Jeg har skrevet en form for brev til min døde mor. Eller. Punkterne til et.

– Hun kan ikke sige bogstavet R, men bruger H i stedet. Det lyder overdrevet nuttet, når hun kalder onkel Ronni for Honey. Hun er sådan et sjovt og fint mix af os alle sammen. Der er også meget af dig i hende:

brev til min døde mor

Hun er 2 år nu, og der er fart på.

På benene, på sproget, på hjernen. Jeg kan godt komme i tvivl om, hvordan jeg holder trit. Gør mit bedste. Ikke står i vejen for hendes udvikling. Havde du det også sådan, da du var førstegangsmor? Jeg mangler min mor til at fortælle mig, at jeg gør det rigtigt, du kunne være stolt på sådan en særlig måde. Gid jeg vidste, om du vidste, at jeg altid lagde mærke til de pæne ting, du sagde til mig, og til den stolthed, der altid lyste ud af dig. Selv om jeg så sjældent sagde ordentligt tak.

Jeg tager hele tiden mig selv i

… at ville rende ting i hendes opførsel og personlighed forbi dig. Sagde jeg også sådan? Var jeg lige så fræk og sjov? Du var min hukommelse, hvor min egen ikke slår til. Du huskede alt det vigtige.

Jeg føler mig så snydt.

For at kunne dele oplevelsen med at være mor til en datter med min mor. Og jeg bilder mig ind, at jeg ville have holdt dig endnu tættere på mig og hende, hvis jeg havde vidst, at du ville dø fra os så pludseligt.

En gang for længe siden læste jeg

… at den biologiske forklaring på, at kvinder og andre hunner lever videre i mange år efter, de selv kan få børn, er, at de skal hjælpe deres afkom med at komme godt i vej med deres børn. Kvinder har en funktion efter overgangsalderen, en vigtig en. Om kilden var lødig, aner jeg ikke, men få ting fra baghovedets katalog af populærvidenskabelige indfald giver mere mening for mig end det. Dine børn er for længst voksne, men alligevel var din død for tidlig. Du skulle have haft mere tid med mig og Andrea og vores døtre.

Forleden fik jeg en lang, sød

… mail fra en ung læser, der lige ville sige hej. Hun havde mistet sin mor som 20-årig (og faderen få år tidligere). Når jeg hører sådanne historier fra nogen, der har været ude for noget indiskutabelt værre end mig, så kan jeg godt blive lidt flov. Selv om det ikke var læserens ærinde overhovedet. Flov over al det offentlige savn her, også at jeg sidder og skriver på et brev til min døde mor; som om jeg har været ude for noget tragisk.

Det har jeg ikke. Jeg har som voksen mistet min mor, det sker for de fleste. Men måske havde du det også sådan her, da mormor og morfar gik bort, en amputeret følelse af at være blevet snydt.

Nu forstår jeg din tristesse bedre.

Dengang gjorde jeg ikke, de var jo gamle og syge, det var livets gang. Men sorg og savn er ikke det samme, du var ikke i sorg, du savnede dem. Så inderligt og helt til din egen død. Og jeg ved godt, at din død ikke skal være mit traume, måske skal den ikke engang være min sorg længere. Men jeg savner dig.

Gid vi havde taget flere billeder

… af jer sammen. Og video. Bare lidt mere at sidde med nu og ae og kigge på, vi har slet ikke nok (ville vi nogensinde få nok?), selv om vi har lidt. Så hun også kunne få lidt af dig, som du nåede at få lidt af hende. For …

… hun ved ikke hvem du er, mor.

Hun spørger efter morfar og farmor og farfar nu, men du døde, før hun fik et sprog, hun ved ikke, hvem en mormor er, mor, og jeg kan ikke rigtigt rumme det i mit hjerte. Hun ved ikke, hvem du er.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’