lchf kickstart
Best of

De (næst)bedste penge, jeg brugte i 2017

Okay, sommerhuset var nok de allerbedste penge, jeg brugte i 2017. Fordi det var en helt særlig pose penge, der røg ind i den hytte. Det har jeg skrevet om her.

Men dernæst var det uden tvivl det beløb, jeg fandt til at gå på Jane Faerbers LCHF Kickstart-hold i efteråret 2017. (Og lige en disclaimer først: Det her er ikke spons! Det er en aldeles uopfordret anbefaling i anledning af, at næste holdstart er på mandag, og at man stadig kan nå at tilmelde sig her.)

Jeg har fulgt Janes blog om at leve efter LCHF-kostprincipperne om få kulhydrater og højere fedtindhold siden længe før hun begyndte at holde onlineforløb. Så begyndte hun at kickstarte interesserede læsere i LCHF, og trods de mange gode anmeldelser af det, undlod jeg at finde penge til det, selv om jeg gerne ville. Jeg havde ivrigt studeret princippperne længe og i det små forsøgt at leve efter dem, men det var aldrig lykkedes mig at knække koden på egen hånd. Argumentationen, mens jeg lod hold efter hold passere, lød typisk:

»Jeg kan sagtens klare det selv. Jeg begynder bare parallelt med de betalende kursusdeltagere – jeg kender jo principper til døde, og NU skal det være!« 3-4 fejlslagne soloforsøg senere meldte jeg mig (endelig) på et hold.

Og det vildeste resultat var ikke de 6-7 kilo, jeg smed på den ene måned under Janes vinger. Eller hvor nemt det faktisk var, da først sukkertrangen blev nulstillet og det gled naturligt ind i familielivet, at mor bare spiser kål, når andre spiser brød og pasta.

Det vildeste var, i omvendt prioriteret rækkefølge:

3. At de tabte kilo er forblevet borte

Her fem måneder efter kursets afslutning er vægten yderligere to kilo under min vægt, da vi takkede af hos Jane. De sidste to kilo er røget støt og roligt, mens jeg har fundet mig til rette i at leve en almindelig hverdag på LCHF – hvor der også er fin plads til (nøje velovervejede) tilvalg af kage, chips og alkohol.

Og jeg befinder mig så godt! Alt det tøj, jeg igen kan passe, som bare har hængt og ventet på mig i klædeskabet, har tjent kursusbeløbet hjem igen op til flere gange. En dag vil jeg gerne tabe yderligere 5-8 kilo, og jeg ved nu, at det formentlig kræver endnu et Kickstart-hold, hvis jeg vil af med dem hurtigere end de af selv forsvinder med de gode grundvaner, jeg opretholder.

2. At jeg har lært min sult at kende

Utroligt nok kendte jeg den faktisk ikke før. Jeg havde en idé om den, men det var på et teoretisk plan, da utrolig meget af min tankevirksomhed kredsede om mad og hvornår jeg igen måtte tillade mig at spise. Jeg spiste således efter uret, ikke maven.

En af fordelene ved min nye livsstil er, at jeg spiser, når jeg er sulten. Kun, når jeg er sulten. Og når jeg ikke er sulten, tænker jeg ikke rigtigt på mad. Foreslår nogen et måltid, som ikke passer med min sult, er det faktisk lidt ubelejligt. Uanset hvor lækker en menu, der foreslås.

Havde man fortalt mig det for et halvt år siden, mig, der store dele af dagen havde lyst til at spise som fik jeg løn for det, ville jeg havde fnyset. Men dengang anede jeg faktisk ikke hvordan ægte sult fornemmes i maven. At den kan komme med en ro, som et stilfærdigt signal fra kroppen, der nærmest bare hvisker »Hey, ikke for noget, ikke for at afbryde, vel, men jeg har lige taget det sidste energi i skabet, såååeh … altså, bare når det passer, så må du gerne lige tanke op«.

Min bedste veninde, der også er hooked på LCHF, kom med en god beskrivelse af det: Det føles som den der lyd, det giver, når det sidste vand fra en fyldt vask løber ud i afløbet. Sluuuurp. Helt uden panik. Blot et lille heads-up.

1. At jeg har fundet min personlige nøgle til velvære: Periodisk faste / intermittent fasting

Faste er ikke for alle. Men det er right up my alley! Det giver mig en uforlignelig ro i kroppen at give den en pause fra at skulle indtage noget.

Til forskel fra alle andre (lader det til) interesserer morgenmad mig ikke. Det har det aldrig gjort. Nok prædiker (alle) andre, at morgenmaden er det vigtigste måltid på dagen … men det passer ikke i mit tilfælde. Et brusebad og en kop kaffe er det, der ruller mig i gang med dagen, ikke yoghurt eller en omelet. Og jeg gider ærligt talt ikke “spilde” kalorier på et måltid, jeg ikke er sulten til. I 32 år har jeg spist det (eller sprunget det over med meget dårlig samvittighed) og slet ikke lyttet til, at jeg faktisk fungerer rigtig godt i hoved og krop uden.

Det lytter jeg til nu. I en alder af 33 føler jeg mig endelig voksen nok til selv at bestemme!

Kort fortalt periodefaster jeg sådan her (men ikke religiøst, og jeg bruger aldrig ur eller noget – det er blot fingerpeg):

Jeg springer morgenmaden over og indtager kun kaffe, vand og te hele formiddagen, hvorpå jeg spiser tidlig og stor frokost cirka 11.30 og en god, stor aftensmad cirka klokken 18.00. Det sidste holder mig godt mæt aftenen igennem – ja, helt til 11.30 næste dag. Jeg spiser ikke imellem de to måltider, for selv undseelig småsnacking ødelægger min appetit til hovedmåltiderne. Og så er jeg halvt inde i en for mig skidt spiral med at overdøve min naturlige sult.

Men bliver jeg ægte sulten mellem måltiderne (typisk fordi jeg ikke har fået nok fedt) og kan mærke, at det er noget, der ikke kan vente til næste måltid? Så spiser jeg med god samvittighed et eller andet. Og accepterer, at jeg må spise aftensmad med min familie uden at være egentlig sulten til det. For det er eneste, jeg er nyreligiøs med: Den daglige samling i hjemmet omkring mindst ét måltid. Det går nok den ene dag; dagen efter har jeg lært at spise nok fedt i min frokost.

Begge måltider er LCHF-inspirerede, men på grund af fasten synes jeg, at der er “plads” i balancen til en bid brød af og til. Eller måske et par pastaer, når min meget deleglade datter byder. Eller til chips, alkohol og kage, hvis jeg har lyst. Jeg prøver dog at lade være med at tage beslutninger on the spot. I stedet planlægger jeg så langt i forvejen, jeg kan.

Det kan sikkert lyde som et belastende regnskab i nogles ører. Men jeg tænker langt mindre på mad nu, end jeg har gjort hele mit voksenliv. Det begyndte som et regnskab hos Jane, hvor de dårlige vaner blev nulstillet og vi fik hjælp til at leve efter såkaldt “striks LCHF”. Men ved kursets slutning var jeg klar til at tage min nye viden med ud i livet og gøre dem til grundvaner, der passer til lige min hverdag.

Det vigtigste for mig er blevet … balancen. Og det er dén, jeg gladeligt har betalt de LCHF Kickstart-penge for, for jeg fandt den ikke på egen hånd. Den dyrebare ro i balancen. Endelig er den min!

*
*
*
Følg mig på Facebook * … eller Instagram * … eller Bloglovin’
***

5 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0