52

Dagens opfordring fra Arveprins Knud

Få episoder sætter egen ganske frivillige barnløshed så meget i relief som når ens far ringer og vil tale arv og testamente og efter lidt for meget “hvis nu jeg døde af en blodprop over køledisken nede i Netto her i eftermiddag” og “hvis nu jeg falder ned med et fly inden jeg bliver 65” og “jeg kunne jo dø i morgen, ikke” får konkluderet, at “hvis nu jeg dør på vej hen til notaren med det her testamente, og du dør i en trafikulykke nogle dage senere, og vi antager, at mor ikke overlever dig, så har du jo ingen arvinger nedad. Så er vi ovre ved din søster, og hvis så også hun dør, så er der hendes børn, ikke.”

Stilhed i min ende af røret. Mest fordi det stadig rev i tårekanalerne efter de mange påmindelser om, at han en dag ikke er mere. Hvis alt går vel. For det skal man synes, ikke. Det er det gode udfald, hvis en datter overlever sin far.

– … ja, så er der vel din svoger.

Endnu mere stilhed ovre hos mig. Nu mere fordi jeg blev lidt stum ved den komiske tanke, at min topchef-agtige svoger skulle bruge tid på at arve mig, kirkerotten.

– Jeg ved faktisk ikke, om din svoger arver dig.

– …

– Eller om man bare skulle gøre noget andet med de peng-…

Han stoppede først, da jeg måtte grædegrine et “stop. Du skal stoppe nu”. Det lød nærmest som om han morede sig med en gåde. Et mystisk smuthul for ugifte, barnløse døtre i de arveregler, han lige prøvede at sætte sig helt ind i. Jeg kunne ikke lade være med at more mig lidt med ham. Fordi han er noget af det bedste, jeg har. Og fordi han beviser det i de særeste situationer. For eksempel ved at sætte spot på, at jeg faktisk stadig har ham. Lige her. I færd med at ordne det for os til den dag, vi ikke længere har ham.

Men tragikomisk bonding aside. Det er ikke alle, der, som jeg, er velsignet med en fader, der af sig selv får styr på tingene. De vigtige ting. Dem, som man ikke skal tage på lokationer, der rimer på “tinglysning” og “kommunekontor”, hvor man som efterladt familie i sorg skal prøve at rede ud, hvad den døde egentlig ville have syntes, man skulle stille op med hans formue. Få styr på det inden, lad være vente på, at de andre tager det svære emne op. Tal lige med din far, din svigerdatter, din bonusfar og din papmor. Om hvad I egentlig gør, når I længere har hinanden.

***

52 thoughts on “Dagens opfordring fra Arveprins Knud”

  1. Du er herresej og du skriver pissegodt. Ville dele denne tekst på facebook hvis ikke det var fordi den ville lægge sig som en lige højre i en usagt konflikt jeg har med min far lige pt.

    Keep on rocking in the free world!

    • Whoah. En kommentar fra hende, som jeg dagligt sender VARME tanker. Min helt Andrea. Jeg har oprigtig lyst til at komme op og arbejde til sommer. Så kan vi også lige få talt det der arv igennem. Det er sgu træls at have usagt beef med nogen om.

  2. Det er sgu også noget fis, at man ikke lige får styr det der.. Det gør måske farvel-processen … mere…. rar?
    Og med hensyn til opsangen; Du har så ret. Men det er vist et generelt problem. What to do? Bare lov mig at du ikke begynder på det med, at afslutte et indlæg med et spørgsmål a la ” Har du også haft en god ferie?” for det har jeg voldsom kvalme over og mener, at vi burde have efterladt det i de gamle kommunikationsbøger.

    • Kunne aldrig drømme om den slags gammeldags opfordring til “interaktion med brugerne”. Er mere til at tale om tingene. Kunne jo være, at folk havde virkelig gode grunde til ikke at kommentere. Fx at jeg slet ikke har så mange læsere, som jeg tror, men at det bare er russiske cyberbots, der får mine WP-statistikker til at fremstå så potent. Eller at det handler om, at jeg sjældent selv kommenterer andres blogs. Glimrende pointe, som blev serveret på Twitter for lidt siden. Men sandheden er, at jeg simpelthen er en dør til at få læst blogs. Jeg er et røvhul på den måde.

      Se, nu fik vi talt om det. Meeeeget bedre end bare at tie stille!

