Graviditet, fødsel og barsel

Hæmorider? Inkontinens? Stenbryster? Jeg lider (også) af det hele. Skal vi ikke snakke lidt om de unuttede kvindekroppe?

Konkurrencen nederst er sponsoreret således, at jeg har fået en prøve på præmieproduktet og et honorar. Hele honoraret er udbetalt uden om mig til Mødrehjælpen.

*

Mængden af private henvendelser efter min lille indrømmelse af at døje med hæmorider har været sød. Omfattende og sød. I er en del, der har skrevet bagom (get it? Bagom?) for lige at diskutere sagerne.

Tak for henvendelserne! Jeg sætter pris på hver og en. Men: Hvor er det vildt, at vi kan tale så lidt frit om sådan noget som uheldige, kropslige gener, at vi bestormer fremmede på nettet, når de står ved, at de bøvler med det.

Det er urimeligt, at det skal være sådan. Vores kvindekroppe er igennem så grumt meget under graviditeter og fødsler, og det sætter naturligvis sine spor. Så hvorfor taler vi ikke om det? Så det bliver en del af bevidstheden om, hvad fødsler også betyder for vores liv? Det er som om vi hver især lader de rigtigt stygge ting gå i glemmebogen, så snart de er væk, så vores fælles hukommelse begrænser sig til det stuerene ammebøvl og man-skal-altså-huske-sine-knibeøvelser.

Derimod vil vi rigtigt gerne fortælle om, når fødslen ikke efterlod sig nogen bristninger og når barnet nærmest “smuttede som en mandel”.

Hvorfor er nærigheden med de pinlige, personlige erfaringer et problem? I mine øjne?

Fordi 1: Intet føles mere ensomt, når man sidder og stressgræder på toilettet over smerter og efterfødselschok end misopfattelsen af, at man den eneste på kloden, der har befundet sig her: I fængsel i sin nye, ukendte morkrop. Fordi andre har travlt med at fortælle om alle dem, de har hørt om, som ikke skulle sys (og som ikke sked ufrivilligt under fødslen – #riiiiight).

Og fordi 2: Hver især bidrager man med tavshed til vores performersamfunds forestilling om, at graviditet bare er “normaltilstand + stor mave” og at barsel bare er “normaltilstand + baby”, ergo er moderskab ikke en undskyldning for mangel på kræfter; ergo er dem, der beklager sig, ikke jernkvinder (som de bør være).

Og fordi 3: Hvorfor føler jeg mig som både kropsaktivist og femi-pionér, fordi jeg gerne vil snakke om noget af det helt normale stuff, der har optaget mig allermest i forbindelse med fødslerne af mine børn? Som om jeg er liiige lidt for meget? Jeg er hverken på barrikaderne eller på krigstien, jeg er bare en helt almindelig kvinde. Og alligevel føles det så grænseoverskridende at stå ved de ting, der er helt almindelige i helt almindelige kvindeliv.

Personligt har jeg inden for de sidste måneders tidlige moderskab stiftet bekendtskab med følgende, som jokkede godt og grundigt på tænd-knappen til de røde kinder:

Hæmorider (en flot, frisk drueklase bagi)
Stenbryster (amning skulle være smukt, ikke? Ikke ligne et fejlslagent boob job)
Mælkelæk i tyk stråle ud på venindes gulv (undskyld, Ditte. Du tog det nu flot og ville ikke høre tale om, at det føles som at have lagt en ordentlig snotter i dit hjem)
Ammesvamp (av)
Smertefuld nedløbsrefleks (ja, for mælken står som savl ud af det bryst, der ikke ammes fra, hvis nogen var i tvivl)
Haft mit tis hængende i en pose på min hospitalsseng (og opdagede det først en måneds tid senere, da jeg genså billederne fra indlæggelsen)
Skedeprutter (…)
Inkontinens (hej Tena!)

There. I said it. Og jeg har hjertebanken alene ved tanken om at trykke på knappen “Udgiv”. Især hæmorider, skedeprutter og inkontinens … jeg kan nærmest ikke kapere tanken om, at det er noget, alle kan læse om mig. Vide, når de møder mig på gaden.

Hvorfor skal det være sådan? Selvfølgelig kommer børn ikke til verden uden at sætte sig spor!

