I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Deler en ansvarlig mor sine børn på nettet? Hvad hvis hun … dør?

Forleden læste jeg nogle ord, som jeg ikke har kunnet ryste af mig.

Fordi de satte nuancerede, nye ord på noget, som jeg ellers har været ret afklaret med.

Det er Linda fra Blogsbjerg, der her går i flæsket på hvordan vi skal forholde os til de ting, vi deler på nettet om vores børn.

Hun skriver:

»Vi har så forfærdelig travlt med, at vi skal have lært vores børn, at internettet aldrig glemmer; at et nøgenbillede eller en selvudleverende tekst vil fare rundt i cyberspace, til den om X antal år finder den rette angrebsvinkel og bider én noget så eftertrykkeligt i røven, men måske glemmer vi lidt, at det samme gør sig gældende for det, vi skriver [om dem]?«

Og:

»Hvis min mor i dag sagde til mig, at hun syntes, det var overdrevet hårdt at få børn, da hun fik min søster og mig, ville jeg forstå, hvad hun mente, fordi jeg i dag er voksen, og fordi jeg selv har fået børn. Jeg forstår, at kærligheden er mejslet i sten, mens de hårde perioder er tegnet i sand, og at intet og ingenting nogensinde vil ændre på, at mine børn er det vigtigste og bedste, der både er sket og vil ske i mit liv. Men jeg er ikke i tvivl om, at der var år, da jeg var yngre, hvor det ville have ændret mig fundamentalt som menneske, hvis min mor havde fortalt mig, at det var hårdt at være min mor.«

Og pointen, der gav mig lyst til at kigge godt og grundigt på egne skriverier:

»Jeg får ondt i maven ved tanken om små mennesker, der falder over alle de ting, vi skriver, og misforstår dem, fordi de læser fugletekster fra et frøperspektiv.«

Jeg har længe ment, at mit barn ikke tager skade af at høre, at hendes mor var et menneske, før hun blev mor og så sandelig vedblev at være et menneske, mens hun transformeredes til en mor … Og med det har jeg ment, at min pige kun kunne blive beriget af at forstå, at moderskab har mange nuancer: Udover at være vidunderligt er det både barsk, morsomt, drænende og surrealistisk. Og at hun gerne måtte læse mine tanker om livet, moderskabet og mig selv. Måske kunne hun bruge dem til noget, lige som andre giver udtryk for, at de kan bruge dem til noget ved at spejle sig i dem. Men også, at hendes mor er et menneske med humor og eftertanke til overs for tilværelsen – og som i hele sit voksenliv har elsket at boltre sig på nettet.

Jeg har ikke på forhånd villet antage, at mit barn ville blive traumatiseret af, at jeg både har blogget, vist billeder og gjort mig diverse tanker offentligt om at være hendes mor. Så længe jeg ikke udleverede hende, tænkte jeg, men kun mig selv; så går det nok. Måske går det endda godt: Måske kan mine online skriverier fungere som den Barnets Bog om hendes tidlige barndom, jeg aldrig fik udfyldt.

Men jeg har, indser jeg nu, ikke dvælet så meget ved, at min datter kunne komme til at læse mine netskriverier uden for kontekst. Før hun var klar til det. Eller uden at få mine forklaringer med på vejen.

Hvad nu, hvis vi ikke bliver forbliver lige så symbiotisk tætte, som vi er i disse år (for det er der jo nok en rimelig risiko for, at vi ikke gør)? Hvad nu, hvis hun skal på udveksling og sidder et sted i Australien, når hun googler rundt. Hvad nu, hvis … hvad hvis jeg … dør? Pludseligt? Som Linda skriver: »Da min veninde Lene døde, var det en ret uvelkommen påmindelse om, at nogle mennesker ikke får lov at være her så længe, at de kan fungere som forklarende fodnoter, hvis der er uafklarede spørgsmål til noget af det, de har sagt, gjort eller skrevet.«

Jeg har ikke været alle mine digitale fodspor igennem, for at se om noget bør læses med voksen forklaring serveret til, eller om noget dumper den regel, som bloggeren Pernille opfinder i Lindas kommentarfelt – »Der må ikke stå noget på bloggen, som ikke kan tåle at stå der, hvis jeg dør i morgen«. Men som jeg pløjer mig gennem min fortid på nettet, kan jeg ikke lade være at tænke som en anden læser i Lindas kommentarfelt spørger:

Kan man overhovedet blogge, instagramme og i det hele taget onlinesnakke om at være mor på en måde, der både og har bid og vid og eftertanke og noget på spil … uden at tage barnet som gidsel?

Smut over på Lindas blog, www.blogsbjerg.com, og giv dit besyv med i snakken om hvordan vi taler om moderskabet uden at udlevere genstandene for moderskabet: Børnene. Jeg synes, den er vigtig.


Måske vil du også læse:

« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.