      • Arj. Det er jo ikke sådan, at man ser din IP og så tænker “Næh nej, ikke på vilkår om jeg vil kommentere”. Cyber-bots? Måske? Jeg tror nu, at du har masser af læsere, fordi du skriver vedkommende for os alle. Ja ALLE!

        Det handler nok mere om en forbrugskultur. Jeg vil have uden at give. Eller også er det noget med, at det er så forbandet svært at mene noget, fordi man så skal være parat til at stå på mål for holdningerne. Og så kan man jo risikere at blive uvenner!

      • Kloge ord. Må jeg opfordre alle, der er for bange for sin holdning til at stå ved den, til at opfinde et internetalias og lad vedkommende tage al røgen!

  3. Ha! Den har jeg forlængst taget med mine to sønner på hhv. 8 og 9 år. De har fuldstændigt styr pǻ, hvem der skal have TV’et og iPad’en og computeren og alt det der. Jeg har også indviet dem i mine planer om, at når jeg en dag dør af at få en meteor i hovedet, så skal mit afsjælede legeme bruges til retsmedicinsk grundforskning. Men de må godt få mit kranie, når forsøgene er færdige.

    De er dog ikke blevet enige om, hvem der skal have mit dankort, så den er ikke helt hjemme endnu.

    • Du griner, men jeg synes det er seriøst sejt, hvis dine børn vokser op med, at arv er noget man sagtens kan snakke åbent om – både jokende, men også i alvor senere hen. Jeg tror død i ni af ti danske familier er “noget, vi ikke taler om”. “Med mindre vi er meget, meget fulde og rørstrømske”. “Eller alligevel taler om noget tungt”.

      • Jeg griner, ja, men jeg er også dybt alvorlig. Hvad jeg skrev, beskriver det, der foregår herhjemme. Du har nemlig helt ret i, at døden er et unødvendigt — og ødelæggende — tabu. Men ligesom med fx sex, så er det emne, der skal pakkes ind i noget, der giver mening i hovederne på børn i den alder … og et godt grin er en af bedste emballager til formålet 😉

  4. Jeg har en søn på 2 som jeg har fået med mig selv og en klat anonym donorsæd.
    Den slags forælderskab kræver, at man tager stilling til hvem der skal arve barnet hvis man dør inden barnet kan passe på sig selv. Det er ret syret, at lave børnetestamente. At mine forældre dør en dag, tager jeg ..oppefra og ned (kan man sige det?)! Men det var jo heller ikke min far der ringede og tog den snak.
    Stor respekt til din far, i øvrigt.

    • Megarespekt til min far. I de fleste aspekter.

      Megarespekt til dig for donorbaby. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får nok styr på noget til sådan et livsprojekt. Arv må der være en mindre detalje i det store hav af ting, der skal gå op, tænker jeg.

  5. Fandt dig via en veninde på facebook og har læst med nogle gange nu. Synes du skriver fantastisk! Levende, varmt og fyldt med humor! Jeg bliver glad af at læse det, du skriver.

    Tror da lige, jeg skal have en snak med mine forældre. Var jo smart at have styr på alt det der, inden man rent faktisk har brug for det.

  6. Hvis jeg nu kun har gæld indtil videre, må jeg så godt vente lidt? Jeg har heller ingen pensionsopsparing eller forstand på, hvad min a-kasse egentlig skal gøre for mig, når jeg er færdig. Jeg er her bare. Så venter altså lige lidt.

    • Ja da. Jeg er heller ikke så obs på, hvem der arver mig, kirkerotten. Men hvem overtager fx din gæld, hvis du dør? Og ved du, hvordan I står, hvis en af de gamle dør? Sidder den efterladte i uskiftet bo? Og hvad med tiden inden de dør. Ved I godt, hvor stor en del af arven, der ryger i arveafgift til staten – måske er nedsparing (de 55.000-ish kroner man årligt må forære sine børn uden afgift) en idé at planlægge allerede nu? Så pengene går til jer og bliver brugt og gør gavn, mens de kan se det – frem for at staten sluger det. Med mindre man vil støtte kampen mod finanskrisen med småpenge. Så skal man vel overlade alle sine værdier til fællesskabet.

      Det er pisseubehagelige spørgsmål at stille, fordi de bygger på præmissen om stor, hullet sorg. Men det gør dem ikke mindre vigtige, fordi de alt andet lige er rarere at tage fat om før døden, ikke siden.