Nogle vil mene, at man ikke behøver tale om sådanne ting. At det er ubehageligt for alle i samtalen. At man kan godt lade noget høre privatsfæren til. Og det er jeg i princippet enig i – hvis altså det handler om at beskytte nogens trang til at være private. Jeg kunne aldrig drømme om at tvinge nogen til at tale om noget, de finder pinligt, hvis selve snakken om det gør det endnu pinligere. Men jeg er ikke med på, at personlige pinligheder skal holdes tavse, fordi andre bliver forlegne over folks ubekvemme sandheder om egne kroppe. Så må lytteren være den, der skal trække sig, ikke deleren.

Jeg vil gerne være med til at skabe små øer af frihed, hvor nogle af os kan tale om det – og så kan andre kigge med.

Da jeg grædende sad på toilettet efter mit ældste barns fødsel og overvejede at grave lorten ud med ske, fordi mit bagparti havde mistet al evne til selv småbitte skub, da gad jeg godt have vidst, at kvinder før mig har været inde i samme desperate tankebaner. Og det havde også været fint nok at vide, at den angstsved-på-overlæben-agtige følelse af buler indvendigt i skeden ikke nødvendigvis er den endegyldige dom “nedsunken livmoder”. Men at det kan trænes op med knibeøvelser og sindsro.

Måske bliver det så en dag lige så okay at sige “Jeg må desværre melde afbud i dag – min hæmoride dunker, og jeg kan ikke sidde ned” eller “Jeg kan ikke lige gå tur i dag, mit skræv er helt slapt for tiden, og jeg skal være tæt på et toilet – så kommer du ikke herhjem og drikker te i stedet?” som at lyve: “Åh, jeg kan ikke, jeg har vist lidt halsbetændelse på vej og vil ikke smitte dig – kan vi ses en anden dag?”

Okay, det er nok ikke lige om hjørnet med ligestilling af de ytringer. Men I forstår. Mindre kan også gøre det. Lidt mere normalitet i delingen af kropsbøvl kunne være rart.

I den forbindelse vil jeg gerne sætte skub i snakken med en rask, lille konkurrence. Måske massere nogen til at dele lidt ud af erfaringerne. Hæng på.

Inkontinens er by far den mest socialt trælse gene, jeg har tilbage fra fødslen. Her 10 uger efter fødslen, hvor de fleste andre gener er på retræte, betyder inkontinensen følgende: At jeg skal have trusseindlæg med mig på alle ture ud, og at det er overmodigt at være mellem toiletter sidst på dagen, hvor al dagens vandindtag søger nedad med ekspresfart. Mit skræv kan ikke holde på ret meget, og hvis jeg har mere end ti sekunder til et toilet, så … lækker jeg.

Knibeøvelser hjælper, jovist, og jeg kan også mærke betydelig fremgang fra min træning af hele min core. Men der er langt igen, kan jeg også mærke, selv om lægen siger, at jeg er godt på vej med korrekt teknik.

Og ved I hvad? Det skønnes, at op mod hver trejde kvinde har det som mig. Hver tredje! I en eller anden grad! Hvis ikke det er dig selv, så er det flere, du kender. De fleste berørte oplever stressinkontinens (definition: ufrivillig urinafgang i forbindelse med hoste, nys, løft og anden fysisk aktivitet), men det kan også være en skøn del af overgangsalderen.

Og nu kommer vi til konkurrenceelementet. For der er udviklet hjælp til kvinder i min situation.

Sundhedshjælpemiddelproducenten CarePartner har produceret en såkaldt Contiform – en dims, der sidder i skeden og derfra er en støtte mod urinrøret, der i vores tilfælde er så slapt, at det læner sig ned mod skeden. Den kan man vinde her. Et startsæt med de tre forskellige størrelser, den findes i, så man kan teste sig frem til, hvilken en man svinger med. Startsættet har en værdi af 639 kroner, og du kan vinde det til dig selv eller en kvinde, du kender.

Men først lige et billede af Contiform og (trætte) mig for size:

Contiform minder meget om en menstruationskop. Den indføres på samme måde, men er noget hårdere i materialet, og den fungerer således som en støtte siddende i skeden for det, der ligger udenom og hænger lidt i det. (… som man godt kunne mistænke har samme evne som dåseslime til at holde sig oprejst). Herunder urinrøret.

