I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

En dag skal vi flytte. Men alle andre dage skal vi det ikke.

For nylig var jeg og min lille datter på visit i Århus, min barndomsby. Og for første gang i mange år lagde jeg en gåtur forbi mit barndomshjem. Huset blev solgt i 2002, men det føles stadig som mit.

Tårerne over gensynet kom bag på mig. De trillede. Shit, som de trillede. I en grad så en forbipasserende med et bekymret blik på barnevognen vist overvejede at stoppe og hjælpe.

Det føltes oplagt, at jeg blot tudede ved tanken om hvordan det hele endte. Det var ikke en rar afslutning på de mange gode år i det. Det endte med mine forældres skilsmisse; der skulle laves flere gode minder på dén adresse. Hussalget var træls, fraflytningen så skrækkelig, at jeg faktisk ikke kan genkalde mig den.

Men i dag slog det mig, at bevægelsen over det hus har en anden rod end ulykke.

Dette helt almindelige hus, som mine forældre i den gode del af deres ægteskab var så stolte af, står for mig i erindringen som et helt ualmindeligt vidunderligt barndomshjem. Her var rutinerne de samme, år ind og år ud i halvfemserne – faste pladser ved spisebordet; en bilferie hver sommer; far slog plænen og vaskede citroënen, mor stod for vasketøjet og indkøbene, min søster og jeg stod for lektierne; om søndagen spiste vi rester og kaldte det “Kold Mad” – det var en hofret. Her legede jeg med Sofie og Mie, med Mathilde og Anne, med Benedikte og med Katharina, her havde jeg de første tømmermænd med Katrine og besøg af den første kæreste, Kim, her holdt jeg forfester med gymnasiepigerne.

Det var her, inde bag de fire mure, at jeg blev mig. Det var her, vi fire var hjemme. Og et sådan barndomshjem vil jeg så forbandet gerne give min datter. Det var dét jeg hylede over. For det er slet ikke det, jeg er i gang med.

Når vi i dag inviterer gæster indenfor i vores lille hjem i København, har jeg travlt med at påpege alt det, der bliver bedre, når vi en dag flytter fra det. Større køkken, bedre badeværelse med vaskesøjle, eget værelse til vores datter, helst en altan eller to.

Men vi har ingen aktuelle planer om at flytte, så hvorfor altid det fokus med at være på vej væk? Nærmest undskyldende? Nærmest som om jeg frygter, at man dømmer vores ydmyge, Ikea-indrettede hjem ude, hvis ikke jeg understreger, at det er midlertidigt? Vores lille hjem har så mange små fordele, at de tilsammen vejer langt tungere end ulemperne. Den lave husleje, den gode beliggenhed, det ekstraordinært flotte lys fra udsigten over parken, det gode naboskab – sammen vejer det tungere end altaner, kvadratmeter og hårde hvidevarer.

Lige nu.

Man har så travlt med at fortælle nye forældre, at de skal blive bedre til at være i nuet. Være nærværende. Og med det mener man ofte, at de skal slukke for skærmene og telefonerne og lade være at være så fokuseret på deres arbejde eller bare det øvrige liv udenfor familien. Men mine skærme og mine sociale medier har jeg (endnu) ikke fundet det problematisk at forene med moderrollen – men jeg vil fremover tænke på, om jeg husker at sætte pris på vores base over for vores barn. Være stolt af den. Eje den.

Det er nemlig den, der er rammen om de fleste nuer. Det kan være denne gade, vores gade, hun en dag vil stå i med tårer i øjnene og blive overvældet af minder.

For. En dag skal vi måske flytte. Men alle andre dage skal vi det helt sikkert ikke.


« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.