Der bor en passivt-aggressiv forstadshusmor i mig, som ikke vil dø

Når jeg overvejer at google om ikke kommunen har en stikkerlinje, hvor man anonymt kan klage over ham grønthandleren i kælderbutikken, som roder med pap i vores fælles gård og ødelægger den udsigt, der melodisk skulle akkompagnere min morgenkaffe, så har jeg lyst til at sukke til mig selv:

Karoline. Du er frivilligt flyttet til Nørrebro. Her roder og drysser og lugter lidt mere spændende end i det øvrige København. Lad det nu være som det er.

Når jeg forsøger at udtænke en god kommunikationsstrategi til børnehavens pædagoger, så jeg uden at lyde nederen(!) alligevel kan få dem til at være særligt obs på, at min datter sendes hjem med samme indhold i rygsækken som hun tog af sted med, så jeg slipper for at købe to sæt af alt løsøre, hjemmehandsker og børnehavehandsker, hjemmegummistøvler og børnehavegummistøvler, hjemmeelastikker og børnehaveelastikker, hjemmeeksemcreme og børnehaveeksemcreme, fordi barnet ikke selv kan stå for overblik over sit gear, så har jeg lyst til at sukke til mig selv:

Stop nu. Dig selv. Du har frivilligt placeret barnet i en skovbørnehave, der ligger en bustur væk. Giv nu de søde pædagoger en break, så de kan fokusere på noget vigtigere.

Når jeg i nattetimerne går rundt med et skrigende barn i favnen og frydefuldt konstaterer for mig selv, at lyden sikkert generer naboen rigtig meget, og det har han sgu godt af, for han ryger nemlig derinde, og det kan vi lugte herinde, og har han aldrig hørt om passiv rygning pr. naborøg, hva’?, uh, hvor skulle han skamme sig, men det gør han nok ikke, nej, men nu har han i det mindste fået spoleret sin nattesøvn, som vi andre har fået spoleret vores helbred … så overvejer jeg at sukke til mig selv:

What. The Actual. Fuck. Karoline? Hvor er logikken!? Dit utrøstelige barns støjforurening er da ikke en lille hævn over et problem, du kunne løse, hvis du bankede på og pænt spurgte, om ikke han gad ryge i andre rum end lige det ene, der grænser op til jeres soveværelse?

Hvis ikke jeg vidste, at de fleste, som jeg holder af og respekterer, lider af samme art udfald og har tilsvarende blinde vinkler for almindelig dannelse i de folder i personligheden, hvor ingen kigger, så ville jeg nok være bekymret for de tanker, jeg går og holder mig her i privaten.

***

12 Comments

Add Yours →

Irritation bliver bare større og ondere og mere nederen, jo tættere den kommer på Det AllerHelligste, hjem og børn og den slags. Tænker jeg. Det er derfor folk risikerer fængsel for at fælde hinandens træer (har lige læst lokalsprøjten på job …) og at jeg *måske* engang trykkede hårdt og længe på naboens dørklokke morgenen efter en særligt lang torsdagsfest …

Haha, *MÅSKE*! Det minder mig om dengang jeg en tidlig formiddag *måske* støvsugede de gulvpaneler grundigt, der vendte ind mod en efterfestglad bofælle, der sov længe. Og *måske* gik fra den tændte støvsuger på gulvet for at brygge mig en dejlig kop kaffe. Hvad?

Min indre irritation dukker op når jeg kan lugte at børnehaven har smurt mit eksem barn i parfumeret solcreme, jeg skal nok levere en til børnehaven, hvis den fælles ikke kan være allergi mærket – sagt med en slangevislen, mellem smilende læber..

Kan anbefale bare at købe et ekstra billigt (gerne brugt) sæt af tingene og så bare være glad for at man ikke behøver panik vaske hvis det ene sæt på en eller anden måde er blevet mere beskidt end man kan leve med her sker det jævnligt at mine børn kommer lidt for tæt på for eksempel kolort og så er det rart ikke at skulle sørge for det er vasket inden næste dag. (ser her bort fra eksem creme, som jeg godt ved kan være grotesk dyre!)