  7. Ang. fædre og arv og den slags… Min biologiske far er en røv og vi snakker ikke sammen og derfor regner jeg heller ikke med at skulle have noget derfra. Men min stedfar er en helt. Min stedfar og jeg har længe snakket om at lave en voksenadaption (hedder det det?), men det er aldrig blevet til noget. Men nu tænker jeg, at vi skulle gøre alvor af det… For min skyld, min mors, min brors (som er min stedfars biologiske søn) og min søns skyld. Så er der styr på det overordnede og min stedfar er sikker på, at jeg ikke bliver forfordelt. Det er vist mig, der må bringe det på banen igen.

    • Nu er jeg ikke nogen ekspert i arveret, men du arver din biologiske far, om han vil det eller ej. Den slags bliver afgjort af helt uvildige parter (der samtidig hugger en stor bid af kagen som arveafgift, nu de er i gang).

      I lyder som en lige så sammensat familiequilt som os. Få styr på det. Du kunne være den seje (min far), mens de andre kunne være de taknemmelige (mig), der er lettede over, at nogen tør tale om de svære ting. Min far klarede det flot. Både mine tårer og grinegråd og mit “jeg er ikke grisk, jeg vil bare gerne vide, hvad der mit” (som om noget er mit: han har selv arbejdet sig til hver en klink). Så det er helt okay at vælge den fremtoning og måde, man vil tale om det – bare man får det gjort.

      Noget, jeg også fik understreget for min far, var, at det ikke handler så meget om arveret eller hvilke underskrifter, der står i hvilke testamenter. Det handler – lige som emnet organdonation – om at vide, hvad hans ønsker er og at have snakket mine ønsker igennem med ham. Fuck tinglysningen, arveretsreglerne og notarerne, dem orker jeg ikke at forstå. Men jeg er nu helt med på, hvad min far vil og at han ved, hvad jeg vil. Fordi han lige ringede, ikke.

      • Jeg tror også min stedfar har svært ved at snakke om det, fordi han tænker på min biologiske far og alle de følelser, der er involveret i den sag. Tror han har svært ved at finde ud af, hvad mit egentlige forhold til ham (min biologiske far) er. Af den grund er det mig, der skal tage den op, kan jeg mærke nu.

        Men du har helt klart ret; det er virkelig dejligt at få orden i tingene, så man ikke står der midt i sorgen og først der skal tage stilling til alt muligt. Skal vist ha’ inviteret min gamle stedfar på kaffe en af dagene 🙂

      • Sejt. Men kan godt forstå, at det må være underligt at tage op som den yngre – fordi det jo formentlig er dig, der skal arve ham. “Nå, pops, skal vi få styr på, hvad jeg skal overtage fra dig”. Men brug dit barn som undskyldning: Du er ved at få styr på dine egne sager for dit barns skyld, og det kræver, at du får styr på dit eget forældre-led. Eller find et andet påskud. Min far lavede den kølige model og et tonefald som om det var “kan du fodre katten mens vi er på Tenerife” han spurgte om. Either way works. Tro mig: Din stedfar bliver glad for, at du gør det 🙂 Held og lykke – og kom endelig tilbage og fortæl, når du har gjort det!

      • Haha ja, det kan virke lidt grådigt. Men nu er jeg faktisk ret sikker på, at han tager det på den måde, som det er ment. OG at han bliver glad. Det er bare oppe i mit eget hoved den har været gal.

        Tror dog ikke, at jeg vælger den kølige model, selvom den har sin charme. Og tak – det kan meget vel være, at jeg vender tilbage og fortæller om udfaldet 🙂

  8. Det har vi i min familie haft styr på, siden jeg og mine søskende var børn… Det er slet ikke trælse samtaler at vokse op med…

    Med alkoholiske forældre, der skylder til Gud og hver mand, har instruksen altid lydt, at at vi skal rydde hjemmet for de værdifulde malerier og erstatte dem med Van Gogh og Monet-plakaterne der ligger under sengen… Det samme gælder bøger og arvesølv. I følge min mor må vi heller ikke under nogen omstændigheder skrive under på papirer fra skifteretten.