Til dem, der undrer sig: Nej, den kan ikke bruges under sex, og den kan ikke bruges samtidig med tampon (men bind). Så den er ideel til hvis du for eksempel skal ud på en lang vandre- eller løbetur eller måske en julefrokost, hvor du drikker mere end du kniber. Den modarbejder derudover eftersigende ikke egen træning med knibeøvelse – den fungerer som ekstra støtte, når det behøves. Et slags korset, tænker jeg på den som.

Sådan deltager du i konkurrencen om et af 2 udloddede startsæt af Contiform:

Del i kommentarfeltet under blogindlægget en pinlig erfaring, du har gjort dig med din(e) krop(svæsker), som du ville ønske, man havde talt frit om, så det ikke føltes nær så pinligt. Det behøver ikke være relateret til tis eller fødsler, hvis ikke du lige har prøvet noget pinligt i den kategori. Mit håb er, at blogindlægget her får en lang hale efter sig af erfaringer, som ingen tør dele højt, men godt kan skrive i et kommentarfelt.

Vær endelig anonym! Men skriv lige en rigtig e-mailadresse i feltet til det. Det er nemlig den den, jeg kontakter vinderne på. Den kan kun ses af mig.

Det er også tilladt at deltage for at vinde sættet til en, man kender. En julegave måske? Det styrer I helt selv. Hvis I i den forbindelse ikke har noget som helst pinligt at dele, så skriver I bare #JegErUtæt i kommentarfeltet. I sympati med dem, som lige nu drypper.

Kort sagt: Læg en kommentar, så er du med. Jeg kontakter de to vindere direkte torsdag 13. december 2018.

Rigtig god fornøjelse!

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’

***

32 Comments

  • Helene

    Smart! Lige efter min fødsel kunne jeg holde mig i ca. 30 sekunder når først jeg skulle tisse, så jeg har tisset de undeligste steder – det kan være forbløffende svært at finde et sted hvor der både er en busk, noget græs/jord og forholdsvis uforstyrret – heldigvis var der jo altid barnevognen at gemme sig lidt bag.

    Jeg er kommet langt med knibeøvelser, men hvis jeg skal løbe, hoppe på trampolin el.lign skal jeg være helt nyaftisset (vist ikke et ord) ellers er sjattisser jeg stadig lidt. Smart hvis problemet kunne løses med sådan en dims!

  • Rikke Kæhlershøj

    Jep, inkontinens efter en latterligt hård fødsel i en sen alder. Det går heldigvis MEGET bedre nu efter intens træning, men det værste og mest ydmygende, jeg har prøvet var, da jeg som skolelærer på vej til arbejde fik et vanvittigt hoste/astmaanfald, da jeg var ved at blive syg, men bare SKULLE af sted, da jeg skulle på tur med min klasse. Og når man sidder lidt tilbagelænet i en bil på en trafikeret vej uden mulighed for at holde ind, ja så kan det gå MEGET galt. Jeg havde heldigvis strømpebukser på og nåede at trække kjolen op bagpå. Måtte grædende ringe til min far (som 42-årig) og bede ham køre hjem til mig og finde rene trusser og strømpebukser, som han skulle komme ud med til det sted, hvor min klasse skulle på tur til. Så først EFTER en gåtur OG bustur med klassen, kunne min far diskret aflevere posen, så jeg kunne skifte…. og da jeg for længst havde opbrugt beholdningen af trusseindlæg, da vi skulle hjem, så jeg mit snit til at snige mig ind på et apotek ved busstoppestedet og købe mit livs første pakke Tena
    Trampolin er stadig no go, med mindre min blære er tømt, som i HELT tømt, men hoste og nys er der (nogenlunde) styr på

  • Marie

    Tak fordi du skriver! Jeg lider ikke af inkontinens, så præmien bør ikke gå til mig, men hæmorider (…da min mand skulle hente hæmoridecreme til mig og apotekeren grundigt satte ham ind i påførsel – skræk!!), skedeprutter, lort under fødsel, you name it..

  • Mette

    Er det bare mig, men jeg forstår ikke hvad du reklamerer for? Hvad er et vaginalpessar? En menokop til tis?Men tis kommer jo ikke vaginalt ud? Hvor sidder den – den er jo stor? Nede i trussen? What!? Jeg er helt lost…
    Iøvrigt fedt emne, godt du deler. Mvh Indianernavn Tisser På Trampoliner

    • Karoline

      Godt, du skriver!

