dig, men jeg vil bare sige, at jeg ikke godtager, at denne her blog er en sutteklud. Måske en trædesten? Who knows.
God vind fremover og mange tak for nu. Du bliver ikke glemt!
Kh Johanne

Skriv et svar