    Hvem der skal arve hvad, har i øvrigt altid været et ivrigt diskuteret emne til familiemiddagene. Min familie er bare skøn på den måde… (Indsæt selv hovedrystende, skuffet smiley med sarkastisk glimt i øjnene)

      • Tjo, morsomt er det for det meste ikke, men på den anden side er der aldrig et kedeligt øjeblik og der er i hvertfald ikke nogen tabuer, man skal være bange for at bryde.

        Forestil dig en råbende, italiensk storfamilie og tilføj så lidt gusten dansk vinterhud, sputånde og kommunefarvet hår… Den gamle saying “If I can make it here, I can make i anywhere” passer i øvrigt fortrinligt til min barndom og familie.

        Så jo, det er trist, og jeg kunne godt have forestillet mig en anden barndom, men i det mindste ved jeg, hvor kunstplakaterne ligger, når de gamle en dag er væk 😉

  9. Jeg har ladet mine forældre vide, at jeg på ingen måde forventer en arv fra dem, efter jeg hørte, at nogen “regnede” en arv fra deres forældre (som stadig lever) med i deres fremtidsplaner. Jeg fortalte mine forældre, at jeg meget hellere ville have, at de brugte pengene på at have et godt liv nu – og selvfølgelig også hellere ville have dem i levende live. (Det ville de andre selvfølgelig også helst, men pludselig blev det bare et issue, at “så arver jeg jo nok det og det”. Det var ubehageligt.) Arvesagen med mine forældre bliver vist nok også yderligere indviklet fordi de begge er gift på ny – men heldigvis kan alle lide alle, så man må jo kunne finde ud af noget fredeligt. (Irk, ubehageligt emne at tænke på.)

    • Jeg ville bare ønske, at min far forblev sund og glad i 30 år endnu og gik bort den dag han havde brug den sidste af sin hårdt tjente formue på et brag af en farvelfest. Lad der være INGEN tvivl om det.

      • Det vil de fleste børn nok i virkeligheden 🙂 men det kan jo være godt nok at fortælle sine forældre det – de bliver så glade 🙂

  10. Agreed!
    Jeg har en halvstoresøster på min fars side, og vi har tit snakket om hvordan vi egentlig står ift. hinanden, og hvordan hun står ift. min mor (ikke hendes mor), hvis vores far dør. Store spørgsmål, men så meget desto vigtigere at få afklaret.
    Jeg kan til gengæld ikke lade være med at tænke på de der krimiserier, hvor der kun forelægger et tudsegammelt testamente der har “glemt” de nye medlemmer af familien.. Så man skal lige huske på, at holde sit testamente opdateret – hvorfor det måske er smartest at gøre familiemedlemmer opmærksom på sine ønsker, eller have et hjemmelavet testamente liggende (vistnok helst med vidners underskrifter). Et hjemmelavet testamente virker dog nok ikke på “halve” familiemedlemmer og sted-familiemedlemmer, så mht. dem skal man nok igennem tinglysningsmøllen og – helst – en advokat, så man ved at alt er på plads.
    Endeligt er jeg enig med kommentaren om, at ens forældre bare skal spend-away – men uanset hvad, så er der jo værdier i huset, plus at huset har en værdi. Med mindre ens forældre har forgældet sig totalt, så vil der jo altid være nogle penge som skal deles ud – og som det også nævnes, så kan det ødelægge familier totalt.. Også sølle håndører!

    • Din kommentar får mig til at tænke på en pointe, jeg ville ønske, jeg havde skrevet i det oprindelige indlæg: At opfordringen her jo egentlig er totalt banal (og jeg hader at være banal).
      Vi ved godt allesammen det her. Jeg synes bare, at det er særligt vigtigt i disse tider, hvor så mange familier er brudt op og sammensat igen af papbørn, bonusbørnebørn og mange sæt bedsteforældre. At man ved, at de arveregler, der automatisk træder i kraft ved dødsfald, og somer designet til familier, der bliver sammen, ikke har efterladt rum til moderne familiesammensætninger.

      Ej, jeg skulle lige til at rode mig ud i et længere foredrag om arveret, hvad jeg SLET ikke har faglig rygdækning til. Men sæt jer lige ind i de mulige scenarier, der kan overgå lige jeres familie. Og om alle er sikret sådan som I gerne vil have, at de er.