      Contiform sidder i skeden og fungerer som en støtte op mod skedevæggen, så urinrøret uden for skeden ikke “falder ned”, selv om det er slapt. En slags krykke til det. Så Contiform forhindrer, at man tisser i bukserne pludseligt – men det opsamler ikke tis. For nej, urin kommer ikke ud af skeden, heller ikke selv om man har født, fnis 😉

      Det er forklaret fint på deres egen hjemmeside, synes jeg, følg linkene i teksten.

  • S

    Jeg er gravid (men ved ikke, om det har noget med graviditet at gøre) og har opdaget, at jeg kan nulre sådan nogle bittesmå bussemændsagtige ting ud af mine brystvorter? Jeg undres – og det har jeg ikke hørt nogen tale om før.

    • Monika

      Hej S. Jeg tror bare det er lidt…snask(?) fra mælkekirtlerne. Det har jeg kunnet gøre både lææænge før graviditet og her længe efter endt amning. Måske ækvivalenten til ørevoks, bare for bryster?

      • S

        Monika og M. Tak for jeres svar! Fedt at høre jeg ikke er den eneste. Første gang jeg opdagede det, tænkte jeg “ej, det skal jeg vel fjerne” og prøvede på livet løs, men skidtet kommer jo igen, så jeg er nået frem til, at det nok bare skal være der. Også selvom jeg skal amme derfra?! Men hvilken funktion det tjener, og om det overhovedet gør, er jeg rimelig blank på.

    • M.

      Nej, det har jeg heller aldrig læst om nogen som helst steder, men det samme gælder her! Også stadig lidt efter fødsel og amning (i lidt mindre grad dog), men jeg tror, det er fordi brystvorterne bliver større..

    • Ditte

      Kan det være de såkaldte Montgomery kirtler, I tænker på? I så fald er det en ganske almindelig del af brystet, prøv evt. at google navnet 🙂

  • A

    Jeg kan ikke rigtig huske problemer med i kontinens i forlængelse af min sidste fødsel, men det er givetvis pga fortrængning. Til gengæld har jeg haft masser af sjat-uheld under min nuværende graviditet, så det lover ikke så godt for tiden efter fødslen. Derfor ville det være lækkert at vinde sådan et hjælpemiddel der.

  • Anne

    Jeg er 46, og ikke i overgangsalderen endnu, men det siver….. Og siver – stille og roligt uden jeg mærker det, før jeg er våd ned af benene og med gennemblødte trusser og bukser. Er nu også bruger af Tena, og bliver så ikke så voldsomt og lige så hurtigt gennemvåd.
    Jeg har været til læge der har “sat mig af” hos en kommunal sygeplejerske, og her knækker min film så.
    Hun tænker jeg er doven, og ikke gider gå på toilettet, og hvis bare jeg gik derud oftere, ville der nok ikke være et problem ! Tænk, det siger hun. Trods mine protester.
    Det er bare op af bakke… Selvfølgelig vil jeg hellere gå på toilettet, end at blive gennemblødt af urin !
    Alene at bakse med alt det våde tøj der skal vaskes med det samme..

    Jeg er dog kørt lidt fast her, da det er en lille provinskommune, og jeg ikke har så meget mere at gribe i lige her og nu. Eventuelle private tilbud langt væk er ikke en mulighed. Og her kunne der gå politik i den 🙂
    Fint, hvis der kunne være lidt mere naturlighed og åbenhed om emner af denne art, noget er der vel sket, men der kan ske meget mere.
    Til medsøstre – hold ud – det skal nok gå – inkontinens er jo ikke noget der siger noget dårligt om ens personlighed. Noget i den retning, plejer jeg at sige til mig selv.

    • Trine

      Kære Anne

      Man kan få en slags pacemaker indopereret til såvel urin- som afføringsinkontinens. Det kræver selvfølgelig, at problemet er relativt omfattende, men det kunne det måske lyde som om dit er?

      Den indopereres på Aarhus Universitetshospital samt Hvidovre.

      Lyder ærlig talt som en virkelig nederen sygeplejerske, der er blevet pudset på dig!!