Her HAR vi sørget for to af fucking alt, fordi vi ikke gider bøvlet. Og creme til begge eksem-børn (som jeg så kan se blive brugt på andre børn, på trods af, at alle har egen creme med, men-lad-det-nu-ligge, vi har trods alt selv valgt privat institution som vægter fællesskab højt). Men da hjemmesko par 4 (!!!) blev pist væk på én sæson (i selskab med uoverskuelige mængder skiftetøj), kom jeg til at være hende den skarpe og slet ikke rummelige-med-det-store-overblik-og-skidt-med-pletter-mor, som jeg egentlig prøver at være. Fik sagt “Det er jo nærmest et fuldtidsjob at skulle erstatte alle de ting, der bliver væk herude!” til sagesløs medhjælper. Og siden er hjemmesko så ikke blevet væk…
Okay, undskyld. Det ramte tydeligvis lige det punkt, hvor jeg gemmer al mit hverdagsraseri

Der sad faktisk en grine-emoji til sidst der, for det ER sgu da komisk at hidse sig op over hjemmesko!

Hahahaha, jamen, jeg kender det. Man prøver virkelig at være skidt-med-pletter-og-bortkomne-hjemmesko-SÅ-dyrt-var-det-alligevel-ikke. Og så bliver man fældet af sin egen personlighed i et presset øjeblik. Og opdager derefter, hvor meget mere nederen der er at være sit sande jeg i personalets øjne end den, man længe prøvede at blive. Jeg KENDER det! Mit sande jeg tittede frem i en for mig uværdig sms-korrespondance med børnehaven, hvor jeg spurgte (ung og uden egne børn) pædagogen om de ikke gad give besked, når udflytterbussen var forsinket. Noget med, at lillebrors lur i vognen var vanskelig og den slags, og ti minutters ventetid, der kunne undgåes, var velkomment og blablabla. Det gik frem og tilbage nogle gange, indtil jeg bare fik en smiley igen og nu godt kan mærke, at jeg er hende den hysse.

Dog er de begyndt at give besked. Så man kommer jo nogle gange et stykke med at være nederen. Øv. Ville ønske jeg kendte formlen til at få min vilje uden at være mig selv.

Altså de der tanker og smålatterlige hidser sig op over sine medmennesker forsvinder ikke fordi man flytter til forstæderne, skal jeg hilse at sige… Da min mellemste var baby, om vinteren, havde genboen en hund, som han lod være udenfor hele dagen. Det gøede og glammede dagen lang og vækkede min søn i barnevognen hver eneste fucking dag. Jeg endte med at gå over til naboen og spørge, om han var klar over, at hunden gøede? Og at det var ret træls at den vækkede mit barn. Han svarede, at det også var træls med skrigende unger, hvilket fik mig op i det røde felt, men fattede mig dog og sagde, at børn jo heldigvis bliver ældre og holder op med at skrige, men at man ikke kunne sige det samme om gøende hunde. Han blev rødglødende af raseri, vi gik skyndsomt hjem (og måske googlede jeg “hvordan afliver man en hund uden at ejeren opdager det”), men jeg hørte den aldrig igen. Vi hilser ikke på gaden længere.

Vi har ikke mistet så meget i BH (har to af alt), men skolen er en bermudatrekant for jakker, penalhuse, blyanter, madkasser, drikkedunke, bøger og gymnastiktøj. Hvis ikke min søns hoved sad fast på skuldrene ville han glemme det også. Og nu kan jeg ikke længere skyde skylden på andre end mit eget afkom og dem skal man jo helst opføre sig ordentligt overfor…

Hvornår er det blevet nederen at tale med sine børns institution om ting man finder uhensigtsmæssigt? Jeg synes ikke det er okay at lade sin irritation gå ud over den sagesløse pædagogmedhjælper, men jeg synes det er SÅ okay at stejle over at holde andre folks børn m sol/eksemcreme eller 4 par forsvundne hjemmesko (forudsat selvfølgelig at der er navn i/på – ingen arme ingen småkager). Eller i mit eget tilfælde over indtørrede lortebleer kl 16.45 (bemærk flertal og ja, mine børn bliver hentet sent og ofte som de sidste). Jeg kan godt se at den passivt-aggressive måde at håndtere det på ikke er den hurtigste vej til en holdbar løsning, men de der kasser i baggården udgør faktisk en brandfare (det er derfor det er forbudt) og at blive irriteret over det er vel okay? Og ikke et udtryk for manglende dannelse.

