I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

I dag vil jeg ikke tale om det. I dag vil jeg godt tale om det.

Når folk spørger, hvordan det så går med mig og min mors død nu, så har jeg nogle gange lyst til at svare “stille og roligt, der er ikke så meget nyt, hun er stadig død” og det ville være et meget præcist svar på, hvordan det går, men jeg kan godt se på den grå stemning, at vi ikke skal muntre os med tørre ord nu, og det har jeg sådan set heller ikke lyst til, men nu havde vi det lige så hyggeligt, indtil det blev alvorligt og dødsagtigt, og jeg ved godt, at jeg også skal kunne tale om det, det er bedst at kunne tale om det, men når jeg skal tale om det, går jeg i stå, og mit blik bliver langt, og ordene lader sig ikke indfamle, og når ordene endelig kommer, er de slet ikke rigtige, selv om de er så vigtige at kende og få ud, de ord, jeg ved det godt, men nu hygger jeg mig ikke længere, jeg vil ud af min krop, den krop, der er forladt og fortabt og som bare savner sin mors stemme, og som skal komme videre og hente barn og gå i Kvickly og google klikgulve og vride karkluden op og skifte sengetøj og tørre barnet om munden og dampe svedlugt væk fra kjolen til i morgen og tømme blespand og melde ferie ind og skrive autosvar og hyggesnakke og gå på café og huske at leve og huske kroppen på at smile, når jeg er glad, ikke stift, bare lige som en i ikke-sorg smiler ved glæde og ikke stift, så ingen får den idé, at døden udstopper hvert sekund og sidder med på skulderen af mig i alt, jeg foretager mig, for hvis de først kommer på sporet af dét, så begynder de bare at spørge til det, og faktisk havde vi det lige så hyggeligt, selv om jeg sad og var udstoppet og havde fået en ny ven på skulderen.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.