Den aparte gæst

Jeg sidder på en café. En babyalarm vogter barnet i vognen udenfor.

Som alle andre i det aflange, kønsløse rum er jeg begravet i noget – en computer for mit vedkommende, mobilen for andre, avisen for nogle.

En kvinde træder ind.

Hun sludrer med manden bag disken, jeg tænker, at de måske kender hinanden. Så sætter hun sig med sin bestilling og veksler også et par ord med en ældre mand bag en avis ved vinduet. De virker mindre som bekendte, han lyser op over at blive talt til, inden han vender tilbage til sin avis.

Hun finder noget frem fra sin taske, ser jeg ud af øjenkrogen. En telefon? Nej. En mandarin.

En mandarin, som hun omhyggeligt piller og spiser, mens hun sidder og kigger sig omkring og drikker kaffe. Læser et skilt, observerer os andre.

På et tidspunkt retter hun opmærksomheden mod mig. Betragter mig længe. Siger så: “Det ser rart ud. Sådan at kunne sidde et sted som her og arbejde”. Jeg kigger fåret op, hun ser helt åbent og venligt tilbage. Jeg leder efter noget sært i hendes ansigt, et eller andet der kan forklare hendes aparte facon.

Der er ikke noget. Hun ser helt almindelig ud.

Da jeg vil svare, er min stemme krøllet, jeg må rømme mig, er ikke forberedt på at skulle tale nu. Svarer noget usammenhængende om ikke at arbejde, jeg er bare på barsel, jeg løfter babyalarmen og tænker, at den nok forklarer det hele, jeg rødmer over alle de mere cool svar, jeg kunne have givet, jeg rødmer sgu.

Da hun går og erklærer ud i rummet til ingen eller os alle, at nu må hun ud i den store verden igen, er det jeg tænker: Det er det her, vi efterlyser. Det er det her, vi så billigt efterlyser, når vi alle bræger, hvor for dårligt det er, at ingen taler med hinanden i togene, i busserne, på gaden.

Og når vi så får det, så snubler vi i samtalen og leder i stedet efter det aparte i den fremmede. Noget, der kan forklare, hvorfor hendes facon føles så utryg.

***

2 Comments

Add Yours →

Jeg elsker det her indlæg, Karoline! Ved du hvad der slog mig? Vi er lidt bange for de her mennesker, ikke? Vi beundrer dem, og frygter dem lidt for, hvad de kan finde på. Da jeg læste etnologi som tilvalg på universitet havde jeg en forelæser, der fortalte om netop sådan en type, som hende, du mødte. Han fortalte hvordan han var i rum med ‘sådan en’, men der var ikke rigtig nogen, der for alvor turde gå helt med ind i det. Heller ikke min underviser. Det havde han så tænkt en del over, og var nået frem til, at det var fordi vedkommende var en normbryder – og det kan være meget svært at håndtere for andre ikke-normbrydere. Men det er jo det, man skal øve sig i – at omfavne dem, der lige rækker lidt længere ind mod kernen af det, som virkelig er essensen, det allervigtigste. Mega-fantastisk indlæg, du har givet mig tankestof til resten af dagen!

Jeg nikker til din forelæser, det var lige det, det skete. Hun gav også mig noget at tænke over, for det var simpelthen så befriende en attitude at møde fremmede og sin dag med. Og da jeg var færdig med at krympe mig (over mig selv) var jeg taknemmelig for den lille hverdagsoplevelse og at jeg så den som noget godt til sidst, ikke som noget sært, der skal holdes nede med underlige øjne og fnis.

Skriv et svar