I carried a watermelon

tekster fra en fireogfirser

Om voksne kvinder, der blogger (uden at skamme sig)

De står i kø. Formodningerne om hvad folk, jeg kender, men som jeg ikke er tæt på, tænker om mig og min blogging.

Måske spørger de sig selv, hvorfor jeg dog vil være med i bloggerklubben – for er blogs ikke sådan noget med at vise billeder frem af sig selv med forskønnende filtre på? Er det ikke noget med at bilde sig ind, at man mener noget dybt, men i virkeligheden ævler man bare banale ting om ufarlige emner (man skulle jo helst ikke få sig uvenner eller shitstorms på nakken) for at få klik? Og er blogging ikke primært for (yngre) folk med interesse i fashion og madstyling, der ikke selv kan se, at blogging er smådumt og svært selvudleverende og højst unødvendigt?

Hvorfor ikke bare skrive dagbog, hvis man har så meget skrift på hjerte?

… forestiller jeg mig, at de sidder og tænker.

Måske snakker de endda om det, når de ses. Screenshotter. Linker til, ler.

Den er så lang, paranoiakøen, og uvisheden i om formodningerne kommer udefra eller i virkeligheden mest inde fra mig selv, gør det lidt udmattende for alvor at forholde sig til den.

Så i en periode pakkede jeg det væk. Forbeholdene blev for mange. Jeg ville nemlig nødigt opfattes som smådum. Eller høre flere smågrinende »Hvordan går det så med den der (*kunstpause*) … blog?« Eller ligne en, der troede, at jeg kunne noget særligt; jeg har trods alt en journalistuddannelse i bagagen (og et journalistjob på halsen), som har lært mig at luge ud i stavefejlene og at mejsle en vinkel frem, så det er da ikke noget særligt, hvorfor ikke bare få mig en rigtig hobby som crossfit eller strik.

Men for nylig rykkede jeg ind på domænet her, icarriedawatermelon.dk, og broadcastede det hele ud i cyberspace og bad alle og enhver om at like mig, like mig!, like mig!, hvis de gad, for jeg havde fået mod på ikke at pakke noget, jeg havde lyst til, væk.

Sparket bagi var et afsnit i Chris Kraus’ klassiker, I love Dick, der lyder:

»Alene det, at kvinder taler, eksisterer, paradoksalt, uforklarligt, rapkæftet, selvdestruktivt, men frem for alt offentligt, er det mest revolutionerende i hele verden«

Ja, tænker jeg og nikker. Det taler til mig, det citat. For det er jo bare det, jeg gør. Jeg eksisterer offentligt, helt uden skam, alene fordi det gør mig glad. Jeg kan godt lide at vinkle min hverdag i små bidder og sende det i orbit til nogen, der måske kan genkende det, og som måske endda sender noget tilbage til debat – det er min måde at fordøje hverdagen på.

Det tør jeg godt stå ved.

*
*
*
Facebook * Instagram * Bloglovin’

« »

© 2017 I carried a watermelon. Theme by Anders Norén.