      Kh

    • Karoline

      Kære Anne. Tak for din kommentar og tillykke – du er en af vinderne. Jeg kontakter dig i dag på mail angående præmien. Kærlig hilsen Karoline.

  • Katrine

    Tjek til det hele! Jeg kan for eksempel ikke råbe af min 3-årige uden samtidig at tisse lidt i bukserne. Og ja, jeg kommer indimellem til at råbe af mit stakkels uskyldige barn. Det kan nemlig være fucking hårdt at have små børn. There, I said it. Tabu med tabu på!

  • Gitte

    Jeg har været lykkeligt forskånet for lækkerier (altså fra neden … kage er der blevet spist masser af) her på den anden side af fødslen. Måske fordi han aldrig kom ud den vej og mit underliv derfor til dels blev skånet, hvem ved. Og jeg er klar over, hvor heldig jeg er, og er meget taknemmelig. De fleste i min mødregruppe har ikke været så heldige, og jeg ved, at især én døjer frygteligt med det og måske især med tabufølelsen, der, som du peger på, hører til. Hende vil jeg gerne forære sådan et sæt, så hendes hverdag, når barslen er slut lige om lidt, kan lettes lidt.

  • J

    Som mange andre kan jeg heller ikke hoppe på trampolin. Eller boxjumpe eller sjippe til træning – for ikke at nævne spurt. Efter knibeøvelser en masse er det heldigvis lykkedes mig at kunne træne det op, så jeg (ofte) kan klare både host og nys uden uheld – hvad jeg ikke kunne før. Men det værste synes jeg er de voldsomme hæmorider som gør, at jeg ikke kan gå med g-streng og altid føler at jeg har en klump afføring hængende fordi man jo kan mærke at noget er i vejen.

  • Caroline Stavnsbjeg

    Hvor er det et fint og vigtigt indlæg! Hatten af for at du tager det op.

    Jeg fødte for 13 måneder siden mit andet barn og døjer stadig med ondt i ryggen. Som om jeg ingen styrke har i hele ryg og maveregion. Jeg kan dårligt løfte mit barn. Jeg føler mig meget alene med det, som om resten af verden regner med at alt er ved det normale igen efter endt barsel mens jeg selv føler mig forandret rent fysisk, måske for altid?

    Kender du jegermor podcast? De har bl.a en virkelig fin podcast om kroppen efter fødsel, en samtale med vistnok en kropsterapeut.

    Sorry for rodet kommentar. Ville bare sige, godt skrevet! Og du er ikke alene. Selvom min skavank ikke relaterer sig lige til inkonsistens ( og jeg derfor ikke fortjener at vinde).

  • Julie

    En ting, jeg har undret mig meget over, at ingen nogensinde havde fortalt mig om inden jeg fødte, var 1) HVOR ondt efterveer gør?! Folk havde ævlet løs om at det gør ondt at føde, men ingen havde nævnt, at man har nasty veer i flere dage EFTER at barnet var kommet ud. Ville jeg egentlig gerne have været forberedt på. 2) Koagler. Sådan en klump koaguleret blod på størrelse med en tennisbold, som dagen efter første fødsel hoppede ud af mit underliv og hoppede lidt rundt på gulvet på Hvidovre Hospital, inden den splattede ud midt på gulvet. Jeg troede et øjeblik, jeg havde tabt min lever og styrtede panisk ud på gangen og fandt en sygeplejerske, som efter at have kastet et kort blik på den ækle tingest kunne konstatere, at det var en koagl. Bare sådan helt cool, fordi det åbenbart er helt normalt. Det ville jeg altså også gerne have været forberedt på! Anyways – tredje barn er 2,5 år. Jeg tisser stadig lidt i buksen cirka hver gang jeg nyser.

