… se seks afsnit på to dage af Netflix-serien Call the Midwife.

Alligevel ret imponerende for mig, der har den ubestemte benævnelse “baby” placeret i top 3 over aversioner. Det siger de i omtrent hver anden sætning. “Baby is deform”. “Where is baby?”. “You must deliver baby now”. “Baby is precious”. Men det er ikke det værste. Værre er, at alle hovedrollerne kun er omtrent 2 nøk mere spændende at følge end at se maling tørre. (Jeg ved dog ikke helt, hvad jeg havde forventet mig af en serie om 50 procent nonner.)

… teste om man kan blogge om menstruation

… uden at indskrive de sædvanlige disclaimere som “Okaaaay, er klar over, at det her bliver liiiidt til den oversharing-agtige side” eller “Mænd, kig væk!” og løbende antydninger af, at menstruation, krop og kropsvæsker i det hele taget er klamt. Det gik fint! Det kan man sagtens. Det gad jeg godt have vidst for, hvad, 20 år siden, før jeg begyndte altid at fnise undskyldende, før jeg bragte emnet op. Det vil jeg da holde helt op med fremover. Join me! (Meget oplysende kommentarfelt, forresten, hvis man – også – er på nippet til at slå op med sin menstruationskop)

... forelske mig i en bog.

Og med frygt for at være hende den klamme forlagsdame, der ikke kan adskille arbejdsliv og privat blog: Læs Dark Matter af Blake Crouch. Nu. Især hvis du godt kunne lide Sliding Doors med Gwyneth Paltrow eller Eternal Sunshine of the Spotless Mind med Jim Carrey og Kate Winslet. Den er simpelthen godt skrevet og tænkt. (Den klamme forlagsdame holder sig i øvrigt ikke tilbage for at fortælle, at de første tre kapitler kan læses gratis her).

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’