I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Den klamme forlagsdame anbefaler: 3 gode bøger, der er korte nok til at de barslende eller andre distræte typer ikke går kold i dem

Selv om man “bare går hjemme” (hahahaha) på barsel, så ved alle, der har prøvet det, at man ikke rigtigt når nogen fucking vegne med noget som helst. Med gørdetselv-projekter, med nørklerier, med de gode serier, med alt, der kræver sammenhængende tankevirksomhed.

Heller ikke med bøger.

Ikke murstensværkerne eller klassikerne, i hvert fald, dem som jeg i graviditeten havde forestillet mig, at jeg riiiigtigt skulle hygge mig med derhjemme i mit opryddede, rene hjem, mens jeg vuggede barnet med foden og kørte te ind (hahahaha). (Al hjemmetid i barslen foregik enten på langs til Det Lille Hus På Prærien eller farende rundt som en hovedløs høne for at nå både at stene i brusebadet, vaske op og lave stort og ignorere behovet for hovedrengøring, mens barnet sov en af sine i tid så lunefuldt varierende lure).

Men! Jeg fik faktisk læst lidt. Jeg havde bøger liggende i opbevaringen under barnevognen, og så hev jeg kalorius frem på bænke og tæpper og på Emmery’s, når barnet endelig sov. Bevares, ikke altid, for jeg hev da oftere telefonen end vognbogen frem, lad os være ærlige. Men lidt blev det altså til.

Derfor ved jeg et og andet om hvad der for mig gør en god barselsbog.

Den må for eksempel ikke være for stor eller tyk, for så kommer den aldrig nogensinde ned i opbevaringen, hvor der ikke ligefrem er oceaner af plads. Og det er også svært at gide en bog, som man godt ved kan tage månedsvis at komme igennem, fordi læsestrækkene er så korte. Den må heller ikke være sådan en bog, der primært er en stor sproglig og poetisk oplevelse, hvis sprogblomsterne altså udelukker et egentligt plot, for en ny mor, der på gode dage kan samle sig lige så godt som en guldfisk kan, har virkelig brug for at blive holdt i hånden af handlingen. Den må heller ikke være en klassisk krimi, for gys og uhygge er seriøst ikke det fedeste at slappe af med, når rædselsscenarier som vuggedød og børnebortførelser og selv at blive myrdet og revet væk fra sit barn pludselig forfølger en døgnet rundt.

Men inden vi når til mine 3 bedste bud på gode barselsbøger, skal du lige læse min disclaimer, så du kan afgøre, om du overhovedet gider tage mine råd.

Okay? Okay:

Malene Ravn: MIA

Malene Ravn har skrevet to blændende, halvkorte romaner. Først “Det eneste rigtige”, siden den her, “Mia”. De er lige gode, jeg kan ikke vælge. Fælles for dem er, at Malene Ravn får placeret sine karakterer i nogle møgindviklede, men meget realistiske omstændigheder, hvorfra de holder hinanden i skak. I “Mia” følger vi to søstre, der siden en problematisk barndom har udviklet sig meget forskelligt og nu er blevet voksne på hver sin side af det afhængighedsforhold, der binder dem sammen trods deres forskelle. Den ene er det evige offer, den anden er den evige opsamler. Jeg havde vind i forhåret af at vende siderne hurtigt for at finde ud af, hvordan det mon ville gå dem, da Selines voldelige kæreste kommer imellem søstrene på det helt, helt forkerte tidspunkt.

Sigurd Hartkorn Plaetner: NOGET OM VITUS

Vitus møder Emma midt i sit unge livs største krise, og alt bliver lidt bedre, og han tror, at nu er han endelig landet i sit liv. Men der er noget med hende Emma. Hun skjuler noget. Og selvfølgelig er han ikke landet i sit liv, for det er man jo aldrig, og hvis man er, så er det i hvert fald ikke noget andre har sørget for, at man er. Det har man selv. Fordi man har lært noget, fordi man bliver ældre og oplever grumme ting, som former én til den, man skal være og lande i. Dét lærer Emma Vitus, kan man sige, hun lærer ham noget om livet og kærligheden og om at tage ansvar i sit liv. En rigtig fin bog, som jeg gav mig til at hyle over. Det var lidt som at se SKAM. De problemstillinger, som jeg selv er ret langt forbi, føltes pludselig tættere på igen og vigtige igen, og for en stund var jeg igen i midt-tyverne sammen med Vitus.

Bonus: Forfatteren har leget med lydbogsformatet og lavet bogen om til en ny slags lydfortælling. Det holder, især for dem, der ikke er så meget til traditionel højtlæsning. Den ligger som gratis podcast her.

Francoise Sagan: BONJOUR TRISTESSE

17-årige Cécile og hendes far er pot og pande. Mere buddies end far og datter. Lige umodne og optagede af at leve det rare liv og undgå at beskæftige sig med det dybere i tilværelsen. Altså. Lige indtil Céciles afdøde mors veninde, Anne, dukker op i deres sommerparadis ved den franske Riviera og tryllebinder faderen og maser sig ind i deres idyl med sin eftertænksomhed, kløgt, modenhed og voksne take på tingene. Céciles verden styrter i grus, da hun ser sin frihed og sin far og sit overfladiske liv, som hun kendte det, forsvinde, og hun lægger en plan … som hun mister overblikket over. “Bonjour tristesse” er en ubesværet fortalt og kvik lille historie, som ikke virker bedaget eller fjollet, selv om den er fra 1954. Forestil dig, at nogen født i 1954 skulle fortælle dig om en dampende fræk sommer med intriger og sex og masser af drinks i solen, nej tak, vel, alene fordi vedkommende næppe ville kunne undgå ord som “bolle” og “kusse”, det kan den generation bare ikke undgå. Men “Bonjour tristesse” undgår det. Læs!

Og som sidst slutter vi med et spørgsmål, fordi I var så gode til at tippe: Kan I anbefale gode, korte, relativt realistiske og ikke for komplicerede bøger til alle de barslende eller bare almindeligt distræte derude?

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.