  • Anne-Sofie mortensen

    Dejligt at du forsøger at prikke hul på morkrop-bylden… sidder og skriver speciale om rectus diastase (delte mavemuskler) som også kan være én af de skønne usagte sidegevinster ved morkroppen og giver nogle meget ukomfortable situationer, da man ofte ligner én der er gravid i 4-5 måned selvom man altså allerede har født! Jeg har ikke så meget erfaringsmæssigt at byde ind med selv… vist kun de sædvanlige mælkelækagescenarier såsom indtørrede mælkeplamacher på alle t-shirts og toppe og modermælk der drøner ned af både egen og kærestes krop ved forsøg på seksuelle tilnærmelser fordi alle former for positive følelser/ophidselsen åbenbart tænder for den der mælkefabrik!
    Til gengæld vil jeg slå et slag for mine enormt dygtige gyn./obs. fysioterapeut-kollegaer rundt omkring i landet. De er specialuddannede i gynækologiske problemstillinger og findes både i privatklinikker og i offentligt regi. Det er meget meget bedre at alliere sig med end egen læge eller en sygeplejerske. De kan alle ses på Dugof.dk som er selskab for gynækologisk fysioterapis hjemmeside. Og derudover kan jeg anbefale Elin Solheim som bare er en rigtig dygtig fysioterapeut som har specialiseret sig i efterfødselskomplikationer og kører nogle effektive (men dyre!) onlineforløb… held og lykke med at komme sjattisseriet til livs, og hurra for morkroppen

  • Ida

    Kære Karoline,

    Tak fordi du altid skriver om vigtige, vedkommende ting. Elsker alt hvad der kommer fra din hånd!
    Jeg synes ikke jeg skal vinde den fine præmie, da jeg ‘kun’ har inkontinens-problemer på en trampolin efter mine fødsler. Så håber en af dem med virkeligt behov, vinder. Men må bare kommentere på dit gode, modige indlæg og vil også gerne supplere med et par helt almindelige, men irriterende efterfødsels-kropsskavanker:

    Min modermælk fossede ud på alle tider af døgnet og jeg gik rundt med stofbleer og ammeindlæg overalt i det år jeg ammede mine børn. Og hæmoride har jeg stadig, orker bare ikke rigtigt at gøre så meget ved det, da det ikke er i så slem grad. Til jer hvor det hænger og er smertefuldt: en i min meget nære familie kom til en røv-læge som satte en mini-elastik rundt om hæmoriden som gjorde at den “visnede” og faldt af/ forsvandt. Det vil jeg bare lige sige findes, for det var meget effektivt! Det virkede på mindre end en uge. Henvist af egen læge, så prøv at spørg til det hvis I er meget generet af det. Selv har jeg blot fået stikpiller imod det, da det primært er “indvendige” hæmorider.

    I øvrigt følte jeg nærmest, at samtidigt med at mine moder-følelser blomstrede, så forduftede alle seksuelle lyster bare fuldstændigt efter fødsel. Det var meget voldsomt følelsesmæssigt, for jeg havde rigtigt meget sexlyst inden jeg fik børn. I lang tid kæmpede jeg virkelig med at føle sexlyst og være mor samtidigt. Det er bedre efterhånden, men det var også en ting jeg virkelig ikke var forberedt på, var så utroligt anderledes. Kunne slet ikke kende min krop…

    Nå, det føles virkelig som too-much-information, dét her, men jeg er bare vild med din opfordring og søster-hjælp-mentaliteten du lægger op til. Hep til alle mødre.

    Ida

  • Marie

    Sikke et godt indlæg! Jeg er i dag 40+3 og udover enormt utålmodig, så begynder jeg at tænke på kroppen efterfølgende..
    Der sker mange sære ting undervejs i en graviditet; som beskrevet i kommentarfeltet får ens brystvorter nullermænd (eller nærmere betegnet tørt snask fra mælkekirtlerne), man får udflåd nok til, at gøre selv den mest slimede skovsnegl forarget og ej at glemme forstoppelse. Disse tre ting er jo kun en brøkdel af “glæden” ved graviditet – så jeg ved at listen kan være både længere og anderledes hos en anden gravid.

    Utroligt snakker virkelig få om dette, bevares det er beskrevet i kønne vendinger i diverse apps, meeen… der er ikke meget svesken på disken over det. God der var det.