      • Hehe, jeg måtte også tage mig selv i, at forsøge at kloge mig på arveret (hence “vistnok” osv.) – men derfor synes jeg også at det med at tage fat i en advokat kan være en god idé. Kan godt være at det er mange penge, og at det føles som om man helt bevidst kaster dem ud af vinduet.. Men i forhold til, at man måske bevarer familiefreden, fordi familien kender ens vilje og en advokat kan gennemtrumfe den, hvis nødvendigt – så er det jo peanuts!
        Og ja, en banal opfordring – vi ved det jo alle sammen – vi får bare ikke gjort noget ved det..

  11. Hvor er det fedt med en så lige-på-og-hårdt opsang til sådan én som mig. Jeg tror, jeg har kommenteret før, og jeg tror også, det ikke kun har været i mit hoved(?), men jeg kender det SÅ godt fra min egen blog.
    Jeg møder tit folk, der klapper mig på skulderen og fortæller mig, at det og det indlæg fik dem til at tænke på dit og dat, og selvom jeg er glad for at høre det, ville jeg bare ønske, at de brugte de minutter, det tager at skrive det i en kommentar. Man kan jo ikke regne med, at man løber ind i hinanden på dametoilettet. Indlægget ser så trist og bart ud uden, og det giver mig tit en følelse af, at det da bare kan være ligemeget – så. På den børnehavefornærmede måde.
    Jeg tror, det kræver, at man selv har en blog, at man forstår, hvor meget hver enkel kommentar betyder. Tilsyneladende er det ikke nok i sig selv, eftersom det også krævede en opsang at få denne blogejer til at kradse et par ord ned.
    Tak for en blog, jeg altid glæder mig til nye posts fra 🙂

    http://www.skriftli.blogspot.dk

    • Et lille kig på din blog senere: Du er hermed hyret til at altid at lægge W. C. Fields-agtige kommentarer her på sitet 🙂 Godt at gøre fra dig – vær nu ikke en fremmed fremover!

  12. Mmm, tak for en post, der tilsyneladende er skrevet specielt til alle os, der ikke har styr på vores papirarbejde overhovedet. <3

  13. Nåmen, må også hellere lige skynde mig at smide en kommentar, for at sige at jeg lider din blog meget. Og synes meget godt om at få bragt arvesamtalerne på banen! (I mit tilfælde ville det så også involvere noget lækker samtale á là ‘Nårhjah far, og hvordan er det så i øvrigt med den der datter, altså min halvsøster, som du aldrig har fortalt om, og som ingen snakker om?’)

    P.S. Ved godt, det egentlig er lidt tragisk, men grinede altså højt af det med Monet-plakaterne!

  14. Fantastisk indspark. Og som altid hvinende godt skrevet. Jeg har det bare fuldstændig neurose-agtigt med at tage hul på den slags. For jeg er overbevist om, at hvis jeg virkelig får lavet mig et slags testamente, så dør jeg af en hjerneblødning næste dag (eller samme). Det’ rigtigt. Jeg har åndenøds-angst for at gå igang. Ret lavkomisk egentlig.

  15. Familiefølelser og arveret – spændende emner!

    Man kan mærke dine varme følelser for din far – og mor – helt ud bagved noget så koldt som en computerskærm … og længere endnu. Du er virkelig en ørn til at udtrykke følelser i ord. Og jeg forstår udmærket din pointe om, at det vigtigste er at kende din fars ønsker fremfor at dykke ned i forholdsvis følelseskold jura. Men nu blev der jo sagt arveret, såeh …

    Vil gerne – helt stilfærdigt og absolut venligt ment – opfordre til, at folk herinde tjekker op på de forskellige antagelser omkring arv, der luftes. Ganske som der opfordres til – jeg ønsker blot at understrege denne valide og vigtige pointe. Hvis man gerne vil helgardere sig arveretligt, så er det endog særdeles vigtigt, at alle formkrav er opfyldt, fx hvad angår testamenter. Ellers risikerer man nemt, at hele møllen kendes ugyldig, når det virkelig gælder.

    Det allerbedste er naturligvis at få juridisk bistand til granskning af familieforholdene, men den slags er dyrt. Næstbedst er det at slå kloen i velvalgt arveretlig litteratur (nyeste version, da der løbende sker ændringer på området), som fås gratis på biblioteket (i det mindste lidt endnu). På et helt grundlæggende plan, så kan Arveloven skimmes/læses gratis på retsinformation.dk (kun ca. 100 paragraffer inddelt i kapitler med sigende overskrifter) – en side, som i øvrigt alt i alt kan anbefales, hvis man vil kende mere til pligter, men da især rettigheder, i dette retliggjorte samfund. Flere love supplerer i øvrigt Arveloven, fx den om skifte af dødsboer, hvis interessen for området for alvor skulle blive vakt eller behovet skærpet.