Hej Lise. Det er da heller ikke nederen. Men når det bliver taget op på en passivt-aggressiv måde (eller tilsvarende skidt), så er det vel næppe, som du skriver, hensigtsmæssigt. Jeg kan øve mig så meget i at være ikke-nederen og formulere mig sjovt og henkastet, at mit forsøg på at tage det op bliver indstuderet og underligt, og når jeg er faldet ned, tænker jeg altid på hvordan min henvendelse mon må have virket på den pædagog, der har brugt hele dagen på at give mit barn og hendes 39 kumpaner en god dag på trods af alverdens dårlige vilkår. Og så er det jeg igen tænker, at jeg godt gad have scoret en mere laissez-faire personlighed.

Jeg har bare slet ikke scoret mig en laissez-faire personlighed. Og det går mig sommetider virkelig meget på og så bliver det sådan en mærkelig kulsort og ond cirkel, hvor jeg prøver og prøver og alligevel bliver mere og mere hvislende ud igennem tænderne.
Mine piger er sådan nogle, der klatrer i træer, står vildt på rulleskøjter og ofte crasher på cykel, fordi de simpelthen bare har så meget mere udødelighedsfølelse og friskt mod end deres mor . Heldigvis. Men shit, det er dyrt i tøj! For træerne og asfalten sætter altså sine huller i sådan noget tøj. Jeg KAN ikke se bort fra huller (og faktisk heller ikke pletter) i tøjet, og jerseyleggings lader sig bare ikke lappe på en fed måde. Min mor lod ofte en bemærkning falde om, at hendes unger i hvert fald ikke skulle ligne nogle, der gik for lud og koldt vand. Hvilket vi da heller ikke gjorde. Men vi var vitterligt det, man i dag ville kalde fattige. Så dels var der ikke så mange penge til nyt tøj, og dels havde jeg jo så en mor, som slet ikke ville se hverken huller eller pletter. Vi skulle passe på vores ting, skulle vi! Der var simpelthen ikke råd -eller hul-tolerance – til andet. Og det har sat sig på så mange måder i mig. Jeg bliver så irriteret på mine børn, når det helt nye tøj får mælkebøtterpletter og/eller huller. Og jeg får lyst til at sige til dem, at de slet ikke kender værdien af at have råd til at få noget nyt hele tiden. Og jeg bliver i øvrigt pisseirriteret på min mand, som slet ikke deler min irritation eller forhistorie i øvrigt. Og så råber jeg af ham: “Den holdning har du kun fordi, du er født med en sølvske i munden!”. Så er jeg – by all means – forbi det passsivt-aggressive og bare aggressiv.
Jeg prøver virkelig at være sådan: “årh, men det er jo det, der sker”-agtig, og jeg lykkes virkelig dårligt med det. Min 7-årige har totalt gennemskuet mig. Det piner mig.

Kære Laura. Jeg forstår dig totalt godt, og derfor vil jeg heller ikke komme med gode råd, for du har sikkert prøvet en masse modeller. Men jeg har også en plettiltrækkende dame i hjemmet og en kæreste lidt som din (hvis en trøje er ødelagt, køber vi bare en ny i HM, hvad er problemet, Karoline? – han deponerer det ikke som dårlig energi, bless his soul), så her er mine tanker: Jeg køber ikke tøj, jeg kan knytte mig til på nogen måde. Derfor ligner min datter ofte en, hvis forældre ingen sans for stil har, og det kan jeg godt leve med. For hun har tøj fra Mødrehjælpen og Kvicklys udsalgsstativ og familiens arvesager på, og aldrig noget, jeg bliver “ej, hvor ærgerligt, at den er gået i stykker, den var godt nok pæn og uerstattelig!” over. Den slags får hun i hvert fald ikke på i børnehave.

Jeg er heller ikke vild med at købe tøj hele tiden, fordi det går mig på ud fra en miljøvenlig tankegang. Det er spild, at man ikke slider sit tøj op eller vokser ud af det. Men jeg har også en form for fred med, at det ikke er gennem min fireårige, at jeg skal redde kloden – det må jeg prøve på andre måder. Og det må jeg inddrage hende i, når disse år med vigtig, vild leg er overstået. Jeg ved ikke, hvornår det er, men ikke før tiårsalderen, tænker jeg (uden at have indgående kendskab til tiåriges attention span). I disse år, hvor hun ikke kan have fokus på det hele endnu, står leg og kropslig udfoldelse over påpasselighed.

Skriv et svar