    Min skønne historie kommer sig ikke af graviditet, men om ikke andet bliver jeg påmindet den årligt – fordi ja hvorfor egentlig?
    Nå; Mortens Aften en af de første gange med kærestens familie. I modsætning til min familie, går de meget lidt op i, at fjerne/mindske fedt i den traditionelle andesteg, sovs og ris ala mande. Min mave har aldrig været vant, til den mængde fedt og det resulterer i diarré (som stopper toilettet) og opkast (som stopper håndvasken). Det var umuligt at gøre noget, og i min panik tilkalder jeg min meget søde svigermor, som ærlig talt så noget forbavset ud. Det blev løst bevares, men jeg får stadig “Pas på du ikke bliver dårlig”-sætningen ved stykke nr 2 and, da de mistænker det overspisning og ikke fedtindholdet. Ikke fra svigermor dog, men svigerfar – så det er enormt rart, at vide den vidensdeling har fundet sted……

    I år skal vi holde jul hos dem, min mave har heldigvis vænnet sig til deres kogekunst – så i år krydrer jeg julen med, at være nybagt førstegangsmor, med alt hvad det indebærer af læk fra både top og bund, forstoppelse og formentlig en bristning/syning (da 8 ud af 10 førstegangsfødende kan forvente den slags ekstra behandling).
    – needless to say; jeg glæder mig til jul…

    • S

      Hej Marie
      Jeg er 40+5 i dag, også førstegangs, og jeg kan godt skrive under på den utålmodighed, du snakker om… Jeg håber snart, vi får vores babyer i armene.

      Må jeg lige sige, at jeg er dybt imponeret over, at du har overskud til at holde juleaften med din svigerfamilie så kort tid efter fødslen! Det er noget, der selv har været et issue herhjemme, og alt i mig skriver ærligt talt nej ift. at tage en lille nyfødt med ud i en bil og køre forholdsvis langt, for ikke at tale om, at jeg ikke ved, om jeg kommer til at kæmpe med amningen. OG om jeg overhovedet kan sidde på en stol uden at have ondt – apropros bristninger. Det er vist også noget med, at man kan bløde (temmelig meget) op til 4 uger efter. Selvom jeg har en sød svigerfamilie, har jeg det lidt svært med tanken om, at jeg skulle sidde dér og spise julemiddag så kort tid efter. (Vi laver selvfølgelig en mini-julemiddag herhjemme alligevel).

      Sidst, men ikke mindst, vil jeg bare gerne lande i det hele, også følelsesmæssigt, bygge hule herhjemme og lære det lille menneske at kende.

      Hvad har dine tanker været om at have termin nu oveni alt julehalløjet?

      • Marie

        Jeg forstår godt dine tanker, og havde mit forhold til svigerfamilien været blot en smule anderledes, så havde det ikke været let at overskue heller – men jeg er enormt tæt på dem, særligt min svigermor.
        I starten af forholdet til min kæreste (for snart umenneskelige tider siden), boede vi oftest 3-4 dage om ugen hos mine svigere og resten af ugen hos mine forældre. Det har holdt ved, og vi har igennem årerne sagtens kunne finde på, at overnatte og jeg kender stort set deres hjem som mit eget – tror faktisk jeg føler mig mere “ude-hjemme” hos dem, end mine egne også enormt skønne forældre.

        Derudover vil jeg ikke have noget imod, at fortælle dem fx at jeg ikke kan sidde ned pga bristninger eller sige “nu tager jeg lige 2-3 timer på værelset” – deres hjem er enormt og det værelse vi skal sove i, er langt fra stuen hvor middag/gaveræset skal afholdes.

        Vi har heldigvis ikke langt til dem, og de har allerede givet udtryk for at de stort set kun forventer, at vi er i huset – og intet andet.

        Så for mig/os handler det nok om, at jeg føler mig utrolig godt tilpas i det hjem – og jeg ved at alle mine grænser vil blive respekteret, selv dem de måske ikke vil forstå

        Tror det er årsagerne, for kan sagtens følge dig i, at man gerne vil være hjemme ellers.

        Lad os håbe og krydse for, at vi meget snart får vores babyer!

  • Sarah

    Åh hvor jeg kender flere af de ting du beskriver!

    Jeg havde i SÅ lang tid altid ekstra tøj med, da jeg flere gange præsterede at tisse i bukserne (som i virkelig meget) når jeg var ude og gå med barnevognen. Har stået bag en busk i en efterårs storm op og ned af Amager strand park og skiftet bukser og trusser fordi et hosteanfald gjorde det hele vådt!

    Og skede prutterne der bare kom så ‘upassende’ når bare noget nærmede sig mit underliv og især intimitet med mit barns far. Ydmygelsen blev kun værre af at han synes det var SÅ pinligt.
    Hold op jeg synes det var svært at være i mig selv!!