    Arveret er tricky, da man bl.a. skal balancere med en hel del årstal in mente, hvor fx regler for børn født udenfor ægteskab, adoptioner, forsikringsbegunstigede og uskiftet bo har ændret sig, hvorfor man indimellem vil skulle gribe til tidligere versioner af bl.a. Arveloven, men man kan altid blive klogERE på området ved at snuse til det. Og fx bide mærke i, at den gamle frase “vedgå arv og gæld” ikke længere har samme tyngde, da man nu kan nøjes med at sige ja til arv uden samtidig, død & pine (sådan apropos), at skulle belastes med eventuel gæld; jokeren i spillet – men igen, dette bør man selv læse op på eller blive kyndigt vejledt i. Udover gratis retshjælp kan man google sig til (antageligt pålidelige) svar på mange af den slags spørgsmål på advokaters hjemmesider.

    Slutteligt, endnu en lille finurlighed – man kan heller ikke “blive gjort arveløs” (på god, gammel Joakim von And-manér), hvis man er nogens biologiske/juridiske barn, men dog blive reduceret kraftigt i arv. Altid godt at vide, skulle ens forældre i arrigskab eller for at opnå noget bestemt true med den slags vrøvl! 🙂

    Undskyld den lange smøre. I er bare så søde og indlevende, at jeg gerne ser jer alle (samt jeres kære) stå bedst muligt, når I engang får aktivt brug for arveretten. For det gør vi jo desværre alle på et tidspunkt. Lyder det fra hende, som ikke selv kan holde UD, når talen falder på den slags hjemme i familien – jeg kommer bare til at græde. Meget ukonstruktivt og dumt. Det er langt nemmere at forholde sig til alle andres arveforhold.

    • Åh. Vigtig med nogen, der faktisk ved, hvad de snakker om! Der er vist gået lidt ammestue her i kommentarsporet. Og jeg er ikke (selv om det falder mig svært at indrømme) på nogen måde vidende på området. Det gør mig bare så glad at have en far, som får styr på sagerne.

  16. Send manden en buket blomter!

    DA jeg var 18 døde min far. jeg var den eneste arving. det tog 4½ år før vi var færdige i skifteretten med at diskutere arv. Jo, det havde været en hjælp, hvis der havde været bare lidt styr på det. Og nu vi er ved det. Det havde også været rart med lidt vejledning i resten. Der var dælme meget at have styr på der mellem studenterfester med mere.

    Nu er det 22 år siden. Det er lang tid siden jeg blev ked af det, når jeg tænkte på ham. Nu bliver jeg nærmest bare taknemmelig, når der dukker et minde eller en tanke op, for så ved jeg, at jeg ikke har glemt ham endnu. Det er det jeg er mest bange for, at pludselig opdage, at jeg ikke rigtig helt kan huske hvordan det nu var han var.

    Og så til de praktiske. Hvis man ikke er gift, har lavet testamente eller har børn, så arver ens forældre. Hvis de også er døde, så arver deres søskende (altså dine forældres brødre og søstre). Hvis der ikke er sådan nogen så arver staten dig. Fætre, kusiner og svogre kommer kun på banen hvis man har skrevet dem ind i et testamente….

    • Ah, så min svoger arver mig ikke, hvis jeg og mine forældre dør. Det vil jeg fortælle min far. Han har nok fundet ud af det. Men så kan han få nogle blomster, ja.

  17. Du har jo ret, man burde tale med sin familie om den slags. JEG burde snakke med min familie, og min datters far (og hans familie) om det her, for at sikre hende, hvis en af os eller os begge skulle forsvinde. Hvem skal hun så være hos? Gælder de der fadere fra dåben, eller bør man sætte sig sammen og finde de bedste til jobbet? Det må jeg lige have tænkt noget mere over. Godt emne – godt taget op; og sej far du har!

    • Ja, for sytten, få talt med din udvidede familie om hvordan din datter er stillet! Det er så rart med orden i sagerne – også selv om det aldrig bliver aktuelt, at hun skulle miste begge sine forældre tidligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *