I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Den lille flænge i vores historie som mor og far

I dag bliver jeg ikke irriteret, når jeg ser den. Flængen. Men den dag for 7-8 måneder siden, hvor den stødte til vores historie, var den dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Vi var trukket ind i sengen. Det var eftermiddag, vores datter var i vuggestue, og jeg var netop kommet hjem fra lægen, der havde bekræftet hvad hjemmetesten allerede havde fortalt os. Jeg var gravid. Jeg lå og skiftevis hulkede og smilede vantro. Min kæreste holdt mig i hånden, aede den stille, han var lige så forbløffet over situationen.

Gravid. Hvorfor fanden havde skæbnen sendt endnu et barn efter os – nu?

En måneds tid forinden var min mor død. Pludseligt og uventet. Alt var gråmeleret af sorg og dødspraktik og det daglige forsøg på at opretholde barnets hverdags rutiner. Et barn til nu? Seriøst?

Først: Hvor dumme var vi at kunne have ladet det ske? Så: Burde der ikke være regler om, at en kvinde i sorg slet ikke skulle kunne blive gravid? For kan man ikke være for ked af det til at bære et barn? Men til sidst: Liv overtager død. Symbolsk og smukt. Selvfølgelig skulle vi have det barn, alternativet var slet ikke en mulighed.

Sengetøjet, den dag vi lå i ske ved højlys dag og forsøgte at begribe, hvad fremtiden bød på, var et Georg Jensen-sæt, vi havde fået fra dødsboet, det absolut bedste af de mange sirligt sammenlagte sæt i hendes skab. Jeg bilder mig ind, at det stadig duftede lidt af hendes skyllemiddel. I hvert fald borede jeg i den periode ofte næsen langt ned i det for at lade mig omslutte af, hvordan det føltes, når hun var tæt på. Min mor var en stor fan af nyvasket sengetøj, og hendes eget var altid nyskiftet, mens sættene i linnedskabene var lagt sammen og stablet med nærmest militant præcision. Vi havde så tit joket med, at hun burde åbne en bed&breakfast i sit otium, alene for at kunne få mulighed for at lægge renvasket linned sammen hyppigt.

Da vi rejste os fra sengen, så jeg, at den ene hovedpude havde arbejdet sig ned i kilen mellem madrassen og radiatoren. Jeg trak den fraværende til mig for at ryste den. Og så var det, at jeg så, hvad jeg lige havde gjort.

Pudebetrækket havde krænget sig ned om en skarp knap nederst på radiatoren. Jeg havde netop lavet en flænge i det linned, som havde betydet så meget for min mor. Knap en centimeter på langs. Hvorfor!?, havde jeg lyst til at skrige, kun holdt tilbage af lysten til at skrige “hvorfor!?” af fucking alt.

Jeg kunne ikke bære det. At være sådan en, der ikke passer på sine dyrebare arvestykker. At være sådan en, der sløser og er uforsigtig. At være sådan en, der uforvarende bliver gravid på det værst tænkelige tidspunkt.

Dagen efter gik jeg ned i stofbutikken på hjørnet for at købe en lap til pudebetrækket. Jeg har aldrig været alene i en stofforretning før, syning interesserer mig ikke, det var min mors afdeling. Men den venlige ekspedient prakkede mig noget lappegrej på og forklarede, hvordan jeg skulle gribe det an, og hun spurgte ikke, hvorfor jeg fik tårer i øjnene, mens jeg forklarede hende, hvad det var, der kommet en flænge i.

Jeg fik lidt mod på projektet. Det skulle nok blive fint med det betræk. Som om der aldrig havde været en rift overhovedet. Jeg forestillede mig, hvordan jeg med stor mave en dag om ikke så længe ville lægge sengetøjet på og slet ikke ane, at det var det sæt med flængen.

Men jeg fik aldrig pakket lappegrejet op af posen. For blot få dage senere gik et forløb i gang, der skulle ende med at vise sig, at den graviditet aldrig ville blive til noget barn alligevel. Den skulle veksles til uvished og håb og gråd hos gynækologer og alt for mange scanninger og et skrab og et sug og en indlæggelse og en operation og et rigtigt slemt scenarie rykket lidt for tæt på. Læs om det her.

Godt på afstand af forløbet vendte jeg tilbage til det betræk, der skulle syes.

Men noget i mig vægrede sig ved det. Til sidst besluttede jeg at lade det være.

Den flænge er det håndgribelige minde om, at tanken om det barn var. At vi lå i den seng og nærmede os tanken om at skulle gå en ny vej, vi ikke havde planlagt. Før vi vidste, at det var en graviditet uden for livmoderen, var det vores barn.

I går, søndag den 25. juni 2017, ville jeg have haft termin.

Flængen er flosset af de mange vaske siden, og den går aldrig væk. Hver gang, jeg ser den, husker jeg på den stund. En vigtig stund i vores historie.

Når jeg bliver spurgt, hvordan jeg har det med det, der ikke blev, svarer jeg “Fint, nu er det lidt på afstand”. Og det er ikke usandt. Men hele sandheden er, at jeg kun har det så fint, som man kan få det efter at have været noget igennem, som ingen går upåvirkede fra, fordi jeg har placeret det uden for mit hoved.

Lede ting, der forbliver bosat inde i tankerne, farer omkring og laver ravage og påvirker de særeste ting, er min erfaring.

Denne graviditet og det opslidende forløb tænker jeg kun over, når jeg bliver konfronteret med det: De tre små ar på mit maveskind, jeg sjældent ænser, men af og til dvæler lidt ved. En graviditetstest med to streger, jeg aldrig kommer til at skille mig af med. En blogtekst, jeg tit genlæser og glædes over, fordi dens pointer, indtil jeg skrev dem ned, for rundt inde i hovedet uden at kunne falde til ro.

Og en flænge i et dyrebart pudebetræk, der minder mig om, at vi for ikke så længe siden var to omtumlede, men helt almindeligt vantro, forbløffede, fremtidsangste forældre, der ventede deres andet barn.

Det skete. Og det er vigtigt for mig ikke at glemme, bare fordi tiden er så barmhjertig at lade mig få det “fint” eller endda “godt”.

Det skete. Det var.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.