    Her 7 år efter mit barn, 34 år gammel døjer jeg stadig med inkontinens. På trods af at jeg har trænet og trænet den bækkenbund. Det er blevet bedre, men sjat-tisser sgu stadig..

    Åh det er første gang jeg nogensinde har ‘sagt’ det højt

    • Karoline

      Kære Sarah – tak for din kommentar og tillykke! Du har vundet præmien! Jeg kontakter dig i dag på mail. Kærlig hilsen Karoline.

  • Mette

    Da jeg var gravid med nr 2 led jeg en del af kvalme. Det gik dog over i 2. Trimester for så at vende tilbage for fuld blus i 3. Trimester -nu med opkastninger. Så jeg mindes min tid som højgravid, ved at jeg hver morgen måtte “løbe” ud og kaste morgenmaden op. Hver gang tissede jeg samtidigt, da jeg stadig var lettere inkontinent efter fødsel 2 år forinden. Så tricket var at flå mormortrusserne af INDEN jeg kastede op, så var det kun gulvet der skulle vaskes. Ikke nogen nem bedrift, da jeg samtidigt havde svær bækkenløsning og var knap så mobil. Skønt syn med en opkastede højgravid uden trusser…. nu 8 år efter tisser jeg kun i bukserne, når jeg laver jumpsquats eller hvis jeg er rigtig fuld og danser!!! Så præmien må gå til en der trænger mere end mig.

  • Signe

    Ha, hvor er du sej, jeg elsker dig for det her! Jeg har selv haft massive problemer efter min første fødsel for fire år siden. Hæmorider her og der, skedeprutter i massivt omfang, en skede, der endnu ikke kan holde en tampon oppe, heldigvis for mig kun sporadisk småtisseri ved meget pludselige nys med fyldt blære, til gengæld et bagparti, der med din fine formulering ikke rigtig har evnen til at skubbe. Og nå ja, som trumf var der dengang, da jeg 1½ år efter fødslen ville løbe min første tur, en dejlig sommerdag, ned til stranden og hoppe i vandet. Jeg havde ikke haft lyst før, fordi min underliv stadig føltes for slapt. Undervejs syntes jeg også det føltes lidt suspekt. Og fremme ved stranden måtte jeg indse, at jeg havde småskidt i bukserne. Som bonus var tarmen sådan lidt ved at falde ud. Det blev aldrig rigtig pinligt, jeg var den eneste på stranden og vaskede bukserne i saltvand, hoppede selv i, og vaskede mig og løb hjem i vådt tøj og ingen opdagede noget. Men for helvede, det var lidt svært at komme sig over, at jeg var sådan en, den slags skete for. Har aldrig løbet siden. Det er også den eneste gene, jeg aldrig nogensinde har nævnt for nogen. Jeg kan godt sidde med andre mødre og grine lidt af hæmorider og skedeprutter og mælk, der sprøjter ud over det hele (som jeg også havde i alle 10 måneder, jeg ammede), men at springe ud som hende, der sked i bukserne på løbeturen vil jeg gerne undgå.
    Men altså, dit indspark fortjener at man deler det hele! Jeg vil ikke vinde dimsen, for den del er mit mindste problem, det skal en anden have. Og bonusinfo – nu er jeg gravid med mit andet barn og gruer gruer gruer gruer for at det hele bliver endnu værre. Mødre skulle have præmier for deres kropslige indsats ifm. graviditet og børn..!

    • Monika

      Årh Signe! Du fortjener medalje efter den løbetur.

      Der burde være en tjeneste man kunne ringe til når man har haft en efterfødselsepisode som denne, hvor hjælpen bare ankommer, afleverer nyt tøj og high five, og kører igen – no questions asked. For hvem hulan ringer man ellers til? Hej skat. Jeg har lige skidt i bukserne, kommer du lige med nogle nye? Og er du klar på date i aften? Suk.

  • Anne

    Hvor er det befriende at vide, at man ikke er helt alene. Kan især nikke genkendende til at lække ved løbeture og hoppeture trampoliner. Mine to drenge ved nu også, at jeg ikke skal hoppe så meget som et lillebitte hop før der er tisset af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0